Fantatiske Vestcanada
Fra Calgary til Vancouver gennem Rocky Mountains
Opdag prærie og dinosaurspor i Badlands, mens der venter gletsjere, bjergsøer og regnskove i Rocky Mountains. Vi rejser fra Calgary til Vancouver og møder både moderne storbyliv, oprindelige kulturer og ikke mindst natur i verdensklasse på rejsen til Vestcanada.
Start din rejse her
Tag med på en rejse gennem det vestlige Canada. Fra det moderne liv i storbyer til sneklædte tinder, turkise bjergsøer og gletsjere i nationalparker.
Vi begynder i Calgary, hvor vi oplever mødet mellem nutidens Canada og præriens åbne vidder. Herfra kører vi mod Drumheller og de særprægede klippeformationer i Badlands, hvor vi går i dinosaurernes fodspor og besøger et af verdens førende palæontologiske museer.
Rejsen fortsætter ind i Rocky Mountains, hvor vi besøger Banff og Jasper National Park med bjergsøer, pas og vidtrækkende udsigter. Vi kører ad den berømte Icefields Parkway og tager på flodsafari, hvor vi spejder efter elge, sortbjørne og grizzlybjørne.
Undervejs møder vi Canadas oprindelige folk. I Jasper inviterer kvinder fra Cree-folket os med ud i landskabet og deler deres viden om planteliv, traditioner og åndelig praksis. Vi besøger desuden et museum, der formidler viden om livsformer, jagtteknikker og håndværk.
Rejsen afsluttes i Vancouver, hvor vi har god tid til at opleve den moderne og naturskønt beliggende storby.
Kom med på en rejse til Vestcanada, der kombinerer storbyer, storslået natur og levende kulturhistorie.
5 gode grunde til at rejse til Vestcanada med Viktors Farmor:
- Kør ad den ikoniske Icefields Parkway gennem Rocky Mountains
- Mød First Nations-kvinderne Matricia og Mackenzie Brown, og lær om traditionel brug af planter
- Smag lokal vin på en af Fraser Valleys ældste vingårde
- Kom på byvandring i både Calgary og Vancouver
- Gå på opdagelse i Canadas ældste nationalpark, Banff
Dagsprogram
-
Dag 1
Afrejse og ankomst til Calgary
Vi flyver fra Danmark til Calgary, som er startpunktet for vores rejse.
Fra lufthavnen kører vi til vores hotel i byen, hvor vi indlogeres.
Resten af dagen er på egen hånd. Har man lyst, kan man gå en tur gennem centrum, hvor Bow River slynger sig mellem grønne parker, moderne skyskrabere og hyggelige gågader.
Vi har én overnatning i Calgary.
Måltider: Mad på flyet
Overnatning: Best Western Plus Suites Downtown eller lignende, Calgary
-
Dag 2
Byrundtur i Calgary og mod Drumheller østpå
Efter morgenmaden tager vi på guidet byrundtur, hvor vi bliver klogere på Calgarys historie, kultur og arkitektur. Byen ligger i provinsen Alberta, hvor præriens landskab begynder at rejse sig mod de canadiske Rocky Mountains. Med omkring 1,6 millioner indbyggere er Calgary både den største by i Alberta og den tredjestørste i Canada.
Byen er en moderne metropol, der samtidig er stolt over sine rødder i præriekulturen. Her ligger glashøjhuse side om side med historiske bygninger, og byens atmosfære afspejler tydeligt blandingen mellem fortid og nutid.
Undervejs på byrundturen besøger vi bl.a. det ikoniske Calgary Tower, som rejser sig ca. 190 meter over jorden. Herfra har vi udsigt over hele byen og – i klart vejr – helt til de sneklædte bjerge i vest. Vi får også et indtryk af Bow River, som slynger sig gennem byen, og de mange grønne områder, der kendetegner Calgary.
Vi spiser frokost på en restaurant i byen og sætter derefter kursen østpå mod Drumheller. Turen tager ca. to timer og bringer os gennem et skiftende landskab, hvor de åbne prærievidder langsomt afløses af de karakteristiske klippeformationer i Badlands.
Ved ankomst til Drumheller indlogeres vi på vores hotel. Aftensmaden er på egen hånd, men da vi bor centralt, er der gode muligheder for at finde et sted at spise.
Vi har to overnatninger i Drumheller.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Quality Hotel eller lignende, Drumheller
-
Dag 3
I dinosaurernes fodspor i Drumheller og Hoodoo Trail
Vi starter dagen med et besøg på Royal Tyrrell Museum, som rummer en af verdens største og mest imponerende samlinger af dinosaurfossiler. Museet er et førende center for palæontologisk forskning og ligger spektakulært placeret midt i Badlands, som er det område hvor mange af fossilerne er fundet.
Gennem interaktive udstillinger og livagtige rekonstruktioner får vi indblik i både de forhistoriske skabninger og de videnskabelige opdagelser, der stadig foregår i området i dag. Vi hører om de gigantiske tyrannosaurer, planteædende hadrosaurer og flyveøgler, og ser autentiske skeletter og fossiler, der engang lå skjult under jorden lige her, hvor vi står.
Efter frokost på en restaurant i Drumheller kører vi ud til Hoodoo Trail. Her vandrer vi ca. én time gennem et helt specielt landskab. Hoodoo-klipperne, de særprægede, svampeformede søjler af sandsten, er formet gennem millioner af års vind og vand. De vidner om naturens langsomme, men uophørlige forandring.
Vi vender tilbage til Drumheller sidst på eftermiddagen. Aftensmaden er på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Quality Hotel eller lignende, Drumheller
-
Dag 4
Fra Badlands i Drumheller til bjerge i Banff National Park
Vi forlader Drumheller og sætter kursen mod bjergene og Banff National Park. Køreturen tager godt tre timer.
Banff er Canadas ældste nationalpark, og den dækker et areal på mere end 20.000 kvadratkilometer. Her finder vi gletsjere og bjerge, turkisblå søer, skove fulde af dyreliv og charmerende bjergbyer.
I Banff starter vi med et besøg på Buffalo Nations Luxton Museum. Museet formidler på fin vis den oprindelige befolknings historie og kultur. Med en lokal First Nations-guide får vi fortalt om alt fra jagtteknikker og håndværk til åndelig praksis og mødet med de europæiske nybyggere.
Herefter tager vi på en panoramatur i området. Vi besøger Bow Falls, som er et lavt, men bredt og kraftfuldt vandfald. Vi ser også Tunnel Mountain, som trods sin beskedne højde har stor betydning for lokalområdet. Fra Tunnel Mountain kører vi videre til Lake Minnewanka, som er en lang, dyb sø, hvis navn kommer fra First Nations og betyder "Åndernes sø".
Sidst på eftermiddagen tager vi svævebanen til toppen af Sulphur Mountain, hvorfra der breder sig et smukt bjergpanorama-landskab i alle retninger. Der er derfor god mulighed for at tage smukke billeder.
Vi kører til Lake Louise Village, hvor vi indlogeres og spiser aftensmad sammen.
Vi har én overnatning i Banff National Park.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: The Crossing Resort eller lignende, Lake Louise Village
-
Dag 5
Icefields Parkway og gletsjerkørsel mod Jasper
I dag kører vi ad Icefields Parkway, som er en af verdens mest spektakulære bjergveje. Vejen, der snor sig gennem hjertet af de canadiske Rocky Mountains, strækker sig over 230 kilometer fra Banff til Jasper og er flankeret af over 100 gletsjere, høje bjergtinder, dybe dale og krystalklare søer.
Første stop på køreturen er ved den ikoniske Lake Louise, hvor vi tager en kort vandretur langs søens bred. Lake Louises turkise farve skyldes fint stenmel fra smeltende gletsjere, især fra Victoria-gletsjeren, som ligger i den ene ende af søen. Lake Louise er et af Canadas mest fotograferede steder – og med god grund.
Vi fortsætter nordpå til Columbia Icefield, hvor vi skifter til specialbyggede køretøjer og kører op på Athabasca-gletsjeren. At stå midt på en levende gletsjer – omgivet af is, sne og stilhed – er en særlig oplevelse. Vi hører mere om gletsjernes betydning for vandforsyningen i hele det vestlige Canada og de ændringer, der observeres år for år grundet klimaforandringer.
Vi fortsætter gennem Jasper National Park med stop ved den billedskønne Emerald Lake, inden vi ankommer til Jasper by, hvor vi spiser aftensmad og overnatter.
Vi har to overnatninger i Jasper.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Tonquin Inn eller lignende, Jasper
-
Dag 6
Warrior Woman og Jasper National Park
Vi begynder dagen i selskab med Matricia og Mackenzie Brown, der er mor og datter og en del af Cree-folket, som tilhører Canadas oprindelige befolkning. Sammen kalder de sig Warrior Women og arbejder med at videregive deres kultur og viden.
I Jasper National Park inviterer de os med ud i naturen, hvor de deler deres indsigt i områdets vilde planter og deres traditionelle anvendelse. Vi lærer at genkende udvalgte urter og hører om, hvordan de gennem generationer er blevet brugt som mad, medicin og til kropspleje.
Om eftermiddagen besøger vi Maligne Canyon, som er en af de mest markante geologiske formationer i Jasper National Park. Kløften er op til 50 meter dyb og skåret ud i kalksten gennem tusindvis af år. Vi går en tur på ca. 2 kilometer, hvor vi har fine udsigter til klippevægge og vandfald.
Vi spiser aftensmad på en restaurant i Jasper.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Tonquin Inn eller lignende, Jasper
-
Dag 7
Gennem bjergland og flodsafari til Kamloops
Vi forlader Jasper og begiver os sydvest på mod byen Kamloops. Ruten, som tager godt fem timer, fører os gennem smukke parker.
Først kører vi gennem Mount Robson Provincial Park, som er kendt for at huse Rocky Mountains’ højeste tinde i Canada, nemlig det majestætiske Mount Robson, som er 3.954 meter højt. Vi fortsætter gennem Wells Gray Provincial Park, som er et af de mindre kendte, men meget naturskønne områder i British Columbia. Parken er kendt for sine vandfald, skove og dyreliv.
Midt på dagen når vi Blue River, hvor vi tager på flodsafari. Sejlturen starter i traditionelt udformede katamaraner, som glider stille gennem søer og flodmundinger og giver os mulighed for at observere landskabet i ro og mag. Herefter fortsætter vi med specialbyggede jetbåde. Undervejs holder vi øje med dyrelivet, heriblandt elge, sortbjørne og ikke mindst grizzlybjørne, hvis vi er meget heldige.
Efter safarien fortsætter vi til Kamloops. Her indlogeres vi på hotellet og samles om aftenen til en afslappet grillmiddag i hyggelige omgivelser.
Vi har én overnatning i Kamloops.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: South Thompson Inn, Kamloops
-
Dag 8
Vandfald, vinsmagning og Vancouver
Vi siger farvel til Kamloops og kører mod kysten og Vancouver. Det er en køretur på godt fem timer med pauser undervejs.
Vi gør et stop ved Othello Tunnels. De historiske tunneller blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet som en del af Kettle Valley Railway, og de snor sig gennem klipper og over broer. Stedet er både dramatisk og stemningsfuldt, og det er tydeligt, hvorfor det har været brugt som lokation i flere film.
Vi fortsætter til Bridal Veil Falls Provincial Park, hvor vi går en kort tur op til stedets imponerende vandfald. Navnet på vandfaldet, som er det samme som på parken, kommer af vandets fine, sløragtige fald over klippefladen – et fald på ca. 60 meter.
Midt på dagen besøger vi en lokal vingård i Fraser Valley, næmere bestemt Chaberton Estate Winery, der er en af områdets ældste. Her får vi en kort rundvisning og smager på nogle af husets vine. Vi spiser desuden frokost i gårdens restaurant.
Vi ankommer til Vancouver sidst på eftermiddagen. Aftensmaden er på egen hånd. Et godt sted at udforske byens madhjerte er Gastown, som både byder på hyggelige caféer og moderne bistroer eller Yaletown, hvor gamle lagerbygninger er forvandlet til stilfulde restauranter og vinbarer.
Vi har tre overnatninger i Vancouver.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Blue Horizon Hotel eller lignende, Vancouver
-
Dag 9
Stanley Park og Capilano Suspension Bridge
Omgivet af bjerge, hav og skov er Vancouver nok en af verdens smukkest beliggende byer. Vi tager på byrundtur, hvor vi oplever Gastown, Chinatown og havnefronten. Stanley Park, som ligger som en grøn ø midt i byen, besøger vi også. Her fortæller totempæle historier om områdets natur og oprindelige folk.
Vi spiser fælles frokost i byen og slutter dagen med et besøg ved Capilano Suspension Bridge. Broen er 137 meter lang og hænger 70 meter over Capilano-floden, omgivet af tæt regnskov og høje cedertræer. Det er en særlig oplevelse at gå ud på den let gyngende bro og kigge ned mod floden, der slynger sig gennem kløften.
Aftensmaden er på egen hånd i aften.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Blue Horizon Hotel eller lignende, Vancouver
-
Dag 10
Tid på egen hånd i Vancouver
Dagen i dag er til fri disposition. Måske frister en tur til Granville Island, hvor kunsthåndværk, små gallerier og hyggelige madboder skaber en livlig stemning. Det er også muligt at leje en cykel og tage en tur langs vandet på den populære Seawall-rute.
Hvalsafari er også en mulighed. Fra byens havn sejler både ud i Strait of Georgia og videre mod Gulf Islands, som er områder med rigt havliv og stor chance for at se hvaler, herunder spækhuggere, pukkelhvaler, gråhvaler og marsvin. Mulighederne er mange for en god dag i Vancouver.
Om aftenen samles vi til en fælles afskedsmiddag, hvor vi ser tilbage på de mange oplevelser.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Blue Horizon Hotel eller lignende, Vancouver
-
Dag 11
Hjemrejsen begynder
Afhængigt af flytiderne er der tid på egen hånd til at suge det sidste af Canada til sig, inden vi kører mod lufthavnen i Vancouver, hvorfra hjemrejsen begynder.
Måltider: Morgenmad og mad på flyet
-
Dag 12
Hjemkomst til Danmark
Vi lander i Danmark i løbet af eftermiddagen.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Canada.
-
Pas og visum
Visumfrit (ophold i maks. 6 måneder) for danske statsborgere. Det anbefales, at passet er gyldigt i min. 6 måneder fra indrejsedatoen.
Der skal søges indrejsetilladelse, eTa (Electronic Travel Authorization) ved indrejse med fly. eTa koster 7CAD. Ansøg her: www.canada.ca/en/immigration-refugees-citizenship/services/visit-canada/eta.html
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Vaccination. Der kræves ingen obligatoriske vaccinationer ved indrejse til Canada, men som i de flere andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Møntfoden er canadiske dollars (C$) og forkortes CAD, og der går 100 cents på en canadiske dollar, som svarer ca. til 4,80 kr.
Prisniveauet er nogenlunde som i Danmark. I nogle tilfælde en smule lavere.
Der er mulighed for at hæve canadiske dollars på internationale kreditkort i hæveautomater i stort set alle byer i Canada.
-
Fysik på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage. Der vil være dage, hvor vi går mere end 5 km.
-
Klima
Canada har de 4 årstider; forår, sommer, efterår og vinter. Men grundet landets størrelse varierer klimaet og derfor årstiderne meget alt afhængig af regionen. Årstiderne følger de danske meget, dog med størrere udsving mellem sommer og vinter.
August er en god måned at rejse i det vestlige Canada. Dagtemperaturen ligger typisk mellem 19 og 25 grader. Det er ideelt til både byvandring og naturoplevelser. Solen skinner i op til 11 timer om dagen. Der kan komme lidt regn – måske 3 til 8 dage i løbet af måneden. En let regnjakke eller paraply kan derfor være god at have med.
September byder på klare efterårsdage og friske morgener. Temperaturen ligger omkring 15–20 grader om dagen – perfekt tilflotte udsigter. Langs kysten holder vejret sig lunt, og naturen begynder så småt at skifte farve.
-
Telefoni og internet
Telefon. Landekoden for Canada er +1.
Mobiltelefon. Der er god dækning de fleste steder i Canada. Vi råder dig til at tjekke afgifter med din mobiludbyder, så du undgår ubehagelige overraskelser.
Internet. Wi-Fi er udbredt på hoteller og caféer i Canada. Det er værd at undersøge om brug af data i Canada er inkluderet i dit mobilabonnement. Hvis ikke, er det muligt at købe et lokalt simkort eller et e-sim-kort, hvis din telefon understøtter det. Så kan du være på nettet hele tiden.
-
Elektricitet
Canada har 120 volt og stik med flade ben (stiktype A og B), hvorfor adapter er nødvendig.
-
Drikkevand
Canada har en høj hygiejnisk standard, og du kan drikke vandet. Det vil nogle enkelte steder have en let klor-agtig smag, men der er stadig sikkert at drikke.
-
Drikkepenge
Det er en del af en fast kultur i Canada at give drikkepenge. På restauranter og barer 15-20%, lidt mere hvis servicen har været ekstra god. Ved kortbetaling er det god skik at give drikkepenge kontant. Også personalet på hoteller/moteller indregner drikkepenge som en del af deres løn.
På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.
-
Foto
Canada er et fantastisk fotogent land. Det er normalt tilladt at fotografere overalt i Canada. Ved forbud er disse tydeligt afmærkede.
Ønsker du at fotografere personer, er det altid mest høfligt at spørge først og respektere de oprindelige folks kultur.
-
Påklædning
Canadierne har et meget afslappet forhold til påklædning, og der er ikke mange regler, når det kommer til tøj.
Klimaet i Canada svinger dog rigtig meget, hvorfor det er vigtigt at have tøj med til en bred vifte af forskellige situationer. Mange dage vil vare varme med masser af sol, men det kan også blive forbavsende køligt. Så sørg for også at pakke en varm fleece sammen med sommertøjet.
Det er ikke nødvendigt at medbringe vandrestøvler. Men et par gode vandresko kan i høj grad anbefales. Det samme kan et par sandaler, der er gode at gå i.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Solbriller, kasket eller hat
- Solcreme med høj beskyttelsesfaktor
- Evt. vandflaske, der kan genopfyldes
- Læbepomade
- Lille rygsæk
- Gode vandresko eller –støvler samt sandaler
- Badetøj
- Insektspray
- Vådservietter
- God kikkert
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Tidsforskel
Canada har seks tidszoner;
-
Newfoundland Time (NT): UTC -3:30
(f.eks. St. John’s, Newfoundland) -
Atlantic Time (AT): UTC -4
(f.eks. Halifax) -
Eastern Time (ET): UTC -5
(f.eks. Toronto, Ottawa, Montreal) -
Central Time (CT): UTC -6
(f.eks. Winnipeg) -
Mountain Time (MT): UTC -7
(f.eks. Calgary, Banff, Jasper) -
Pacific Time (PT): UTC -8
(f.eks. Vancouver, Victoria)
-
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
-
Ofte stillede spørgsmål
Hvor fysisk krævende er rejserne til Canada?
Canada er et stort land, og der er langt mellem byerne og seværdighederne. Derfor vil der være nogle lange køredage i løbet af rejsen. Men vejene er godt, og naturen er smuk. Så det er bare at læne sig tilbage og nyde de skiftende scenerier udenfor vinduerne.Rejserne til Canada er ikke vandreture. Men det sagt, så går vi alligevel en del kilometer hver dag som del af sightseeingen. Typisk går vi et sted mellem 5 og 10 kilometer hver dag. Nogle dage mindre. Enkelte dage måske en smule mere.
Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra?
Kreditkort er meget udbredt i Canada. Både som betalingsmiddel og til at hæve penge i hæveautomater. Dog er det altid rart at have lidt canadiske dollars i kontanter til småkøb undervejs. Disse kan enten hæves i automater efter ankomsten til Canada med medbringes hjemmefra.Er det sikkert at rejse i Canada
Canada er et sikkert og meget velfungerende land at rejse i.Farlige dyr
Canada har et fantastisk og unikt dyreliv, der også inkluderer en række arter, der kan være farlige for mennesker. Det er fornuftigt at være opmærksom på vilde dyr i det vestlige Canada, især omkring national parker som Banff og Jasper. De mest almindelig dyr er sort bjørne, elge og hjorte. Pumaer og ulve ses sjældent. Følg altid skiltning og de lokale anbefalinger, såsom ikke at efterlade affald og/eller mad. De fleste rejsende ser kun vilde dyr på afstand - og ser det som en stor oplevelse. Vær forberedt, ikke bekymret.
Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om rejser til Canada.