Det brændende land

Det er almindeligt ferskvand, der springer op fra en underjordisk kilde, og som kan drikkes. Men sammen med vandet kommer også en usynlig gas fra undergrunden.

Det er intet under, at netop Azerbaijan – det sydligste land i Kaukasus ved porten til Iran og Mellemøsten – har fået sit navn fra ilden. Azerbaijan betyder helt bogstaveligt ”Landet med den hellige ild”. Siden det 3. og 4. årh. har man kendt til olien og gasserne fra undergrunden som et middel til at skabe, ild, varme og siden kraft til industrier. Azerbaijan er ganske simpelt olie-industriens vugge.

Bakus vartegn, ”Flame Towers”, tre flammelignende højhuse, der rummer såvel et luksushotel som og forretningskontorer, er derfor også helt bevidst udformet som et brændende bål.

Marco Polo og Zarathustra

Ilden blev et religiøst symbol for Zarathustra, der grundlagde den ild-dyrkende religion Zarathustrisme, der var fremherskende før Islam. Omkring Baku er der stadig ruiner af ildtempler, hvoraf nogle er tusinder af år gamle, men alligevel har en evig flamme brændende, næret af udsivende gas fra undergrunden.

Marco Polo beskrev også fænomenet på sine rejser gennem Asien i 1200-tallet. Denne sætning menes at hentyde til Baku, selvom stedet beskrives som Georgien:

'Nærved Georgiens grænse er der en kilde, hvor en flod af olie springer ud i så store mængder, at 100 skibe kunne laste det. Olien er ikke god at spise, men er velegnet til at brænde og til at bruges som lindrende salve til mennesker eller kameler med udslæt. Mænd kommer langvejs fra for at få fat i denne olie”

I 1901 producerede Baku mere end halvdelen af verdens olie og petroleum. Men allerede i 1681 var der en gryende olieindustri i gang i Baku, som blev beskrevet af sekretæren på den svenske ambassade i Iran, Engelbert Kampfer. Han hæftede sig især ved de ”brændende stepper”, som var afbrænding af de udsivende gasser, og den tunge og stinkende lugt af olie.

Se alle vores artikler om Kaukasus