Helle Lykke Nielsen
Helle har et indgående kendskab til Marokko. Som ung boede hun et år hos en marokkansk familie i Rabat, og siden har hun rejst utallige gange på kryds og tværs af landet.
Helle har et indgående kendskab til Marokko. Som ung boede hun et år hos en marokkansk familie i Rabat, og siden har hun rejst utallige gange på kryds og tværs af landet, både professionelt og i ferier.
Hun fortæller:
"Marokko er et af Mellemøstens og Nordafrikas smukkeste lande og samtidig et spændende eksempel på, hvordan et relativt fattigt land er lykkedes med at skabe bedre forhold for en stor del af befolkningen. Den indsigt kombineret med en stor glæde ved landets æstetisk smukke kulturarv vil jeg meget gerne dele med alle, der ønsker at lære Marokko at kende."
Helle har været ansat på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet siden 1986, og i al den tid har hun flittigt rejst i hele Mellemøsten. Hun har blandt andet boet i Cairo, studeret arabisk i Tunesien, lavet feltarbejde i Iran, Palæstina og Tyrkiet, besøgt danske soldater i Irak og lavet uddannelsessamarbejde med institutioner i Kuwait, Oman, Qatar og Yemen.
Den brede erfaring har givet Helle et solidt kendskab til regionens kulturelle, sociale og politiske forhold. Hun taler fransk, standardarabisk og engelsk og har mange års erfaring med at formidle sin viden i både radio og tv, på højskoler, i foreninger, på aftenskoler og folkeuniversitetet samt gennem universitetsundervisning.
Og hun elsker at fortælle om Marokko og de sociale, kulturelle og økonomiske forhold i landet. Forklaringskraft er nøgleordet for hendes formidling – kun ved at skabe indsigt og sammenhæng i de mange kulturelle, sociale og historiske forhold, man møder undervejs på rejsen, er det muligt at forstå, hvad Marokko er for et land.
Helle har været rejseleder siden 2022, især i Marokko, Frankrig og Portugal. Hun lægger stor vægt på at skabe et godt og inkluderende fællesskab i gruppen, hvor der er plads til både fordybelse, nysgerrighed og gode samtaler. Og for hende er Marokko et land, man aldrig bliver helt færdig med at opdage…
Rejs med Helle Lykke Nielsen
Der er i øjeblikket ikke planlagt rejser med Helle Lykke Nielsen.
Viser ud af rejser