Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Ulrik Grubb

Ulrik har i mange år undervist i historie og samfundsfag. Hans interesse for fagene kommer rejsende til gode, om end det er i Bhutan eller Tyrkiet.

Urik Grubb - rejseleder for Viktors Farmor

Ulrik har stor interesse for samfund, kultur og ikke mindst historie. Han har rejst til mange lande i Europa, Nord- og Syd- og Mellemamerika og Asien. Og han besøgte Maos Kina under Kulturrevolutionen i 1976.

Gennem sit arbejde som gymnasielærer er han godt inde i den europæiske og globale historie. Særlig interesse har han for lande som Tyrkiet, som han har besøgt flere gange. Og Istanbul er helt unik med sin lange historie og placeringen på overgangen mellem Europa, Asien og Mellemøsten.

For mere end ti år siden kom Ulrik på besøg i Bhutan, og det blev en åbenbaring. Ja, faktisk tabte han sit hjerte til landet.

Bhutan er ikke Shangri La, men et land på størrelse med Danmark, der forsøger at finde sit fodfæste i en moderne verden uden at miste rødderne og sin unikke natur og kultur. Det er ikke tilfældigt, at det var i Bhutan, at kongen lancerede begrebet Brutto National Lykke i stedet for (eller supplement til) det økonomiske mål: Bruttonationalproduktet.

Ulrik har siden besøgt landet mange gange, på egen hånd og som rejseleder. Han har trekket op i bjergene til den kinesiske grænse og set op på toppe som Jomolhari (7.314 m). Ingen af de høje toppe i Bhutan er besteget, for bjergene er hellige og skal have lov til at være uberørt af mennesker. Han har også besøgt det østligste Bhutan, som kun få turister ser.

Ud over at opleve verden har Ulrik i mange år undervist i historie og samfundsfag i gymnasiet. Samtidig har han en omfattende lærebogsproduktion bag sig for Gyldendal, hvor han både har skrevet og redigeret lærebøger i fagene.