Sydindien på tværs

Med god tid i Tranquebar

Denne rejse til Indien er en enestående indføring i den gamle, danske tropekoloni og det farverige Sydindien. Vi overnatter i Tranquebar hele tre nætter og har god tid til at opleve den gamle danske koloni.

Priser fra

23.990 kr.

Max. 20 deltagere

14 dages rejse

Start din rejse her

Når man sidder over aftenens indiske ”curry” med lyden af havets brusende bølger i baggrunden og ser over på Fort Dansborg, der knejser på den anden side af Tranquebars paradeplads, er det let at tænke sig tilbage til 1600-tallet og danske soldater i rød uniform, der spejdede længselsfuldt ud over havet efter skibe med nyt hjemmefra. Dette er blot ét blandt mange højdepunkter, der venter os i Sydindien.

Et andet højdepunkt er et døgn på de traditionelle husbåde, der sejler os rundt på Sydindiens mange vandkanaler. Med soveværelse, toiletter, køkken og dejlig dækterrasse er vi gæster på første parket til livet langs vandvejene i delstaten Kerala. Hverdagslivet glider langsomt forbi for øjnene af os i de smalle kanaler, mens kokken serverer te, og vi selv finder ned i hjertets rigtige puls.

Der er fuldt program rejsen igennem, og blandt de mange andre eventyr kan nævnes et besøg i en landsby, hvor vi zig-zagger os gennem rismarker og små fiskefarme for til sidst at bænkes til frokost med friskfanget fisk hos en familie. Vi besøger også en krydderiplantage, og der er sightseeing i den gamle krydderiby Cochin. Vi kigger efter elefanter i Periyar National Park, oplever traditionel dans og besøger en perlerække af de templer, der er rejst af forskellige dynastier gennem næsten 1.000 år.

5 gode grunde til at rejse til Sydindien med Viktors Farmor:

  • Nyd hele 3 nætter i den tidligere danske koloni Tranquebar
  • Overnat på en husbåd i Backwaters
  • Deltag i aftenceremonien i det store tempel i Madurai
  • Smag det aromatiske lokale køkken hos en familie i Kerala 
  • Kig efter vilde elefanter i Periyar nationalparken

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark

    Vi flyver fra Danmark med kurs mod Sydindien. Afrejse er som udgangspunkt fra København, med mindre der står ud for rejsens dato på hjemmesiden, at afrejse er fra Billund.

  • Dag 2

    Vi får sjælen med

    Vi lander i Cochin tidligt om morgenen og indkvarteres på vort hotel.

    Cochin kaldes også ”dronningen ved Det Arabiske Hav”, for lige så langt tilbage i tiden, man kan komme, lige så lang tid har arabere, kinesere, hollændere, portugisere og englændere sat sine spor her.

    I dag er Cochin den kommercielle hovedstad i delstaten Kerala og den næstvigtigste by langs hele Indiens vestkyst – kun overgået af Mumbai.

    For at få sjælen med tager vi nogle afslappende timer på hotellet.

    Midt på eftermiddagen tager vi på havnerundfart. At se Cochin fra søsiden giver det rigtige førstegangs-indtryk af den livlige havneby. Sejlturen varer cirka 2 timer, og der er sikkert tid til at tage en lille gåtur på egen hånd i området ved vores hotel inden middagen.

    Middag på hotellet.

    Måltider: Morgenmad (fly), middag.

    Overnatning: Cochin

  • Dag 3

    Cochin

    Vi tager på sightseeing i Cochin. St Francis kirke blev i 1510 bygget som den første europæiske kirke i Indien: Her ligger Vasco da Gama begravet. Den jødiske synagoge er fra 1568 og er dekoreret med hånd-kolorerede kinesiske kakler. Det hollandske palads har en lokal specialitet: Gulvet. Det er lavet af brændte kokosskaller, lime, plantesaft og æggehvide – og ligner marmor.

    Dernæst kører vi lidt udenfor Cochin til en landsby i Keralas berømte backwaters. Backwaters er et netværk af kanaler, floder og søer. Det spreder sig langs en stor del af Keralas kyst og er livsgrundlag for mange mennesker. I dette tilfælde i Poothotta, hvor vi får et godt indtryk af dagligdagen. Vi begynder besøget med en sydindisk frokost, serveret på palmeblade, som traditionen er. Frokosten er inkluderet i rejsens pris. Derpå sejler vi i smalle zig-zag kanaler. På bredden er der små marker og store kokospalmer. Og mennesker i sving. Med at fiske. Eller med at fremstille reb af kokosfibre. Landsbyen ligger på en lille ø.

    Keralas køkken er aromatisk og krydret. For det meste serveres maden på et bananblad. Det stifter vi nærmere bekendtskab med i aften. I en moderne bungalow bydes vi på velkomstdrink, og så går kokken i gang. Vi kan give en hånd med. Eller gå rundt og nyde det det private hjem, for det hele er ganske uformelt. Men vi bænkes alle sammen for at smage de 3-4 typiske retter fra Kerala, der kommer ud af anstrengelserne.

    Efter middagen returnerer vi til vort hotel.

    Måltider: Morgenmad, frokost, middag.

    Overnatning: Cochin

  • Dag 4

    Husbåd på backwaters

    Efter morgenmad kører vi til Alleppey og stiger ombord på en husbåd. Det næste døgn sejler vi på de mange kanaler, og det er et af rejsens højdepunkter. Husbåden er en traditionelt bygget træ-båd med elegante kahytter. Der er skipper og kok på hver båd og en terrasse, hvor man kan sidde og følge livet inde på bredden. Vi glider langsomt forbi landsbyer, marker, cykelstier, bådeværfter og meget andet, for der bor mange mennesker langs vandvejene i Kerala. Det fantastiske ved husbåden er den betagende udsigt. Hele tiden fanger øjnene nye eventyr. Og når øjnene begynder at blive trætte, er kokken klar med eftermiddags-teen. Maden bliver tilberedt ombord. Måske køber kokken frisk fisk og skaldyr af lokale fiskere, men under alle omstændigheder kaster vi anker i tide til at nyde solnedgangen og middagen.

    Kahytterne har rigtige senge med madrasser og eget toilet, så det er ikke komfort, vi mangler. Alligevel kan det være svært at løsrive sig fra den varme aften.

    Måltider: Morgenmad, frokost, middag.

    Overnatning: husbåd i Backwaters

  • Dag 5

    Aleppey-Periyar

    Efter morgenmaden på husbådene går vi fra borde, og bussen venter for at køre os ind i landet. Vi skal til Periyar, der er kendt for sin nationalpark og for krydderier. Det er ikke uden grund, folk i Kerala har taget betegnelsen ”Guds eget land” til sig. De ved godt, at Kerala er frodigt, og selv om den vigtigste vækst er kokostræer, der er klattet ud over landskabet i millionvis, så er Kerala også landet, hvor peberet gror. Og kaneltræet, muskaten, ingefæren, kardemommen og nelliken. Dyrkning af afgrøder i Indien går tilbage til 9000 år før Kristus. Teknikker, der kunne øge udbyttet, blev udviklet, især med hensyn til krydderier, der ansås for vigtige allerede dengang.

    På vej til Periyar besøger vi en te-fabrik, hvor vi ser, hvordan te-fremstilling foregår i Indien. I Periyar indkvarterer vi os på vort hotel, og sidst på eftermiddagen besøger vi en krydderi plantage og bliver introduceret for de forskellige urter og deres værdi.

    I Periyar er der en del forretninger, der sælger krydderier. Middag på hotellet.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Periyar National Park

  • Dag 6

    Vilde elefanter og lokalt teater

    Tidligt om morgenen tager vi på en to timers naturoplevelse i nationalparken Periyar. Vi inddeles i små grupper, og hver gruppe får sin egen ranger som guide. Rangerne i Periyar tilhører den stamme, som oprindeligt boede i nationalparken, og deres kendskab til naturen er unikt. Periyar er en stor park, som bl.a. rummer cirka 1000 vilde elefanter, men det kræver stort held at se disse dyr på den tidlige morgenvandring.

    Morgenturen har forhåbentligt givet appetit til morgenmaden på hotellet. Dernæst er der god tid til at slappe af og nyde de skønne omgivelser, inden vi om aftenen overværer et show med kunstformen kathakali. Det kan bedst beskrives som teater uden ord, men en handling, der fortælles primært med mimik. Kathakali har været med til at gøre Kerala kendt. Vi får også en introduktion til den særlige form for indisk kampsport.

    Om aftenen middag på hotellet.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Periyar National Park

  • Dag 7

    Når guder lægges i seng

    I dag kører vi ud af Kerala og ind i nabostaten Tamil Nadu. Målet for dagens etape er Madurai, og turen dertil tager 4 timer.

    Madurai er den ældste by i Sydindien. Den var hovedstad for et dynasti, der voksede sig stærkt indtil det 14. århundrede. En af kongerne byggede et overdådigt tempel, og anlagde en by med form som en lotusblomst rundt om templet. I dag kommer tusinder af pilgrimme til Madurai hvert år, trækplastret er Meenakshi templet, som vi ser på en rundtur i byen. Templet består af 985 søjler, der hver især er fint udskåret. Nogle af dem laver musik, når man banker på dem. Vi er i hjertet af byen, og blomstermarkedet foran Meenakshi summer af liv. Nogle gange kan man være heldig at komme op på taget i en af souvenir-butikkerne, der ligger lige overfor templet. Og når man står her, går det for alvor op for én, hvor stort templet egentligt er.

    Sent om aftenen kan der arrangeres en tur i autorickshaw til Menakshi templet, når guderne skal lægges til ro. Hver aften lukkes templet nemlig med, at de to guder - den mandlige og den kvindelige - forenes symbolsk.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Madurai

  • Dag 8

    Thanjavur og Kumbakonam

    I dag tager vi hul på den danske koloni-historie i Indien, når vi gør holdt i byen Thanjavur, der også er kendt som Tanjore. Det var her, admiral Ove Gjedde i 1620 forhandlede sig frem til at købe en koloni. Aftalen om at erhverve det lille fiskerleje Tranquebar blev nemlig indgået med kongen af Thanjavur på hans slot midt i byen.

    Thanjavur var engang hovedstad i Chola-riget, der var store tempelbyggere. Der er ikke mindre end 74 templer i byen. Det mest kendte er Brihadeeswara, der er et arkitektonisk mesterværk og et af de fineste templer i Sydindien. Prikken over i´et er en sten på 80 tons, der er anbragt på toppen af templet. Fra Thanjavur fortsætter vi mod Kumbakonam.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Kumbakonam

  • Dag 9

    Til Tranquebar

    Vi starter dagen på byens lokale marked, hvor grønsager i store bunker faldbydes til lokale købere. Markedet er et af de største grønsagsmarkeder i Asien, og der er hektisk aktivitet i de små boder.

    Vi besøger også et af Sydindiens smukkeste templer fra Chola-perioden; Darasuram-templet fra anden halvdel af 1100-tallet. Dette er et af de største templer fra denne periode og et godt eksempel på de lokale stenhuggers fantastiske færdigheder.

    Også nutidens lokale håndværkere kan deres kram. Det oplever vi, når vi besøger et lokalt bronzestøberi.

    Dernæst kører vi mod kysten, og efter omkring halvanden times kørsel dukker byporten i Tranquebar op. Vi er fremme ved et af rejsens største højdepunkter. Vi skal bo standsmæssigt. Hotellet er indrettet i koloni-stil i den gamle skatteopkræver-bolig. Det ligger ved kysten og har et begrænset antal værelser. Hotellet er ikke stort nok til os alle, så vi har lejet værelser på et andet af byens hoteller også. Vi fordeler værelserne i Tranquebar efter princippet ”først til mølle”.

    Vi har tre overnatninger i Tranquebar.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Tranquebar

  • Dag 10

    Tranquebar

    Tranquebar var Danmarks første koloni. Byen blev købt i 1620 på Christian 4.´s vegne, og den var i dansk besiddelse indtil 1845. Så var vi så forgældede, at vi solgte byen til englænderne. Men der er stadig mange levn fra den danske fortid, og vi har god tid til at sanse og opleve Tranquebar.

    Vi bruger dagen til at gå rundt i byen, hvor alle afstande er overkommelige. Vi ser Fort Dansborg, som stod færdigt i 1623. Vi ser Jerusalemskirken, Zionskirken, den danske kirkegård i Nygade, og ser de restaurerede huse i Kongensgade og Guldsmedgade. Danske ildsjæle har lavet et dansk-indisk kulturcenter. Blandt andet har de genopført kommandørgården, som lå hen som ruin, men i dag står funklende flot med søjler og udstillingslokaler.

    Så Tranquebar er et spændende sted. Også for indere. Byen er kendt for sin rene, ozonholdige luft. Derfor vil man se indiske turister – eller skoleklasser – på udflugt til havet. Byen har både skoler, gymnasier og sågar seminarium.

    Der bor omkring 10.000 mennesker i byen. Fiskeriet har altid været hoved-erhverv, og byen er et rigtig godt sted at få en fornemmelse af livet i Indien. Vi har stor erfaring i rejser til Tranquebar, og kommer derfor langt ned under overfladen i det lille samfund.

    Og når man sidder over aftenens indiske “curry”, på hotellet, med lyden af havets brusende bølger i baggrunden, og ser over på Fort Dansborg, der knejser på den anden side af paradepladsen, er det da også let at tænke sig tilbage til 1600-tallet og danske soldater i rød uniform, der spejdede længselsfuldt ud over havet efter skibe med nyt hjemmefra.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Tranquebar

  • Dag 11

    Tranquebar

    En hel dag til at udforske Tranquebar på egen hånd. Rejselederen har forslag til, hvad man kan lave.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Tranquebar

  • Dag 12

    Fra dansk til fransk

    Efter morgenmaden kører vi til Pondicherry, en by der stadig besidder en autentisk fransk aura. Byen var fransk koloni indtil så sent som 1954, og by-kernen har stadigt franske gadenavne. De ryddelige gader med skyggefulde træer giver en umiskendelig fransk stemning. Vi går en lille tur rundt i byen, blandt andet hen ad strandpromenaden og forbi statuen af landsfaderen Mahatma Gandhi.

    Pondicherry er også en god by til de sidste indkøb. Vi afslutter dagen med middag.

    Overnatning i Pondicherry.

    Måltider: Morgenmad, middag.

    Overnatning: Pondicherry

  • Dag 13

    Stentempler og et alternativt samfund

    Få kilometer udenfor Pondicherry ligger et eksperimentelt samfund: Auroville. Det opstod i 1960erne, og ambitionen var at skabe et samfund, hvor mennesker af alle nationaliteter kunne leve sammen, frigjort fra materialisme, religioner, race, og politik. Auroville er i dag et dynamisk samfund, og vi går en lille tur gennem området til vartegnet: En stor guldbelagt kuppel, Matrimandir.

    På vej mod Chennai standser vi i Mahabalipuram og går en tur. Vi skal se verdens største relief udskåret i klippe, ”Arjunas Penance”. Relieffet er 30 meter langt og op til 15 meter højt. Det er hugget ud i det 7. århundrede.

    ”Krishnas Butterball” er et utroligt syn. En enorm granitkugle balancerer tilsyneladende på kanten af en klippeskrænt. Det ser ud, som om man kan rulle den ned med et skub. Men den ligger der - og har gjort det i årtusinder. Urokkelig. Mahabalipuram var hovedstad og havneby i et større rige, i dag er den kendt for relieffet, granitkuglen og sine udskårne templer. En tradition for granitarbejder betyder, at du kan besøge værksteder og se granitfigurer blive til. I Mahabalipuram er der altid den hule lyd af mejsler mod granit i luften.

    Sidst på eftermiddagen kører vi det sidste stykke til Chennai. Vi har et par værelser til rådighed på et hotel, så vi kan bade og klæde om til flyturen, og inden vi kører til lufthavnen er der afskedsmiddag.

    Måltider: Morgenmad, middag.

  • Dag 14

    Hjemkomst til København

    Efter et flyskifte lander vi i København

Hvad siger vores gæster

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Indien

  • Pas og visum

    Der kræves visum til et besøg i Indien.

    Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed, være maskinlæsbart og minimum have to blanke sider tilbage.

    Visum skal søges online inden afrejse. Der kan ikke søges om visum tidligere end 30 dage før indrejse i Indien. Vi sender en vejledning ca. 30 dage inden afrejse fra Danmark. Online-visum koster pt. 25 USD. Det søges her

    Man kan også vælge at søge visum på Indiens ambassade i København. Men det kræver, at de får passet indleveret fysisk. Se mere om proceduren og dagsprisen på Indiens ambassades hjemmeside. 

    Ønsker I, at Viktors Farmor søger om visum på jeres vegne koster det 1250 kr. i administrationsgebyr plus de 25USD for selve visummet.

    Viktors Farmor sender besked til rejsernes tilmeldte, når der er garanteret afrejse. Søg ikke visum inden da. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales tyfusforebyggelse ved rejser i Indien over to uger. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

  • Valuta

    Indisk valuta er rupees (INR). Der går ca. 10 danske kroner på 100 rupees.

    Kreditkort kan bruges i større forretninger. Man kan ligeledes hæve penge fra kreditkort i hæveautomaterne, der i Indien hedder ATM. Der er ATM-automater i de næsten alle større byer. Men det til trods er det altid en god ide også at medbringe kontanter. Her er særligt amerikanske dollars brugbare, da de ofte kan veksles til en god kurs.

  • Specielt for Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya

    Rejsen Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya er en Viktors Farmor adventurerejse.

    En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men hvor man skal være forberedt på at have en vis spejderånd og overbærenhed, både hvad angår indkvartering og ændringer i programmet undervejs. Disse rejser er mere strabadserende end de øvrige ture i programmet.

    Læs mere om adventurerejser her.

    Dette er en ægte eventyrrejse for dem, der vil ud på kanten af verden. Det er ikke som sådan nogen hård tur, og der skal ikke gåes ret meget. Men vi kommer højt op, og vi kommer derud, hvor hotellerne ikke altid har danske standarder og ikke alt fungerer 100% som derhjemme. Det skal man være klar på for at få det fulde udbytte af rejsen.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Specielt for Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar - Højdesyge

    På rejsen Kultur og vandring i Ladakh og Zanskar tilbringer vi tid i højden, og vi har sørget for at sætte tid af til akklimatisering. Det sker bl.a. i Leh, hvor vi flyver til, og som ligger i 3500 meters højde. Højdesyge kan opstå og viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Den mest normale form for højdesyge er ovre efter to-tre dage. Det kan ofte afhjælpes ved at undgå at blive afkølet samt ved at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.

    Tager du medicin, har KOL eller lider du af en hjertesygdom eller anden sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i et vist omfang kan forebygge højdesyge. Spørg hos din læge eller henvend dig til Rejsemedicinsk Klinik, www.rejsemedicin.dk

  • Måltider

    Maden på rejsen vil i langt de fleste tilfælde være indisk omend i en mildere version, end lokalbefolkningen foretrækker det.
    Der vil være dage uden mulighed for købe alkoholiske drikkevarer.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Indien har selvvalg fra Danmark. Tryk 0091 + omr.nr + abn.nr. Fra Indien til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges fra Indien. Mobiltaksten er ca. 20 kr i minuttet afhængigt af teleselskab. Det er billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i kiosker med ISD skilte. Her koster det ca. en krone pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.

    Internet. Der er efterhånden wi-fi på langt de fleste hoteller i Indien. Mange steder gratis, nogle steder mod en beskeden betaling.

  • Elektricitet

    Strømstyrken er 230 volt. I det meste af Indien benyttes type D stik, så man bør medbringe adapter.

  • Drikkevand

    Det frarådes at drikke postevand. Mineralvand kan købes overalt til billige penge.

  • Drikkepenge

    På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. Det sagt, er man naturligvis velkommen til at give en ekstra skilling til chaufførerne eller lokalguiderne, hvis man har lyst. Men der er absolut ingen krav om dette. 

    Derimod er det vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. svarende til ca. 5-7 kr.), hvis man får båret sin kuffert til og fra hotelværelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer og måltider, man selv betaler. I forbindelse med de måltider, er er inkluderet i rejsens pris, er drikkepenge ikke inkluderet, så her er det også vigtigt at ligge lidt. Skopassere og andre, der yder en service, forventer også en skilling. Der er mange, der forventer drikkepenge i Indien, men beløbende er ikke store. Forvent at bruge ca. 100-150 kr. i alt på drikkepenge til restauranter og hoteller på en rejse på ca. 13 dage.

    På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet.

     

  • Foto

    Indien er et paradis, når der drejer sig om billedmotiver. Vis respekt! Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.

  • Påklædning

    Indernes holdning til påklædning er ret afslappet. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne. Om dagen har man det bedst i let bomuld. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. Lårkort nederdel eller shorts til kvinder er ikke velset alle steder (f.eks. i templer og i større byer). Ligeledes skal man helst dække sine skuldre.

    På rejserne til Indien fra november til marts er det koldt om natten, hvorfor en god, varm jakke og måske endda et sæt skiundertøj vil være værd at medbringe. Især hvis man skal på tigersafari i det tidlige morgengry. Dagene er dog som regel varme og solrige. På rejserne til Sydindien vil temperaturene være betydeligt højere. 

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe tøj, tæpper, lædervarer, kunsthåndværk, bøger osv. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser. I flere byer kan man opleve, at der er nogle (specielt taxa- og rickshawchauffører), der med vold og magt søger at få turister til at købe ind i ganske bestemte forretninger.

    De lokker gerne med, at det er deres bror, onkel eller nevø, der har en forretning, og som vil give særlig gode priser. Det er kun et fif. Sørg for altid at handle uden at have en inder med: Vedkommende forventer nemlig provision.

  • Prisniveau

    En frokost koster typisk 50 kr, men man kan også klare den for 2 kroner, hvis man vil! En øl på restaurant 40-50 kr. Vin er dyrt. Kaffe og te: Alt mellem 20 øre og 20 kroner. 1 flaske vand (1,5 liter) 3-5 kroner.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    November til marts er klimamæssigt de bedste måneder i det nordlige Indien. I Sydindien er det december, januar og februar, der er de bedste og tørreste måneder. Det er varmt hele døgnet uden at være for varmt (fra 20 til 35 grader). En paraply kan man godt få brug for, men egentligt regntøj er der ingen grund til at medbringe. I Rajastan og det nordlige Indien kan det godt være køligt morgen og aften i januar. Man bør medbringe en trøje og let vindjakke. Et sæt termo-undertøj fylder ikke meget i kufferten, og kan være en rigtig god ide for at tage højde for eventuelle kolde aftner.

    Specielt for Tigersafari i Indien

    Når solen går ned i vinterhalvåret (november - marts) bliver det koldt i Indien (Sydindien undtaget). Derfor er det vigtigt at medbringe varmt tøj og en jakke på rejser i perioden fra november til marts. Det gælder især på tigersafarierne, hvor vi kører i åbne jeeps i det tidlige morgengry. På tigersafarier i april vil temperaturerne være mere behageligt lune morgen og aften, men midt på dagen er det ikke ualmindeligt med temperaturer omkring 35 til 40 grader. Dette gør dog april til en super god måned at se tigere, da træerne har mistet deres blade, og tigerne ofte holder til nær vandhullerne. 

  • Tidsforskel

    Der er 4½ timers tidsforskel mellem Danmark og Indien om vinteren, 3½ om sommeren.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Solbriller

    - Håndklæde, badetøj

    - Kasket eller solhat

    - Myggespray

    - Solcreme

    - Vækkeur

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Salttabletter

    - En rulle toiletpapir eller Kleenex

    - Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

    - Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil)

  • Flyrejsen

    På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk 

  • Transport

    Transport i Indien er anderledes end i Danmark. Trafikken kan være  kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm. Der kræves derfor en god portion overbærenhed ved rejser i Indien. 

    Afstandene i Indien er store, og der vil være en del køretid på alle rejser til Indien. Vi bruger gode busser. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at busserne i Indien ofte er ældre og derfor mindre komfortable end de busser, vi typisk bruger i Europa. 

    Særligt for Tigersafari i Indien:
    Bemærk at der i løbet er rejsen er lange køredage. Det gælder både på turene mellem nationalparkerne, der går gennem meget afsidesliggende områder af Indien. Men det gælder også i nationalparkerne, hvor vi kører på udkig efter dyrene i åbne jeeps. Benpladsen i disse jeeps er mere begrænset end i en almindelig bil, så rejsende med dårlige knæ eller hofter, vil måske finde dem ukomfortable i længden.  

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvem flyver vi med til Indien?

    Det varierer fra rejse til rejse. Vi bruger en række flyselskaber på rejserne. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvilket flyselskab vi har booket til netop din rejse. 

    Er rejserne til Indien fysisk krævende?

    Der er ikke indlagt vandreture på rejsen, medmindre det er angivet i dagsprogrammet. Men der vil være byvandringer i roligt tempo og med mange stop. Der kan også være en del trapper, og fortove og veje kan være meget ujævne.

    Rejserne til afsidesliggende egne af Indien – såsom Ladakh og Odisha – vil være mere krævende. Her er faciliteterne mindre udbyggede, og især rejsen til Ladakh fører over høje bjergpas med tynd luft.

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra til Indien?

    Det er altid en god ide at medbringe nogle penge i kontanter. Mad, drikke og småfornødenheder er billige i Indien, så man kommer langt for omkring 1.000 kr. i amerikanske dollars, euros eller rupees pr. person. Derudover er det muligt at hæve penge på kreditkort i hæveautomater i de fleste indiske byer undervejs.

    Hvornår er det godt at rejse til Indien?

    Alle vores rejser til Indien er lagt på de bedste tidspunkter, hvilket varierer fra område til område. Vintermånederne er ideelle til at rejse i størstedelen af landet, mens turen til Ladakh kun er mulig i sommermånederne, når bjergvejene er åbne.

  • Værd at vide

    Twin-værelser (værelser med to enkeltsenge) kan være svære at få på nogle hoteller. Som regel kan det godt lade sig gøre, men der kan forekomme situationer, hvor twin-værelser ikke er tilgængelige.

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

  • Særligt for rejsen til Spiti

    Rejsen til Spiti er en Viktors Farmor adventurerejse.

    Det er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på, at der kan opstå program- og hotelændringer undervejs, og hotelstandarden kan være svingende. Vejene er mange steder i dårlig stand, hvilket medfører langsom kørsel. Vær derfor forberedt på lange køredage. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Indien.