Umbrien i høstfarver

Gyldne efterårsnuancer, små bjergbyer og det umbriske køkken

Der er ikke meget, der er smukkere, end når efterårets røde, gule, orange og brune farver dækker Umbriens landskaber, og en orange solnedgang blandes med den blå himmel og indhyller sletten i varmedisen fra den endnu solbagte jord.

Priser fra

13.990 kr.

Max. 19 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

Umbrien er knap så kendt som naboregionen Toscana, men skønheden er udtalt. Umbrien er gennemsyret af historie, kunst og kultur, og har flere bakketop-byer og gamle slotte, end man kan tælle.

Overalt finder man vandrestier, der fører gennem olivenlunde, over små og store bjerge, gennem frodige skove og forbi blomstrende marker. I regionen findes også Lago di Trasimeno, en af Italiens største søer, samt pilgrimsbyen Assisi, kendt for Den Hellige Frans og tiggerordenen franciskanerne.

På denne unikke rejse oplever vi de små labyrintiske bjergbyer i Umbrien, når regionen er klædt i sine smukkeste efterårsfarver.

Hele ugen bor vi på samme hotel i Montone, der er kåret til at være blandt de 100 smukkeste byer i Italien. Vi bor på det hyggelige Hotel Fortebraccio, som er placeret i gå afstand til alt i Montone by.

Udflugterne bringer os til ukendte perler som Rasiglia, der ofte omtales som Umbriens Venedig, samt Torgiano, der er kendt for både vine og olivenolie. Som altid i Italien er måltiderne skønne, og midtvejs på rejsen strækker vi benene med en tur i et skønt, varieret landskab.

Rejsen er skræddersyet i samarbejde med danske Lene Brøndum, der bor i Umbrien og kender regionen særdeles godt. Hendes lokalkendskab sikrer en masse gode oplevelser. For eksempel trøffelfesten i Montone, keramikeren Antonio Gabrielli og slagteren Alberto Bracchini, der serverer umbriske specialiteter og helstegt pattegris for os.

Et særligt dansk indslag får vi i pilgrimsbyen Assisi, hvor den danske munk Theodor viser os rundt i den smukke Basilica di San Francesco. Han har 30 år i franciskanerordenen bag sig.

Og så skal vi lige have afskeden med: Den sidste middag indtager vi til toner fra Valentino på harmonika, Moreno, der har sunget med Luciano Pavarotti, og Ivano, der spiller på noget så usædvanligt som efeu-blad! Det bliver svært at sige farvel til Umbrien næste dag.

På denne rejse får vi fornøjelsen af hele to rejseledere når både Lene og Natascha Brøndum er med os på rejsen. 

5 gode grunde til at rejse til Umbrien med Viktors Farmor:

  • Bo hele ugen på det skønne Hotel Fortebraccio i Montone
  • Oplev den årlige Festa del Bosco med kunst, musik, mad og sang
  • Se keramikfremstilling i den kendte keramikby Deruta
  • Mød den danske munk Theodor på en udflugt til Assisi med rundvisning
  • Nyd egnens uovertrufne gastronomi, bl.a. får vi helstegt pattegris og trøfler

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst og indkvartering

    Vi flyver enten til Rom eller Firenze. Efter ankomst modtages vi af vores rejseleder og kører til vores hotel i Montone. Køreturen varer ca. 3 timer, og undervejs får vi fortalt om Italiens grønne hjerte, der for mange er en ukendt region, men som betegnes som en af de mest autentiske og uspolerede regioner i hele Italien.

    Efter indtjekning på hotellet mødes vi til fælles middag på hotellet. 

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 2

    De gyldne dråber og smukke middelaldergader

    I Italien er der kun få retter, hvori olivenolien ikke indgår. Mange italienske familier med respekt for sig selv laver da også deres egen olivenolie hvert eneste efterår. Vi dykker ned i kulturen bag olivenoliens gyldne dråber, og starter derfor dagen på olivenmuseet Lungarotti, hvor vi får en guidet rundvisning.

    Herefter går vi på oplevelse i den lille middelalderby Torgiano, der udover at være kendt for sin olie også er aldeles anerkendt for vine – især Torgiano Rosso Riserva, der prydes af den højeste kvalitetsmærkning nemlig DOCG. Torgiano blev grundlagt af etruskerne, og den ældste del af byen er stadig den dag i dag omringet af den gamle bymur.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 3

    Udflugt til Deruta, Keramikbyen over dem alle!

    I Deruta finder man den ene keramikbutik efter den anden. Den typiske "Deruta stil" fornægter sig ikke når man går en tur igennem byen. Mange af kunstværkerne er dyre, men også meget flotte og håndværk af høj klasse. I perioder kan det lade sig gøre at komme ind og se værkstederne hvor keramikken bliver lavet.

    I 1290 betalte San Nicoló kirken i Deruta sin skat til Domkirken med vaser i stedet for rede penge. Men det er i renæssancen at Majolica-produktionen for alvor bliver kendt i området. Majolika er glaseret keramik.

    I det tidligere Franciskaner-kloster i Deruta er der et keramik-museum - ligesom der i Sanctuarium Madonna dei Bagni er en samling på over 600 ex-voto keramikgenstande. Sanctuarium er stedet, hvor relikvier opbevares, og ex voto er nådegaver, man efterlader i kirken, når en helgen, madonna'en eller Gud har hørt din bøn, helbredt eller reddet dig.

    Efter frokostpause i Deruta kører vi på besøg hos Le Crete di Paso, hvor Antonio Gabrielli og hans familie laver keramik på gammeldags facon. Vi skal se, hvordan de arbejder og høre om den lille familievirksomhed.

    Herefter går turen til Domiziani – en ganske speciel keramikproducent, der ikke kun er anerkendt i Italien, men som på grund af både håndværkskvalitet og enestående design eksporterer sine produkter til det meste af verden. Her laves unikke borde, stole, håndvaske, men også vaser, skåle og meget meget andet – alt sammen i keramik og lavasten, i farver og former, der på en gang imponerer og forundrer. Vi har fået lov til at komme helt ind i produktionen og se, hvordan de mange fantastiske ting bliver til.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 4

    Efterårsfest i Montone

    I dag bliver vi i Montone, hvor byens store efterårsfest, Festa del Bosco, er i fuld gang. Her er boder med svampe, trøfler, salamier og ristede kastanjer. Hjemmelavede marmelader og honning. Frugter og bær i alle afskygninger. Her er sang og dans – og en stemning af varme, glæde og nærvær.

    Vi vandrer lidt rundt i gaderne og bliver en del af sceneriet – og mon ikke der er mulighed for at købe lidt godt med hjem.

    Om aftenen spiser vi på en af de lokale tavernaer, hvor de lokale mamma’er står i køkkenet og ælter pasta fra bunden og laver traditionelle retter. Efter et velsmagende måltid slentrer vi hjem til hotellet gennem de stemningsfulde, middelalderlige gader.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 5

    Vandring i valle Carpina - en dag om trøfler

    Efter morgenmaden tager vi på en lille vandring i Valle di Carpina – et skønt naturområde lige udenfor Montone.

    Her går vi gennem et varieret landskab med både skov og klippeterræn i en varieret og dyrerig natur. Vi går på en god grusvej uden for mange stigninger, og undervejs er vi måske heldige at se spor efter både vildsvin, hulepindsvin og ulve, der lever i området. 

    Vel hjemme igen giver Lene os et foredrag om trøflen. Denne fine svamp, bruges af gourmetkokke i hele verden, og kaldes også jordens diamant. Den har en vigtig rolle i det umbriske køkken. Både den sorte og den hvide trøffel er at finde i skovene – hvis man altså ved, hvor man skal lede. Efter foredraget skal vi selvfølgelig have frokost med trøffel.

    Om aftenen spiser vi 3-retters middag på vores hotel, der naturligvis er med trøfler.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 6

    Umbriens Venedig

    Vi kører til Rasiglia, en usædvanlig charmerende middelalderby, der ofte bliver kaldet Umbriens lille Venedig.

    Rasiglia kan dateres tilbage til det 12. århundrede – og byen adskiller sig fra andre skønne, umbriske byer, da vandet gennem århundreder har haft enorm betydning. Ved at udnytte tilstedeværelsen af vand startede man allerede i det 12. århundrede aktiviteter forbundet med tekstilindustrien med både vævning og fremstilling og farvning af uld, som sikrede byens overlevelse gennem århundreder.

    Efter en gåtur rundt i de smukke gader med utallige små gadekær, vandløb, vandfald og vandmøller kører vi til Spello.

    Ved hver eneste by i Umbrien tror man, at den umuligt kan være skønnere end den forrige, men så ser man Spello. Spello er en lille perle, der er overset af de fleste turister. Men med sine hængende blomsterbede og buede gyder er Spello billedskøn, især om foråret, hvor hele byen er indsvøbt i blomster.

    Vi smutter gennem byporten Porta Consolare og fortsætter ad den stejle gade Via Consolare, forbi maleriske, ukalkede huse til Spellos største seværdighed: Santa Maria Maggiore-kirken med Pinturicchios fresker i Cappella Baglioni. Herfra fortsætter Spellos hovedgade, Via Cavour, til Piazza della Repubblica med det gotiske rådhus i Spellos centrum.

    Om aftenen spiser vi fælles middag på vores hotel. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 7

    Den danske munk Theodor og traditionel umbrisk mad

    I dag går turen til Assisi, der efter Vatikanet og Peterskirken i Rom er et af de mest søgte rejsemål blandt pilgrimme verden over!

    Byen gjorde den danske digter Johannes Jørgensen verdenskendt, da han skrev sin store biografi om den hellige Frans. Bogen åbnede verdens øjne for byen og indledte pilgrims- og turiststrømmen.

    Assisi er den dag i dag kendt for den hellige Frans af Assisi, en rig klædehandlers søn, der finder Gud og skaber en ny munkeorden, franciskanerne, der nu er en verdensomspændende orden (også kaldet gråbrødre). Det er en stor oplevelse at besøge Assisi, der ligger placeret på en høj bakketop. Som gæst i byen bliver man muligvis en smule udfordret, da byen i høj grad har gader og stræder, der alle synes at gå opad (hvad de naturligvis ikke gør).

    I Assisi mødes vi med den danske munk Theodor, der personligt vil vise os rundt i den smukke Basilica di San Francesco. Theodor selv kender kirken særdeles godt, da den tilhører franciskanerordenen, som han har været en del af i mere end 30 år.

    Afskedsmiddagen (med lille rundvisning) spiser vi hos den lokale slagter Alberto Bracchini, der er 2. generation i en stolt tradition af pølsemagere. Alberto vil servere et traditionelt umbrisk måltid for os med et udvalg af charcuterie og fantastisk hjemmegrillet porchetta (helstegt pattegris).

    Under middagen er der lokal musik og dans, idet vi får besøg af tre af Umbriens bedste musikere, Valentino på harmonika, Moreno, der har sunget med Luciano Pavarotti og Ivano, der spiller på noget så usædvanligt som efeu-blad!

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Montone

  • Dag 8

    Hjemrejse

    Fuld af gode oplevelser går turen til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad

Hvad siger vores gæster

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Italien

  • Pas/Visum

    Som dansk statsborger kan man rejse visumfrit i Italien i 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdets varighed. Det er en god ide at medbringe en kopi af informationssiden i sit pas. Det anbefales at opbevare kopien et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Inden afrejse til Italien anbefales som minimum en vaccination mod difteri og stivkrampe. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Valutaen i Italien er Euro. Bemærk at nogle forretninger ikke modtager betalingskort. Specielt hos lokalproducenter er det en fordel at have euro med i kontanter.  

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne forventes det at du som minimum kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen. 

  • Prisniveau

    Italiens prisniveau er meget lig det danske. Et måltid på en restaurant koster typisk 100-130 kr. per person, en lokalproduceret fadøl ca. 37 kr., en cola ca. 16 kr., og en vand koster ca. 4 kr. i kioskerne.

  • Strøm

    Der er ikke brug for adapter, da strømstikkene er de samme som i Danmark.

  • Mobiltelefon

    Landekoden til Italien er +39.

    Når du befinder dig i et EU-land (samt i Norge og Island) sikrer EU's regler, at du kan ringe og bruge data til samme pris, som når du er i Danmark. Der er som regel et loft for data, og du vil typisk modtage en sms om dette fra dit teleselskab ved indrejse. Typisk vil du desuden også modtage en sms, når loftet er nået. 

  • Foto

    Der er ikke strikse fotoregler i Italien. Dog kan det være forbudt at fotografere i nogle kirker og andre hellige katolske steder. Dette vil oftest være oplyst på et skilt ved indgangen. Ønsker man at fotografere en enkeltperson eller gruppe, bør man bede om lov først.

  • Drikkevand

    Man kan godt drikke vandet, men det kan have en grim smag af klor. Bakteriefloraen i vandet kan også være anderledes, så vil man være sikker på at undgå en maveinfektion, bør man købe flaskevand i stedet.

  • Drikkepenge

    Det forventes ikke at man giver drikkepenge, men har man fået god service eller synes at stuepigen har gjort det godt, er det velset at lægge lidt mønter. På flere restauranter er service allerede inkluderet på regningen. Man kan også opleve at tjeneren kommer med brød eller lignende. Dette skrives også på regningen – men derfor er det i begge tilfælde almindeligt at runde op, hvis man er tilfreds med servicen.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end man til enhver tid kan bære den selv. Bagagen bliver kørt til hotellerne, så man ikke selv skal bære den.

  • Klima

    I store dele af Italien vil man opleve det typiske middelhavsklima med varme, tørre somre og milde kølige vintre. Den bedste tid at besøge Italien er om foråret i april-maj, og i efteråret omkring midt september-oktober. Der bliver varmt om sommeren, hvilket også får luftfugtigheden til at stige. Nedbør afhænger af hvilken region man befinder sig i. Besøger man områderne omkring Sicilien og Napoli, falder der lidt mindre regn end i de resterende regioner.

    Vi har rejser til Umbrien i december måned. Temperaturen i Montone (482 meters højde) er ca. 5-10 grader.

  • Vigtig information ang. vandreferier

    Til vandreturene bedes I tage gode vandrestøvler/sko med, da underlaget kan være ujævnt. Tag også for en sikkerheds skyld vabelplaster med. Hav en god lun fleece/sweatshirt med til de kølige aftener samt regntøj. Derudover anbefaler vi at man medbringer en lille dagtursrygsæk, til opbevaring af madpakke og væske under vandringerne. 

    Husk også snacks, proteinbarer, sukker, nødder mv. som supplement til frokost.

    Kultur og vandring i Umbrien og Kultur og vandring på Sicilien  har en sværhedsgrad på 1 støvle.

    Vandreture med 1 støvle byder fortrinsvist på relativt lette vandringer uden væsentlige stigninger og med et underlag, der for de fleste ikke volder de store udfordringer. I Umbrien og på Sicilien vandre vi på gode stier, de fleste er anlagt som grusveje. På Sicilien vandre vi på Etna og her vil vandring være hård i starten da det første stykke er meget stejlt og på ujævne sten. 

    Læs mere om sværhedsgraden 1 støvle her

    Kultur og vandring i Le Marche har en sværhedsgrad på 2 støvler.

    På vandreture med 2 støvler må du forvente moderate stigninger og mere varierede underlag under støvlerne. Dine knæ skal kunne gå både op og ned uden at du er nødt til at hvile en hel dag for at blive klar til endnu en vandredag.

    Læs mere om sværhedsgraden 2 støvler her

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Håndsprit og vådservietter
    • Paraply/regntøj
    • Lille dagtursrygsæk
    • Gode sko - vandresko/støvler på vandreferier
    • Evt. vandrestave
    • Evt. solcreme
    • Evt. Kasket eller solhat + solbriller
    • Kikkert
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. badetøj (Man ved aldrig hvornår muligheden byder sig)
    • Evt. italiensk miniparlør
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10 % på varer, som ikke er nedsatte, på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Viktors Farmor har lavet en rabataftale med Zleep Hotels, som har hoteller i hele Danmark – også ved både Billund lufthavn og Københavns lufthavn. Vi tilbyder vores gæster 15% rabat på overnatning – uanset værelseskategori. Bemærk, at aftalen ikke inkluderer morgenmad, men det kan naturligvis tilkøbes.

    For at få rabatten, skal du booke din overnatning direkte på Zleep Hotels hjemmeside: www.zleep.com eller ved at kontakte Zleep Hotels centrale booking på (+45) 70 23 56 35 / booking@zleep.com. Du skal bruge en firmakode, som du får oplyst sammen med bekræftelsen på din rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Italien.