Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Christian Parker

Christian forener eventyrlyst og empati som rejseleder. Han har en stor interesse for kultur, historie og natur og deler gerne sin viden og sine erfaringer med andre.

Christian er en erfaren eventyrer med et godt humør og en stærk social tilgang. Han ønsker at bidrage til at skabe gode rammer for sine gæsters rejse, samt at dele begejstringen for at udforske lande og områder.

Christian fascineres af Mellemøsten, hvor det er muligt at møde anderledes kulturer og få nedbrudt fordomme. Han har fokus på at udbrede kendskabet til og nuancere billedet af regionen. I Mellemøsten har han oplevet nogle af de mest gæstfrie og imødekommende mennesker, som ønsker at vise, hvad der forbinder os som mennesker - kærligheden til familien, naturen og håbet om en bedre fremtid.

Japan og Sydkorea har også en særlig plads hos Christian. Hans fokus er især på landenes historie, naturen og gastronomiens verden. Han holder af at smage sig gennem madkulturer, for overalt i verden samles mennesker om middagsbordet og deler livets brød igen og igen.

Christian bruger også gerne sin tid ude i den vilde natur. Efter 15 år som spejder i Det Danske Spejderkorps har han fået en stor passion for at vandre og opleve nye lande i et roligt tempo. Derfor ynder han også at rejse i lande med store naturoplevelser som Georgien, New Zealand, Australien og Canada.

Med rejser i 80 lande og medlemskab af De Berejste Klub har Christian en omfattende rejseerfaring. Han har ofte rejst alene og er derfor vant til at planlægge komplekse rejser ned til mindste detalje. Det har givet ham et indgående kendskab til destinationer, ruter og kulturelle forskelle samt en stærk evne til at bevare overblikket og finde løsninger, når planer ændrer sig.

Rejs med Christian Parker