Elfenbenskysten byder op til dans
Det første folk, der byder op til dans…
… er Baule-lokalsamfund tæt på byen Bouaké, som er Elfenbenskystens næststørste by efter Abidjan.
Her bliver vi introduceret til en maskedans, de kalder for ’Goli’. Dansen udføres i anledning af den nye høst, ved fornemme besøg eller ved begravelser af højtstående personer i landsbyen.
Dansen bliver udført af to udvalgte dansere, der hver især bærer forskellige masker i en forudbestemt rækkefølge. Maskerne er spækket med symbolik og illustrerer elementer fra dyreverdenen. De skal, sammen med dragten af strimlede palmeblade, understrege den stærke forbindelse til naturen.
Normalt varer dansen en hel dag, og hele byen er involveret. Når vi kommer på besøg i Elfenbenskysten, oplever vi derfor en kortere version af den kraftfulde energiudladning af en anden verden.
Halsbrækkende akrobatik
På vores rejse i Elfenbenskysten besøger vi længere nordpå en afsidesliggende landsby uden for Korhogo.
Her bor Senufo-folket, der er intet mindre end verdensmestre i den akrobatiske Boloy-dans. Dansen går også under navnet panter- eller leoparddansen, fordi de indviede dansere ifører sig leoparddragter, mens de springer, bøjer og vrider kroppen i utænkelige retninger og bevægelser.
Senufo-folket tror på, at skoven rummer en mystik. Den er hjemsted for ånder. Før i tiden blev børnene sendt alene ud i skoven for at markere overgangsritualet fra barn til voksen. Fortællingen går på, at børnene opførte den akrobatiske dans for at jage ånderne væk og derved kunne vende hjem til landsbyen igen som en del af de voksne.
Styltedans i nye højder
Tæt på byen Man besøger vi Dan-folket, også kaldet Yacouba-folket, som bor i et lille afsidesliggende samfund. De viser os den spektakulære styltedans.
Måske du som barn har prøvet at gå på stylter? Elegant så det måske ikke ud – tværtimod. Men Dan-folket har knækket koden. Ikke nok med at danserne er smidige og udfører gentagen, farlig og usædvanlig akrobatik, så gør de det hele gemt bag en maske og dragter af flere lag.
Maskerne er hellige og rummer to kræfter: Den åndelige og den kunstneriske. Sammen gør de performeren i stand til at kommunikere med ånderne og udføre stunts, man ikke troede var muligt. Ligesom de to forrige danse er den med til at beskytte landsbyen. Den opføres til dåb, begravelser, overgangsritualer og andre særlige lejligheder.
Ben på speed
I en landsby nær Bouaflé fremviser Guro-folket deres Zaouli-dans. Det tager i gennemsnit danseren syv år at lære, og det undrer man sig ikke over, når man ser, hvad vedkommende er i stand til.
I et hæsblæsende tempo bevæger performeren sine ben så hurtigt, at det ligner, vedkommende konstant svæver to centimeter over jorden. Hvordan han hverken snubler eller får krampe i lægmusklerne – ja, det må være den mytiske del af dansen.
Og skulle man tro, at danseren gentager bevægelserne, så er det med garanti ikke tilfældet, for det må man ikke.
Der er altså nok med benspænd i den komplekse og fysisk krævende Zaouli-dans og nok at spærre øjnene op for, når vi tager en svingom på Elfenbenskystens varierende dansegulve.