Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Rejser til Kenya

Ordet safari stammer oprindeligt fra swahili og betyder direkte oversat til dansk karavanerejse. Og landet er i sandhed fyldt med store naturoplevelser.

Masai Mara

Værd at opleve i Kenya

”Jeg har aldrig oplevet en morgen i Afrika, hvor jeg vågnede og ikke var lykkelig,” skrev forfatteren Ernest Hemingway i sin bog Afrikas Grønne Bjerge.  Der er noget om det. For der er noget helt særligt ved Afrika og safari, der går lige i blodet. 

Følelsen af at sætte sig til rette i safarijeepen i det tidlige morgengry og bumle udover savannen mellem de spredte akacie-træer, mens solgangens gyldne skær strækker sig udover de åbne sletter. Det er nu, dyrene er mest aktive. Måske ser vi en flok elefanter på vej ad gamle stier fra vandhul til vandhul. Måske er en gepard på jagt efter morgenmad til sine unger. Eller måske slapper en løveflok af efter nattens jagt, mens en flok gazeller græsser opmærksomt i baggrunden. Vi ved aldrig, hvad vi ser på safari – og netop spændingen er en stor del af oplevelsen.

Få steder fanger den klassiske safaristemning som Kenya. Dyrelivet her er legendarisk, og nationalparker som Masai Mara regnes for at være blandt de bedste steder i Afrika at opleve alle de klassiske safaridyr. Men Kenya har også en langt række mindre kendte naturområder, der byder på lige så store naturoplevelse og færre andre besøgende. Ved Naivasha-søen er det muligt at gå på safari mellem de græssende dyr, og i Ol Pejeta kan vi møde verdens to sidste nordlige, hvide næsehorn foruden et væld af andre dyr.

Samtidig har Kenya en utrolig åben og gæstfri befolkning, hvor du altid bliver budt velkommen med smil og smittende latter. Landet er desuden hjemsted for nogle af de mest ikoniske stammer i verden, heriblandt masaierne, og på en rejse til Kenya kan du opleve de lokale stammer, der i høj grad stadig lever, som de har gjort i generationer. Du får dermed et helt unikt indblik i en dagligdag, som ligger langt fra din egen.

Netop Kenyas oprindelige befolkning fascinerede også Karen Blixen, da hun i 1914 flyttede til Kenya og grundlagde sin berømte kaffefarm. Dengang lå farmen langt ude på landet, men i dag ligger den i udkanten af Nairobi, der er en afrikansk storby og et godt sted at opleve den moderne side af landet.

Men naturen er aldrig langt væk. Selv lige uden for Nairobi kan man køre på safari og nyde synet af Kenyas vilde dyr med storbyens skyskrabere i baggrunden, og i udkanten af byen kan man besøge et elefantbørnehjem, hvor de tager sig af forældreløse elefanter.  

Kenya er farverigt og spændende, og man møder mennesker, der lever side om side med den vilde natur og Afrikas ikoniske dyreliv.

Kort over Kenya

Landefakta

Areal: 582.000 km2

Hovedstad: Nairobi

Møntfod: Kenya Shilling (a 100 cent) - forkortes KES

Sprog: Engelsk (off.) og Swahili (off.) - i alt ca. 60

Tidsforskelfra DK: Sommer: +1 time, vinter: +2 timer

Klima og vejr

Hvornår besøger man Kenya?

Klimaet i Kenya er præget af en rytme mellem tørre og regnfulde perioder, som hver især giver forskellige safarioplevelser. Landet ligger på ækvator, og temperaturerne er derfor forholdsvis stabile året rundt. I stedet er det nedbøren, der skaber variation og giver naturen sit skiftende udtryk.

Det er varmt og fugtigt ved kysten, tempereret i højlandlandet og meget tørt i de nordlige og nordøstlige dele af landet. Temperaturerne svinger fra 22–34⁰ i dagtimerne, og fra 9–14⁰ om natten. Den lange regnsæson er normalt fra midt marts til juni, og den korte regnsæson er normalt fra oktober til december. 

Tørtid er juni til september og januar til start marts. Men klimaforandringerne mærkes tydeligt hernede, hvorfor der ikke længere er noget der er ”normalt”, og vejret er derfor ikke altid så forudsigeligt. Det betyder, at regnsæsoner og temperaturer kan variere fra år til år.

I perioden fra januar til marts er der ofte tørt og varmt. Dagtemperaturerne vil ligge omkring 27-30º C. Det er perioden efter den korte regnsæson, og landskaberne er grønne og frodige, men de bliver gradvis mere og mere tørre. I slutningen af perioden samler dyrene sig omkring de tilbageværende vandhuller, og landskaberne får sin karakteristiske gyldne farve. Januar til marts er et fantastisk tidspunkt at tage på safari i Kenya. 

April og maj bringer den lange regntid. Regnen falder typisk i kraftige byger, som forvandler savannen til et grønt landskab. Det er en roligere tid at rejse på, hvor naturen folder sig ud, og fuglelivet er rigt. Samtidig er der færre besøgende. 

Perioden juni til september er den tørreste og køligste periode i Kenya. Dagtemperaturerne ligger mellem 20–28º C, men morgenerne og aftenerne vil være køligere med temperaturer omkring 10–12º C. Det er højsæsonen i Kenya. Både pga. vejret, men i høj grad også fordi Den Store Migration finder sted i disse måneder, når hundredtusindvis af gnuer, zebraer og gazeller vandrer fra Serengeti i Tanzania til Masai Mara. Dyreflokkene bliver i Masai Mara til ind i oktober, hvor de igen bevæger sig sydpå mod regnen og det grønne græs i Serengeti. Men mange dyr bliver i Masai Mara året rundt. 

I perioden november-december vil der typisk være varmt med dagtemperaturer på 24-34º C. Det er den korte regnsæson. Men det skal man nu ikke lade sig afskrække af. Landskaberne er grønne, dyrelivet er rigt, og der er færre turister. Regnen falder i kraftige regnskyl, der tager toppen af varmen og vasker støvet ud af luften, efterfuldt af perioder med opklaring og sol.

Det er et godt tidspunkt at opleve elefantflokke i Masai Mara, da de typisk trækker sig væk, når zebraerne, gnuerne og gazellerne kommer fra Serengeti. Fuglelivet er desuden fantastisk i vintermånederne, hvor mange trækfugle kommer fra Europa for at overvintre i Kenyas lunere klima, og mange dyrebørn fødes i løbet af vintermånederne. 

Hvem møder du i Kenya?

Når du rejser med Viktors Farmor er du stort set altid sikker på at møde de lokale. Størstedelen af kenyanerne identificerer sig som kristne: 47,7% protestanter; 23,5% katolikker og 11,9% andre grene af kristendom. 11,2% er muslimer og de resterende 6% af befolkningen er fordelt på forskellige traditionelle religioner.

  • Masaierne er kendt for deres hoppende krigere. Foto Carsten Willersted

    Kenyas hoppende krigere

    Masaierne er et usædvanligt farverigt folk. At besøge dem er som at lande i en tidslomme, og besø...
    Se mere
    Masaierne er kendt for deres hoppende krigere. Foto Carsten Willersted

    Kenyas hoppende krigere

    Masaierne er et usædvanligt farverigt folk. At besøge dem er som at lande i en tidslomme, og besø...

Typiske spørgsmål før rejsen til Kenya

  • Hvad spiser vi i Kenya?

    Det kenyanske køkken er inspireret af flere forskellige lande, og hvert område i landet har sin egen ”nationalret” baseret på majs, madbananer, sorghum og hirse, og parret med forskellige slags grøntsager og kød.

    Kød spiller også en rolle, især ved særlige lejligheder. Her møder man nyama choma – grillet ged eller oksekød, som tilberedes over åben ild og serveres med salt og måske lidt chili. Smagen er enkel, men tilberedningen er en social begivenhed i sig selv.

    Langs kysten præges køkkenet af indiske og arabiske indflydelser. Retter som pilau og chapati vidner om historiske handelsruter.

    På vores rejse vil du både opleve at få serveret vestligt, indisk og lokal mad.

    Vandet fra hanen bør du ikke drikke, men mineralvand på flaske kan købes overalt.

  • Hvad er prisniveauet i Kenya?

    Møntfoden i Kenya hedder shilling (forkortes KES). Der findes hæveautomater til Visa-kort i de større byer i Kenya. US$ kan medbringes, men vær opmærksom på, at det skal være nyere sedler (2013 og nyere), og at store sedler giver bedre kurs. 

    De fleste måltider på vores rejse er allerede inkluderet. For drikkevarer, og yderligere frokoster eller middage, beregn omkring kr. 100-150,- per person. 

    Sodavand: Ca. 10,- kroner på hotellerne (i supermarkeder omkring 5,- kroner) 

    Øl: Ca. 25,- kroner på hotellerne (i supermarkeder omkring 15,- kroner) 

    Vin: Ca. 200-300,- kroner på hotellerne (i supermarkeder omkring 100-120,- kroner) 

    Det er kutyme at give guider, tjenere og andet servicepersonale drikkepenge. De får en meget lille fast løn, og er derfor meget afhængige af de drikkepenge, som de får, når de leverer en god indsats. Det er helt op til dig selv, hvor meget du vil give, men som en tommelfingerregel kan du regne med følgende: 

    • Bagagebærere: 120/= KES (svarende til ca. 1,- USD) 
    • Barer & restauranter: 10% af regningens pris, dog afhængigt af regningens størrelse (jo højere regning, jo lavere procentsats)  
    • Guider: 600/= KES (svarende til ca. 5,- USD) per person per dag 
    • Stuepigen: 120/= KES (svarende til ca. 1,- USD) 
  • Hvad køber man i Kenya?

    Der er rig mulighed for at købe souvenirs med hjem, så du har et evigt minde om rejsen til Kenya.  

    Kenya har særdeles rige traditioner for kunsthåndværk, og oplagte souvenirs kunne være de smukke perler fra Kazuri Beads, masai-tæpper, håndskårne træfigurer, masker, batik, håndvævede kurve, kaffe og te.

    En anden mulighed er tekstilerne kikois eller khangas, som er lavet af farverigt vævet bomuld og kan bruges som sarong eller som dug. Der er nok at vælge i mellem på en rejse til Kenya! Tag altid gerne fat på rejseleder eller lokalguide, hvis du har spørgsmål til kvalitet eller andet.  

  • Hvordan er tryghed, sikkerhed og hygiejne i Kenya?

    Det er generelt trygt og sikkert at rejse i Kenya. Naturligvis skal du altid tage dine forholdsregler, og du kommer langt med sund fornuft (f.eks. undgå at fremvise værdier offentligt, undgå at færdes i bestemte områder efter mørkets frembrud osv.).

    Du kan opleve øget sikkerhed på steder med mange mennesker. Det er ikke ualmindeligt at blive kropsvisiteret og skulle vise indholdet af din taske ved indgangen til f.eks. supermarkeder. Det er naturligvis for at øge sikkerheden. Spørg endelig din rejseleder, hvis du er i tvivl. 

    De steder, hvor vi bor, er maden af høj kvalitet, og hygiejnen er god. Men det ændrer ikke på, at bakteriefloraen i Kenya er en anden end i Danmark. Derfor bør du undgå at spise rå fødevarer eller frugter, som ikke kan skrælles.

    En anden kilde til dårlig mave på rejser er isterninger i drinks. Sørg altid for, at isterningerne er lavet af vand fra flaske og ikke vandhanen. Hvis du er i tvivl, så lad være med at få isterninger i drinken. På lodgene ved de det naturligvis godt og bruger mineralvand. 

  • Kan jeg drikke vand fra hanen i Kenya?

    Vandet fra hanen bør ikke drikkes. Under rejsen vil der være drikkevand i bilerne, og du får udleveret en genanvendelig drikkedunk.

  • Giver man drikkepenge i Kenya?

    Det er kutyme at give guider, tjenere og andet servicepersonale drikkepenge. De får en meget lille fast løn og er derfor meget afhængige af de drikkepenge, som de får, når de leverer en god indsats.

    Drikkepenge til guider, chauffører, safariguider osv. er som altid inkluderet i prisen hos Viktors Farmor. 

    Men drikkepenge til andre er ikke inkluderet i rejsens pris, og her kan du vælge at give drikkepenge. Det er helt op til dig selv, hvor meget du vil give, men som en tommelfingerregel kan du regne med følgende: 

    • Bagagebærere: 150/= KES (svarende til ca. 1,- USD) 
    • Barer & restauranter: 10% af regningens pris, dog afhængigt af regningens størrelse (jo højere regning, jo lavere procentsats) 
    • Stuepigen: 150/= KES (svarende til ca. 1,- USD) 

    At give drikkepenge er en personlig ting. Det er naturligvis helt frivilligt, men du bør blot huske på, at de indgår som en naturlig og nødvendig del af hverdagen på det afrikanske kontinent.

  • Er der elektricitet i de lodges, vi bor i?

    De fleste hoteller og lodges får elektricitet fra egne generatorer, der sjældent slukkes om natten. Men det kan ske, så husk at tage lommelygte med på ferien. Der bruges 240 volt, og der bruges 3-benede stik med et andet format end vores (ligesom i Storbritannien). Det er derfor nødvendigt at medbringe en adapter, eller en samledåse, som kan monteres med et lokalt hanstik i Kenya.  

    Strømmen kan være lidt ustabil. Derfor kan det være en god idé at medbringe ekstra batterier eller en solaroplader, hvis du f.eks. skal oplade batterier til kamera, telefon og video. 

  • Er der retningslinjer ift. hvordan man skal gå klædt i Kenya?

    Kvinder bør ikke gå i shorts i byerne – trekvart bukser eller nederdel/kjole kan godt gå an. Det gælder også mænd. En god løsning er den type lærredsbukser, hvor benene kan lynes af i varieret højde.

    Ved besøg i landsbyer og lokale steder anbefales det, at man som kvinde dækker sine skuldre til, og at både mænd og kvinder bærer tøj, der dækker ned til knæerne.

    På safariturene bør du klæde dig i diskrete, naturlige farver, der falder i med naturen. Kraftige unaturlige farver kan skramme dyrene væk. 

  • Hvad er tidsforskellen mellem Danmark og Kenya?

    Kenya er 3 timer foran GMT. Altså 1 time foran Danmark, når vi har sommertid og 2 timer foran Danmark, når vi har vintertid. 

    En anden form for tid eller tidsfornemmelse – ”African time” – er noget du må vænne sig til. Det betyder, at der i Kenya ikke er nogen, der tager det så nøje, om tingene finder sted på et fastlagt tidspunkt. Alting tager mere tid, og for danskere, som er vant til at ting foregår til den aftalte tid, kan dette være svært at vænne sig til. Der er ventetid mange steder, og selvom du har bestilt middagen til et bestemt tidspunkt, må du affinde dig med at vente alligevel. Men så er det jo godt, du er i godt selskab.  

    Som et afrikansk ordsprog siger: ”In the Western World you have all the watches – in Africa we have all the time in the world.” 

  • Guidebøger, litteratur og film

    Litteratur:

    • Karen Blixen: ”Den Afrikanske Farm” 
    • Tom Buk-Swienty: ”Løvinden” 
    • Ernest Hemmingway: ”Sandt ved daggry” 
    • Corinne Hofman: ”Den Hvide Masai” 
    • Ngugi wa Thiong’o: ”Drømme i Krigens Tid” 

    Rejseguides:

    • Phillip Briggs: ”Kenya Highlights” 
    • Lonely Planet: ”Kenya” 
    • The Bradt Travel Guide: “Kenya” 
    • The Rough Guide to Kenya 
    • Helm Field Guides: “Birds of East Africa”
    • National Audubon Society: “Field Guide to African Wildlife” 

    Film:

    • Nowhere in Africa 
    • Out of Africa 
    • The First Grader 
    • The White Masai
    • Born Free
    • I Dreamed of Africa  

Viktors Farmor i Kenya

Kom med på vores store rejse rundt i Kenya, hvor højdepunkterne bl.a. gælder safariture i Masai Mara samt i mindre kendte nationalparker. Vi rejser rundt i landet med vores danske rejseleder Carsten Willersted, som bor i Kenya og har gjort rejsen helt unik med sit lokalkendskab. Rejsen gemmer på besøg på Karen Blixens farm, hos masaier, på en lokal skole, hvor vi kommer helt tæt på hverdagslivet, og ikke mindst på et elefantbørnehjem. Gennem rejsen både kører, sejler og går vi på safari – så vi får de bedste muligheder for at opleve Kenyas utrolige dyreliv med elefanter, løver, impalaer, geparder, flodheste, zebraer, giraffer, farverige fugle, krokodiller og mange flere. 

Vidste du det om Kenya?

Kenya var det første land i verden til at opfinde pengeoverførsler via mobilen. Mpesa blev opfundet i 2007 af en universitetsstuderende. Til sammenligning kom MobilePay til Danmark i 2013. 

5 nedslag i Kenyas historie

1885
Efter Berlin-konferencen i 1884–1885, hvor de europæiske stormagter opdeler Afrika mellem sig, får Storbritannien tildelt Østafrika.

1895
Den britiske regering grundlægger det Østafrikanske Protektorat – bestående af Kenya og Uganda – og åbner derefter det frugtbare højland for hvide bosættere. 

1920
Landet bliver erklæret britisk koloni.

1952-1960
Her oplever landet Mau Mau-oprøret. Det er et oprør mod den britiske koloni ledet af medlemmer fra Kikuyu-, Embu- og Meru-stammerne. De 2 oprørsledere – Dedan Kimathi og Jomo Kenyatta – lider hver deres skæbne. Kimathi bliver taget til fange og henrettet. Kenyatta bliver fængslet og bliver senere landets første præsident.

1963
Kenya opnår fuld uafhængighed 12. december 1963.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Kenya

  • Pas og visum

    Der skal søges om eTA inden afrejsen fra Danmark. eTA er en digital godkendelse på, at I må komme ind i Kenya. Denne søges online og koster pt 30 amerikanske dollars. Vejledning til ansøgningen udsendes i god tid inden afrejse.

    Viktors Farmor kan mod 850 kr. i servicegebyr hjælpe med at søge om eTA. 

    Pas skal være gyldigt seks måneder udover rejsens varighed og have 1 blank side til ind- og udrejsestempel.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Der er krav om bevis for gul feber vaccination ved indrejse, hvis du kommer fra et land med risiko for gul feber. Det er dog sjældent at det skal vises ved ankomst. Gul feber vaccinationen skal være givet senest ti dage før indrejse. Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det endvidere at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri.

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:

    Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.

  • Valuta

    Møntfoden i Kenya hedder shilling (forkortes KES). Der går ca. 5 kr. på 100 shilling. De fleste valutaer kan veksles overalt i Kenya, men mange steder gives der en dårlig kurs for danske kroner. Det er derfor bedre at veksle penge hjemmefra eller medbringe amerikanske dollars. Euros kan være svære at veksle. Amerikanske dollars er bedre at medbringe. 

    Der findes hæveautomater til kreditkort i Nairobi, men man kan ikke altid forvente, at de virker. Kreditkort accepteres på de fleste større hoteller og lodges samt souvenir-butikker, hvor der også mod en lidt dårlig kurs kan betales med amerikanske dollars. Bemærk dog at amerikanske dollarsedler fra før år 2013 ikke godtages i Kenya. 

  • Telefoni og internet

    Mobiltelefondækningen kan svinge, alt efter hvor du befinder dig i Kenya. Det er dyrt at anvende sin mobiltelefon til at foretage og modtage opkald, sende sms, samt gøre brug af datatrafik – check med dit mobilselskab om dækning og priser i Kenya. Vi anbefaler, at du køber lokalt sim-kort og taletid, da det er forholdsvist billigere at ringe hjem på den måde.

    Landekoden for Kenya er 254.

    Der er internetadgang på langt de fleste hoteller i større byer samt på nogle af de større safarilodges/camps. Blandt andet dem vi bruger på vores Kenya-rejse. På lodges og camps kan forbindelsen dog være upålidelig, og den virker af og til kun i restauranten og lobbyen.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage ind og ud af hotellerne. 

    Det betyder ikke, at vi går præcis 5 km. hver dag. Ofte vil de være mindre. Nogle enkelte dage kan det være lidt mere. Men det giver en indikation af den fysiske form der er påkrævet, for at kunne deltage i rejsen.

  • Elektricitet

    Der er 240 volt. Medbring adapterstik med tre ben (ligesom i Storbritannien) eller en samledåse, som kan monteres med et lokalt hanstik i Kenya. Se flere detaljer ved at klikke her.

    Strømmen kan være lidt ustabil i Kenya. Derfor kan det være en ide at medbringe ekstra batterier eller en solaroplader, hvis man f.eks. skal oplade batterier til telefon og kamera.

  • Drikkepenge

    På rundrejsen er drikkepenge til lokalguider, safariguider og chauffører inklusiv.

    I Østafrika er det kutyme at give tjenere og andet servicepersonale drikkepenge. De får en meget lille fast løn, og er derfor meget afhængige af de drikkepenge, som de får, når de leverer en god indsats. Giv drikkepengene personligt, så du glæder den, som har betjent dig. Langt de fleste foretrækker drikkepenge i den lokale valuta, da de har svært ved at veksle dollars og andre valutaer. 

    Det er helt op til dig selv, hvor meget du vil give, men som en tommelfingerregel kan du regne med følgende:

    • Bagagebærere: ca. 150 kenyanske shillings
    • Barer & restauranter: ca. 10% af regningens pris
    • Stuepigen: ca. 150 kenyanske shillings

    At give drikkepenge er en personlig ting. Det er helt naturligvis helt frivilligt, men du bør blot huske på, at de indgår som en naturlig og nødvendig del af hverdagen på det afrikanske kontinent.

  • Foto

    Kenya er et fantastisk sted at fotografere. Folkene er farverige, landskaberne er smukke, og dyrelivet er enestående. 

    Heldigvis er det tilladt at fotografere langt de fleste steder. Men husk at lufthavne, broer og militære områder ikke må fotograferes.

    Vær også forsigtig med at fotografere på offentlige steder, uden at spørge om lov først. En uformel snak og et smil åbner ofte op for muligheden for at fotografere mennesker.

  • Drikkevand

    Vandet fra hanen bør ikke drikkes. Under rejsen vil der være drikkevand i bilerne, og du får udleveret en genanvendelig drikkedunk, som du kan fylde op undervejs. På den måde reducerer vi brugen af engangsplastik på turen.

  • Prisniveau

    De fleste måltider på rejsen er allerede inkluderet. For yderligere frokoster eller middage, beregn omkring kr. 100-150 kr. per person. For drikkevarer beregn omkring kr. 15-30 kr. for øl og sodavand, og ca. kr. 200 for en flaske vin. Drikkevarer er dyrere på safarilodges end i byerne. 

    Dertil kommer naturligvis shopping, og der er mange fine souvenirs at købe i Kenya. 

  • Bagage

    Bagage

    Medbring gerne en blød taske eller rygsæk frem for en hård kuffert, da pladsen er begrænset i bilerne.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima og påklædning

    Vejret er som en god dansk sommer. Temperaturen ligger på ca. 10-15 grader om natten og 25-30 grader om dagen. Medbring gerne en regnfrakke, da regnskyl kan forekomme. 

    Kvinder bør ikke gå i shorts i byerne. ¾ bukser eller nederdel/kjole kan godt gå an. Dette gælder også mænd. En god løsning er den type lærredsbukser, hvor benene kan lynes af i varieret højde. Selvom sandaler kan være behagelige, er et par lukkede sko også praktiske at have med.

    På safariturene bør man klæde sig i diskrete farver, der falder i med naturen. Vær opmærksom på, at der kan være køligt om morgenen, så medbring en varm trøje, fleece eller jakke.

    Husk at medbringe en hat, kasket eller andet, der giver skygge for hovedet. Det kan være både varmt og solrigt i Kenya. 

  • Tiden

    Kenya er to timer foran Danmark, når vi har vintertid og 1 time, når vi har sommertid.

    En anden form for tid eller tidsfornemmelse, ”African time”, er noget man må vænne sig til. Det betyder at der i Kenya ikke er nogen, der tager det så nøje med om tingene finder sted på et fastlagt tidspunkt. Alting tager mere tid, og for danskere, der er vant til, at ting foregår til den aftalte tid, kan dette være svært at vænne sig til.

    Der er ventetid mange steder, og selvom man har bestilt middagen til et bestemt tidspunkt, må man affinde sig med at vente alligevel, måske en times tid, før alt er parat. Men så er det jo godt, man er i godt selskab!

    Som et afrikansk ordsprog siger:

    ”In the western world you have all the watches – in Africa we have all the time”

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • God lommelygte, evt. pandelampe + ekstra batterier
    • Kamera og kikkert
    • Myggebalsam
    • Sollotion med høj faktor
    • Kasket eller solhat
    • Lille turrygsæk
    • Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser
    • Badetøj
    • Varm trøje
    • Småproviant, f.eks. kiks
    • En rulle toiletpapir
    • Fotokopi af pas (opslaget med foto)
    • Evt. fotokopi af flybillet
    • Stofposer
    • En god solhat

      Medbring IKKE:
    • Plastikposer. De er ikke tilladt at indføre i Kenya
    • Sæbe og badehåndklæder. Det er på hotellerne. 
  • Tyveri

    Tyveri kan forekomme alle steder i verden. Også i Kenya. Medbring ikke smykker eller kostbare ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i taske eller lommer. Undlad at gå med store kameraer om halsen i de store byer. På safari er det naturligvis intet problem at have kameraet klar. 

    Bruger man almindelig sund fornuft oplever de færreste problemer på en rejse i Kenya. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

  • Køredage på afrikanske veje

    På denne rejse kommer vi godt rundt i landet. Det betyder, at der vil være enkelte længere køreture, og vejene i Afrika er sjældent på højde med dem, vi kender hjemmefra. Desuden kører vi meget på safari, hvor vejene er meget ujævne. 

    Turen køres i Land Cruisere med plads til 7 i hver. 6 bagi og 1 ved siden af chaufføren. Vi kører i flere biler, der hver har en engelsktalende chauffør som guide. Carsten roterer mellem bilerne, men han kan naturligvis ikke være i dem alle sammen hele tiden. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Kenya.
Ring til os 86 22 71 81