I Algeriet kysser de på kinden

Algeriet er et sort hul på landkortet, der nu åbner sig farverigt op for os. Med en beliggenhed, der strækker sig fra det blå Middelhavs strande til den gule Saharas ørkenmidte, siger det sig selv, at landet har meget at byde på.

Føniker, romere, arabere, ottomaner og franskmænd har været her, med det resultat, at det moderne Algeriet hviler på en meget gammel berber-kultur, tilsat et stort stænk Arabien, Europa og Afrika.

Det mest interessante ved landet er næsten, at der aldrig rigtig har været turisme. Der er langt mellem souvenirs-boderne og postkortet til tante Anna kan være svært at opspore. Falder man for et tæppe i bazaren i Ghardaia, er der ingen snak frem og tilbage om prisen.

Man får en pris stukket i næsen, og færdig arbejde. Prisen regnes som realistisk. Går man i gang med at prutte, vil man oftest få vist et andet og billigere tæppe, for så har man jo nok ikke råd til det første tæppe.

Når det er sagt, så hører det også med, at algerierne er meget imødekommende overfor fremmede. De vil så gerne have besøg. Kravene til påklædning er langt mere liberale end i andre muslimske lande. Ingen forventer, at landets gæster skal gå med tørklæde eller slør.

Og de kan lide at kysse. Dén adfærd forbinder vi mest med Sydeuropa, men den trives også i Algeriet. Det normale er et kys på hver kind, men drejer det sig om en person, man ikke har set længe, runder de gladelig op til 2 kys på hver kind. Vi vil som gæster dog for det meste få tilbudt en fremstrakt hånd. Og det er nemt at håndtere for os. For det er vi jo vant til.

Algeriet er et af verdens ældste vin-lande. Den oprindelige befolkning, berberne, fremstillede vin allerede før romerne kom til deres kyster. Hovedstaden Algiers er decideret kosmopolitisk. Der er syd-europæisk karakter over byens hvidkalkede huse med blå skodder.

Den middelalderlige midtby Casbah er på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Og på cafeerne kan man se mænd i kjortel ved siden af mænd med jeans og kasket. Stemningen er tolerant og åben.

Hvorfor har der aldrig været gang i turismen i Algeriet? Svaret er enkelt: Politik. De første mange år efter selvstændigheden var der et hårdt, socialistisk styre. Så fulgte en opslidende borgerkrig fra 1992 til 1999.

Men så begyndte tingene at falde til ro. En amnesti fik de islamiske oprørere til at nedlægge våbnene, og i dag har algerierne lagt fortiden bag sig. De har et stort ønske om at forsætte den nationale forsoning og bringe landet fremad.

Se alle vores artikler om Mellemøsten