Kenya med safari i Masai Mara
Opdag Kenya med vores rejseleder, som bor i landet
Safari i verdensklasse, Karen Blixens farm, masaier, skolebørn og ikke mindst et elefantbørnehjem venter os på den store rundrejse i Kenya. Undervejs bor vi særdeles godt på flotte safarilodges midt i naturen, og vi nyder godt af rejseleder Carsten Willersteds store lokalkendskab om landet.
Priser fra
34.990 kr.
Max. 20 deltagere
12 dages rejse
Start din rejse her
Vores rejseleder Carsten bor i Kenya og arbejder med skoler, unge mennesker og lokalsamfund. Hans hjerte banker for Afrika, og han har sammensat rejsen med afsæt i sin store lokalviden og sine kontakter i Kenya.
Undervejs kommer vi tæt Afrikas rige dyreliv på Masai Maras åbne savanne og i Nairobi National Park. Vi går på safari til fods blandt dyrene på Cresent Island i Naivasha-søen, og vi oplever verdens to sidste nordlige, hvide næsehorn og et væld af andre dyr i det forrygende Ol Pejeta Conservancy. Safarikørslerne foregår i Land Cruisers med pop-op-tag, så vi har det bedste udsyn til naturen og dyrene omkring os.
Vi kommer også tæt på den lokale kultur. I Nakuru møder vi et par ildsjæle, der fortæller om deres arbejde i en lokal NGO. De tager os desuden med i en lokal kirke, inden vi dagen efter oplever hverdagen i en folkeskole i Kenya. Således er vi ikke blot observatører, vi kommer i snak med kenyanerne og får en større forståelse for deres hverdag.
Endelig må vi ikke glemme mødet med det moderne Kenya i hovedstaden Nairobi, hvor vi også oplever Karen Blixens afrikanske farm og besøger et elefantbørnehjem, hvor man tager sig af forældreløse elefanter.
Vi opdager Kenya med safari gennem varierende landskaber, et vildt dyreliv, møder med lokale og med Carsten i spidsen, som skaber unikke muligheder.
5 gode grunde til at rejse til Kenya med Viktors Farmor:
- Rejs med rejseleder Carsten Willersted, som bor i Kenya og har stort kendskab til landets befolkning, kultur og natur
- Kør, sejl og gå på safari i en række af Kenyas bedste naturområder – bl.a. berømte Masai Mara
- Bo på skønne safarilodges i naturen - her er vi tæt på dyrelivet døgnet rundt
- Besøg et elefantbørnehjem og Karen Blixens farm i Nairobi
- Oplev det moderne Kenya med skolebesøg og gospel i en lokal kirke
Dagsprogram
-
Dag 1
Afrejse fra Danmark og ankomst til Nairobi
Vi flyver fra København mod Nairobi. Efter et flyskifte ankommer vi til Kenyas hovedstad sent om aftenen.
I lufthavnen bliver vi mødt af rejseleder Carsten, og inden længe er vi på vej til vores hotel i Westlands, Nairobi, hvor vi har to nætter.
Overnatning: Nairobi
-
Dag 2
Første safari, elefantbørnehjem og Karen Blixens farm
Vi vågner op i Kenyas hovedstad fra 1899. Byen voksede hurtigt og i 1907 blev Nairobi hovedstad for Britisk Østafrika. I dag er det en moderne storby, der ofte betegnes, som byen der aldrig sover.
Vi lægger dog bylivet bag os fra morgenstunden, hvor helt andre oplevelser venter. Vi skal nemlig på safari i Nairobi National Park. Naturområdet ligger i udkanten af storbyen, men trods midtbyens skyskrabere er synlige i det fjerne, er dyrelivet særdeles rigt. Her græsser zebraer, giraffer, bøfler og antiloper af forskellig art i de åbne landskaber, mens de holder et vågent øje med områdets løver, hyæner og geparder. Også leoparder gemmer sig i græsset, og med held ser vi måske et af parkens næsehorn. Nairobi National Park har Kenyas højeste koncentration af sorte næsehorn, men også hvide næsehorn lever her.
Vi får også elefanter at se i dag. For efter nogle timers safari, venter der os en helt særlig oplevelse, når vi besøger elefantbørnehjemmet David Sheldrick Elephan Orphanage. Her tager de dedikerede ildsjæle imod elefantunger fra hele Kenya, der er blevet forældreløse, som regel på grund af krybskytter eller konflikter med mennesker. På børnehjemmet giver man elefantungerne en så tryg og god barndom som muligt og lærer dem de færdigheder, der er nødvendige for at klare sig i naturen. Vi får mulighed for at se dem spise og lege, mens en dyrepasser fortælle om deres liv og fremtidsudsigter.
Efter frokost besøger vi Karen Blixens farm. Karen Blixen flyttede til Kenya i 1914 for at gifte sig og blive til baronesse Blixen. Sammen med sin mand, Bror Blixen, skulle de etablere kvægdrift og mejeri, men Bror overtalte hende i stedet til at begynde at dyrke kaffe. Han var dog ikke selv videre interesseret i at deltage i arbejdet, og jorden var faktisk ikke egnet til at dyrke kaffe. Så kaffen blev aldrig ”det sorte guld” for Karen Blixen. Men hun elskede sin farm, der siden blev berømt gennem hendes bog ”Den Afrikanske Farm”. I 1931 forlod hun dog farmen og tog tilbage til Danmark. I dag er huset lavet om til museum, hvor vi får en rundvisning. Har man set filmen ”Out of Africa”, er det let at genkende stedet, og flere af møblerne fra filmen står stadig i huset og vækker minder om en svunden æra.
Sidst på eftermiddagen går turen tilbage til hotellet, hvor dagen rundes af med middag sammen.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Nairobi
-
Dag 3
Teplantage og dyreliv ved Lake Naivasha
Vi lægger Nairobi bag os fra morgenstunden og sætter kurs mod søen Lake Naivasha i Great Rift Valley. Great Rift Valley er en næsten 6.000 km lang dal, der strækker sig fra det nordlige Syrien helt ned til Mozambique. Vi er ikke langt udenfor Nairobi, før rækker af grønne tebuske dukker op i landskaberne, og snart er vi omgivet af bølgende, grønne bakker.
Vi gør holdt ved teplantagen Kiambethu fra 1910, der ligger med en smuk panoramaudsigt over Ngong-bjergene. Her bydes vi velkommen med en dampende kop te, inden vi bliver vist rundt på farmen og hører om processen, der forvandler tebladene til den dampende drik, som mange elsker.
Men besøget handler også om at forstå teens dybe betydning for Kenya. Gennem generationer har teproduktion været en afgørende kilde til beskæftigelse for kenyanerne. Fra de bønder, der omhyggeligt plejer jorden, til de dygtige håndværkere, der håndterer hvert trin i produktionsprocessen, er te-industrien en drivkraft for økonomisk vækst og samfundsmæssig udvikling.
Efter rundvisningen tager vi på en afslappet gåtur gennem plantagens oprindelige skov, hvor vi hører om traditionel anvendelsen af planter og det mangfoldige økosystem. Med held får vi måske øje på de yndefulde sort-hvide colobus-aber, der holder til i træerne, og vi ser de farverige haver, der summer af fuglesang og blomster. Efter gåturen vender vi tilbage til farmen, hvor der venter os en dejlig frokost lavet af friske råvarer fra haven.
Fra teplantagen kører vi til vores lodge for de næste 2 nætter, der ligger smukt ved Lake Naivasha. Det er et frodigt område med akacietræer og mange blomsterplantager, hvorfra blomster eksporteres til Europa. Området er et sandt mekka for fugleinteresserede, og der er registreret over 450 forskellige fuglearter. Men også mange større dyr holder til omkring søen, og det er ikke ualmindeligt at se zebraer, vandbukke, giraffer og flodheste græsse helt inde på lodgens område.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Lake Naivasha
-
Dag 4
Safari med båd og til fods ved Lake Naivasha
Efter en god nats søvn er vi klar til dagens eventyr. Vi starter med at stå til søs på bådsafari og opleve dyrelivet fra vandet.
Fra båden kan vi se et væld af farverige fugle, der flyver mellem trætoppene. Storke, fiskeørne, hejrer og smukke pelikaner pryder himlen, og i det fjerne kan vi se omridset af den vulkanske bjergkæde Ol Doinyo Eburru, der rejser sig over de frodige landskaber.
Efter en times tid går vi i land på øen Crescent Island, der er en af Kenyas bedst bevarede hemmeligheder. Her hersker en helt vidunderlig fred og ro. Andre besøgende er der sjældent mange af, og oplevelsen forstærkes ved, at vi her har lov til at gå på safari til fods.
Det er en helt anden intens og nærværende oplevelse, hvor vi i langt højere grad bliver en del af naturen. Og bare rolig - her er ingen store rovdyr. Men zebraer, giraffer, gnuer, impalaer, vandbukke og Grant’s gazeller vandrer frit omkring os, og langs søbredden udfolder der sig et rigt fugleliv. Nogle af scenerne fra ”Out of Africa” er optaget her. Så vi får mulighed for at føle os som Karen Blixen og Denys Finch Hatton for en stund, inden turen går tilbage til lodgen.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Lake Naivasha
-
Dag 5
Mod Masai Mara med safari og skøn safarilodge
Vi forlader Lake Naivasha fra morgenstunden og kører til Kenyas ubestridte mest berømte naturområde: Masai Mara. Det er en tur på ca. 250 kilometer, hvor vi naturligvis holder nogle pauser undervejs og strækker benene. I løbet af turen skifter landskaberne karakter fra de frodige enge til åbne savanner, der er så ikoniske for Afrika.
Vel fremme indlogeres vi på den luksuriøse safarilodge Maisha Mara Camp. Lodgen består af store kanvastelte med fast gulv, eget badeværelse og veranda, hvorfra vi kan nyde den vilde natur. Beliggenheden ved Talek Gate i Masai Mara er ideel, da vi her får den fulde oplevelse af at være midt i naturen. Ikke mindst om aftenen når vi går til ro til lyden af gryntende gnuer, grinende hyæner og brølende løver.
Vi kommer endnu tættere på naturen allerede om eftermiddagen, når vi kører på den første safari i Masai Mara. Dyrelivet i Masai Mara er exceptionelt - både i antal og variation. Sletterne myldrer med gnuer, zebraer, giraffer, impalaer og gazeller, som tiltrækker leoparder, geparder og store flokke af løver. Elefanter, bøfler, sjakaler, hyæner og selv det sjældne sorte næsehorn bor på de åbne sletter, mens flodheste og krokodiller holder til i floderne. Fuglene kommer i alle størrelser og farver - lige fra oksehakkere til strudse og mægtige ørne og gribbe.
Aftensmad spiser vi på vores lodge.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Masai Mara National Reserve
-
Dag 6
Heldagssafari i Masai Mara
Vi skal have det fulde udbytte af områdets rige natur, så vi tager på heldagssafari i Masai Mara. Snart triller vi ad støvede hjulspor hen over den åbne savanne, hvor giraffer, impalaer, gazeller, antiloper og zebraer græsser mellem de spredte akacia-træer. Måske møder vi en flok plettede hyæner i færd med at fortage nattens bytte, mens de forsøger at holde sjakalerne væk. Eller en flok bavianer, der varmer sig i morgensolen. Elefanter bevæger sig ad gamle stier fra vandhul til vandhul, som de deler med flokke af bøfler og gnuer, og med held får vi måske et glimt af de sky leoparder eller de sjældne næsehorn.
Også geparder har gode kår på Masai Maras åbne sletter, men området er især kendt for sin store bestand af løver, som vi har gode chancer for at se. Faktisk er Masai Mara – sammen med Serengeti på den anden side af grænsen til Tanzania – det område af Afrika med den højeste koncentration af løver.
Hvad vi ser, er naturligvis et spørgsmål om held. Men dyrelivet i Masai Mara er enestående. Så her er alle muligheder for at opleve Afrikas ikoniske dyreliv i deres naturlige miljø.
Vi har en picnickurv med, så vi indtager frokosten et sted langs Mara River og kan nyde udsigten til flodhestene, der slapper af i vandoverfladen. Mara River er også hjemsted for de største nilkrokodiller i Afrika, der nyder godt af den store migration af zebraer og gnuer, der krydser floderne på deres årlige vandringer.
Sidst på dagen vender vi tilbage til safarilodgen, hvor middagen serveres til lyden af den afrikanske nat.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Masai Mara National Reserve
-
Dag 7
Masai-landsby, møde med NGO og kirkebesøg i Nakuru
Vi tager afsked med Masai Mara efter eftermorgenmaden og kører de ca. 235 kilometer til Kenyas fjerde største by Nakuru. Det er en flot tur, der fører os gennem Great Rift Valleys skiftende landskaber. De gyldne græsarealer afløses gradvist af grønne bakker, landbrug og små landsbyer, hvor hverdagslivet udfolder sig langs vejen.
Vi gør hold i en masai-landsby, hvor vi møder de lokale masaier og hører om deres traditionelle kultur, der i høj grad er centreret omkring kvæg. Masaierne er især kendt for deres farverige beklædning og udsmykning og ikke mindst deres hoppende krigere, der udgør et spændende syn.
Fra landsbyen snor vejen sig videre gennem et landskab formet af tektonisk aktivitet gennem millioner af år. Fra de højere udsigtspunkter åbner dalen sig i et storslået panorama, hvor søer, marker og små byer ligger spredt ud over den enorme dalbund. Undervejs gør vi naturligvis holdt for at strække benene og nyde udsigten.
Fremme i Nakuru mødes vi om eftermiddagen med Josephine og Obed fra NGO’en Help Mission Development Services. De vil give os en nærmere introduktion til deres arbejde, og hvad vi kan forvente os af morgendagens besøg på en lokal skole.
Efter mødet med Josephine og Obed tager de os med i kirken Church of Jesus Christ, der ligger i et slumområde i Nakuru. Det er en lille kirke med plads til 75 mennesker. Her overværer vi en gudstjeneste og oplever det lokale kor synge. Det er en fantastisk oplevelse, hvor vi formentlig bliver budt op til dans.
Efter besøget i kirken afrunder vi dagen med middag sammen.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Nakuru
-
Dag 8
Besøg på landsbyskole uden for Nakuru
I dag venter en spændende oplevelse, når vi besøger en lokal skole og oplever en helt almindelig skoledag i Kenya.
Allerede længe før vi når frem, kan vi begynde at høre det svagt: Sang og klap i hænderne. Når vi drejer ned ad den smalle vej mod Oterit Primary School, bliver vi taget i mod af lærere og elever, der synger og danser os velkommen. Det er noget af en velkomst!
Oterit Primary School ligger i Baringo County omkring en times kørsel nordvest for Nakuru. Skolen har elever i alderen 3-16 år og er økonomisk støttet af den danske NGO Periamma, som arbejder for at sikre børn i området adgang til uddannelse.
Når vi træder ind på skolens område, bliver vi mødt af en summen af liv. Børnene i de farverige skoleuniformer er lige så nysgerrige som os. Vi besøger flere klasselokaler i løbet af formiddagen. Hver gang vi træder ind, rejser eleverne sig høfligt fra deres pladser og byder os velkommen. Tavlen er fyldt med udregninger, engelske gloser og swahili-sætninger, og lærerne fortæller om deres hverdag i skolen.
Efterhånden som tiden går, bliver stemningen mere afslappet, og børnene tør ofte stille flere spørgsmål. Ved frokosttid samles vi med lærerne og spiser frokost med dem.
Langsomt nærmer dagen sig sin afslutning. Børnene vinker farvel, og vi tager afsked med skolen. Tilbage i Nakuru får vi tid til at slappe af og lade dagens oplevelser bundfælde sig, før vi mødes til fælles afstensmad.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Nakuru
-
Dag 9
Gennem højlandet til naturreservatet Ol Pejeta med safari
Vi forlader Nakuru og kører nordvest gennem bjergområdet Aberdare Range. Det er en flot tur med grønne marker, lokale landsbyer og frodige højdedrag, der glider forbi uden for vinduerne.
Undervejs har vi mulighed for at gøre et stop ved Thomsons Fall ved Nyahururu. Det 72 meter høje vandfald blev opdaget i 1880 af den skotske opdagelsesrejsende Joseph Thomson, som var sendt ud af Royal Geographical Society for at finde den korteste rute fra Mombasa til Lake Victoria. Han blev så betaget af synet, at han – i et øjebliks begejstring – valgte at opkalde vandfaldet efter sig selv.
Længere mod nord ændrer naturen igen udtryk. Vi nærmer os det centrale Kenya, og på klare dage kan vi i det fjerne ane den majestætiske silhuet af Mount Kenya. Med sine 5.199 meter er det Afrikas næsthøjeste bjerg, og de snedækkede tinder rejser sig flot over landskabet.
Ved frokosttid når vi frem til Ol Pejeta Conservancy, der er et af Kenyas mest anerkendte naturreservater. Området er kendt for sit stærke fokus på naturbevarelse og rummer foruden de klassiske savannedyr flere af Afrikas mest sjældne arter. Deriblandt Afrikas sidste nordlige hvide næsehorn, som lever her under nøje beskyttelse.
Vi indkvarteres i Serena Sweetwaters Camp, som er en elegant safarilejr bestående af store permanente kanvastelte beliggende med udsigt til et vandhul, hvor elefanter, bøfler og antiloper ofte kommer for at drikke. Her kan vi i ro og mag nyde synet af dyrene, der kommer og går.
Og vi skal naturligvis også på safari. Så ud på eftermiddagen sætter vi os til rette i safaribilerne og kører ud for at opleve dyrelivet i det smukke område.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Ol Pejeta Conservancy
-
Dag 10
En dag med safari i Ol Pejeta Conservancy
Endnu en spændende dag venter, når vi i det tidlige morgengry sætter os til rette i safaribilerne og tager på safari. Dyrene er mest aktive i de tidlige morgentimer, hvor der er de bedste chancer for at se dem.
Ol Pejeta rummer stort set alt det klassiske savannevildt, man kan tænke sig. Her er en god bestand af elefanter og bøfler, der søger efter føde i de åbne landskaber side om side med antiloper og gazeller.
Langs floderne kommunikerer flodhestene gryntende med hinanden, og med held får vi måske øje på sjældne og smukke arter som oryx og ko-antilope (hartebeest). Eller måske ser vi de særlige netgiraffer, som man kun kan se i Somalia, det sydlige Etiopien og det nordlige Kenya. Også aber af forskellig art lever i parken. Marekatte og bavianer er de mest almindelige, men også chimpanser og de adrætte grønne marekatte (velvet monkey) kan ses i området.
Hvor der er byttedyr, er der også rovdyr. Alle de store rovdyr trives i Ol Pejeta: Løver, leoparder, geparder, plettede hyæner og stribede hyæner, mens den sjældne afrikanske vildhund også kan ses med noget held.
Det samme kan både det sorte og det hvide næsehorn. Der findes to underarter af det hvide næsehorn: Det sydlige og det nordlige. Det estimeres, at der er knap 16.000 sydlige, hvide næsehorn tilbage i naturen. Mens der kun er to – ja to – nordlige, hvide næsehorn tilbage i verden – og de lever her i Ol Pejeta.
Dem besøger vi om eftermiddagen i en særlig indhegnet del af parken, hvor vi oplever dyrene og hører om arbejdet med at beskytte de truede næsehorn mod krybskytter. Rangerne holder opsyn med næsehornene døgnet rundt, og deres arbejde er en del af en international indsats for at forsøge at redde arten gennem avanceret reproduktionsteknologi.
Om eftermiddagen besøger vi også et område, som blev etableret af Jane Goodall Institute for at beskytte forældreløse chimpanser, inden dagen rundes af med endnu en safarikørsel i det bløde eftermiddagslys.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Ol Pejeta Conservancy
-
Dag 11
Mod Nairobi med afskedsmiddag og hjemrejse
Efter et godt morgenbord er det tid til at tage afsked med Ol Pejeta og begive os mod Nairobi. Her får vi tid til at lade alle indtrykkene falde på plads - og måske kigge nogle af vores billeder igennem fra rejsen.
Sidst på dagen ankommer vi til Nairobi, hvor vi afslutter rejsen med middag på den legendariske restaurant Carnivore. Her steges kødet på traditionelle masai-sværd over en enorm grill.
Efter middagen går turen mod lufthavnen, hvor flyet tilbage til Danmark venter.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
-
Dag 12
Ankomst til Danmark
Efter et flyskifte ankommer vi til Danmark.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Kenya
-
Pas og visum
Der skal søges om eTA inden afrejsen fra Danmark. eTA er en digital godkendelse på, at I må komme ind i Kenya. Denne søges online og koster pt 30 amerikanske dollars. Vejledning til ansøgningen udsendes i god tid inden afrejse.
Viktors Farmor kan mod 850 kr. i servicegebyr hjælpe med at søge om eTA.
Pas skal være gyldigt seks måneder udover rejsens varighed og have 1 blank side til ind- og udrejsestempel.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Der er krav om bevis for gul feber vaccination ved indrejse, hvis du kommer fra et land med risiko for gul feber. Det er dog sjældent at det skal vises ved ankomst. Gul feber vaccinationen skal være givet senest ti dage før indrejse. Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det endvidere at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri.
Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Møntfoden i Kenya hedder shilling (forkortes KES). Der går ca. 5 kr. på 100 shilling. De fleste valutaer kan veksles overalt i Kenya, men mange steder gives der en dårlig kurs for danske kroner. Det er derfor bedre at veksle penge hjemmefra eller medbringe amerikanske dollars eller Euro.
Der findes hæveautomater til kreditkort i Nairobi, men man kan ikke altid forvente, at de virker. Kreditkort accepteres på de fleste større hoteller og lodges samt souvenir-butikker, hvor der også mod en lidt dårlig kurs kan betales med amerikanske dollars. Bemærk dog at amerikanske dollarsedler fra før år 2013 ikke godtages i Kenya.
-
Telefoni og internet
Mobiltelefondækningen kan svinge, alt efter hvor du befinder dig i Kenya. Det er dyrt at anvende sin mobiltelefon til at foretage og modtage opkald, sende sms, samt gøre brug af datatrafik – check med dit mobilselskab om dækning og priser i Kenya. Vi anbefaler, at du køber lokalt sim-kort og taletid, da det er forholdsvist billigere at ringe hjem på den måde.
Landekoden for Kenya er 254.
Der er internetadgang på langt de fleste hoteller i større byer samt på nogle af de større safarilodges/camps. Blandt andet dem vi bruger på vores Kenya-rejse. På lodges og camps kan forbindelsen dog være upålidelig, og den virker af og til kun i restauranten og lobbyen.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage ind og ud af hotellerne.
Det betyder ikke, at vi går præcis 5 km. hver dag. Ofte vil de være mindre. Nogle enkelte dage kan det være lidt mere. Men det giver en indikation af den fysiske form der er påkrævet, for at kunne deltage i rejsen.
-
Elektricitet
Der er 240 volt. Medbring adapterstik med tre ben (ligesom i Storbritannien) eller en samledåse, som kan monteres med et lokalt hanstik i Kenya. Se flere detaljer ved at klikke her.
Strømmen kan være lidt ustabil i Kenya. Derfor kan det være en ide at medbringe ekstra batterier eller en solaroplader, hvis man f.eks. skal oplade batterier til telefon og kamera.
-
Drikkepenge
På rundrejsen er drikkepenge til lokalguider, safariguider og chauffører inklusiv.
I Østafrika er det kutyme at give tjenere og andet servicepersonale drikkepenge. De får en meget lille fast løn, og er derfor meget afhængige af de drikkepenge, som de får, når de leverer en god indsats. Giv drikkepengene personligt, så du glæder den, som har betjent dig. Langt de fleste foretrækker drikkepenge i den lokale valuta, da de har svært ved at veksle dollars og andre valutaer.
Det er helt op til dig selv, hvor meget du vil give, men som en tommelfingerregel kan du regne med følgende:
- Bagagebærere: ca. 150 kenyanske shillings
- Barer & restauranter: ca. 10% af regningens pris
- Stuepigen: ca. 150 kenyanske shillings
At give drikkepenge er en personlig ting. Det er helt naturligvis helt frivilligt, men du bør blot huske på, at de indgår som en naturlig og nødvendig del af hverdagen på det afrikanske kontinent.
-
Foto
Kenya er et fantastisk sted at fotografere. Folkene er farverige, landskaberne er smukke, og dyrelivet er enestående.
Heldigvis er det tilladt at fotografere langt de fleste steder. Men husk at lufthavne, broer og militære områder ikke må fotograferes.
Vær også forsigtig med at fotografere på offentlige steder, uden at spørge om lov først. En uformel snak og et smil åbner ofte op for muligheden for at fotografere mennesker.
-
Drikkevand
Vandet fra hanen bør ikke drikkes. Under rejsen vil der være drikkevand i bilerne, og du får udleveret en genanvendelig drikkedunk, som du kan fylde op undervejs. På den måde reducerer vi brugen af engangsplastik på turen.
-
Prisniveau
De fleste måltider på rejsen er allerede inkluderet. For yderligere frokoster eller middage, beregn omkring kr. 100-150 kr. per person. For drikkevarer beregn omkring kr. 15-30 kr. for øl og sodavand, og ca. kr. 200 for en flaske vin. Drikkevarer er dyrere på safarilodges end i byerne.
Dertil kommer naturligvis shopping, og der er mange fine souvenirs at købe i Kenya.
-
Bagage
Bagage
Medbring gerne en blød taske eller rygsæk frem for en hård kuffert, da pladsen er begrænset i bilerne.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima og påklædning
Vejret er som en god dansk sommer. Temperaturen ligger på ca. 10-15 grader om natten og 25-30 grader om dagen. Medbring gerne en regnfrakke, da regnskyl kan forekomme.
Kvinder bør ikke gå i shorts i byerne. ¾ bukser eller nederdel/kjole kan godt gå an. Dette gælder også mænd. En god løsning er den type lærredsbukser, hvor benene kan lynes af i varieret højde. Selvom sandaler kan være behagelige, er et par lukkede sko også praktiske at have med.
På safariturene bør man klæde sig i diskrete farver, der falder i med naturen. Vær opmærksom på, at der kan være køligt om morgenen, så medbring en varm trøje, fleece eller jakke.Husk at medbringe en hat, kasket eller andet, der giver skygge for hovedet. Det kan være både varmt og solrigt i Kenya.
-
Tiden
Kenya er to timer foran Danmark, når vi har vintertid og 1 time, når vi har sommertid.
En anden form for tid eller tidsfornemmelse, ”African time”, er noget man må vænne sig til. Det betyder at der i Kenya ikke er nogen, der tager det så nøje med om tingene finder sted på et fastlagt tidspunkt. Alting tager mere tid, og for danskere, der er vant til, at ting foregår til den aftalte tid, kan dette være svært at vænne sig til.
Der er ventetid mange steder, og selvom man har bestilt middagen til et bestemt tidspunkt, må man affinde sig med at vente alligevel, måske en times tid, før alt er parat. Men så er det jo godt, man er i godt selskab!
Som et afrikansk ordsprog siger:
”In the western world you have all the watches – in Africa we have all the time”
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- God lommelygte, evt. pandelampe + ekstra batterier
- Kamera og kikkert
- Insektspray
- Sollotion med høj faktor
- Kasket eller solhat
- Lille turrygsæk
- Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser
- Badetøj
- Varm trøje
- Småproviant, f.eks. kiks
- En rulle toiletpapir
- Fotokopi af pas (opslaget med foto)
- Evt. fotokopi af flybillet
- Stofposer
- En god solhat
Medbring IKKE: - Plastikposer. De er ikke tilladt at indføre i Kenya
- Sæbe og badehåndklæder. Det er på hotellerne.
-
Tyveri
Tyveri kan forekomme alle steder i verden. Også i Kenya. Medbring ikke smykker eller kostbare ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i taske eller lommer. Undlad at gå med store kameraer om halsen i de store byer. På safari er det naturligvis intet problem at have kameraet klar.
Bruger man almindelig sund fornuft oplever de færreste problemer på en rejse i Kenya.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.
-
Køredage på afrikanske veje
På denne rejse kommer vi godt rundt i landet. Det betyder, at der vil være enkelte længere køreture, og vejene i Afrika er sjældent på højde med dem, vi kender hjemmefra.