Logo

Morten Bruun

Morten har boet i Perus hovedstad Lima i 10 år, og desuden tilbragt et år i inkaernes gamle hovedstad Cusco. Han har arrangeret et utal af rejser i Peru og kender i dag mange af landets afkroge.

Årene i Peru har lagret den peruanske kultur helt ind under huden, og Morten har stor viden om de samfundsmæssige, politiske og sociale forhold, som han binder sammen til den historiske fortælling om Peru på både godt og ondt. Han er optaget af Perus historie og kulturelle diversitet og dynamik, og han er en flittig deltager i såvel lokale andinske traditioner rundt om i landet som kulturelle tilbud i hovedstaden.

”Peru er en kulturel smeltedigel med en utrolig varieret historie og natur, som er fascinerende at høre og læse om, men som er endnu mere fantastisk at opleve i virkeligheden. Landet overrasker selv en erfaren rejsende med en yderst varieret kultur, omskiftelige landskaber, autentiske traditioner og lokale fester i en uendelighed. Peru er ganske enkelt et overflødighedshorn af muligheder og oplevelser”, fortæller han.

Morten har altid løbeskoene med på sine ture, og har man lyst til en frisk løbetur i ørkensandet eller i Andesbjergene, er man velkommen til at løbe med. Har man interesse for sydamerikansk litteratur, kan han hjælpe med gode anbefalinger, og han deler også med glæde ud af sin viden om peruanske madopskrifter og cocktails. 

Morten er cand.mag i litteraturhistorie samt spansk sprog og kultur fra Aarhus Universitet, og han har tidligere arbejdet som blandt andet gymnasielærer i Danmark. Han har boet flere år i Spanien og desuden rejst i store dele af Latinamerika.

 

 

Viktors Farmor baggrundsbillede