Rejser til Andorra

Vi holder et tiltrængt frokosthvil ved en smeltevandssø. Foran os løfter landskabet sig op mod himlen i forskellige toner af blå. Luften er klar og frisk, duften af frost stikker lidt i næsen, og solen varmer dejligt. Vi er på vandretur i Andorra. Og hvis man har mod på det, kan man tage et iskoldt dyp i søen, inden turen går videre.

Værd at opleve i Andorra

Andorra er et lille smørhul i Pyrenæerne. Hvis man sammenligner med Bornholm, så er landet med sine 468km2 og godt 85.000 indbyggere en anelse mindre og har en dobbelt så høj befolkningstæthed. De fleste bor i hovedstaden Andorra la Vella. Andorra la Vella – eller i daglig tale blot la Vella – er med sine 1023moh for øvrigt Europas højest beliggende hovedstad. 

Andorra er en af Europas mikrostater klemt inde mellem de to store nationer Spanien og Frankrig.

Spørgsmålet melder sig hurtigt, hvordan landet har formået at bevare sin selvstændighed, som landet ifølge legenden fik af Karl den Store. Svaret ligger bl.a. i den helt særlige konstituering med to samfyrster, en spansk og en fransk, der begge har ansvaret for at forsvare Andorra – også mod hinanden! Et virkelig fikst træk, der har fungeret siden 1278. Af forskellige historiske årsager er den spanske samfyrste for øvrigt biskoppen af Urgell, den franske er den til enhver tid siddende præsident. 

 

Fordi de to store nabonationer har ansvaret for at beskytte Andorras suverænitet, har landet ikke noget eget militær. Historisk har landet da også været neutralt, hvorfor det fungerede som korridor og tilflugtssted for flygtninge under anden verdenskrig. Andre har også brugt Andorra som korridor. Tobakssmugling har fx været ret almindeligt. Faktisk foregår tobakssmuglernes march i Bizets opera Carmen netop i Andorra! Landet har heller ikke noget selvstændigt postvæsen og har historisk benyttet sig af spanske pesetas og franske franc. Derfor benytter man sig i dag af euro, selvom landet hverken er medlem af EU eller den monetære union. 

Før i tiden ernærede andorranerne sig primært som hyrder og tobakssmuglere. I dag er hovederhvervet turisme, hvor særligt skiturismen fylder meget. Dertil byder landet på et væld af udendørsaktiviteter som klatring, cykling, paragliding, fluefiskeri og så naturligvis vandring. 

Hvad siger vores gæster

Andorra vandreferie

Landefakta

Areal: 468 km2

Hovedstad: Andorra la Vella

Møntfod: Euro - forkortes EUR

Sprog: Catalansk (off.), fransk, spansk, portugisisk

Tidsforskelfra DK: Ingen forskel

Klima og vejr

Hvonrå besøger man Andorra?

Der er de bedste forhold for vandring i Andorra fra juni til september. Her er stierne fri for sne og vejret rimeligt stabilt. Oppe i højderne smelter den sidste sne bort i starten af juni. Den første nysne falder allerede i september. Om sommeren er lufttemperaturen behageligt lav, hvilket er ideelt til vandring. Solen kan til gengæld være stærk, så man kan godt få varmen. Omvendt, hvis det kommer en omskiftning i vejrliget, kan det godt blive bitterligt koldt.

Typiske spørgsmål før rejsen til Andorra

  • Hvad spiser vi i Andorra?

    De tætte forbindelser til Spanien og Frankrig præger i høj grad landet. Således også det andorranske køkken. I restauranten på Hotel Coma kan man hver aften vælge mellem to forretter, to hovedretter og en bred pallette af desserter. Hold øje med svinekæberne! De er en af Andorras specialiteter. 

  • Hvad er prisniveauet i Andorra?

    Prisniveauet i Andorra er lidt lavere end i Frankrig og Spanien, men ikke meget. Man kan få en frokost på en god restaurant for omkring 145kr. Og tager man en kop kaffe på en café bagefter, koster den ca. 15kr. En busbillet fra Ordino til Andorra la Vella (ca 20 minutter) koster knap 15kr 

  • Hvad køber man i Andorra?

    Momsen i Andorra er en af Europas laveste, og derfor er der i Andorra la Vella rigtig mange forretninger, hvor der sælges tobak, parfume, alkohol, modetøj, elektronik og andre luksusvarer.   

    På en shoppetur i hovedstaden kan man finde stort set alt til en lidt bedre pris end i nabolandene.  

    Af mere lokale specialiteter bør fremhæves den lokale anislikør Ratassia, trøfler, vild kommen og gedeost. 

  • Hvem møder du i Andorra?

    Når du rejser med Viktors Farmor er du stort set altid sikker på at møde de lokale. 

    Af de godt 80.000 indbyggere, der er i Andorra, er kun ca. 1/3 andorranere. Resten er tilflyttere, der er kommet til landet enten for at arbejde eller for at drage nytte af de favorable skatteregler. Dertil kommer en del turister fra særligt Spanien og Frankrig for at nyde den smukke natur og for at shoppe.  

    Nationalsproget er catalansk. Dertil taler de fleste også fransk eller spansk, hvilket hænger sammen med landets særlige skolesystem. Både Spanien og Frankrig har nemlig udvidet deres skoledistrikter til også at omfatte Andorra.

  • Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Andorra?

    Hvorimod tobakssmugling efter sigende stadig forekommer, er den personrettede kriminalitet i Andorra stort set ikke-eksisterende. Det er et fredeligt land og dets indvånere er vennesæle. Man behøver altså hverken frygte lommetyve eller vanvidskørsel.  

    Vandet er rent og kan drikkes direkte fra vandhanen. Og på vandreturene kan man tage vand direkte fra kilder og vandløb. Det generelle råd at holde sig fra at drikke stillestående vand gælder dog også her.  

    Til gengæld skal man være opmærksom på flere ting under vandringerne. Vejret i bjergene kan være meget omskifteligt. Derfor skal påklædningen være i orden. En kombination af forskellige åndbare og vandtætte lag er det bedste, så man let kan justere op og ned i forhold til temperatur, vind og vejr. Dertil solhat, hue og handsker, eventuelt solbriller og solcreme.  

    Stierne er indimellem ret kuperede med flere tekniske passager. Derfor er det nødvendigt med godt fodtøj. Godt vandrefodtøj har en rimeligt stiv sål til at aflaste fødderne, et godt greb til at skabe fæste, og helst et skaft til at støtte og stabilisere anklerne. Dertil er det en god ide at medbringe vandrestave. Vandrestave er en god hjælp til at aflaste ømme led og giver dertil en bedre balance.  

    Og endelig skal man sørge for at få nok at spise og drikke. Madpakker får vi af hotellet, men det er en god ide også at have lidt snacks med. Og så naturligvis en flaske vand. Flasken kan fyldes op undervejs ved et af de mange vandløb. 

    Man bør strække ud, både når vi holder pause undervejs og ved vejs ende.  

  • Hvor god form skal man være i for at tage med?

    Man behøver ikke være i topform til vandreturen i Andorra, men det er tilrådeligt at være i rimeligt god form. Du skal helst kunne tage trapperne op til fjerde sal uden besvær. Vi vandrer sammen, og dagsruterne bliver finjusteret efter forholdene. Det vil også sige, at der kan foretages ændringer i programmet.  

Her skal du bo

Hotel og overnatning i Andorra

Hotel Coma i bjergbyen Ordino

På vandreferien har vi base i den lille, hyggelige bjergby Ordino. Herfra er det let at køre ud til de forskellige vandreruter. Der går også bus flere gange i timen ind til Andorra la Vella. Vi bor på det hyggelige, familiedrevne Hotel Coma. Hotellet ligger centralt lige ovenfor den gamle bydel.

Vidste du det om Andorra?

Andorra er ikke bare en af Europas mindste stater, men har også haft det vel nok korteste dynasti! I juli 1934 erklærede den litauiske eventyrer, svindler og lystløgner Boris Mikhailovich Skossyreff sig som konge over landet og tog navnet Kong Boris I af Andorra. Han nåede dog kun at regere ganske få dage, hvor han bl.a. holdt hof i sit eksil i Spanien. Boris var nemlig allerede i maj smidt ud af Andorra og på det kraftigste anmodet om ikke at blande sig i landets affærer.  

Fra sit eksil lod han sig interviewe af forskellige medier om sin nyvundne kongeværdighed. Han erklærede også krig mod biskoppen af Urgell, den ene af Andorras to samfyrster. Denne tog dog til genmæle ved at lade Boris arrestere og smide ham ud af Spanien.

Viktors Farmor i Andorra

På Viktors Farmors Vandreferie i Andorra oplever man landets smukke og vilde natur på den bedst tænkelige måde – i vandretempo. De forskellige ruter bringer os gennem Andorras mangeartede natur. Vi vandrer over engdrag og højsletter, igennem forskellige typer skov, langs vandløb, op til de højtliggende smeltevandssøer og helt op til et af de højeste bjergpas, hvorfra man kan skue ind over de franske Pyrenæer. Vandreruterne er hver dag forskellige, og hver dal har sin charme, så hver dag byder på nye smukke udsigter og naturoplevelser.

Vi har også en rejse fyldt op med kultur og vandring i Pyrenæerne. Her er der en mere lige fordeling mellem vandring og kulturelle oplevelser. Vi starter ud i det skønne Catalonien og oplever de charmerende byer og den smukke natur, med god tid til at smage på lokale delikatesser. I Andorra lader vi os betage af en overvældende natur, enge med vilde blomster, alpine græsarealer, smukke bjergsøer og høje fyrretræer. 

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Andorra

  • Pas og visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Andorra op til 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den bør opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Inden afrejse til Andorra anbefales som minimum en vaccination mod difteri-stivkrampe. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    I Andorra bruger man euro.

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Andorra.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen.

  • Strøm

    Strømmen i Andorra er som i Danmark, så det er ikke nødvendigt at tænke på at huske en speciel adapter. I Andorra benytter man følgende strømkilde: 125V/220VAC/50HZ.

  • Mobiltelefon

    Landekoden til Andorra er +376.

    Vær opmærksom på at EØS-reglen om fri telefoni ikke gælder i Andorra.

  • Foto

    Man kan tage billeder nogenlunde, som man vil i Andorra. Man bør dog være opmærksom på, at mange andorranere er dybt katolske, og at man på hellige steder bør undersøge, om fotografering er tilladt. Man bør også spørge, før man fotograferer enkeltpersoner.

  • Drikkevand

    Man kan godt drikke vand fra hanen de fleste steder i Andorra. Dette gælder også på hotellet, hvor vi bor i Ordino.

    Hotellet vi bor på i Ordino sælger ikke vand på plastiskflasker pga. miljøet. Derfor anbefaler vi at du selv medbringer flasker eller drikkedunke til brug på vandreturene, som du så kan fylde med vand på hotellet. 

  • Drikkepenge

    Det er normalt at give drikkepenge i Andorra. Der er lagt service oveni på restauranter, men alligevel er det almindeligt, at man runder op. På caféer og barer giver man som regel nogle småmønter. Man giver også lidt euro til stuepiger eller andre, der har ydet en god service. På grupperejser med Viktors Farmor er drikkepenge til guider og chauffører inkluderet i rejsens pris. 

  • Prisniveau

    På hotellet og på barer koster en øl/vand ca. 15 kr., en kaffe ca. 10-15 kr. Prisniveauet i Andorra er stadig lavt, og man får virkelig meget ud af lommepengene. 

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end man til enhver tid kan bære den selv. Man har kun dagtursrygsæk med på vandringerne.

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på udrejsen.
    Vigtig medicin skal altid være i håndbagagen. Rejs altid i dine vandrestøvler på udrejsen. 

  • Klima

    Pyrenæerne, som Andorra er beliggende i, har et alpint klima med milde somre, kolde vintre og kraftige vinde. Højde er en afgørende faktor for vejr og klima i Andorras bjerge. Jo højere luftlag, jo lavere temperatur og mindre sæsonudsving. Dagstemperaturer mellem 15 og 25 grader, nattemperaturer ned til ca. 5 grader. Da hele turen foregår i bjergene, skal man være opmærksom på, at vejret kan ændre sig hurtigt - solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time. Specielt på årets første ture kan der ligge en del sne tilbage fra vinteren. I september og november er vejret ofte mere tørt og klart. I sommermånederne kan tordenbyger forekomme. 

  • Pakkeliste

    Supplement til pakkelisten:

    • Gode vandrestøvler med skaft
    • Vabelplaster
    • Lun fleece/sweatshirt
    • Regntøj
    • Dagtursrygsæk til madpakke og andre fornødenheder
    • Solcreme og solbriller
    • Drikkeflaske
    • Evt. kikkert
    • Evt. vådservietter
    • Evt. en drybag (tørpose) til at opbevare madpakker med olier (salater) i, så ens rygsæk ikke tager skade
    • Lag på lag tøj
    • Evt. svømmetøj til den nærliggende pool (håndklæder medbringes fra værelset). Poolen er dog ikke altid brugbar i efterårsmånederne

  • Specielt for vandreferier

    Rejsen Vandreferie i Andorra er en Viktors Farmor vandreferie med sværhedsgrad 3 støvler.

    Læs mere om sværhedsgraden 3 støvler her

    Generelt er stierne bestående af jord kombineret med små og store stenoverflader. Hvis det regner, kan stierne være glatte.

  • Badning

    I nogle af søerne, som vi går op til kan man få en (kold og frisk) dukkert. 
    Viktors Farmor anbefaler dog, at man kun bader, hvis man bruger økologiske cremer (eller ingen creme). Mikroplasten i mange konventionelle cremer kan ikke nedbrydes i det sårbare økosystem.

    På hotellet i Ordino er en svømmepøl, som er tilgængelig om sommeren, men ikke altid i efteråret. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10 % på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Andorra.
Ring til os 86 22 71 81