Breve fra fortiden

Med et slag kom årtusinders historie frem i lyset. Klippemaleriernes Louvre findes i Algeriet.

Vores Tuaregguide  viser os et af de store klippemalerier.

- Den 20. februar 1956 stod 30 kameler parat. De brummede, tyggede drøv og forpestede luften med deres stinkende ånde og udladninger, mens kameldriverne fordelte byrderne, bandt rebene fast og skændtes med hinanden.

Sådan beskrev franskmanden Henri Lhote begyndelsen på hans ekspedition i Algeriet. En ekspedition, der kom til at vende op og ned på vores viden om Sahara. Den gik til Tassili i det sydøstlige Algeriet, og kom til at vare 16 måneder.

Dét, han så i klippelandskaberne i Tassili, overgik enhver fantasi. Hundreder og atter hundreder af bemalede klippevægge med tusinder af dyre- og menneske fremstillinger.

- Ja, faktisk stod vi overfor for verdens største museum for forhistorisk kunst, skrev Henri Lhote.

Saharas historie afdækket

Der var klippetegninger af bueskytter, krigere, hjorte, elefanter, giraffer. Jægere på jagt efter flodheste. Dansescener. Drikkegilder. Mere end 15.000 helleristninger. Og det oven i købet i et område, der i dag ligger øde hen som gold stenørken. Engang har der altså været liv, mennesker, en forestillingsverden og kunst her.

Ved billedernes hjælp har man kunnet danne sig ny viden og detaljerede overblik over Saharas urbefolkning, over nomadernes vandringer, dyreverdenens udvikling og Saharas langsomme udtørring, indtil den blev ørken. Otte årtusinder af jordens største ørkens historie kom med et slag frem i lyset som følge af franskmandens ekspedition.

Et indblik i vores forfædres verden

Overalt i verden har tidlige mennesker tegnet på vægge i huler og klipper – eller ridset små tegninger – om, hvad de så, følte og tænkte. En slags breve fra fortiden, som kan fortælle os meget om den verden, som disse forfædre levede i, tusindvis af år før vor tidsregning.

De ældste helleristninger menes at være i Australien. De er op mod 27.000 år gamle. Rigtig mange er fra omkring 10.000 år siden, men selv om skriftsprog gradvist opstod, er der samfund, der fortalte om sig selv med helleristninger til langt op i det 19. århundrede.

I Tassili er klippemalerierne fra flere tidsaldre. Fra 6000 år til 1500 år før Kristus. I denne ørken har altså eksisteret ikke blot én, men en række kulturer. Og klimaet har været, så de kunne overleve.

Faktisk havde man i 1930erne fundet nogle få klippetegninger i området. Men så kom 2. verdenskrig i vejen, og først i 1956 var der altså samlet penge nok ind til en egentlig ekspedition. Og det tør siges, at den gjorde sensationelle opdagelser.

Der er mange andre klippetegninger i Algeriet. En kendt tegning forestiller en elefant, der beskytter sin unge fra et rovdyr. Den findes i El Gjicha og er blevet UNESCOs symbol på børnebeskyttelse.

Se alle vores artikler om Mellemøsten