Ghana - Togo - Benin
Rejs på tværs af Vestafrika
De tre vestafrikanske lande er en guldgrube af oplevelser. Med en dansk vinkel, fordi Danmark drev koloni på vestkysten 1659 til 1850. I Togo oplever vi bl.a. en gammel ceremoni med ilddans, og i Benin besøger vi byen Ganvie bygget på pæle ude i en stor sø.
Priser fra
35.990 kr.
Max. 20 deltagere
17 dages rejse
Start din rejse her
Vi begynder vores vestafrikanske rejse i Benin, hvor vi besøger byen Ganvie, som er bygget på pæle ude i en stor sø for at beskytte indbyggerne mod krig og slavehandlere. Vi sejler ud til Ganvie, hvor alt foregår på vandet.
Hvis du har set for mange amerikanske gyserfilm, frygter du måske voodoo? Voodoo stammer oprindeligt fra Benin, og det er den største religion i området. Og vi nøjes ikke med abstrakte forklaringer. Vi kommer selv til at oplever en voodoo-ceremoni.
Den gamle historie bliver tydelig for os, når vi besøger de tidligere paladser for to af kongeriget Dahomeys mest berømte og berygtede konger i Abomey. I Europa var Dahomey frygtet som et blodtørstigt kongerige, mens det i det nuværende Benin er beundret for sin kamp mod invaderende kolonimagter.
I grænselandet mellem Togo og Benin lever Batammariba-folket. Det er en etnisk gruppe, som har levet isoleret, og som dermed har bevaret deres traditionelle levevis. For os føles det som at træde ind i en anden verden - et enestående kulturlandskab med klipper, gamle krogede baobabtræer og små borge bygget af ler, hvor familierne kan leve beskyttet.
I Benin har vi god tid til at blive klogere på Batammariba-folkets levevis. Vi suser ikke bare forbi og nøjes med et eksotisk foto.
Når vi besøger Togo, forbløffes vi over en ilddans. Nattens mørke er kun oplyst af ild og gløder i den århundredgamle ceremoni, hvor krigere viser deres mod ved at udfordre ild og smerte.
I Ghana skal vi opleve så forskellige håndværk som en fantasirig kistesnedker, kreative vævere af eksklusive kente-tekstiler og initiativrige kvinder, som udvinder palmekerneolie.
Vi skal også lære mere om de gamle kongeriger. Ashanti var et legendarisk kongedømme, og ashantiernes kongefamilie spiller stadig en stor rolle i Ghana. Vi besøger museet på kongepaladset Manhyia og får serveret historier og anekdoter.
Ved kysten ligger fæstningen Elmina Castle, hvor vi står ved ”Door of No Return” - men nøjes med et kig gennem den sprække i muren, som ledte slaverne ud på en lang sørejse.
Da Danmark drev koloni på den vestafrikanske kyst, hentede man guld, elfenben og senere slaver. Deraf blev kysten - meget rammende - kaldt Guldkysten. Det gamle fort Christiansborg hedder nu Osu Castle, og vi er på rundvisning i Osu med professor Daniel Kumah fra University of Ghana i Accra.
5 gode grunde til at rejse til Ghana, Togo og Benin med Viktors Farmor:
- Oplev dansk kolonihistorie i bl.a. Osu Castle i Ghana
- Besøg Kumasi - hovedstaden i det historiske Ashanti-rige
- Nyd ceremoniel ilddans og knivdans i Togo
- Se stammefolket Batammaribas særprægede huse i Benin og Togo
- Kom med på en bådtur i Ganvie – Vestafrikas Venedig
Dagsprogram
-
Dag 1
Ankomst til Cotonou, Benin
Vi ankommer om aftenen til Cotonou i Benin. Vi kører direkte fra lufthavnen til vores hotel.
Vi har én overnatning på hotel i Cotonou.
Måltider: På flyet
Overnatning: Cotonou
-
Dag 2
Byrundtur i Cotonou og besøg i "Vestafrikas Venedig" Ganvié
Vi begynder rejsen med at udforske storbyen Cotonou, som er landets uofficielle hovedstad. Vi starter ved den imponerende 30 meter høje amazone-statue, som ærer de kvindelige krigere fra Dahomey-kongeriget. Dahomey var kendt for sin hær af kvindelige krigere, som var både beundret og frygtet for deres tapperhed og evner i krig. De franske kolonistyrker omtalte denne hær som Dahomeys amazoner.
Herfra fortsætter vi til et af Vestafrikas største udendørs markeder, nemlig Dantokpa-markedet. Markedet ligger spredt ud over 20 hektar og sælger alt, man kan forestille sig. Markedet er så omfattende, at det anses som en væsentlig bidragsyder til Benins økonomi.
Vi slutter byrundturen ved Cotonous kunsthåndværksmarked.
Vi forlader Cotonou og kører mod indsøen Nokoué. Her stiger vi ombord i en træbåd, som sejler os til Ganvié, en by bygget på pæle ude på søen og kendt som Vestafrikas Venedig. Byen blev etableret i det 16. århundrede for at beskytte dens indbyggere. Helt op til det 19. århundrede hærgede krige området for at skaffe slaver til kystens slavehandlere. I Ganvié udnyttede man et tabu i det magtfulde kongerige Dahomey, der forbød magthaverne i at færdes på vand.
Ganvié er fortsat en levende by med omkring 30.000 indbyggere. Hovederhvervet er fiskeri og opdræt af fisk. Der er bygget enkelte øer til for eksempel skolen og hospitalet. Eleverne sejler i skole og selv markedet med frugt og grønt foregår i kanoerne.
Efter et spændende besøg på vandet, kører vi vestpå mod Ouidah, og indlogerer os på vores hotel.
Vi har to overnatninger på hotel i Ouidah.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Ouidah
-
Dag 3
Slavekysten og voodoo
Ouidah bliver anset som Benins spirituelle hovedstad med en rolig og afslappet stemning i forhold til Ghana og Togos hektiske hovedstæder. Voodoo er den mest udbredte religion i Benin. Oprindelig har voodoo fungeret både åndeligt og som politi og domstol. I dag er voodoo en integreret del af et moderne samfund og fungerer parallelt med både kristendom og islam.
Ud over voodoo er Ouidah også kendt som en af de største udskibningshavne for slaver i det 17. og 18. århundrede. Dengang blev Ghana omtalt som Guldkysten, og Togo og Benin gik under fællesbetegnelsen Slavekysten. Herfra blev slaverne hovedsageligt sendt til Brasilien, Haiti og de caribiske øer, indtil slaveriet officielt blev afskaffet i 1807.
Vi starter dagen med at besøge det lokale museum, og lærer herigennem mere om Benins historie.
Vi skal derefter opleve voodoo i praksis. Voodoo har en øverste gud og en lang række underordnede gudefigurer, der fungerer som en art budbringere mellem mennesker og den øverste gud.
I ceremonier er det særligt indviede, der går i trance og træder i karakter som budbringere mellem vores verden og den spirituelle verden. I trancen indgår magi, som understreger gudernes styrke.
Efter frokost besøger vi monumentet "Door of No Return", som symboliserer stedet, hvor millioner af tilfangetagne slaver blev sat på skibe med kursen mod den vestlige verden.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Ouidah
-
Dag 4
Et underjordisk forsvarsværk og kongelige paladser
Efter morgenmad kører vi mod Abomey. Undervejs besøger vi det særprægede kamæleontempel. Templet er en ca. 10 meter høj stenkonstruktion i form af en kæmpe kamæleon, og et at Benins hellige voodoo templer. Templet er ikke altid åbent for besøg indenfor, men hovedattraktionen er heldigvis templets ydre.
Abomey er den gamle hovedstad for Dahomey-riget. Af alle vestafrikanske kongeriger var Dahomey kendt som det mest blodtørstige og grusomme. Den officielle historie er nedskrevet af franskmændene, som måtte kæmpe hårde kampe, inden det lykkedes dem at kolonisere Dahomey. I Abomey er indbyggerne stolte af deres kongerige, som stadig eksisterer den dag i dag.
På vej ind til Abomey ser vi et overraskende levn fra det engang så mægtige Dahomey-kongerige. I 1990'erne arbejdede danske vejarbejdere fra Danida med at anlægge en omfartsvej mellem byerne Abomey og Bohicon. Mens arbejdet stod på, forsvandt en rendegraver pludselig ned i et stort hul i jorden. Det blev startskuddet til et dansk arkæologisk forskningsprojekt i området ledet af professor Klavs Randsborg fra Københavns Universitet. De arkæologiske undersøgelser har åbenbaret et kæmpestort område med talrige menneskeskabte huler, der hver for sig kunne indeholde adskillige rum. Hulerne er fra 1650- 1850, og blev benyttet af Dahomeys hær til at snige sig ind på angribende hære bagfra og overrumple dem.
I perioden 1625 -1900 byggede 12 konger i Abomey-kongeriget hver sit palads på et 47 hektar stort område midt i byen. Vi besøger to paladser, som overlevede den brand, der hærgede den kongelige by, dengang franskmændene erobrede Abomey. Paladserne er på UNESCO's liste over verdens kulturarv og huser i dag Abomeys historiske museum. På en rundvisning bliver vi klogere på kongerigets fascinerende historie. Kongeriget er især kendt for sin hær af amazoner – kvindelige krigere.
Vi kører videre til Dassa, hvor vi har én overnatning på hotel.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Dassa
-
Dag 5
Dankoli-helligdommen og en skjult landsby
Efter morgenmad fortsætter vi rejsen nordpå. Vi kører tidligt om morgenen, for vi skal køre langt denne dag og vejene er langt fra komfortable. Undervejs ser vi, hvordan landskabet ændrer sig, jo længere nordpå vi kommer. Det er tydeligt at der falder mindre regn.
Vi stopper i byen Savalou for at se Dankoli-helligdommen, som huser en af de vigtigste fetisher i Benin. Her er gudens tilstedeværelse så stærk, at man ikke har behov for en voodoopræst for at få opfyldt sit ønske. Man ofrer og beder ved alteret, og ens ønske bliver efter sigende opfyldt inden for et år.
Vi fortsætter rejsen med en afstikker til Tanéka Béri-landsbyen. Landsbyen ligger i Atakora-bjergene med en fantastisk udsigt ud over det nordlige Benin. Landsbyen blev oprindelig bygget på dette afsidesliggende sted i godt skjul for slavejægerne.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Natitingou, hvor vi har to overnatninger på hotel.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Natitingou
-
Dag 6
Traditionel levevis og eventyrlig arkitektur
I området omkring Natitingou lever mange forskellige etniske grupper. Her møder vi Batammariba-folket, som har levet isolerede og derfor bevaret deres traditionelle kultur. Det omgivne samfund kalder Batammariba for Somba, som betyder nøgen, fordi folket oprindeligt kun dækkede det mest nødvendige.
Batammariba er kendte for deres traditionelle ar-udsmykninger. Allerede fra børnene er 2 til 3 år får de ar-udsmykninger. Disse udsmykninger bruges til at identificere, hvilken stamme de tilhører, og beskytter dem mod sygdomme og sort magi. Senere i livet gennemgår piger og drenge, kvinder og mænd en lang række ritualer i forbindelse med pubertet og ægteskab, som også bliver markerede med ar-udsmykninger.
Arkitekturen er også helt speciel. Husene er bygget i ler med tårne og små tage af strå. Huset kan lukkes helt af, så det fungerer som et lille fort, hvor husets indbyggere er beskyttede mod angreb udefra.
Vi bruger det meste af dagen på at opleve og lære mere om Batammariba-folket og deres kultur samt oplever lidt af hverdagslivet i den hyggelige lille by Natitingou.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Natitingou
-
Dag 7
Til Togo med mytisk landskab og udfordrende ilddans
Vi krydser grænsen til Togo og ankommer til Koutammakou. Et mytisk landskab af klipper, gigantiske krogede baobab-træer og den særlige ler-arkitektur. Det føles som om man er havnet midt i et eventyr. Koutammakou er på UNESCOs liste over verdenskulturarv.
Her møder vi også Batammariba-folket og deres kultur. Kvinderne bærer særlige hatte med lange spidse kohorn, som er en traditionel gave i forbindelse med deres bryllup. Landsbyen spiller op til traditionel dans med særdeles hurtige dansetrin.
Vi holder frokostpause i Kara og besøger herefter de lokale smede som benytter sig af de samme bearbejdningsteknikker, som deres forfædre har benyttet i flere hundrede år.
Vi fortsætter til Sokodé, hvor vi indlogerer os og får et lille hvil.
Om aftenen oplever vi et ritual for modige krigere. Den såkaldte ilddans handler om at vise sit mod og sin evne til at udholde smerte. Landsbyen er kun oplyst af et bål, hvor frygtløse krigere udfordrer hinanden i deres omgang med flammer og gløder.
Vi har én overnatning på hotel i Sokodé.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Sokodé
-
Dag 8
Krigernes knivdans, mageløse udsigter og et lille bjerg
Vi starter dagen med at opleve Didaoure krigernes spektakulære knivdans. Dansen kaldes også cutlass-dans efter de specielle cutlass-knive, der benyttes. Dansen er en rituel dans, som udføres af krigerne for at vise deres fysiske styrke i kamp, såvel som deres åndelige styrke ved at danse med "farlige" knive. Knivene har dog den heldige egenskab, at de ikke er designet til at gennembore huden.
Vi kører dernæst mod syd gennem Togo. Landsskabet er mere bjergrigt her med flotte udsigter undervejs. Dagens mål er Kpalimé ved bjerget Mt Klouto på 710 m.o.h. Afhængigt af vores ankomsttidspunkt kan vi måske nå en lille gåtur i området.
Vi har to overnatninger på hotel i Kpalimé.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Kpalimé
-
Dag 9
Gåtur i smukke omgivelser, lokalt kunsthåndværk og Bobobo-dans
Vi spiser tidlig morgenmad og begiver os dernæst ud på en gåtur i området omkring Mt Klouto. Undervejs bliver vi introduceret til områdets vegetation og brugen af planter til naturmedicin. Er vi heldige, oplever vi måske også nogle af områdets sommerfugle.
Vi spiser frokost tilbage på hotellet og får et lille hvil, inden vi om eftermiddagen gå en tur i området, hvor vi ser den lokale kirke og besøger de lokale kunsthåndværkere.
Om aftenen overværer vi den lokale Bobobo-dans og nyder vores aftensmåltid i smukke omgivelser.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Kpalimé
-
Dag 10
Mod Ghana: Akvamu-folkets sejr over Danmark og Volta-floden
I dag krydser vi grænsen til Ghana og kører mod Akosombo, hvor en dæmning i 1963 skabte verdens dengang største opdæmmede sø. Stort set hele Ghanas elforbrug baseres på produktionen fra de to vandkraftværker ved dæmningen, og der eksporteres strøm herfra til nabolandene. På grund af dæmningens vigtige funktion, er området omkring dæmningen dog lukket for offentligheden.
Vi tjekker ind på vores hotel, som ligger med udsigt til Volta-floden, og spiser frokost ved ankomsten.
Efter frokost dykker vi ned i et stykke Danmarkshistorie, som dog er fortrængt fra danske historiebøger. Historien er dramatisk, og den er særdeles levende, når vi besøger Akvamu-folkets konge. Her har man nemlig aldrig glemt, hvordan Akvamu-prinsen Asameni i 1693 narrede de danske vagter på fortet Christianborg og derefter fungerede som guvernør i et helt år. Akvamuerne solgte Christiansborg tilbage til Danmark, men kongeriget har lige siden bevaret de oprindelige nøgler til Christiansborg. Vi håber, at kongen af Akvamu er hjemme og har tid til at mødes med os. Et besøg kan desværre ikke garanteres, da det afhænger af kongens egne planer.
Sidst på eftermiddagen tager vi ud på en sejltur på Volta-floden og nyder den rolige, smukke natur på begge sider.
Vi har én overnatning på hotel i Akosombo.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Akosombo
-
Dag 11
Farvestrålende glasperler og Asante-helligdomme
Efter morgenmad kører vi mod Kumasi, som er den næststørste by i Ghana.
Undervejs besøger vi en glasperleproducent og lærer mere om fremstillingsprocessen. I Ghana er glasperler vigtige til smykker og dekoration. Glasperlerne bliver normalt fremstillet af genbrugsglas og fremstillet traditionelt. Vi ser processen og de flotte mønstre kunsthåndværkerne skaber i smeltet glas, og har også mulighed for at købe lidt glasperler med hjem.
Lige før vi ankommer til Kumasi, stopper vi ved de sidste synlige rester af det førhen store Asante kongerige. Tilbage står nu 10 aktive helligdomme, som er anerkendt som UNESCO verdensarv. Helligdommene er udsmykket med symbolske motiver, som vi skal lære mere om.
Vi kører herefter til vores hotel og tjekker ind.
Vi har én overnatning på hotel i Kumasi.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Kumasi
-
Dag 12
Et stolt kongerige, Kente-tekstiler og landsbybesøg
Vi starter dagen med et besøg ved Manhyia-kongepaladset, hvor vi skal lære mere om Ashanti-rigets historie.
I Kumasi er vi i centrum af det gamle Ashanti-kongerige: Et stadig eksisterende kongerige som i århundreder har regeret over en del af Vestafrika. I dag har kongen ikke politisk magt, men kongeriget har stadig en stor symbolsk betydning. Kongen bliver den dag i dag inddraget i byplanlægning og -udvikling og spiller en vigtig rolle som mægler mellem stridende parter.
Fra den hektiske storby Kumasi kører vi til en landsby, hvor der produceres Kente-tekstiler. Det er håndvævet ceremonielt stof i klare farver, som har stor betydning for de mange ceremonier og sociale sammenkomster. Stoffet er meget farverigt og til tider temmelig dyrt på grund af det indviklede og tidskrævende design. Hvert design har betydning, og man bruger sin påklædning til at kommunikere. Vi møder de lokale vævere og ser, hvordan de arbejder med tekstilerne.
Vi fortsætter vores rejse til landsbyen Bonkro, hvor vi indlogerer os på et gæstehus og spiser en dejlig frokost.
Om eftermiddagen er der mulighed for at vælge mellem to forskellige aktiviteter: Ghanesisk madlavningskursus eller udflugt til den omkringliggende regnskov. På madlavningskurset lærer man at tilberede en lokal ghanesisk ret med en lokal kok, mens man på udflugten er på udkig efter den truede fugleart gulhovedet kragedrossel (Picathartes Gymnocephalus), som Sir David Attenborough blandt andet har lavet to BBC-dokumentarudsendelser om.
Sidst på dagen er der mulighed for at gå en tur i den nærliggende skov på udkig efter pangoliner, som ofte ses i området.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Bonkro
-
Dag 13
Kakaobønder, landsbyliv og Kakum Nationalpark
De fleste ghanesere bor i fjerntliggende samfund og arbejder som selvforsynende landmænd, hvoraf nogle har større gårde med dyrkning af kakao, palmeolie, citrusfrugter eller gummitræer. Vi besøger nogle af de lokale kakaobønder og lærer om processen fra plantning af kakao til høst samt de mange anvendelser.
På en gåtur rundt i landsbyen besøger vi en familie, der laver den lokale delikatesse gari. Vi slår også vejen forbi den lokale skole til en snak med lærerne. Før frokosten besøger vi desuden et skov-genplantningsprojekt og nyder en sommerfuglevandring på udkig efter nogle af de 1.000 arter, der er registreret i Ghana.
Efter frokost kører vi mod Elmina, hvor vi undervejs besøger Kakum Nationalpark. Den 375 kvadratkilometer store nationalpark er Ghanas mest besøgte. Nationalparken blev oprettet i 1932 for at beskytte den oprindelige regnskov. Her er 500 arter af sommerfugle og 250 fuglearter, der er aber og endda skovelefanter. Vi skal dog være ualmindelige heldige, hvis vi får øje på så mange dyr. Regnskoven er nemlig tæt, så der er blade, træstammer og lianer overalt.
Vi ser det hele fra oven på en 330 meter lang hængebro, der går fra platform til platform oppe i træerne. Der er 40 meter ned.
Efter besøget i Kakum Nationalpark kører vi til Elmina, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen. Vi har to overnatninger på et resort i Elmina.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Elmina
-
Dag 14
Livligt fiskemarked og Guldkystens første fort
Elmina er en fascinerende by. Den er 700 år gammel og bygget op omkring en lagune med en naturlig havn. Derfor finder vi her en af Ghanas mest aktive fiskerihavne med farvestrålende fiskerbåde udsmykket med alverdens flag.
Fiskerbådene er bygget i hånden, så vi begynder dagen med at besøge området ved havnen, hvor bådene bliver bygget og repareret. Derfra fortsætter vi til det livlige fiskemarked. Fiskerne kommer ind med nattens fangst om morgenen og sælger den til markedskvinderne, der sælger den videre til kunderne. Her er alt fra store tunfisk, skinnende hestemakreller til underlige små havdyr og gigantiske havsnegle.
Som nabo til fiskemarkedet og ved indsejlingen til lagunens havn finder vi Elmina Castle, som UNESCO har udnævnt til en del af verdens kulturarv. Elmina Castle er grundlagt af portugiserne i 1482 og er det ældste europæiske bygningsværk i Afrika syd for Sahara.
Vi begynder i slavekældrene og kommer heldigvis tilbage fra ”the door of no return” og kan nøjes med et kig gennem den sprække i muren, som ledte slaverne ud på en lang sørejse. Fra de fugtige slavekældre går vi op ad trapperne og ender øverst i guvernørens luftige lyse værelser med udsigt over havet og byen Elmina.
Resten af eftermiddagen er fri til at nyde de smukke omgivelser.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Elmina
-
Dag 15
Dansk kolonihistorie i Accra
Efter morgenmad kører vi mod Accra, og vi er langt fra de første danskere, som besøger området. I dag ser vi derfor nogle af sporene fra den danske fortid i Ghana, specielt i bydelen Osu. Med på rundturen har vi professor Daniel Kumah fra University of Ghana i Accra, som har dybdegående kendskab til Ghanas historie.
Vi starter dagens rundtur ved fortet Christiansborg. Danskerne grundlagde Christiansborg i 1661, som var hovedsæde for danskerne i 200 år. Dengang kontrollerede Danmark en række forter i det østlige Ghana, hvor vi handlede.
Danskernes gamle fort Christiansborg hedder nu Osu Castle, opkaldt efter den oprindelige landsby i området. Gennem årene har borgen været ramt af jordskælv, og den er blevet udvidet og ombygget utallige gange, så udefra er det svært at få øje på detaljer fra danskernes tid.
Lokalerne er ved at blive renoverede, men der er som oftest adgang til den ældste del af Christiansborg, som oprindeligt er bygget af danskerne. Vi håber, at vi får adgang til en del af kældrene under Christiansborg, den indre gård og repræsentationslokalerne.
Nogle danskere slog sig ned i Osu og fik familier. Det kan man i dag se på gadenavne og familienavne. En af de danskere var embedsmanden Wulff Joseph Wulff, som giftede sig med den lokale kvinde Sara Malm og byggede et hus til familien. I dag lever hans efterkommere stadig i huset, og vi besøger familien Wulff.
Vi fortsætter til Frederiksgave, hvor vi ligeledes får en rundvisning af professor Daniel Kumah. Frederiksgave er en lille plantage, som Frederik VI gav til danskerkolonien i Ghana i 1832. I begyndelsen dyrkede 32 slaver kaffe for danskerne. Danskerne forsøgte også at dyrke sukkerrør, tobak og indigo, men opgav plantagedriften til sidst. Stedet blev siden kursted for syge danske embedsmænd fra Fort Christiansborg, der døjede med gul feber og malaria.
Efter rundturen kører vi til vores hotel i Accra, hvor vi har én overnatning.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Accra
-
Dag 16
Fantasifulde kister, vestafrikansk kultur og sen afrejse
Efter morgenmad besøger vi et lokalt kistesnedkeri. I den kristne del af Ghana er begravelser meget betydningsfulde med mindehøjtideligheder gennem flere år.
En kiste er ikke bare en kiste i Ghana, men et symbol på den afdødes liv og levned. Kisterne repræsenterer ofte den afdødes profession eller noget, der har været en vigtig del af den afdødes liv. De forskellige kistedesigns spænder bredt fra biler, cigaretpakker og fly til krokodiller, sko og ølflasker. Kun fantasien sætter grænser. Ønsker man sig en helt særlig souvenir, koster en kiste 1.500 dollars plus fragt.
Vi besøger også nationalmuseet, som har en flot etnografisk udstilling og giver et fremragende overblik over vestafrikansk kultur. Vi får mulighed for at se nogle af de kulturer, vi har oplevet i løbet af de sidste par uger. På vej tilbage til hotellet passerer vi Black Star Gate og uafhængighedspladsen Black Star Square, som er Ghanas vigtigste ceremoniområde.
Efter frokost og tjek-ud fra hotellet besøger vi Kwame Nkrumah Memorial Park, som er det sidste hvilested for det moderne Ghanas grundlægger og landets første præsident fra 1957-1966.
Der er mulighed for at bade og klæde om på hotellet, inden vi kører mod lufthavnen sidst på dagen og starter hjemrejsen mod Danmark.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
-
Dag 17
Ankomst til København
Vi ankommer i København om formiddagen.
Måltider: På flyet
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Ghana-Togo-Benin
-
Pas og visum
Der kræves visum til Ghana, Togo og Benin. Det er de rejsendes eget ansvar at indhente de fornødne visa. Det er i den henseende vigtigt, at passet er gyldigt i mindst 6 måneder udover rejsens varighed. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med på rejsen. Den opbevares et andet sted end selve passet.
Viktors Farmor fremsender visumvejledninger og understøttende visumdokumenter ca. 12 uger før afrejse, så de rejsende selv kan ansøge om visum.
Hvis der ønskes hjælp med at indhente visum, henviser Viktors Farmor til Visumansøgning ApS, som professionelt og nemt kan hjælpe med ansøgningsprocessen mod betaling. Yderligere information om dette fremsendes sammen med den øvrige visuminformation.
Visum til Benin søges online og koster 50 EUR (ca. 375 kr). Visum modtages typisk indenfor 48 timer. Det anbefales at ansøge senest 2 uger før afrejse.
Visum til Togo søges online og koster 25.000 CFA (ca. 285 kr). Visum modtages typisk efter 4-5 arbejdsdage, men der kan være forsinkelser, så det anbefales at ansøge senest 2 uger før afrejse.
Visum til Ghana søges som en todelt proces og koster fra 750 kr. Først udfyldes et online ansøgningsskema. Herefter indsendes en visumpakke til den ghanesiske ambassade i København med visumansøgning og pas. Visummet er gyldigt i 3 måneder fra udstedelsesdatoen og skal derfor tidligst søges 3 måneder før ankomstdatoen. Det anbefales at søge ca. 2 måneder før afrejse. Visum udstedes typisk indenfor 10 arbejdsdage efter modtagelse af visumpakken.
Priserne er med forbehold for ændringer fra de respektive myndigheder.
-
Vaccination
Vaccination mod gul feber er et krav. Man skal ved visumansøgning samt indrejse i Ghana kunne fremvise dokumentation for, at man er vaccineret mod gul feber i form af et gult vaccinationskort.
Ghana har skærpet de lokale regler med hensyn til udløbsdatoen for gul feber vaccinationen. Udløbsdatoen skal stå anført som livslang ("life long" eller "life cover" på engelsk) eller med en dato, som først udløber efter hjemrejsedatoen. Feltet med udløbsdatoen må ikke være blankt, have en forældet udløbsdato eller være overstreget/rettet til. Hvis i tvivl, så kontakt dit lokale vaccinationssted for at få udstedt et nyt gult vaccinationskort med udløbsdatoen som livslang. Der kræves ikke en revaccination! Husk at medbringe det gule vaccinationskort i håndbagagen, da det skal vises ved indrejse.
Statens Serum Institut anbefaler vaccinationer mod difteri, stivkrampe (tetanus), smitsom leverbetændelse (hepatitis A) og meningitis. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
-
Valuta
Man benytter CFA-francs i Benin og Togo, mens den lokale valuta i Ghana er Cedi.
Det anbefales at medbringe EUR eller USD og veksle til lokal valuta ved ankomsten. CFA har fast kurs overfor EUR, så man får typisk en bedre kurs end med USD, men begge kan veksles uden problemer.
1 EUR svarer til ca. 656 CFA, mens 1000 CFA svarer til ca. 11 DKK.1 EUR svarer til ca. 14 Cedi, mens 10 Cedi svarer til ca. 5 DKK (maj 2025).
Det er også at hæve penge i hæveautomater i de større byer. Betaling med kreditkort kan som regel kun lade sig gøre på restauranter, i supermarkeder og på hoteller i de større byer.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Telefoni og internet
Telefonopkald og mobildata er meget dyrt, så husk at slå data og roaming fra før indrejse. Der er gratis wifi på de fleste hoteller, som med fordel kan benyttes.
-
Elektricitet
Man bruger 220 volt. Strømstikkene i Benin og Togo er typisk lig de danske, mens de i Ghana som oftest er lig de engelske strømstik. Det anbefales derfor at medbringe en rejseadapter på rejsen.
-
Tidsforskel
Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Benin, mens Danmark er 1 time foran Togo og Ghana ved dansk vintertid.
-
Fotografering
Vis respekt ved fotografering af personer. Vis kameraet, smil, og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej.
Det er forbudt at fotografere militærbygninger, broer, grænseovergange, kontrolposter, banegårde, lufthavne, militærfolk og politi.
-
Klima
Klimaet er varmt og tropisk, men ikke ulideligt. Faktisk ligger vores rejse i den allerbedste årstid. Dagstemperaturen ligger normalt mellem 25 og 35 grader og nattemperaturen på ca. 15 grader. Ved kysten er luftfugtigheden høj. Solen skinner og lyset er kraftigt, så husk solcreme, solhat og solbriller.
-
Påklædning
Hverken mænd eller kvinder bør gå i korte shorts, og kvindernes tøj bør ikke være stramtsiddende. Knickers samt short/kjoler der dækker knæene, er ikke noget problem. Klimaet er varmt og fugtigt. Løstsiddende tøj er mest behageligt.
Medbring tørklæde til at svøbe om hals og hoved til beskyttelse mod vind og støv.
Selskabstøj er unødvendigt, men tøjet bør være i god stand – i Afrika bliver tøj betragtet som statussymbol. -
Drikkepenge
På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris.
Det anbefales, at man giver et lille beløb (ca. 500 CFA/10 Cedi) til stuepigen. Har man fået båret sin bagage til sit hotelværelse, er det ligeledes kutyme at give et tilsvarende beløb (ca. 500 CFA/10 Cedi).
Det er en uskik, at turister uden at have modtaget en tjeneste bare deler gaver ud, der kan være næsten værdiløse hjemme, men muligvis har en stor lokal markedsværdi. Det hæmmer i sidste konsekvens befolkningens eget initiativ og fremavler tiggeri. Det frarådes derfor helt at give gaver til børn.
Hvis nogen på besøg i landsbyerne vil give kuglepenne, postkort fra Danmark, skrivepapir etc., kan vores lokale guider være behjælpelige med at give dem til de rette personer.
-
Prisniveau
På restauranterne koster en øl ca. 15 kr., sodavand ca. 10 kr., vin ca. 150-200 kr. og en flaske vand ca. 8-10 kr.
-
Indkøb
Man kan med fordel købe lokalt kunsthåndværk (masker, vævede og trykte tekstiler, håndlavede glasperler, sheabutter mm). Husk at forhandle om prisen.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Transport
Ghana, Togo og Benin er tredjeverdenslande med alt, hvad det indebærer. De vestafrikanske transportmidler er ikke altid designet til langbenede skandinaver, og støddæmperne lever måske ikke altid op til den europæiske standard, men vi vælger altid de bedste transportmidler, som er til rådighed.
Der kan opstå forsinkelser/ændringer i den lagte rejseplan som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, dårlige veje, trafik, politikontroller med mere. De større veje er for det meste asfalterede, mens de mindre veje ofte er ujævne grusveje. De angivne køretider er estimater som tager forbehold for dette. Der kræves en god portion overbærenhed med transporten og det generelle tidsperspektiv for rejsen.
-
Hoteller
Der benyttes som udgangspunkt turistklasse hoteller, men standarden kan variere fra hotel til hotel. Hotelfaciliteter såsom varmt vand, stabil strøm, wifi mm kan også variere, og der forventes en vis grad af fleksibilitet og forståelse for dette.
-
Toiletter
Der findes vestlige toiletter på hotellerne med rindende vand og toiletpapir.
På køredagene kan det dog være nødvendigt at stoppe ved tankstationer for at få adgang til et toilet. Disse toiletter kan både være vestlige og de såkaldte pedaltoiletter, hvor man skræver over et hul. Der vil som oftest kun være ét toilet og ofte uden rindende vand og toiletpapir. Der vil dog være servietter og håndsprit på bussen, som man kan gøre brug af.
Da disse toiletter sjældent er af høj hygiejnisk standard, og der er meget ventetid forbundet med at benytte disse, så gøres der ofte brug af toiletstop i naturen på øde strækninger.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med (valgfrit):
- Solcreme/solblokker
- Solbriller
- Kasket eller solhat
- Myggespray/insektspray
- Piller mod maveinfektion
- Piller mod køresyge
- Håndsprit
- Vådservietter
- Papirlommetørklæder
- Læbepomade
- Badetøj
- Gode vandresko og sandaler
- Vækkeur
- Rejseadapter
- Kikkert
- Lommelygte og/eller pandelygte
- Evt. plastposer til beskyttelse af elektronisk udstyr
- Evt. paraply, regnponcho og/eller regnjakke
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop (www.spejdersport.dk). Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
-
Adventurerejse
Dette er en Viktors Farmor adventurerejse. En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på nogle lange køreture i til tider ujævnt terræn, samt at hotelstandarden kan være svingende.