Himalaya: 5 rejser gennem verdens største bjergkæde

Himalaya er verdens højeste bjergkæde - det er ikke uden grund, at det kaldes verdens tag. Bjergkæden strækker sig over cirka 2.400 kilometer gennem både Indien, Nepal, Bhutan, Tibet og Pakistan.
Her rejser sneklædte bjergtoppe sig mod himlen, og små landsbyer klamrer sig til skråningerne, som de har gjort i århundreder. Når vi rejser gennem Himalaya, nyder vi udsigter til yakokser, bedeflag, klostre og de højtragende bjerge. Naturen er noget for sig, men det er også mødet med lokalbefolkningen, der sætter sig i hukommelsen. Måske vi bliver budt inden for til en varm kop te med smør og bliver klogere på, hvordan livet leves her i højderne.
Vi tager på eventyr til de dramatiske landskaber og mangfoldige kulturer på vores 5 rejser til Himalaya herunder.
Nepal rundrejse
Rejsen i Nepal byder på enestående oplevelser i naturen. Her er mulighed for at spotte næsehorn og nyde udsigten til Annapurnamassivet. Af kulturelle oplevelser venter smukke templer og klostre samt møder med minoritetsgrupper.
Vi starter rejsen i Kathmandus historiske gader, hvor duften af røgelse fra templer og summen fra de travle bazarer sætter scenen. Herfra fortsætter vi til de gamle kongebyer Bhaktapur og Bandipur, hvor smalle gader, farverige huse og håndværkstraditioner stadig lever. Undervejs bevæger vi os væk fra de gængse turistruter og møder Nepals ægte ansigt i små landsbyer og frodige dale. Vi vandrer gennem grønne landskaber med udsigt til Himalayas mægtige tinder og får et unikt indblik i det lokale hverdagsliv.
Rejsen fører os tæt på både buddhismen og hinduismen, når vi besøger klostre og helligdomme, der har spillet en central rolle i landets historie og kultur. I Pokhara nyder vi den fredelige atmosfære ved Phewa-søen, mens Annapurnamassivets snedækkede toppe troner i horisonten.
I Nepal møder vi mennesker, der med stolthed deler deres traditioner. Landet er et kludetæppe af folkeslag, sprog og religioner. På rejsen får vi et indblik i landets rige mangfoldighed, gæstfrihed og storslåede landskaber.

Tibet rundrejse
Rejsen lægger ud i Kinas vibrerende by Chengdu, før vi med Himmelekspressen krydser verdens højeste jernbane på en rejse mod det fjerntliggende Tibet.
Undervejs oplever vi landskaber, der skifter fra grønne sletter til sneklædte bjerge, mens vi stille akklimatiserer os til højderne. I Lhasa venter Potala-paladsets hvide og røde mure, Jokhang-templets hellige gårde og Barkhor-kvarterets levende pilgrimsstrøg.
Vi bevæger os videre ud på højsletten, hvor himlen føles tættere på, og besøger mægtige klostre som Tashilhunpo og Sera, hvor tibetansk buddhisme stadig leves hver dag. Vi kører gennem storslåede bjergpas, ser Yamdrok-søens turkise vand og får indblik i en kultur, der trods ydre forandringer har bevaret sin særlige identitet.

Bhutan rundrejse
Her tager vi på en adventurerejse i et land, der først i 1978 blev åbnet for turister. Vi rejser dybt ind i Himalayas grønne dale og dramatiske bjerglandskaber, hvor Bhutan gemmer på templer, klostre og en helt særlig kultur.
Rejsen starter i hovedstaden Thimphu, hvor gamle traditioner møder moderne liv. Vi besøger farverige dzong-fæstninger og små landsbyer, hvor tiden synes at stå stille. Vi kommer forbi frodige rismarker, og vi vandrer til det ikoniske tempel Tigerreden, der klamrer sig til en lodret klippeside.
Undervejs får vi et enestående indblik i Bhutans unikke livssyn og den tibetansk-buddhistiske kultur, der gennemsyrer hverdagen. Her findes et samfund, der måler succes i livsglæde frem for bruttonationalprodukt.
På Bhutan rundrejse oplever vi både kultur og natur samt en anderledes levestil.

Spiti: Ekspedition i indisk Himalaya
Tag med på en uforglemmelig rejse dybt ind i Indiens rå og betagende Himalaya, hvor vi opdager Spitis højlandsørkener, hvide landsbyer og gamle klostre med dybe tibetanske rødder. Rejsen starter i livlige Delhi, hvor vi stiger ombord på det historiske bjergtog, der snor sig op gennem grønklædte bjerge til Shimla – den tidligere britiske sommerhovedstad. Her mødes britisk kolonitid og indisk kultur på en helt særlig måde.
Vi fortsætter gennem frodige dale, besøger små landsbyer og ser de smukt udskårne træforter og templer, som vidner om områdets historie. Undervejs åbner landskabet sig mod de majestætiske Kinner Kailash-bjerge, hellige i hinduistisk tro.
I Spiti-området møder vi et landskab, som føles næsten uvirkeligt – barskt, storslået og dybt forankret i tibetansk buddhisme. Rejsen kulminerer med et besøg i Dalai Lamas eksilhovedstad, hvor vi får et levende indblik i tibetansk kultur og spiritualitet. På en ekspedition til Spiti i indisk Himalaya har vi skruet op for eventyret.

Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar
Tag med på en rejse til Ladakh og Zanskar i Indien, hvor vi vandrer gennem dramatiske bjergverdener, besøger afsidesliggende klostre og får indblik i dagliglivet i små landsbyer med hver sine unikke traditioner.
I løbet af 18 dage rejser vi dybt ind i Himalayas mægtige bjerge. Rejsen kombinerer spændende kulturelle møder med vandreture gennem noget af verdens mest storslåede natur. Vi overnatter i komfortable teltlejre under stjernehimlen og på gode turistklassehoteller, hvor vi lader dagens oplevelser synke ind.
Undervejs møder vi det aryan-folk, der lever isoleret fra omverdenen, og besøger de gamle klostre, hvor buddhistiske traditioner stadig leves i hverdagen. I Leh, Ladakhs charmerende hovedby, oplever vi bazarer og templer, og i Delhi venter en farverig rickshawtur gennem de snørklede gader i den gamle bydel.