Tango

Argentina er meget mere end verdens bedste fodboldspillere – det er også passionen, der udleves i tangoen.

Tangoen opstod i Buenos Aires og bredte sig herfra til hele verden. Foto Leonardo Espina

I de snuskede havnekvarterer i Buenos Aires blev de første, famlende skridt til en ny dans taget for mere end hundrede år siden. Tangoen opstod. Og lagde senere verden ned.

Buenos Aires var på det tidspunkt en hastigt voksende storby. Unge mænd fra Italien, Spanien, Rusland, Polen og Skandinavien søgte lykken i det nye land. Afrikanske slaver havde fået deres frihed. Mændene havde to ting til fælles: Fattigdom og længslen efter hjemland og familie.

De hang ud på værtshuse og bordeller. Der var alt for få kvinder. Men så kunne de da danse med hinanden. Polka mødte habanera og flamenco og afrikanske rytmer. Nye dansetrin blev udviklet. Den nye dans spredte sig og omkring 1920 vidste alle i Argentina, hvad tango var.

Et git i Paris

Borgerskabet syntes, det var rædsomt og proletarisk. Men nogle få overklasse-drenge tog dansen med sig til Paris, hvor den blev et hit. Snart var der tango te-selskaber i London, New York og Paris, og så syntes den argentinske overklasse pludseligt, at dansen var vældig chic. Det griner man stadig af i Argentina, for et ordsprog siger: Hvis du vil være anerkendt i Argentina, skal du først rejse ud af landet.

Tangoens storhedstid var 1940erne og 1950erne. Argentina var et af verdens rigeste lande. Musik, poesi og kultur blomstrede, og tango var det ultimative udtryk for den argentinske folkesjæl. Så fulgte militærdiktaturer, der satte en stopper for offentlige optræden, og senere den engelsksprogede rockmusik. Tangoen forsvandt fra fortove og dansegulve.

Men op gennem 1990erne vendte interessen tilbage, og i dag er tangoen atter det inciterende og forførende udtryk for Argentina. Den danses på fortovene i forstæder som San Telmo og La Boca.

Og så er der klubberne – milonga – hvor tango-dansere mødes. Altså ikke professionelle, men alle, der har lidt erfaring i tango.

Improvisation

Der er nogle grundregler: Mænd byder kvinder op. Først søger man øjenkontakt. Hvis kvinden gengælder blikket, kan man godt inklinere. Man taler ikke under dansen, og napper tre numre i træk. Selve dansen er for en stor del improvisation, selv om der er nogle bevægelsesmønstre. Den gode danser overfører sin fortolkning af musikken til partneren, nærmest telepatisk, så der opstår en symbiose af ben, der svæver lavt over gulvet, og ankler og lår, der stryger sig kælent op ad hinanden.

Buenos Aires er et herligt miks af sydamerikanske farver, europæisk elegance og nordamerikansk ambition. Byen i sig selv forfører sine besøgende, og over det hele svæver tangoen. Dansen, der opstod i Buenos Aires og bredte sig til hele verden.

Se alle vores artikler om Sydamerika