Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Fotorejser

Hvorfor tage på fotorejse med Viktors Farmor?

En fotorejse er for alle, der nyder at fotografere på deres rejser, og gerne vil bruge mere tid på at indfange de mange spændende steder og lokale kulturer undervejs. 

På en fotorejse bliver vi naturligvis klogere på de steder, vi kommer. Men vi sørger også for at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, når lyset er godt. Derudover bruger vi mere tid hvert sted, så der er tid til at indfange motivet. Ofte vil der også være arrangeret landsbybesøg eller andre møder med de lokale, der giver unikke muligheder for fotografering – og for at komme tættere på de lande, vi besøger.

Rejserne ledes af en professionel fotograf, der deler ud af sin viden og erfaring. Derfor rejser vi også i mindre grupper – i nogle tilfælde helt ned til 10 – så fotorejselederen bedre kan komme rundt og hjælpe alle. De små grupper gør også, at vi bedre kan bevæge os rundt på de travle markeder og møde de lokale i de små landsbyer, hvor vi bliver budt indenfor.

Der er ingen krav om hverken det helt store fotoudstyr og eller indgående erfaring som fotograf. Det er helt i orden at møde op med sin mobiltelefon. Det vigtigste er, at du nyder at opleve nye steder gennem linsen og er nysgerrig på at udvikle dig som fotograf.

Ofte stillede spørgsmål om fotorejser

  • Hvem kan tage med på en fotorejse?

    Fotorejser er for alle, der nyder at fotografere på deres rejse og gerne vil bruge mere tid på det undervejs. Nogle vil uden tvivl have megen fotoerfaring og en stor passion for fotografering. Men det er ikke påkrævet. Så du skal ikke være en erfaren fotograf for at få noget ud af rejsen.

    Alle kan være med på deres niveau. Det vigtigste er, at du nyder at fotografere og gerne vil dedikere mere tid til fotografering på rejsen.

  • Hvilket fotoudstyr skal jeg tage med?

    Det er helt op til dig. Har du det helt store udstyr med spejlrefleks-huse og adskillige linser, er det en oplagt mulighed for at få det luftet og for at snakke om blænder, iso og objektiver med andre foto-interesserede. Men det er på ingen måde et krav.

    Andre møder op med en mobiltelefon eller et mindre kompakt-kamera, og det er helt fint. Fotorejser handler om at tage billeder og indfange øjeblikke – og hvis du foretrækker at fotografere med en mobiltelefon, så er det den, du skal tage med. 

    På rejserne vil der som regel også blive fortalt om efterbehandling af billeder. Her kan det være en fordel at medbringe en bærbar computer, så du kan arbejde med dine egne billeder undervejs. Men det er ikke et krav. 

  • Hvad lærer jeg undervejs på en fotorejse? Er der undervisning?

    Målet med en fotorejse er først og fremmest at fotografere og nyde at opleve de mange spændende og smukke steder gennem linsen. Det er ikke et teknisk kursus med forelæsninger eller pensum. Men når det er sagt, så er der rig mulighed for at suge til sig af tips, råd og erfaringer både fra den professionelle fotograf og de andre i gruppen.

    Der vil blive mulighed for at udfordre dig selv som fotograf. Prøve at se motiverne på nye måder, øve sig i at bruge lyset på forskellig vis og udvide din tekniske viden om fotografering, hvis man ønsker det.

    Men først og fremmest handler det om at give sig tid til at fotografere og øve sig i at se og indfange motiverne.

  • Hvordan adskiller en fotorejse sig fra en klassisk grupperejse?

    Vi får rig mulighed for at fotografere, og der er meget mere tid til fotografering på en fotorejse end på vores andre klassiske grupperejser. Men vi skal naturligvis også opleve de steder, som vi besøger og blive klogere på, hvor vi er. Så det er helt i orden at pakke kameraet væk og bare nyde stemningen på markederne, snakke med de lokale i landsbyen eller bare kigge på bygningsværkerne.

    Rejselederen vil også fortælle om de steder, som vi besøger på rejsen. Så på mange måder er fotorejserne meget lig Viktors Farmors andre rejser med en blanding af natur og kulturelle højdepunkter – blot med betydeligt mere fokus på fotografering.  

  • Hvor store er grupperne på en fotorejse?

    Gruppestørrelserne på fotorejser varierer fra land til land. I Indien er den maksimale gruppestørrelse 10 deltagere plus rejseleder og fotorejselederen. I Marokko og Georgien er der højst 14 deltagere plus fotorejselederen.

    At rejse i små grupper har flere fordele. Det gør det lettere for fotorejselederen at komme rundt og hjælpe alle. Vi fylder også mindre, når vi besøger landsbyer og private hjem, og når vi fotograferer mennesker. Endelig gør det, at vi hurtigere og lettere kan komme rundt på markeder og andre steder med mindre plads. 

  • Hvilke typer motiver fokuserer vi på?

    På alle vores fotorejser kommer vi til at fotografere en bred vifte af motiver. Både kultur, mennesker og håndværk vil være at finde på alle rejserne. Byder rejsen på spændende arkitektur, vil vi naturligvis også fotografere den. Er rejsen centeret om dyreliv, vil natur- og dyrefotografering have en høj prioritet. Så det afhænger i høj grad af destinationen og rejsen. 

  • Er der en professionel fotograf med på rejserne?

    Ja, der er en professionel fotograf med på alle fotorejserne. Fotografen er der for at lære fra sig og hjælpe alle med at få de billeder med hjem, som de ønsker.

    Fotografen kommer med gode råd og kreativ feedback, og de kan godt finde på at udfordre os lidt, så vi rykker os som fotografer.   

  • Vi fotograferer med respekt

    Vi fotograferer naturligvis altid med respekt. Vi spørger om lov, inden vi fotograferer mennesker, og vi fotograferer kun de steder, hvor vi må eller har fået lov. I en artikel har vi samlet 7 gode råd om at være en ansvarlig rejsefotograf.

Hvad tilbyder en fotorejse med Viktors Farmor?

  • Et program tilrettelagt med fotografering for øje
  • Bedre tid til at fotografere undervejs
  • Råd og vejledning af en professionel fotograf
  • En rejse i små grupper
  • Muligheden for at rejse med andre fotointeresserede og dele erfaringer

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om fotorejser.

  • Mere end 30 års erfaring med unikke grupperejser

  • Mindre grupper større oplevelser

  • Inkl. drikkepenge til guider og chauffører