Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Rumænien: Landsbyliv og bjerge

Rejs med på opdagelse i Transsylvanien og Bukovina

Tænk hjemmelavet syltetøj, nystakket hø, hestetrukne vogne og en fornemmelse af, at tiden står stille. Vi forkæler sanserne og sjælen på en rejse til egnene Bukovina og Transsylvanien i Rumænien med deres oldgamle traditioner og det romantiske og bjergrige landskab.

Priser fra

11.990 kr.

Max. 20 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

Traditionerne i Bukovina og Transsylvanien holdes stadig i hævd. Pløjning og høstarbejde foregår ofte ved håndkraft. Vejene er smalle, husene i typisk landstil, og i de gamle klostre samles lokale kristne til bøn omgivet af farvestrålende historiske freskoer.

Klostre oplever vi blandt andet i Bukovina, hvor den charmerende provinsby Gura Humorului byder på smukt bemalede klostre fra det 15. og 16. århundrede. Klostrene er bemalet både udvendig og indvendig, hvilket har sikret dem en plads på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Bukovina (bøgetræsområdet) er kendt som en af de smukkeste dele af landet. En anden kandidat til den titel er Transsylvanien, som vi kommer til via en flot køretur over bjergkæden Karpaterne. Her oplever vi en imponerende saltmine, får et indblik i den ungarske kultur og historie, og vi smager på vin på en af de ældste vingårde i Transsylvanien.

Men det er ikke nogen almindelig rejse. For egentligt er vi gæster hos Carmen Vele, der er rejseleder på turene. Rumænske Carmen taler flydende dansk, og med sine personlige kontakter skaber hun en helt igennem unik og oplevelsesrig rejse. Vi besøger venner og familier, spiser frokost hos dem og hører og ser, hvordan hverdagslivet på landet i Rumænien er - og overalt bydes vi velkommen med Rumæniens hjertelige gæstfrihed.

5 gode grunde til at rejse til Rumænien med Viktors Farmor:

  • Rejs med vores dygtige dansktalende rejseleder og guide Carmen Vele, som bor i Rumænien og har skræddersyet rejsen
  • Forkæl dine smagsløg med frokost hos lokale familier 
  • Oplev de romantiske landskaber og højtragende bjerge, når vi rejser over Karpaterne
  • Besøg charmerende landsbyer og verdensberømte klostre
  • Nyd en vinsmagning på en lille vingård, der er en af de ældste i Transsylvanien

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Rumænien og Bukovinas kulturelle centrum

    Med en enkelt mellemlanding flyver vi til byen Cluj Napoca i det nordøstlige Rumænien. Vi lander lidt over middag og møder vores dansktalende rejseleder og guide Carmen Vele.

    Efter at vi har hilst på hinanden, kører vi til byen Gura Humorului, som er Bukovinas kulturelle centrum. Vi har en sandwich med i bussen. Turen tager ca. fire timer, og undervejs får vi de første indtryk af Rumæniens smukke landskaber og små charmerende landsbyer. Hen på eftermiddagen når vi frem til vores hotel, og efter indlogering mødes vi til middag. Herefter er aftenen fri til at slappe af eller måske gå en tur på egen hånd i byen. 

    Vi har 3 overnatninger på hotel i Gura Humorului.

    Måltider: Frokost (sandwich) og aftensmad

    Overnatning: Gura Humorului

  • Dag 2

    Klostre, fresker og flotte udsigter

    Området, hvor vi befinder os, er verdensberømt på grund af sine historiske klostre. De ligger som perler på en snor og er en stor del af rumænernes kultur. De bemalede fresker er flere hundrede år gamle. De ældste er fra middelalderen, men farverne er stadig klare, og de religiøse motiver står tydeligt frem. Vi starter med et af de mest kendte klostre, Voronet, der er overdådigt bemalet både udenpå og indeni. Det har givet klosteret tilnavnet, Østens Sixtinske Kapel. Klosteret blev opført i 1488 af Stephen den Store som minde om hans sejr i slaget ved Vaslui. 

    Derefter kører vi til klostret Moldovita, hvor ca. 40 nonner bor i meget rolige omgivelser. Også klosteret her har flotte fresker, der fylder det gamle kirkerum med stærke farver. 

    Vi nyder en god frokost hos en privat familie, der lever af landbrug. Samtidigt er konen specialist i at male æg, hvilket vi får at se.

    Dernæst fortsætter vi igennem et meget smukt område med utrolige udsigter. Vi gør fotostop undervejs, så vi kan nyde naturen og landskabet. Turen fører os til det største og mest storslåede af alle klostrene, Sucevita. Det er et større kompleks af religiøse bygninger omringet af 6 meter høje fæstningsmure. Klosteret kan spore sin historie tilbage til 1585, og arkitektur blander den lokalt bemalede klosterstil med både byzantinske og gotiske træk. Men det er især freskoerne, der imponerer. De blev malet i 1601, hvilket gør Sucevita til et af de sidste klostre, der blev opført i den særlige, lokalt bemalede stil. 

    Dagens sidste stop er i byen Marginea. Her har man specialiseret sig i at lave sort keramik. Når leret bliver brændt, bliver det sort, hvilket giver byens keramik et særligt udtryk. Vi ser værkstedet, og vi får chancen for at købe keramik til fabrikspris, hvis man skulle have lyst til det. Fyldt med oplevelser kører vi hjemad til vores hotel i Gura Humorului. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Gura Humorului

    NB: Husk at tage lange bukser på denne dag, da det er et krav ved klosterbesøg. 

  • Dag 3

    Familiebesøg i en lille landsby

    I dag kører vi på landet til den lille landsby Dolhestii Mici, hvor en af Carmens venner, Camelia, prøver at reetablere de gamle traditioner i området. Vi besøger landsbyens smed og to værksteder, hvor de laver pelsjakker og syr folkedragter, der fortsat bruges i området.

    Derefter er Camelias familie vært for en frokost. Alle i familien er med til at give os en fantastisk oplevelse, som vi næppe vil glemme.

    Efter frokost er der præsentation af forskellige dragter, der bruges til særlige begivenheder som jul, nytår og påske. Vi takteres også med dejlig folkemusik, inden turen går tilbage til hotellet.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Gura Humorului

  • Dag 4

    Over Karpaterne til Transsylvanien

    Vi begiver os ud på en fantastisk flot køretur over Karpaterne til byen Cluj Napoca. Karpaterne er en ca. 1.500 km lang, buet bjergkæde i Central- og Østeuropa, der dækker et areal på 190.000 km2. De højeste tinder i Rumænien når over 2.500 m.o.h., så det er et meget bjergrigt område, vi kører igennem. 

    Midt på dagen besøger vi en af Carmens venner, hvor vi spiser en hyggelig frokost. Familien har i flere generationer samlet og studeret folkedragter, og de leverer stadig folkedragter til dansegrupper i hele Rumænien.

    Hen på eftermiddagen er vi fremme i Cluj Napoca (Cluj i daglig tale), der er hovedby i den historiske region Transsylvanien. Med sine cirka 400.000 indbyggere er Cluj den næststørste by i Rumænien, og det er et godt sted at få et indtryk af det moderne storbyliv i landet. Byens universitet trækker mange unge mennesker til Cluj, og de små gader er fyldt med hyggelige caféer og restauranter. Vi har 4 overnatninger på hotel i Cluj Napoca.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Cluj Napoca

  • Dag 5

    Cluj Napoca, saltmine og slot

    I Cluj Napoca er der masser af indbydende parker, og historien fornægter sig heller ikke i de smukke barokbygninger i centrum. Faktisk går byens historie helt tilbage til romertiden, hvor Napoca var områdets primære bosættelse. Floden Someșul Mic løber lige igennem byen.

    Efter en kort bustur i midtbyen, kører vi til byen Turda, hvor vi ser en flot og noget speciel saltmine. Salt er blevet udgravet her i hvert fald siden middelalderen, hvor minen nævnes i en tekst fra år 1075. Men produktionen af salt går nok helt tilbage til antikken, hvilket gør minen i Turda til en af de ældste saltminer i Europa. Det er dog ikke kun historien, der gør besøget her til en oplevelse. Vi kan nemlig komme helt ned i minen, og opleve det enorme menneskeskabte hulrum, der stod tilbage, da minedriften ophørte i 1932. Inde i det kolossale underjordiske kammer har man opført en række moderne strukturer og sågar et par forlystelser, der sammen med lyssætningen i minen, giver en helt særlig stemning. På den måde er besøget en unik kombination af historie, natur og arkitektur.

    Helt andre oplevelser venter os, når vi igen træder ud i sollyset på overfladen. I Transsylvanien lever et stort ungarsk mindretal på over 1 million ungarer. Dem møder vi nogle af denne eftermiddag, når vi kører ud til et par af de små charmerende ungarske landsbyer. I landsbyen Coltesti spiser vi frokost på et flot ungarsk slot, som har en fantastisk udsigt til de højtragende bjerge. Vi hører baggrunden for den ungarske enklave i Transsylvanien, samt hvordan de er blevet integreret i det rumænske samfund - både under den kommunistiske periode og i dagens samfund.

    På vej tilbage til Cluj gør vi ophold hos Carmens veninde, som giver en kop kaffe og gerne fortæller om sit liv og hverdag i Rumænien. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Cluj Napoca

    NB: Husk at tage en varm trøje med denne dag, da der er koldt i saltminen. 

  • Dag 6

    Fortryllende landskaber og nonnekloster

    I dag kører vi mod syd gennem et specielt landskab vekslende mellem små landsbyer og store vidder, hvor man kan være heldig at se hyrderne med deres får.

    Målet er landsbyen Remeti, hvor vi besøger et nonnekloster. Her i området er Carmen en del af en humanitær forening, der blandt andet ombygger huse for fattige familier. Det hører vi mere om, inden vi kører til frokost hos nogle af Carmens venner, hvor vi bliver budt velkommen med ægte rumænske gæstfrihed.

    Fra Remeti kører vi til Telna, hvor der venter os en dejlig vinsmagning.  Transsylvanien er ikke et vinområde, man hører meget om på vores breddegrader. Men der er produceret vin i Transsylvanien siden det 1. århundrede, og regionen er kendt i denne del af Europa for sin høje kvalitet af vine. Efter besøget går turen tilbage til Cluj, hvor vi spiser aftensmad sammen, hvorefter aftenen er fri til at nyde folkelivet i byen på egen hånd. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Cluj Napoca

    NB: Husk at tage lange bukser på denne dag, da det er et krav ved klosterbesøg. 

  • Dag 7

    Ungarsk kultur i Transsylvanien

    Vi kører i dag til en lille ungarsk landsby, Sancraiu, hvor vi tager en tur med hestevogn igennem landsbyen og oplever den flotte natur, de smukke huse og de flittige ungarere. Vi besøger byens kirke, og vi spiser frokost hos en dejlig familie, som Carmen har kendt i mange år. De introducerer os for den ungarske identitet i Transsylvanien og giver os et indblik i livet på landet i Rumænien. Derefter kører vi tilbage til vores hotel, hvor der vil være tid til at udforske Cluj Napoca på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Cluj Napoca

  • Dag 8

    Hjemrejse

    Vi har formiddagen fri på egen hånd, inden vi kører til lufthavnen i Cluj. Efter et flyskifte er vi tilbage i København først på aftenen.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Rumænien.

  • Pas og visum

    Rumænien kræver ikke visum af danske statsborgere ved ophold under 90 dage, men passet skal være gyldigt i mindst 3 måneder ud over opholdets varighed. Der skal være mindst to tomme sider i passet ved indrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Valutaen i Rumænien er Rumænske lei (RON). Hvis du medbringer euro, så er det muligt at veksle til lei i bussen hos Carmen ved ankomst. 

    100 RON = 150 DKK. 

    Alle gængse kreditkort accepteres i Rumænien. Dog er det – som i Danmark – forskelligt fra butik til butik, hvilke kort der accepteres.

  • Mad og drikke

    Det rumænske køkken er traditionelt og influeret af såvel tyrkisk og ungarsk som tysk kogekunst. Rumænien producerer en del vin - både hvidvin baseret på riesling, chardonnay og pinot gris, og rødvin baseret på cabernet sauvignon og pinot noir. Blommesnapsen tuica er svært at komme udenom på et besøg i landet.

    Rumænerne drikker meget kaffe. ”Filtru” er filterkaffe, ”Ness” er nescafé, og ”Espresso” er – ja, espresso, men med mere vand end man normalt forbinder med ordet. Te vil ofte være frugtte.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på Viktors Farmors rejser til Rumænien, skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form.

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Telefon til Rumænien: Tryk 0040 + abnnr. Fra Rumænien til Danmark trykkes 0045 + dansk abnnr. 

    Mobiltelefon. Der er udmærket mobildækning i Rumænien. Undersøg priserne ved din teleudbyder.

    Internet. På de fleste hoteller er der trådløst internet.

  • Elektricitet

    Ligesom i Danmark bruges der 220V, og en adapter er derfor ikke nødvendig.

  • Drikkevand

    I Rumænien varierer kvaliteten af drikkevand fra hanen afhængigt af regionen. I større byer som Bukarest og Cluj-Napoca er vandet generelt sikkert at drikke, men vil du være helt sikker så køb flaskevand. ”Apa plata” er vand uden brus. En flaske vand (1,5 liter) koster cirka 7 kroner.

  • Drikkepenge

    Det er ikke almindeligt at give drikkepenge i Rumænien, men ofte runder man op til nærmeste runde tal.

  • Foto

    Spørg altid om tilladelse før du tager billeder eller videoer af mennesker. Nogle mennesker kan være følsomme over for fotografering af kulturelle eller religiøse årsager. Tag desuden ikke billeder af mennesker fra bussen, da vi her ikke har mulighed for at spørge om lov. 

    Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer.

  • Prisniveau

    En frokost på en lokal restaurant koster mellem ca. 100 og 150 kroner. En øl på en restaurant ca. 15 kroner, og lokal rumænsk vin koster ca. 150 kroner. En kop kaffe koster mellem 20 og 25 kr. 

  • Bagage og håndbagage

    Bagage bør aldrig være tungere, end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indcheckede bagage. Medbringer du disse apparater, skal de derfor i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indcheckede bagage.

    Sørg altid for at have en tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på etiketten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Rumænien har kontinentalt og overvejende varmt klima. I maj måned er der mellem 11 og 24 grader, altså varmere end i Danmark. I juli kan temperaturen komme op omkring 29 grader om dagen, og sensommer og efterår byder på generelt varmt klima.

  • Tidsforskel

    Rumænien er en time foran Danmark. Rumænien skifter også mellem sommer- og vintertid, hvilket betyder, at tidsforskellen er konstant hele året.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Lange bukser til klosterbesøg

    - Vækkeur (hvis man ikke har et på telefonen)

    - Paraply/regntøj hvis vejrudsigten lover regn

    - Myggespray

    - Lille dagtursrygsæk

    - Gode gå/vandresko

    - Kasket eller solhat + solbriller

    - Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - En lille flaske håndrens (fås på apoteket eller hos Matas)

  • Værd at vide

    Med et areal på 238.319 km² er Rumænien et af de større lande i Europa, men stadig mindre end vesteuropæiske lande som Spanien, Frankrig, Sverige, Polen og Finland. Der bor ca. 19,1 millioner i Rumænien, og befolkningstallet er faldende. 

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Rumænien.