Sjapsugere og andre folk og sprog i Kaukasus

Sjapsugere lyder som nogle, der drikker af en vandpyt. Det er det nu ikke, men derimod et ældgammelt folk, der engang dominerede store dele af Kaukasus.

Man kan være heldig at finde traditionelle kaukasiske fåreskindshuer til salg i Kaukasus-regionen. Foto Richard Mcall
Gert Lynge Sørensen

Skrevet af

Gert Lynge Sørensen

Det etniske og sproglige kludetæppe i Kaukasus kan både give sved på panden og for en etnograf og historiker våde drømme. For det er en kompliceret, men også spændende verden at begive sig ind i.

Nogle af disse folkegrupper med forskellige religioner og sprog og dialekter, der hver især selv kunne være et sprog, vil man kunne møde på Viktors Farmors rejser i Georgien.

De forskellige sprog i Kaukasus

Det kan være svært at få overblik, hvor mange forskellige folkeslag, der er, og hvor mange forskellige sprog de taler. Kaukasus består af 3 selvstændige lande syd for bjergkæden Store Kaukasus – nemlig Georgien, Armenien og Azerbaijan – og 7 såkaldt autonome republikker nord for bjergkæden, der har hver deres præsident og parlament indenfor den Russiske Føderation. Men tilsammen fylder ikke meget på verdenskortet. Kun Godt 300.000 km2 i alt eller på størrelse med Norge.

I oldtiden regnede man med, at der var mellem 70-300 forskellige sprog. I dag mellem 20-80. Nogle sprog er uddøde eller på vej til at uddø og har kun et par hundrede talende eller måske 1000. Andre er stadig levedygtige med flere hundrede tusinde eller nogle millioner talende. Efter at Sovjetunionen brød sammen, er russisk som fællessprog nu erstattet af deres respektive lokale sprog.

Tre sprog og alfabeter i Georgien

Et skolebarn i for eksempel Georgien har det svært. I dag skal han/hun lære tre forskellige sprog og alfabeter. Georgisk – som er et kaukasisk sprog og har sit helt eget skriftsprog og alfabet. De lærer russisk som skrives med kyrillisk, og engelsk som skrives med latinske bogstaver som vores danske.

Bor man så i en af de mange regioner i Georgien, får man det endnu sværere. I Svaneti-regionen, hvor mange af Viktors Farmors rejser går til, er det lokale Svan-sprog af georgisk afstamning, men alligevel så forskelligt, at en georgier fra hovedstaden Tbilisi ikke vil kunne forstå det – ligesom dansk og islandsk.

Bliver vi inde for Georgiens grænser er der flere regioner med egne folkeslag og sprog. For eksempel Syd-Ossetien, som har erklæret sig selvstændigt under russisk militærs beskyttelse. Her tales et ældgammelt iransk sprog, som ikke har noget med nutidens iranske sprog – farsi – at gøre. Og for at bidrage til forvirringen er osseterne kristne – og ikke muslimske – og de skriver deres sprog med kyrilliske bogstaver.

Mod nordvest i Georgien, Abkhasien, der også har erklæret sig selvstændigt under kontrol af russiske tropper, taler man sit helt eget nordvest-kaukasiske sprog. Det er ikke relateret, til nogle af de andre sprog i regionen. De ligger ellers tæt på de nordlige kaukasiske områder indenfor Rusland, som beboes af de såkaldte tjerkessere – herunder de føromtalte sjapsugere.

Man kan godt blive fristet af at købe et tæppe produceret af lokale i Georgien med hjem. Foto Kirsten Gynther Holm

Tyrkere, iranere og khinaluqer i Azerbaijan

Iransk-talende folk kan man også møde i Azerbaijan. Hovedsproget her er ellers azeri – dvs. tyrkisk. Men på grund af Silkevejens handelskaravaner har bl.a. iranske kobbersmede slået sig ned i byen Lahic. En bjerglandsby, der besøges på Viktors Farmors rejse til Azerbaijan. De er ligesom osseterne et iransk folk, men er i modsætning til dem nært beslægtet med nutidens iranerne og derfor også muslimer.

Et andet spændende folk mod nord i Azerbaijan er de såkaldte khinaluq-er. Et muslimsk folk med et særligt kaukasisk sprog, der kun tales af 1000-2000 mennesker, og som altså ikke har noget med det nationale azeri eller tyrkiske sprog at gøre.

Netop Kaukasus-bjergenes isolerethed har bidraget til dette kludetæppe af sprog. Fra egn til egn eller næsten fra dal til dal har sprog, kultur og religion udviklet sig forskelligt. Derfor er det svært at tale sammen med folk i nabo-dalen eller blot 20 km væk. Det eneste, der kan bidrage til et fælles sprog er russisk. Dels på grund af den russisk-sovjetiske indflydelse og erobring, der har fundet sted i Kaukasus siden 1700-tallet og helt op til 1991, hvor nogle lande (Armenien, Georgien og Azerbaijan) blev selvstændige efter Sovjetunionens sammenbrud.

Fra vikinger til Putin

Den væsentligste grund til den store diversitet er dog de mange imperier og folk, der gennem tiden har invaderet og kæmpet om kontrollen i Kaukasus. Her har Djengis Khans mongolske horder været forbi, Persiens dynastier og tyrkiske erobrere ligeså.

Men det var først og fremmest russerne fra Peter d. Store til Putin. Svenske vikinger (kaldet varanger) kom her også, men efterlod sig ikke aftryk i form af sprog og kultur. De handlede og plyndrede bare.

Og hvad skete der så med de sjapsugere, som engang var en af de største folkeslag i området. Ja de er immigreret til Tyrkiet, Israel og så langt væk som Jordan. Sammen med en lang række andre kaukasiske folkeslag blev de tvangsfordrevet af russerne i 1864.

Se alle vores artikler om Kaukasus