Egypten med Moesgaard Museum

Besat af livet

Rejs med Viktors Farmor i samarbejde med Moesgaard Museum på en historisk rejse gennem Egypten. Det tørre ørkenklima i landet har bevaret talrige utrolige fund fra oldtiden - flere af dem over 4000 år gamle.

Priser fra

18.990 kr.

Max. 23 deltagere

9 dages rejse

Start din rejse her

Moesgaard Museum har udstillingen "Besat af livet", som handler om, hvordan oldtidens egyptere elskede livet og derfor tog det med sig ind i døden. Udstillingen kører indtil 18. august 2024. Sammen med Moesgaard Museum tager vi på en eventyrlig rejse i Egypten. 

Et af de mest berømte fund er Tutankhamons grav i 1922, men også i dag findes fine ting, der kan berette om de gamle egypteres gudeverden, deres tanker om efterlivet og deres glæde over livet i Nildalen. 26. januar 2023 kunne Dr. Zahi Hawass, lederen af det egyptiske udgravningshold og landets mest berømte arkæolog, meddele, at der i Gisr el-Mudir, Sakkara, er gjort en række vigtige arkæologiske opdagelser, der dateres til det femte og sjette dynasti i Det Gamle Rige.

Ekspeditionen havde fundet en gruppe grave fra det gamle rige, hvilket indikerer, at stedet omfattede en stor begravelsesplads.
Den vigtigste grav tilhørte Khnumdjedef, en inspektør for embedsmændene, en tilsynsførende for de adelige og en præst i pyramidekomplekset Unas, den sidste konge af det femte dynasti. Graven er dekoreret med scener fra det daglige liv. I bunden af en 15 m dyb skakt blev der fundet en sarkofag af sandsten.

Dr Hawass beretter:
Da sarkofagen blev undersøgt, viste det sig, at den var fuldstændig forseglet med mørtel, ligesom de gamle egyptere havde forladt den for 4300 år siden. Da låget blev løftet, fandt vi mumien af en mand dækket med bladguld. Denne mumie kan være den ældste og mest komplette mumie fundet i Egypten til dato.”

Vores rejseleder fra Viktors Farmor er Uffe Steffensen:

Uffe er ph.d. i nordøst-afrikansk arkæologi ved Humboldt Universität i Berlin. Han er uddannet cand.mag. fra Københavns Universitet i nærorientalsk arkæologi med bifag i bibelsk eksegese.

Uffe har deltaget i arkæologiske udgravninger i Egypten, Sudan og Jordan samt i Danmark og Storbritannien. I forbindelse med sin forskning har Uffe analyseret old-egyptisk keramik fra udgravning og fra museumssamlinger i Egypten og Europa. Hovedfokus for hans studier er interaktionen imellem oldtidens egyptere og nabobefolkninger i Nubien, som udgjorde den del af Nildalen, der strækker sig fra den 1. Nilkatarakt i det nuværende Sydegypten til den 6. Nilkatarakt i det nordlige Sudan. De kultur-kontaktflader, som fandt sted i oldtiden, giver sig oftest udtryk i de genstande, som arkæologerne blotlægger, og de ’bevidner’ ikke kun, hvordan det faraoniske Egypten påvirkede sine naboer, men også hvordan Egyptens nabokulturer påvirkede Egypterne.

Uffe har ledet mange rejser for Viktors Farmor i bl.a. Israel, Jordan, det nordøstlige Afrika og Egypten.

Rejseleder fra Moesgaard Museum er Mads Kamp:

Mads er ansat ved Moesgaard som formidlingsinspektør og er til dagligt ansvarlig for at udvikle og afholde guidede ture, rundvisninger, skoleforløb og arrangementer. Han er uddannet dramaturg med særlig fokus på personbåren formidling og har en sund interesse i arkæologi og historie. Særligt bronzealderen er hans speciale.

I får her en levende og sprudlende historiefortæller med på rejsen. Mads interesserer sig særligt for den egyptiske mytologi og balsamering af de døde. Det er de helt store fortællinger om skabelse, liv og død, der bliver taget op, når vi sammen rejser tilbage i historien og ned ad Nilen.

5 gode grunde til at rejse til Egypten med Viktors Farmor og Moesgaard Museum:

  • Rejs med arkæolog Uffe Steffensen, som har gravet i Egypten, og Mads Kamp fra Moesgaard Museum
  • Få dyb indsigt i oldtidens tro om døden og efterlivet
  • Oplev kontrasterne og lighederne mellem oldtiden og nutidens liv i Egypten
  • Nyd god tid ved templerne og gravene på Vestbredden i Luxor
  • Opdag de interessante bygningsværker i det gamle Cairo

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Cairo

    Vi flyver fra Danmark til Cairo, hvor vi hentes i lufthavnen og køres til vores hotel. Vi har tre overnatninger i Cairo.

    Måltid: Aftensmad

  • Dag 2

    En dag med pyramider

    Vi starter dagen i Sakkara lidt udenfor Cairo, som i sin tid var en del af gravbyerne for oldtidshovedstaden Memphis. Det er her, vi finder de ældste pyramider i Egypten. Deriblandt Kong Djosers trinpyramide, som blev bygget ca. år 2.670 f.Kr, hvilket gør den til verdens ældste pyramide.

    Mens tidligere faraoner var gravlagt i såkaldte mastabagrave, som en rektangulær gravstruktur bygget i sten og lersten, så var Djosers gravkompleks påbegyndt med en mastabagrav af sten, og så blev selve pyramidestrukturen bygget ovenpå, så den endte med en pyramide, som var 62,5 m. høj. Derfor kan vi med denne pyramide spore en udvikling i de faraoniske gravmonumenter, hvor ’pyramiden’ bliver standard for de kongelige gravmonumenter de efterfølgende tusind år. Pyramiden var forstudiet, der gjorde det muligt at bygge de langt mere berømte pyramider på Giza-plateauet opført at faraonerne Keops, Kefren og Mykerinos.

    Men vi skal også forbi en knap så imponerende pyramide, Unas' pyramide (2345-2315 f.Kr.), som alligevel er betydningsfuld, da det er første gang, man ser pyramideteksterne benyttet som gravdekoration. Disse tekster, som udgjorde i alt 228 magiske formularer, skulle hjælpe den afdøde faraos sjæl på sin videre rejse gennem underverdenen. Den italienske arkæolog Maspero fandt indgangen til pyramiden i 1881. I kamrene inde i pyramiden fandt Maspero væggene dækket af blåmalede hieroglyffer. Pyramideteksterne hører til den ældste samling af religiøse formularer, der kendes. I nogle af teksterne bliver den afdøde Unas identificeret med dødeguden Osiris, mens andre omhandler Unas' genfødsel og forening med solguden Ra. Mange af de senere pyramider dekoreres med dele af disse tekster. I Mellemste Rige udvikles de til sarkofag-teksterne og senere i Ny Rige og til Ptolemæisk tid udvikles de til det der i dag kaldes Dødebøgerne.

    Det var ikke kun mennesker, der blev mumificeret og æret efter døden. Også hellige dyr blev begravet og ofret til. I Sakkara går vi derfor under jorden til et af de mest fascinerende levn fra Det Gamle Egypten; de brede gange i Serapeum, hvor man begravede de hellige tyre, dedikeret til tyreguden Apis, der blev tilbedt i templet i Memphis. Dette kultsted for Apis-tyren i Sakkara var i brug i hele 1400 år fra ca. 1500 f.Kr. og frem til det 1. årh. f.Kr. Men idealiseringen af kvæg i det faraoniske Egypten, peger nogle forsker på, kan muligvis spores tilbage til domesticeringen af kvæg i Nordafrika, som fandt sted mange tusinde år tidligere.  

    Vi spiser en traditionel egyptisk frokost på en hyggelig restaurant, inden vi tager videre til det legendariske Giza-plateau. Her ligger de tre ikoniske pyramider, der blev opført over en periode på blot seks årtier fra år 2589 f.Kr. og frem. Vi besøger også den mytiske sfinx og gravtemplet beliggende for foden af Kefren-pyramiden.

    Måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 3

    Det Egyptiske Museum og Civilisationsmuseet

    I centrum af Cairo ligger Det Egyptiske Museum, hvor tusindvis af uvurderlige genstande fra Egyptens oldtid har været opbevaret siden museet blev opført i 1902. Et nyt museum er under opførelse, og mumierne samt flere andre genstande er allerede flyttet til den nye lokalitet. Men det, der er tilbage, er fortsat overvældende. Vi ser nogle af de vigtigste genstande, der giver et enestående indblik i livet og troen på livet efter døden i oldtidens Egypten.

    Særligt imponerende er Tutankhamon-samlingen, der rummer genstande fra den eneste næsten intakte kongegrav, der til dato er fundet i Egypten fra barnekongen Tutankhamon (ca. 1334-1325 f.Kr).

    Efter lang tids søgen fandt den britiske arkæolog Howard Carter Tutankhamons grav, og den 24. nov. 1922 stod Carter, sammen med sin finansielle velgører, Lord Carnavon, og dennes datter Lady Evelyn, samt Carters assistent, Authur Callender, i skakten til graven. Og efter at have slået en sprække i den forseglede dørindgang, der førte ind til selve gravkammeret, kunne Carter med et stearinlys i hånden se de mange bladguldsbelagte genstande, som var blevet deponeret mere end tre årtusinder tidligere. Lord Carnavon spurgte Carter ’kan du se noget?’, hvortil Carter, efter en kort pause, svarede ’Ja, vidunderlige ting’.

    Mest imponerende er dødsmasken, der er lavet af 11 kg guld og den inderste kiste, der er lavet af 110 kg rent guld. Disse ting kan muligvis være flyttet til det nye museum, når vi besøger Egypten. Det er ikke afgjort, hvornår flytningen sker.

    Men guldmasken var blot ét blandt mange fund i Tutankhamons grav, der er udstillet på museet. Egentlig var Tutankhamon ikke nogen særlig vigtig eller magtfuld farao. I modsætning til de øvrige faraoniske grave i Kongernes Dal, var hans grav relativt uberørt og ikke fuldstændigt udplyndret af gravrøvere, da den blev opdaget. Derfor gav den et enestående indblik i de skatte selv en uanselig farao blev stedt til hvile med – og man kan kun forestille sig de rigdomme, der fulgte mere magtfulde faraoner til dødsriget.

    Efter at have dykket ned i Egyptens imponerende materielle arv, står vi nu over for en enestående mulighed for at forstå de mennesker, der har formet denne kulturarv. Denne indsigt vil blive udforsket på det omfattende Nationalmuseum for Egyptisk Civilisation (NEMC), der strækker sig over imponerende 490.000 kvadratmeter. Museet huser en enestående samling, herunder 22 kongelige mumier, der tæller 18 faraoner og 4 dronninger, hvilket tilføjer en unik dimension til vores rejse ind i Egyptens fascinerende historie.

    Måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 4

    Det islamiske Cairo og aftenfly til Luxor

    Vi besøger det historiske middelalderdistrikt i Cairo, der ofte omtales som den islamiske del af Cairo. Denne gamle bydel i hjertet af hovedstaden er på mange måder unik, fordi den i modsætning til andre hovedstæder i Mellemøsten ikke blev brændt ned af mongolerne. Her ser vi to arkitektonisk meget smukke bygningsværker:

    Qalawun Compleks består af et mausoleum, en madrasa (koranskole) og et hospital bygget i 1283-85 af den femte Mamlūk-sultan, Qalawun. Hospitalet, nu i ruiner, var en af de mest bemærkelsesværdige bygninger i Mamlūk-æraen. Mausoleet og madrasaen er derimod velbevarede.

    Næste stop er Sultan Barquqs religiøse kompleks. Det blev bestilt af Sultan al-Zahir Barquq som en skole for religiøs undervisning i de fire islamiske skoler. Det består af en moske, en koranskole, et mausoleum og en khanqah, der er en forsamlingsbygning beregnet til religiøs læring.

    Vi slutter dagens program med at besøge Khan el Khalili-bazaren, hvis labyrint af snørklede gyder flankeret af butikker, boder og karavanestationer har været centrum for Cairos handelsliv siden 1300-tallet. Ikke meget synes at have ændret sig siden dengang, og bazaren byder på alt fra krydderier, kunsthåndværk og farverige lanterner til små caféer, hvor man kan få sig et glas sød arabisk te og mærke stemningen blandt de lokale handlende. Eller man kan nyde en kop stærk kaffe på den selvsamme café, hvor den nobelprisvindende forfatter Naguib Mahfouz sad og fik inspiration til flere af sine bøger.

    Sidst på dagen kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Luxor. Vel fremme indlogeres vi på vores hotel for de kommende 5 nætter.

    Måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 5

    Vestbredden, Deir el Medina og Adelsgravene

    Tidligere vidste man ikke meget om det daglige liv i de egyptiske landsbyer under faraonerne. Men udgravninger i landsbyen ved Deir el Medina har givet et unikt indblik i, hvordan en helt speciel gruppe arbejdere levede. Landsbyen var i næsten 500 år (1550-1080 f.Kr.) beboet af de arbejdere og kunstnere, der udsmykkede kongegravene. I oldtiden var landsbyen kendt under navnet Set Maat ”Sandhedens Sted”, beliggende på Nilens vestbred ikke langt fra Kongernes Dal. Der har boet ca. 70 familier i landsbyen. 

    Det rige kildemateriale, bl.a. fra retsdokumenter, der er fundet her, giver et levende indblik i, hvordan livet har formet sig og hvilke stridigheder, intriger og skandaler, der har fundet sted. Der er fundet registrering af arbejdernes sygefravær, og man har en detaljeret beskrivelse af en strejke, hvor arbejderne nedlagde arbejdet i protest, fordi de ugentlige forsyninger af kød, grøntsager, øl og ikke mindst korn udeblev. En detaljeret dagbog fortæller om forløbet af strejken, som fandt sted i Farao Ramses III´s 29. regeringsår, i juli 1152 f:Kr. Denne strejkepapyrus er verdenshistoriens ældste beretning om en organiseret arbejdskamp. Flere af arbejdernes egne grave er imponerende udsmykket. Vi besøger en eller to af gravene.

    Den mest imponerende grav i Deir el Medina er Senedjems grav. Senedjem levede i det 19. dynasti under Seti I og Ramses II. Hans titel var ”tjener på sandhedens sted”. Graven blev fundet intakt i 1886. Den indeholdt 20 mumier, alle familiemedlemmer til Senedjem gennem to generationer. Det fine udstyr og mumierne, der var i graven, er nu spredt på forskellige museer.

    Der er meget fine og velbevarede billeder i graven. Hele graven er udsmykket med de kendte scener fra ”Dødebogen”, hvor man ser Senedjems rejse til dødsriget. Vi ser også scener med pløjning og såning, der hører med til det forventede efterliv. Det sidste motiv i gaven viser Senedjem og hans hustru, der tilbeder de 10 vogtere af indgangen til underverdenen.

    Vi har flere grave til gode med skildringer af de gamle egypteres liv i hverdag og fest. Vi kører til Stormændenes Dal eller Adelsgravene, som den også kaldes. Her blev administratorer, guvernører, adelige og folk i meget betydningsfulde erhverv stedt til hvile. De fineste af disse grave er fra det 18. dynasti (1550 til 1292 f.Kr.), der betegnes som det første dynasti i Ny Rige; en periode, hvor det gamle Egypten var på et højdepunkt i sin magt.

    Gravene kunne f.eks. være for en kongelig skriver, en vizir (en slags statsminister), en bestyrer af guden Amons kornlagre, en opsynsmand for det kongelige harem, en borgmester eller en ypperstepræst. I disse grave ses livlige skildringer af hverdagen og de jobs, som embedsmændene udførte. De livlige skildringer af naturen og hverdagens bekymringer er forfriskende og giver lidt mere indsigt i, hvordan det gamle Egypten faktisk kunne have været. Gravene er enkle i designet, og alle har samme layout. Mange af gravene blev fundet helt intakte og med velbevarede farver. På væggene ses stadig de friske scener af markarbejdere, af arkitekter, håndværkere, og i det hele taget dagligdagen, som den formede sig under Ny Rige. Et motiv, der går igen, er fester med lækker mad, vin, musikere og danserinder. Alt vidner om, at de gamle egypteres besættelse af døden og begravelsen i virkeligheden bunder i, hvor glade de var for deres liv, og at de havde en tro på, at de kunne tage det hele med sig.

    Måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 6

    Kongernes Dal, Hatshepsuts Tempel og Ramesseum

    1000 år efter pyramidernes opførsel i Det Gamle Rige var mange af de storslåede gravmonumenter på Gizaplateauet for længst blevet plyndret, og man var nu gået over til en ny teknik. I dybeste hemmelighed blev grave hugget dybt ind i de bløde sandstensklipper i bjergene på Nilens vestbred. På plateauet nedenfor bjergene blev der opført overdådige templer, hvor man tilbad den guddommelige, afdøde farao.

    Det oplever vi i dag, når vi igen krydser Nilen og udforsker Luxors vestbred. Kongegravene blev udsmykket med vidunderlige malerier og magiske formler, der skulle sikre kongens passage til underverdenen. Gravene er op til 100 meter lange og hugget direkte ud i klippevæggen i det, vi i dag kender som Kongernes Dal. Udefra ser de ikke ud af meget, men de er imponerende flotte indvendigt. Vi får mulighed for at gå ind i tre af kongegravene, hvor vi hører om faraonernes vigtige sidste rejse gennem dødsriget og om alle de ritualer, der knyttede sig til en faraos død og til livet efter døden.

    I forbindelse med gravene lod faraonerne også storslåede templer opføre, hvor indviklede ritualer til ære for den døde konge kunne finde sted. Farao blev betragtet som gudens søn på jorden, og gudernes søn kunne naturligvis kun være en mand. Med enkelte undtagelser. En af de få kvindelige faraoner lod opføre et imponerende gravmonument, der i dag er kendt som Dronning Hatshepsuts Tempel ved Deir el Bahari. Det var tænkt, at hun skulle fungere som stedfortrædende regent for stedsønnen (den senere Thutmosis III), indtil han var blevet myndig, men så valgte Hatshepsut at forblive Egyptens regent, og hun lod sig udråbe som Farao. Ved sit tempel beretter hun om, hvorfor og hvordan netop hun var udvalgt til at blive gudens repræsentant på jorden, ’da guden Amon havde besøgt Hatshepsuts mor, dronning Ahmose i hendes sengekammer og befrugtede hende med Hatshepsut’. Hatshepsuts regeringsperiode var relativ fredeligt og stabilt, da hun ikke, med samme intensivitet som sin forgængere (Thutmosis I og II) og ikke mindst efterfølgeren Thutmosis III, var krigsførende.

    På templets relieffer kan man i stedet se, hvordan Hatshepsut faciliterede en større egyptisk handelsekspedition med mange skibe, som sejlede langs det Røde Hav til landet Punt, som formodentlig lå et sted på kysten af det afrikanske horn, i området hvor Somalia Nordetiopien/Eritrea eller Østsudan ligger i dag. Vi får historien om en stærk kvinde og den jaloux stedsøn, som prøvede at slette hende fra historien efter hendes død. 

    Vi runder dagen af med et besøg i Ramses II's overdådige gravtempel, Ramesseum. Templet, der blev opført i perioden fra ca. 1279 til 1213 f.Kr., er bl.a. berømt for resterne af en 17 meter lang siddende statue af Ramses II. Den var dedikeret til guden Amon og den afdøde konge. Ramesseums vægge, hvoraf kun omkring halvdelen er bevaret, er dekoreret med relieffer, herunder scener der skildrer det legendariske slag ved Kadesh. Her forsøgte Ramses II i sit 5. regeringsår (i maj 1275 f.Kr.) med den egyptiske hær at generobre den syriske grænseby Kadesh fra Egyptens hovedfjende og konkurrerende stormagt, Hittitter-riget, som udsprang fra den anatolske halvø. Så i stedet for at møde en lille hær fra vasalstaten Kadesh, kom Ramses til at stå ansigt til ansigt med selve den hittittiske hær, og selvom Ramses overlevede slaget, så formåede han ikke at erobre Kadesh.

    På Ramesseums ydre tempelvægge ser vi den faraoniske propaganda, hvor Ramses II beskriver, at hans hær er deserteret, og han alene besejrer den hittittiske storhær. Senere blev en fredstraktat beseglet imellem Egypten og Hittitterriget med mange forpligtelser indskrevet, som dermed er et vidnesbyrd om, at stormagtspolitik også tilbage i sen-bronzealderen var sofistikeret.

    Desuden viser et relief også en festival for frugtbarhedsguden Min. Min-festivalen var en gammel egyptisk ceremoni, der blev afholdt for at fejre en faraos fortsatte styre. Festivalen daterer sig tilbage til det prædynastiske Egypten og var stadig meget populær under farao Ramesses II's regeringstid i det 19. dynasti. Netop ved at fremvise i templet, at Ramses II ofrer til guderne, og at han fører krig mod Egyptens fjender, viser han, at han holder de vigtigste forpligtelser, en farao havde overfor guderne - nemlig opretholdelse af selve den kosmiske verdensorden Maat.  

    Den første og anden pylon afbilder kampscener fra slaget ved Kadesh. Bag pylonen står ruinerne af den enorme hofbygning tilbage. Komplekset omfatter også kongens palads, lagerrum og kornmagasiner bygget af soltørrede lersten.

    Måltider: Morgenmad og frokost

  • Dag 7

    Luxor-templet og Karnak-templet

    Den egyptiske hovedstad har ligget forskellige steder gennem den mere end 5.000 år lange kulturhistorie. I år 1550 f.Kr. bliver hovedstaden flyttet til Theben – det der i dag er Luxor. På østbredden af Nilen blev der opført storslåede paladser og templer til gudernes ære. Vestbredden af Nilen derimod blev viet til de døde.

    Vi besøger Karnak-templet, der selv i dag er verdens største tempelkompleks. Gennem næsten 2.000 år har hver eneste farao opført noget i Karnaktemplet. Det er umuligt at se det hele, så vi fokuserer på de vigtigste elementer. Vi skal også besøge det mindre og betydeligt mere overskuelige Luxor-tempel og høre om religionen og præsteskabet som grundlag for det oldegyptiske samfund. Vi hører også om de historiske begivenheder, der førte til, at Egypten senere blev først kristent og så muslimsk.

    Måltider: Morgenmad

  • Dag 8

    Luxor Museum og fritid i Luxor

    Vi dykker dybere ned i Luxors historie på byens museum. Blandt de udstillede genstande er gravgods fra det 18. dynastis farao Tutankhamons grav og en samling af 26 statuer fra Det Nye Kongerige, der blev fundet begravet i Luxor-statuen i det nærliggende Luxor-tempel i 1989. En anden af de fremhævede genstande i museets samling er en dobbeltstatue af kalcit af krokodilleguden Sobek og farao Amenhotep III fra det 18. dynasti.

    Der er en meget smuk statue af Thutmosis III i sort blankpoleret granit, som viser en ung og magtfuld hersker.

    Museet er fyldt med skatte, men et af de helt store højdepunkter er en rekonstruktion af en af ​​væggene i Akhenatons (Amenhotep IV) tempel i Karnak. De små dekorerede sandstensblokke blev opdaget, da den niende pylon ved Karnak-templet blev demonteret til genopbygningsarbejde, hvor de var blevet brugt som udfyldning i den oprindelige bygning af pylonen. Mindre blokke, hvorpå de berømte relieffer var udskåret, kan ses på mange museer, men her repræsenterer muren det eneste vellykkede forsøg på at rekonstruere en hel mur af blokkene. Over 40.000 dekorerede blokke fra Akhenatons tidlige Karnak-bygningsværker er blevet fundet, men kun dem fra den niende pylon er velbevarede nok til at blive rekonstrueret i helt nøjagtig form.

    Efter besøget i museet er resten af dagen fri til at udforske Luxor på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

  • Dag 9

    Hjemrejse

    Vi forlader Luxor fra morgenstunden og flyver til Cairo. Her skifter vi fly og fortsætter til København, hvor vi ankommer ud på eftermiddagen.

    Måltider: Morgenmad/morgenmadsbox

Praktiske oplysninger

  • Pas og visum

    Visum kræves for alle EU-statsborgere ved indrejse. Visum koster 25 USD, og er inkluderet på alle Viktors Farmors rejser til Egypten. 

    For indrejse i Egypten kræves desuden at dit pas er gyldigt mindst 6 måneder efter planlagt hjemrejse.

  • Forsikring

    Danskere i Egypten er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort. Vi opfordrer dig derfor til at tegne en rejseforsikring, før du rejser til Egypten. Gennem Gouda forsikring kan vi hjælpe med at tegne både en afbestillings- og en rejseforsikring.

  • Vaccination

    Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod hepatitis A, difteri samt stivkrampe ved rejser til Egypten. Viktors Farmor anbefaler altid, at man taler med egen læge eller en rejsemedicinsk klinik for råd omhandlende vaccinationer. Medbring evt. dagprogrammet, hvorpå rejseruten er indtegnet, da anbefalingerne ofte tager udgangspunkt i rejselængde samt hvor i landet, at man befinder sig under sin rejse.

    Alle COVID-19 restriktioner for indrejse i Egypten er ophævet med virkning fra 18. juni 2022.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Valutaen i Egypten er egyptisk pund (LE). 100 LE koster ca. 22 DKK. Du kan veksle både USD eller EUR i banker og på det fleste hoteller i Egypten. Derudover kan du bruge dit kreditkort på det fleste restauranter, og der er også en del hæveautomater, hvor du nemt kan hæve penge.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Hotelstandard

    Mange større byer i Egypten er moderne, men det er vigtigt at huske, at Egypten stadig er et økonomisk udfordret udviklingsland. Det betyder, at tingene ikke altid er ligeså strømlinede og effektive som i Danmark. Service og håndværk lever ikke altid op til topstandard, og det er ikke usædvanligt at opleve små udfordringer som en dryppende vandhane, en sprunget pære eller et løbende toilet. Det gælder også for 4- og 5-stjernede hoteller. De hoteller, som vi samarbejder med på vores rejser er velrenommerede turistklassehoteller, som er nøje udvalgt for deres kvalitet og serviceniveau, men det kan stadig forekomme, at nogle faciliteter ikke altid lever op til de samme standarder, som man kunne ønske sig. 

  • Måltider

    Overordnet er det billigere at rejse i Egypten end Danmark. En middag kan typisk fås for omkring 100-150 danske kroner. Egypten har et rigt og velsmagende køkken. Typisk er det med indflydelse fra bl.a. Syrien, Libanon, Tyrkiet, Palæstina og Grækenland. Retterne er smagt til med friske og stærke krydderier, og især er sidstnævnte meget kendetegnene for maden i Egypten.

    På vores rejser i Egypten er inkluderede måltider en vigtig del af oplevelsen. Det er dog værd at bemærke, at ikke alle restauranter kan imødekomme større grupper. De større steder betyder, at man ikke kan forvente de samme små intime settings, som man måske ellers kunne forvente, men vi har stadig valgt restauranter, der kan give vores gæster en smagfuld og autentisk kulinarisk oplevelse.”

  • Telefoni og internet

    Den internationale landekode i Egypten er +20. Skal man ringe fra Danmark til Egypten, taster man dette. Skal man ringe fra Egypten og til Danmark, så tastes den danske landekode, som er +45. Det er dyrt at bruge sin telefon i Egypten til at foretage eller modtage opkald samt at sende sms eller bruge data. Vi anbefaler, at man tjekker med sit mobilselskab om dækning og priser i Egypten.

  • Elektricitet

    Ligesom i Danmark bruger Egypten 220 volt. Dog kan stikkene opleves at være lidt tyndere end i Danmark, og vi anbefaler derfor, at man medbringer et adaptersæt.

  • Drikkevand

    Overordnet, hvis man vil være helt sikker, er det bedst at drikke vand købt på flaske. Dog betragtes det i dag som sikkert at drikke vand fra hanen i Cairo, Alexandria, Luxor og Aswan. Men vil man være på den sikre side, så bare køb vand på flaske.

  • Drikkepenge

    Det er typisk at lægge omkring 5-10% i drikkepenge på restauranter, hoteller og i taxier. Og der kommer ofte en service charge udover, som nogle gange er lagt med i regningen.

    Drikkepenge til lokalguide og chauffør er inkluderet i prisen på rejsen.  

  • Alkohol

    Generelt kan øl, vin og alkohol købes på stort set alle hoteller samt restauranter. Dog er det oftere dyrere end i Danmark. På lokale restauranter kan vi godt være ude for, at det stærkeste, der serveres, er cola og te. Lokal øl er ganske udmærket, men den lokale vin er ikke videre imponerende.

  • Foto

    Du skal ikke tage billeder eller filme sikkerhedsmyndigheder, offentlige bygninger eller militære anlæg, da det er strafbart i Egypten.

    Droner er også forbud i landet. Det anbefales derfor ikke, at man pakker den med i sin bagage, da den kan blive konfiskeret, eller man risikerer bødestraf og eventuel fængselsstraf.

  • Påklædning

    Det forventes generelt, at kvinder dækker albuer og bærer tøj, der går ned over knæene. Det er ikke nødvendigt at være hovedbeklædning, men det er praktisk at have et tørklæde eller lignende med, hvis man skal besøge moskeer eller andet. Mænd skal også gerne bære lange bukser.

  • Indkøb

    Shopping i Egypten byder både på moderne butikker, de sædvanlige souvenirbutikker samt autentiske og eksotiske basarer, som findes overalt i både små og store byer. Leder man efter ægte egyptisk handels-stemning, så anbefaler vi klart sidstnævnte. Besøg til disse baserer er derfor selvfølgelig også en del af rejserne til Egypten med Viktors Farmor. Er man god til at prutte med prisen, så kan man her gøre sig nogle rigtig gode kup! Man kan b.la. købe bemalede papyrus, vaser, lanterner, vandpiper og ikke mindst krydderier, så man efter hjemkomst til Danmark har mulighed for lave nogle af de utrolig smagfulde Egyptiske retter, som man helt sikkert kommer til at savne.

  • Prisniveau

    Overordnet er det billigere at rejse i Egypten end Danmark. En middag kan typisk fås for omkring 100-150 danske kroner. Dog skal man være indstillet på, at øl og vin er dyrere end herhjemme. En lokal flaske vin kan koste omkring 120-170 kroner.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen.

  • Tidsforskel

    Egypten veksler mellem sommer- og vintertid, derfor kan der være forskydninger. Generelt er tidsforskellen den samme, men nogle gange skal uret skrues en time frem, når du ankommer til Egypten.

  • Ofte stillede spørgsmål

    Kan man drikke vand direkte fra hanen i Egypten?

    Overordnet, hvis man vil være helt sikker, er det bedst at drikke vand købt på flaske. Dog betragtes det i dag som sikkert at drikke vand fra hanen i Cairo, Alexandria, Luxor og Aswan. Men vil man være på den sikre side, så bare køb vand på flaske.

    Skal man klæde sig på en bestemt måde i Egypten?

    Det forventes generelt, at kvinder dækker albuer og bærer tøj, der går ned over knæene. Det er ikke nødvendigt at være hovedbeklædning, men det er praktisk at have et tørklæde eller lignende med, hvis man skal besøge moskeer eller andet. Mænd skal også gerne bære lange bukser.           

    Hvad skal jeg pakke i kufferten?

    Der er generelt solrigt i Egypten året rundt. Faktisk er Egypten en af de mest sol-sikre destinationer at besøge. Det er derfor en god idé at medbringe solbeskyttelse med høj faktor, læbepomade med solfaktor, solhat og solbriller. Rejser man i sommerhalvåret, er det en god idé at have let tøj med til dagtimerne, da temperaturen kan nå op på 40 grader flere steder i landet. Skal man besøge kystområderne skal man dog huske at pakke en trøje, da der her kan blæse. Rejser man i vinterhalvåret er det meget vigtigt at pakke varmere tøj, da temperaturerne bliver ca. 10-15 grader koldere om aftenen/natten. Derudover anbefaler vi også, at man medbringer myggespray.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om vores rejse til Egypten med Moesgaard Museum.