Ulla Eg Dons
Asien har altid betydet meget for Ulla - efter hyppige besøg og langvarige ophold i både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng.
Ulla har gennem 25 år boet og arbejdet i en lang række asiatiske lande. Hun har rejst indgående i næsten hele Sydøstasien og Sydasien samt i Mongoliet og Tibet. Dertil kommer rejser i blandt andet Chile, Bolivia, Peru, Kap Verde samt dele af Europa og USA. Det er dog Asien, Ulla har særligt fokus på.
I knap 15 år har hun arbejdet for internationale organisationer og har her fået et indgående og nuanceret kendskab til regionens samfund, historie og politiske udvikling. Arbejdet har ført hende gennem uvejsomt terræn til fjerntliggende projektområder, ofte blandt mennesker, hvis hverdag har været præget af naturkatastrofer, sundhedsproblemer eller behov for nødhjælp. Hun har haft fast bopæl i Vietnam, Laos, Sri Lanka og Nepal og har i en årrække boet i det sydlige Sri Lanka, hvor hun sammen med sin mand har drevet en mindre boutique-villa og organiseret cykel- og naturoplevelser.
Som rejseleder trækker Ulla på dette mangeårige og nære kendskab til landenes brede vifte af etniske grupper, traditioner og livsvilkår. Hun formidler med respekt for de lokale kulturer og med blik for både de store historiske linjer og hverdagslivet, som det leves i dag. Hun har et godt overblik, er hurtig til at danne sig et indtryk af gæsternes behov og skaber trygge rammer for oplevelserne.
Det, der fortsat fascinerer hende, er mangfoldigheden: naturens storhed og variation, templernes farverigdom, religionernes betydning og de mange stemninger, dufte og smage. I fritiden opsøger hun gerne de mere afsides egne – vandrer i Himalaya, cykler i bjergene i Laos og Sri Lanka og udforsker gamle koloniveje i jeep.
Rejs med Ulla Eg Dons
Der er i øjeblikket ikke planlagt rejser med Ulla Eg Dons.
Viser ud af rejser