Jane Oksbjerg

Jane er japanolog og har rejst rundt i Japan mange gange. Hun har derfor alle forudsætninger for at give et grundigt indblik i den unikke japanske kultur.

Jane er optaget af menneskeslægtens mangfoldige veje gennem historien og af, hvordan vi på mange tidspunkter og steder har opretholdt livet i en voldsom natur. Hvad enten Jane rejser i Østasien eller i Europa, ønsker hun at se og forstå de bestræbelser, vi mennesker har lagt for dagen for at tækkes guderne og glemme vores egen lidenhed midt i denne natur.

Hun har i mange år været betaget af støvlelandet Italien med dets mange fuldstændigt forskellige kulturer, og hun er ligeså fascineret af Veronas, Firenzes og Venedigs herligheder som hun er bjergtaget af Appenninerne og opslugt af landets vulkaner.

I Polen ser hun nogle helt andre sider af Europa. ”Landets områder med store og vilde skove minder os om vores egen ydmyge oprindelse, som vi ellers kan være fristet til at glemme i dag.” Men i sin søgen efter Polens kerne er hun også engageret i landets meget omskiftelige historie: Derfor konkurrerer store kulturbyer som Gdansk og Krakow med Den Tyske Ordens borge om hendes opmærksomhed.

Ikke desto mindre er Jane uddannet japanolog fra Aarhus Universitet og er desuden arkæolog med speciale i Japan. Før hun i 2017 begyndte at lede rejser for Viktors Farmor til landet, havde hun foretaget mange rundrejser i Japan, først og fremmest i de centrale og sydlige dele, inklusive kyst- og bjergområderne. Hun har boet i metropolen Tokyo og i en lille by på Nara-sletten uden for Kyoto. Hun har også et par gange deltaget i arkæologiske udgravninger i Japan.

Hun har beskæftiget sig med Japan siden 1988, hvor hun havde sit første møde med landet. Hovedinteresserne er det gamle og det traditionelle Japan; historiske bygninger, det ceremonielle liv og de - for os at se - meget anderledes styreformer. Som arkæolog er hun bekendt med landets forhistorie fra jægerstenalderen til tidlig statsformation. Som kulturhistoriker har hun beskæftiget sig med indførelsen af buddhismen i landet, med dets kejsere og kejserinder og med den japanske middelalders klan-stridigheder. Noget, der altid har fascineret, er de japanske myter.

Herhjemme holder Jane foredrag og skriver om Japan. Senest har hun udgivet artiklen ”Central-pladsen fra Yayoi-perioden” i bogen 50 Fund – Højdepunkter i Arkæologien fra Aarhus Universitetsforlag (2016), ligesom hun i disse år medvirker i foredragsrækken om Japans Historie på Folkeuniversitetet (2019 - )

 

Rejs med Jane Oksbjerg