Rejser til Bangladesh

Du får en varm velkomst på rejsen til Bangladesh! Bogstaveligt talt. Folk er meget gæstfri og vil gerne have besøg i deres land. Og vidste du, at du finder verdens længste strand i det lille land? Bangladesh byder på eventyr og overraskelser.

Værd at opleve i Bangladesh

De svulmende floder Ganges og Brahmaputra. Bølgende rismarker. Varme sandstrande. Fascinerende folkemylder. Det er Bangladesh i en nøddeskal. Og trods fattigdom og årlige oversvømmelser viser landet sig i virkeligheden at være helt forskelligt fra det trøstesløse billede, som medierne giver os. Her har man fred for andre turister, for der kommer ikke mange. Man oplever den rige østerlandske kultur tage livtag med vores vestlige. En rejse til Bangladesh er fuld af kontraster og vil uvægerligt give stof til eftertanke.

Landet kan prale af tre steder, som er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste: Paharpur Buddhist Monastery of Noagaon – et buddhistisk tempel, Bagerhat City - moskéen med de 60 kupler, og den store mangroveskov Sundarbans. Sundarbans mod syd er kendt for sin store biologiske mangfoldighed og er hjemsted for mange fugle, hjorte og slanger, men dens mest kendte "beboer" er nok den bengalske tiger. Mangrovetræernes vidtforgrenede net af rødder yder også beskyttelse for mange "vandlevende" dyr, såsom fisk, rejer, krabber og snegle.

Kom med til landet, der endnu ikke er fyldt af turister, og lad dig overraske og forundres.

Bangladesh - Dhaka - Cox Bazar - Rajshani - Khosalpur - Khulna - Mungla - Barisal

Landefakta

Areal: 130.170 km2

Hovedstad: Dhaka

Møntfod: Taka - forkortes BDT

Sprog: Bengali (off.), engelsk

Tidsforskelfra DK: Sommer: +4 timer og vinter: +5 timer

Klima og vejr

Hvornår besøger man Bangladesh?

Vejret i Bangladesh veksler drastisk, men man kan inddele året i tre vejrsæsoner: Monsunsæsonen (ca. maj til oktober), den kolde sæson (ca. oktober til februar) og den varme sæson (ca. marts til maj). Koldt skal tages med et gran salt - det anbefales at besøge Bangladesh mellem oktober og februar, inden luftfugtigheden bliver for høj, og hvor dagtemperaturen minder om en dansk sommerdag.

Typiske spørgsmål før rejsen til Bangladesh

  • Hvad spiser vi i Bangladesh?

    I Bangladesh er maden er blanding af de indiske og burmesiske køkken. En god karry (Curry) er nationalretten, og ris og karry er næsten obligatorisk på en rundrejse i landet. En typisk Curry er en godt krydret sauce med kød og grøntsager – og typisk med ris.

    Generelt er det okse-, hønse- og gedekød, som er det mest normale, mange slags fisk og en masse grøntsager. Landet har mange floder og meget kystlinje, og derfor er fisk en stor og vigtig spise. En af de mest almindelige fisk på menuen er den såkaldte hilsafisk. Hilsafisken er meget populær som madfisk i Sydasien, og Bangladesh er ingen undtagelse. Typisk bliver den serveret i en curry eller stegt.

    Landet har også mange søde sager, hvis man er til det. Jo sødere jo bedre. De har eksempelvis en udgave af Türkish Delight og lignende.

  • Hvad er prisniveauet i Bangladesh?

    Priserne er i Bangladesh lavere end i Danmark, og tager man ud og spiser frokost på en lokal restaurant, kan man ofte gøre det for mindre end 50 kr. En flaske vand kan typisk fås for omkring 2 kroner.

  • Hvad køber man i Bangladesh?

    Bangladesh kan beskrives som en shoppers paradis – især for dem, som går efter håndlavede og unikke varer. Bangladesh har nemlig en lang og rig tradition for håndværksfremstilling, der inkluderer træmaterialer, silke i alverdens farver og designs (i metermål eller som sari), brugsgenstande i messing, lædervarer, bomuldstøj og diverse sølv- og guldsmykker m.m. Derudover er Bangladesh meget kendt for sine smukke pinke perler, som er blandt landets mest populære souvenirers.

    Derudover er det også muligt at shoppe mere moderne varer – heriblandt tøj og sko fra kendte mærker som Adidas, Nike og Levi’s. Faktisk er Bangladesh en af verdens største eksportører af tøj – kun overgået af Tyskland og Kina. Noget af det tøj og de sko, som fremstilles, har man mulighed for at købe i landet.

  • Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Bangladesh?

    I dag er det sikkert og trygt at færdes i landet og især i de mindre landsbyer. Sikkerheden for turister er generelt god, og vi anbefaler, at man bruger sin sunde fornuft, når man færdes rundt omkring. Det indebærer blandt andet at undgå at bære dyre smykker og andre genstande af høj værdi specielt i de større byer. Det er mest sikkert at opbevare dem i f.eks. en sikkerhedsboks på hotellet.

    Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod hepatitis A, difteri samt stivkrampe ved rejser til Bangladesh. Dog anbefaler Viktors Farmor altid, at man taler med egen læge eller en rejsemedicinsk klinik for råd omhandlende vaccinationer. Medbring evt. dagsprogrammet, hvorpå rejseruten er indtegnet, da anbefalingerne ofte tager udgangspunkt i rejselængde samt hvor i landet, at man befinder sig under sin rejse. Viktors Farmor rådgiver af princip ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malariaprofylakse. Man bør her tale med egen læge og følge dennes rådgivning. Også her er det en god idé at medbringe rejseprogrammet.

    Ved indrejse til landet skal man medbringe bevis for COVID-19 vaccination – det europæiske coronapas (EU's Digital COVID Certificate) anerkendes her. For at høre mere om corona-restriktioner kan du enten ringe ind til os eller læse mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

  • Hvem møder du i Bangladesh?

    Når du rejser med Viktors Farmor, er du stort set altid sikker på at møde de lokale. Befolkningstallet i Bangladesh er blandt de højeste i verden, og er anslået til at være ca. 168 millioner. Derudover er Bangladesh det tættest befolkede land i verden. Befolkningstætheden svarer rundt regnet til, at hele den danske befolkning flyttede nord for Limfjorden.

    Islam er den største trosretning i landet (83 %) efterfulgt at hinduismen (16 %). Derudover findes der i Bangladesh en række forskellige buddhistiske og kristne minoriteter.

    Det officielle sprog i Bangladesh er Bengali, mens engelsk betegnes som andetsprog og er bredt benyttet i undervisning og i forretningsverdenen. Desuden findes der i landet også en række minoritetssprog som urdu, burmesisk og stammesprog som arakan og chakma.

  • Kan jeg drikke vandet fra hanen?

    Vi anbefaler ikke at drikke vandet direkte fra hanen i Bangladesh. Undgå også isterninger lavet på postevand.

  • Hvad skal jeg have med at valuta?

    Bangladeshisk valuta er taka (BDT). 100 taka koster godt 7,5 kr. Man kan ikke købe taka i Danmark. Det er bedst at medbringe US$ eller euro i store sedler (mindre sedler giver dårligere kurs). Kreditkort kan bruges i de større forretninger, men kun i storbyerne. Man kan ligeledes hæve penge i kontantautomater fra VISA og MasterCard.

  • Hvad skal jeg pakke i kufferten?

    Holdningen til påklædning i Bangladesh er præget af muslimsk påklædningskodex, dvs. kvindernes kjoler/nederdele skal gå under knæene, og de skal helst ikke vise bare skuldre. Lange bukser er ok, blot de ikke sidder for stramt.

    Om dagen har man det bedst i let bomuld. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. I november og februar kan det virke køligt om aftenen, så på det tidspunkt af året bør man medbringe en let trøje og en vindjakke.

  • Rejseguides om Bangladesh

    De 6 årstider af Filip Engsig-Karup – en grundbog om Bangladesh.

    Rejsen til Det gyldne Bengalen af Filip Engsig-Karup – en rejsehåndbog.

    Bangladesh fra Lonely Planet (på engelsk).

Her skal du bo

Hotel og overnatning i Bangladesh

Hoteller med god atmosfære

Vi lægger vægt på, at hotellerne har en god atmosfære, og at de ligger centralt. Nogle af vores hoteller er deciderede paladser, der er konverteret til hotel. På rejserne kan vi ind imellem komme til egne, hvor udvalget af overnatningssteder er minimalt. Vi lægger vægt på renlighed og god servicice.

Lokale familier

Vi bor to nætter hos lokale familier og for de flestes vedkommende i 4-sengsværelser. På grund af pladsmangel må nogle af os dog overnatte i kirken. Sengene viser sig at være overraskende gode med skumgummi-madrasser, myggenet og varme vattæpper imod nattekulden.

Overnatning i kahytter

Vi overnætter også på en turbåd, hvor vi fordeler os i 2- og 3-sengs-kahytterne. Vi finder en stille krog af floden, hvor vi kaster anker for natten. Vi får serveret en lækker aftensmad og hygger os, mens den fløjlssorte nat sænker sig over os.

Vidste du det om Bangladesh?

Bangladesh bliver ofte kaldt ”The Land of Six Seasons”, og det er der en helt særlig grund til. Landet har officielt seks sæsoner i stedet for fire – der findes grismo (sommer), barsha (regntid), sharat (efterår), hemanto (senefterår), sheet (vinter) og bashonto (forår).

Viktors Farmor i Bangladesh

Viktors Farmors rundrejse i Bangladesh er helt unik - og lader sig kun gøre i kraft af rejselederens personlige kontakter i landet. Vi kommer derfor ind på livet af den lokale befolkning og ser mange facetter af det asiatiske land. Vi skal helt tæt på Bengalens mennesker og natur og bor bl.a. i en lille landsby hos en familie i to dage. Og så skal vi på tigersafari i mangroveskovene og slutter af ved verdens længste strand.

5 nedslag i Bangladesh' historie

1947
Indien bliver afviklet som britisk koloni, hvorefter landet bliver delt i to. Området hvor muslimerne var i flertal blev til Pakistan, mens hinduerne fik Indien. Bangladesh blev en del af Pakistan og var det daværende Østpakistan, mens det der i dag kendes som Pakistan kaldtes Vestpakistan.

1971
Bangladesh erklærer sig uafhængig af Pakistan og opnår dermed selvstændighed.

1974
Bangladesh optages i FN efter to foregående forsøg, som blev forhindret af Kina.

1985
Organisationen SAARC bliver stiftet, hvoraf Bangladesh sammen med otte andre lande i Sydasien er medlem. SAARC er sydasiatisk organisation for regionalt samarbejde.

1991
Bangladesh afholder sit første demokratiske valg.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Bangladesh

  • Forberedelsesdag

    Almindeligvis afholdes der i Odense-området en informations- og forberedelsesdag om rejsen 1-1½ måned før afrejse. 
    Programmet er et heldags program fra kl. 10.00 til 16.00, og der gives informationer om, hvordan man bedst kan forberede sig. Tilmelding til dagen er nødvendig.

  • Pas og visum

    For at få visum til Bangladesh skal passet være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen. Visumvejledning udsendes i god tid før afrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i andre oversøiske lande anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri.

    Herudover rådgiver Viktors Farmor af princip ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malariaprofylakse. Deltagerne bør tale med egen læge og følge dennes rådgivning. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet. 

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes. Vær dog opmærksom på, at der ofte er forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Bangladeshisk valuta er taka (BDT). 100 taka koster godt 8 kr. (2013). Man kan ikke købe taka i Danmark. Det er bedst at medbringe US$ eller €uro i store sedler. (Mindre sedler giver dårligere kurs.)

    Kreditkort kan bruges i de større forretninger, men kun i storbyerne. Man kan ligeledes hæve penge i kontantautomater fra VISA og MasterCard.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Måltider

    Alle måltider er inkluderet i turens pris og indtages fælles. Nogle gange spiser vi frokost på et af de små lokale spisesteder, eller vi holder picnic med brød og te, banan og frugt

  • Overnatninger

    Vi har 12 overnatninger i delte dobbeltværelser på turistklassehoteller med eget bad og toilet, 2 overnatninger i 4-sengsværelser i private landsbybeboeres huse, hvor der er primitive fælles bade- og toiletfaciliteter, 1 overnatning i turbåd i 2-sengs kahytter med fælles bad og toilet og 1 overnatning på færgedamper i delte dobbeltkahytter med fælles bad og toilet.

    Eneværelse er kun muligt de 12 hotel-overnatninger i Dhaka, Dinajpur, Khulna, Cox Bazar og St. Martin’s Island samt 1 nat på turbåden.

  • Telefoni og internet

    Telefoni: Bangladesh har selvvalg fra Danmark. Tryk 00880 + abn.nr. Fra Bangladesh til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges overalt i Bangladesh.

    Internet: Man har på flere af hotellerne mulighed for at benytte sig af internettet.

  • Elektricitet

    Strømstyrken er 230 volt. Der benyttes for det meste samme stik som i Danmark, men der vil også være ”type D2 stik" med tre tykke runde ben, hvoraf det ene er tykkere end de andre to. Man bør medbringe adapter.

  • Drikkevand

    Det frarådes totalt at drikke og børste tænder i postevand. Mineralvand kan købes overalt til 20 taka pr. liter.

  • Drikkepenge

    På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris.

    Det er vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. 50 taka), hvis man får båret sin kuffert til hotelværelset eller til receptionen fra værelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer, man selv betaler.

  • Fotografering

    Bangladesh har ikke tradition for fotoglade turister. Vis derfor respekt ved fotografering: Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange af de ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Bed evt. rejselederen om hjælp til at få taget et særlig godt motiv. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes. 

  • Påklædning

    Holdningen til påklædning i Bangladesh er præget af muslimsk påklædningskodex, dvs. kvindernes kjoler/nederdele skal gå under knæene, og de skal helst ikke vise bare skuldre. Lange bukser er ok, blot de ikke sidder for stramt. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne.

    Om dagen har man det bedst i let bomuld. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. I november og februar kan det virke køligt om aftenen, så man bør medbringe en let trøje og en vindjakke.

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe tøj, perler, silke, lædervarer, messing etc. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser.

  • Bagage

    Medbring bagagen i en aflåselig kuffert. Medbring også en weekendtaske og en rygsæk. Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    November, december, februar og marts er klimamæssigt de bedste måneder at rejse i. Det er lunt hele døgnet uden at være for varmt (fra 20 til 35 grader). En paraply er god at have (også for solen!), men regntøj er der ingen grund til at medbringe. Der regner mest i juli, men til gengæld er temperaturen om dagen lavere end i marts/april.

  • Tidsforskel

    Der er 5 timers tidsforskel mellem Danmark og Bangladesh om vinteren, 4 timer når det er sommertid i Danmark. 

  • Transport

    Bangladesh er et 3. verdens land med alt hvad det indebærer. Trafikken er tit kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, sporarbejde på togstrækninger mm. Så der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Bangladesh.

    Af- og påstigning af tog, bus og skibe er betydelig mere ubekvem end i Danmark. Det forudsættes derfor, at alle deltagere er fuldt mobile og f.eks. kan gå længere ture i ujævnt terræn og klatre over rælingen ned i en robåd

  • Sikkerhed

    Bangladesh er et muslimsk land, men fundamentalismen har ikke særlig godt fodfæste, og Muhammed tegningerne er glemt. Udlændinge er gæster og bliver derfor vist respekt, så sikkerheden for turister er god.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Solbriller
    • Håndklæde, badetøj
    • Kasket eller solhat
    • Myggespray
    • Solcreme
    • Vækkeur
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
    • Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil)
    • Evt. oppustelig hovedpude, kort oppustelig liggeunderlag
    • Lagenpose
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejsen.

  • Litteraturliste

    De 6 årstider af Filip Engsig-Karup – en grundbog om Bangladesh

    Rejsen til Det gyldne Bengalen af Filip Engsig-Karup – en rejsehåndbog

    Bangladesh fra Lonely Planet (på engelsk!)

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Bangladesh.
Ring til os 86 22 71 81