Gudiks Colombia

Karneval og caribisk feststemning tiltrækker Gudik Holm

Colombia er et tropisk paradis. Foto Lea Nielsen
Gert Lynge Sørensen

Skrevet af

Gert Lynge Sørensen

Da Gudik Holm, medejer af Viktors Farmor og Kirstens yngste søn, kom ind i bureauet efter endt uddannelse i 2012 var Colombia et af de første rejsemål, han kastede sig over at arrangere rejser til.

Men hvorfor et næsten ukendt rejseland, som ovenikøbet hører til et af de mest berygtede på kloden med hensyn til narkokarteller, gidseltagende guerillaer og uden tilsyneladende store seværdigheder at byde på?

Svaret er, at Colombia byder på en hel masse skjulte skatte, fortæller Gudik.

- Jeg hørte om landet for cirka 10 år siden af en vores rejseledere. Han havde rejst rundt i landet og kunne fortælle om et næsten paradisagtigt sted. Et land, hvor folk er gode til at feste blandt andet på det årlige karneval. Og samtidig et land, hvor der næsten ingen udenlandske turister er, fortæller han.

Landet er det eneste sydamerikanske land, der har kyster til både Caribien og Stillehavet. Og især beretningerne om Cartagena ved kysten til det caribiske hav, gjorde indtryk på Gudik Holm.

- Det er et populært feriested med caribisk stemning, som de lokale bruger og som tryllebandt mig.

Der er ikke så meget indiansk kultur tilbage i Colombia. Befolkningen er hovedsagelig mestizer – efterkommere af spaniere og indianere. Et enkelt særtræk fra indianernes kultur kan dog stadig opleves: Man kan spise marsvin! Ligesom i Peru, hvor marsvin er en gammel indiansk spise ved særlige højtider.

- De colombianske turistagenter prøvede i flere år at overbevise os, om at det var fuldstændigt trygt at rejse til Colombia. Vi var lidt skeptiske overfor, om vi kunne overbevise vores gæster. Men så satsede vi.

Den første rejse til Colombia fandt sted i 2014. Colombia er verdens 27. største land, så der var mange spændende muligheder. En af rejserne har som hovedmål at deltage i det årlige karneval. Det er ikke så prangende som det i Rio. Men det er til gengæld en rigtig folkefest, hvor den allerstørste oplevelse er selv at deltage i det. Men man behøver ikke selv at være klædt ud, fortæller Gudik.

Guld og El Dorado

Colombia er også hjemsted for myten om El Dorado med de store guldskatte – som de spanske conquistadorer fortalte om i Europa og gav startskud til en massiv skattejagt fra spaniere og andre europæere. Nærmere bestemt menes El Dorados guldskatte at lige i søen Guatavita ca. 50 km nord for hovedstaden Bogota.

- Vi ser kopier af den tømmerflåde, hvorfra præsterne ifølge myten kastede guld i søen og ædelstene som gaver til guderne. Ifølge myten ligger der store mængder guld i søen, som man siden ved flere lejligheder har prøvet at få op. Man udrustede sågar ekspeditioner og udstedte aktier til sponsorer, der fik udbytte af det guld, man evt. fandt.

Colombia er også berømt for frihedskæmperen Simon Bolivar, der blev født i det daværende Stor-Colombia, forfatteren Gabriel Garcia Marquez – og i nyere tid narkobaronen Pablo Escobar. Fra byen Medellin styrede han det mest berygtede narkokartel i verden op gennem 1980'erne og 90'erne.

- Vi følger lidt i hans fodspor og ser nogle af hans tilholdssteder. Ikke for at forherlige ham, men for at få et indblik i denne vigtige periode i Colombias historie, fortæller Gudik. Det er også interessant at opleve, hvordan Escobars hjemby Medellin nu har udviklet sig siden narkokrigene. I dag er byen Colombias største undervisningscentrum og en moderne by i vækst, som er et forbillede for andre latinamerikanske byer.

Højlandet med de store kaffeproducerende områder og at bo på en kaffehacienda skal også opleves. Der er smukt og frodigt. Flere steder kan man se Mærsk-containere ladet med sukkerrør og kaffe.

Gudik Holm kom først selv til Colombia i 2016 og glæder sig til at udvikle Viktors Farmors rejser i landet yderligere:

- Det er et uopdaget paradis, og derfor går vi nu også skridtet videre og arrangerer bl.a. en fugletur til Amazonas-regionen i Colombia, hvor der er et rigt og farvestrålende fugleliv.

Se alle vores artikler om Sydamerika