Den store Baltikumrejse
God tid i Estland, Letland og Litauen
På rejsen tager vi os god tid i de baltiske landes forskelligartede hovedstæder, Tallinn, Riga og Vilnius. Derudover gør rejsens længde det muligt for os at opleve landenes mindre byer og mange spændende naturområder.
Priser fra
18.990 kr.
Max. 20 deltagere
12 dages rejse
Start din rejse her
Rejsen gennem Baltikum er en spændende kombination af historiske seværdigheder og smuk natur. Vi begynder i Estlands hovedstad Tallinn, som er en af Europas bedst bevarede middelalderbyer. Gennem krogede brostensbelagte gader og historiske bygninger opdager vi byens gamle historie, inden turen går videre til landets næststørste by, Tartu, der er den ældste by i hele Baltikum.
Vi bevæger os sydpå til Letland og oplever både den naturskønne Gauja Nationalpark og det storslåede Rundāle Palads, før vi når Letlands hovedstad, Riga. Byen imponerer med sin unikke blanding af gotisk arkitektur, art nouveau og sit historiske frilandsmuseum.
I Litauen afslutter vi vores rejse med besøg i Vilnius, der er kendt for sin barok-arkitektur, og Trakai, hvor vi fra Galvésøen nyder byens middelalderborg i maleriske omgivelser.
Vi besøger også den mystiske korshøj, Kryžių Kalnas, og den kuriske landtange, der med sine sandklitter og smukke kyststrækninger er en unik naturoplevelse.
Med oplevelser fra middelalderborge og kejserlige paladser til små autentiske byer og smukke nationalparker giver rejsen os et dybt indblik i de tre baltiske lande.
5 gode grunde til at rejse til Baltikum med Viktors Farmor:
- Nyd god tid til at udforske de baltiske lande: Både hovedstæderne og de små byer
- Gå på opdagelse i spændende naturområder som f.eks. den unikke, kuriske landtange
- Oplev Estlands kulturarv på det prisbelønnede nationalmuseum
- Få en bred introduktion til det baltiske køkken på lokale restauranter
- Sejl på Galvésøen, og se Trakai-slottet fra vandet
Dagsprogram
-
Dag 1
Til Estland
Vi flyver direkte fra København til Tallinn, hvor vi indkvarteres på vores hotel. Vi spiser derefter en sen velkomstmiddag på hotellet.
Vi har tre overnatninger i Tallinn.
Måltider: Aftensmad
Overnatning: St. Olav Hotel el.lign., Tallinn
-
Dag 2
Tallinns gamle bydel
Vi starter dagen med en byrundtur i Tallinns gamle bydel. Mads Michael bor til daglig i byen, og i dag viser hans os nogle af sine yndlingssteder. Undervejs spiser vi frokost på Peppersack, som er en restaurant i middelalderstil.
Tallinn, en charmerende hovedstad med under en halv million indbyggere, er en af de bedst bevarede middelalderbyer i det nordlige Europa. Det er derfor ikke overraskende, at byens gamle bydel er at finde på UNESCO's Verdensarvsliste. Den gamle bydel byder på et væld af krogede brostensbelagte gader og små nicher og udsigtspunkter.
På vores byrundtur ser vi bl.a. Alexander Nevsky-katedralen, der med sine fem store løgkupler, er et mesterværk inden for den russiske revivalstil, der vidner om tiden, hvor Estland hørte under Det Russiske Kejserrige. Vi ser også Estlands smukke lyserøde parlamentsbygning udefra.
Vi kommer også forbi Den Danske Konges Have. D. 15. juni 1219 vandt danskerne slaget ved Lyndanise og dermed herredømmet over det nordlige Estland. Ifølge legenden faldt Dannebrog ned fra himlen under dette slag på det sted, som nu kaldes Den Danske Konges Have. Haven er et godt sted at betragte Tallinns gamle og velbevarede bymur.
Middagen er på egen hånd. Boheme-kvarteret Kalamaja, som ligger omkring 20 minutters gang fra vores hotel, er berømt for at huse nogle af Tallinns bedste spisesteder. Det er derfor et oplagt område at udforske, hvis du vil finde en skøn restaurant.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: St. Olav Hotel el.lign., Tallinn
-
Dag 3
Tartu og Estlands nationalmuseum
Efter morgenmaden kører vi mod byen Tartu, der er Estlands næststørste by og den ældste by i hele Baltikum.
Tartu er for mange det kulturelle centrum i Estland. Esterne er derfor også stolte over, at byen i 2024 var udråbt til europæisk kulturhovedstad. Byens universitet har uddannet nogle af Estlands klogeste hoveder, det første estiske teater blev grundlagt her, og den første estiske avis blev udgivet i Tartu.
Vi skal på byrundtur i denne historiske by. Blandt turens højdepunkter er byens universitet, rådhus, domkirke og byens gamle observatorium. Vi slår desuden vejen forbi en af byens mere mærkværdige seværdigheder, nemlig det skæve hus i Tartu, der er Estlands svar på det skæve tårn i Pisa.
Vi spiser frokost på restauranten Gunpowder Cellar, som har til huse i en 300 år gammel bygning!
Efter frokosten kører vi videre til Estlands nationalmuseum, hvor en guidet rundvisning venter. Museet regnes for en af landets vigtigste kulturinstitutioner og ligger på området af en tidligere sovjetisk flyveplads. Den moderne bygning er enkel og stilren, og måden den ligger i landskabet på, vækker nysgerrighed allerede før man træder indenfor.
Indendørs bevæger vi os gennem Estlands historie og identitet. Udstillingerne dækker alt fra det traditionelle bondeliv og folkekultur til sproglig mangfoldighed og hverdagsliv i både sovjetisk og moderne tid. Fortællingerne formidles med lyd, billeder og interaktive elementer.
Efter rundvisningen kører vi til vores hotel i Tartu. Aftensmaden er på egen hånd, men da vi bor centralt i byen, er der god mulighed for at finde et sted at spise.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hotel Tartu el.lign., Tartu
-
Dag 4
Gauja Nationalpark og Sigulda
Vi forlader Estland og kører mod Sigulda i Letland. Sigulda er i særdeleshed kendt for sin skønne natur, der har inspireret mange malere og poeter gennem tiden.
Efter ca. tre timers kørsel checker vi ind på vores hotel, hvor vi også spiser frokost.
Efterfølgende kører vi til Gauja Nationalpark, som er et vildt naturområde med bjerge, dale og klipper. Vi skal med kabelbane over Gaujafloden, hvorfra vi får et godt udsyn over sandstensklipperne ved flodens bredder. Netop sandstensformationerne er nationalparkens hovedattraktion. Sandstenene, der blev formet for cirka 350 millioner år siden, har skabt de mange klipper og huler, man finder i Gauja. Vi besøger bl.a. Gutmanhulen, som er en stor sandstenshule i røde nuancer. Vores rute går også forbi ruinerne af Turaida-borgen fra år 1214.
Vi bruger cirka tre timer i parken, hvorefter vi kører tilbage til vores hotel i Sigulda.
Aftensmaden er på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hotel Sigulda el.lign., Sigulda
-
Dag 5
Formiddag på egen hånd og mod Litauen
I dag er formiddagen på egen hånd. Du kan f.eks. gå en tur i Siguldas hyggelige park, nyde udsigten fra et af de nærliggende udsigtspunkter eller besøge Sigulda Slot, som ligger i kort afstand fra centrum. Du kan også slentre en tur gennem byen, sætte dig på en café eller blot nyde roen og de smukke omgivelser,
Vi mødes igen til frokost på en hyggelig traditionel restaurant.
Efter frokost går turen til Litauen og landets hovedstad Vilnius. Det er en køretur på godt fem timer. Ved ankomst checker vi ind på vores hotel.
Aftensmaden er på egen hånd, men da vores hotel ligger centralt, er der god mulighed for at finde en hyggelig restaurant.
Vi har to overnatninger i Vilnius.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Neringa Hotel el.lign., Vilnius
-
Dag 6
Byrundtur i Vilnius og sejltur ved Trakai
Når vi har spist morgenmad, skal vi på byrundtur i Litauens hovedstad. Vilnius er en by på cirka en halv million indbyggere, hvor den gamle bydel er på UNESCO's Verdensarvsliste grundet sin imponerende barokke arkitektur. Vilnius’ barokstil opstod, da byen blev genopbygget i det 18. århundrede efter en stor brand. Et af de bedste eksempler på denne stil findes ved det tidligere Bazilijonų klosterets port, som vi naturligvis skal se. Derudover skal vi se en række andre af byens historiske huse og bygninger.
Vi besøger også byens KGB-museum, hvor vi stifter bekendtskab med Litauens moderne historie og hører mere om livet i Litauen i sovjettiden.
Efter vores byrundtur kører vi til byen Trakai, en charmerende lille by kendt for sin rige historie og smukke natur. Trakai er især berømt for sin imponerende middelalderborg, Trakai Slot, der ligger malerisk på en ø midt i Galvėsøen. Slottet blev bygget i det 14. århundrede og har gennem tiden spillet en vigtig rolle i Litauens forsvar og kulturhistorie.
Byen er desuden hjemsted for karaim-folket, et lille etnisk mindretal, som i slutningen af 1300-tallet blev hentet til området af storhertugen Vytautas den Store af Litauen. Karaimernes særprægede træhuse og deres traditionelle retter er i dag en vigtig del af Trakais identitet.
I Trakai sejler vi en tur på Galvėsøen, hvor vi bl.a. har god mulighed for at observere middelalderborgen. Ombord serveres den traditionelle karaimiske snack kibinai. Kibinai er lavet af en tynd dej fyldt med en blanding af kød, løg og krydderier.
Tilbage i Vilnius venter en guidet gåtur i den kreative bydel Užupis, som ofte sammenlignes med Montmartre i Paris. Bydelen er kendt for sine farverige facader, kunstinstallationer og boheme-stemning.
Efter gåturen i Užupis er resten af dagen fri til f.eks. at udforske byens hyggelige caféer og de mange butikker med smukt håndværk som antikviteter, ravsmykker og hørprodukter.
Aftensmaden er på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost (kibinai)
Overnatning: Neringa Hotel el.lign., Vilnius
-
Dag 7
Klaipeda og Palanga
Vi kører mod Klaipeda, som er Litauens tredjestørste by. Klaipeda er en havneby i den ene ende af den kuriske landtange. Vi besøger den gamle bykerne, hvor træindrammede bygninger fra det 18. århundrede er opført i tysk byggestil. På byens centrale plads, Teaterpladsen, finder vi desuden byens gamle teater opført i neoklassisk stil.
Vi spiser frokost i byen, og checker derefter ind på vores hotel.
Sidst på eftermiddagen forsætter vi mod Palanga, som er en lille ferieby, der mest er kendt for sine sandklitter. Vi udforsker Palanga og besøger bl.a. Tiškevičiai Paladset, der byder på en stor samling af rav.
Resten af dagen er der tid på egen hånd i Klaipeda.
Vi har to overnatninger i Klaipeda.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Amberton Klaipeda Hotel el.lign., Klaipeda
-
Dag 8
Den 100 kilometer lange naturlige bro til Kaliningrad
I dag skal vi besøge byen Nida, der ligger omtrent midtvejs på den kuriske landtange. Vi starter derfor dagen ud med en sejltur til den UNESCO-listede landtange, der forbinder Litauen med Kaliningrad.
Den kuriske landtange er et helt unikt naturfænomen, der strækker sig mere end 100 kilometer i længden, men blot er mellem 500 meter og 4 kilometer i bredden. Vi udforsker området, og besøger bl.a. forfatteren Thomas Manns sommerhus i Nida. Mann er kendt for sine romaner, der udforsker temaer som menneskelig eksistens, kunst og samfundets moral. Nogle af hans mest berømte værker inkluderer "Buddenbrooks," "Der Zauberberg" og "Doktor Faustus." Mann tilbragte mange somre i Nida, og hans sommerhus er i dag et museum, der giver besøgende et indblik i hans liv og værker.
Vi spiser frokost i Nida, inden vi kører tilbage til Klaipeda, hvor vi ser byens botaniske have. Dette er stedet, hvor russiske og preussiske monarker i sin tid mødtes.
Aftensmaden er på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Amberton Klaipeda Hotel el.lign., Klaipeda
-
Dag 9
Bakken med tusindvis af kors og tilbage til Letland
Efter en tidlig morgenmad på vores hotel, kører vi til den berømte korshøj, Kryžių Kalnas, i det nordlige Litauen. Dette katolske pilgrimssted er hjemsted for en imponerende samling af omkring 100.000 kors, sammen med krucifikser, statuer og rosenkranse, efterladt af besøgende gennem årene. Traditionen med at placere kors på højen menes at stamme fra en opstand mod Det Russiske Kejserrige i 1831, men rødderne går muligvis endnu længere tilbage til middelalderen. Under kommunisttiden blev korsene flere gange fjernet og ødelagt, men stedet blev hurtigt genopbygget. Siden 1985 har korshøjen fået lov til at stå uberørt.
Herefter forsætter turen tilbage til Letland, hvor vi besøger det pittoreske Rundāle Palads, et palads med en lang og kringlet historie. Rundāle Palads har tjent mange formål ud over sit oprindelige brug som residens, og er bl.a. blevet brugt som hospital, skole og kornlager i og efter krigstider. Paladset bliver stadig den dag i dag brugt til f.eks. at indkvartere udenlandske statsledere.
Efter en rundtur i paladset og dets smukke park kører vi til dagens sidste stop, Jūrmala, hvor vi også overnatter én enkelt nat. I Jūrmala bor vi på Hotel Jūrmala SPA. Her er der mulighed for at benytte hotellets lækre spaområde, som har åbent indtil kl. 22.00.
Aftensmaden er på egen hånd. Der er mulighed for at spise på hotellet.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hotel Jūrmala SPA, Jurmala
-
Dag 10
Ķemeri Mose og Rigas Art Nouveau-kvarter
Denne dag starter i Jūrmala, hvor vi på en lille byrundtur nyder byens sandstrande og duften af de mange fyrretræer.
Herefter kører vi til den nærtliggende Ķemeri Mose, der er kendt for sin store biodiversitet, herunder mange forskellige fuglearter. Over mosen har man etableret en ophøjet sti af træ, der gør det muligt at bevæge sig over det sumpede landskab. Der er mulighed for at tage både en kort gåtur i mosen (1,4 kilometer) og en lidt længere tur (3,4 kilometer). Vælger man den længere rute, kommer man forbi et observationstårn, der giver et godt udsyn over mosen.
Herefter tager vi til Riga, hvor frokost på en lokal restaurant venter os. Efter frokost besøger vi Rigas Art Nouveau-kvarter, også kendt som jugendstil-kvarteret, bestående af smuk og romantisk arkitektur. Art Nouveau er en kunststil fra slutningen af 1800-tallet, og i dag huser Riga over 800 bygninger i denne stil. Vi ser nogle af de mest betagende bygninger udefra.
Vi har to overnatninger i Riga. Aftensmaden er på egen hånd. Vores hotel ligger godt placeret i den gamle bydel, hvor der findes mange restauranter.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hotel Konventa Sēta el.lign., Riga
-
Dag 11
Riga
Den sidste af rejsens fulde dage er dedikeret til at udforske Baltikums største by. Riga er formet af en broget historie, hvor både tyske riddere, svenske konger og russiske kommunister har sat deres præg på byen. Riga er en sjov blanding af Øst- og Nordeuropa, og denne dag bruges på at kigge byen efter i detaljerne.
Vi skal på byrundtur i den spændende hovedstad, og blandt turens højdepunkter er besøget i byens katedral, der blev opført i 1211, og er den største middelalderkirke i hele Baltikum. Vi går også forbi Sorthovedernes Hus, som er et af Rigas mest ikoniske vartegn.
Efter frokost på egen hånd, kører vi til byens frilandsmuseum, der ligger i en nåleskov lige uden for Riga. Frilandsmuseet byder på et indblik i Letlands traditionelle kultur og levevis. På museets grund findes 118 historiske bygningsværker fra forskellige perioder, der er indsamlet fra rundt omkring i Letland.
Om aftenen spiser vi fælles afskedsmiddag.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Hotel Konventa Sēta el.lign., Riga
-
Dag 12
Hjemrejse
Afhængigt af flytiderne er der tid på egen hånd. Spørg evt. din rejseleder for gode forslag til, hvad du kan lave.
Vi kører til lufthavnen, hvor vi flyver hjem til Danmark.
Måltider: Morgenmad
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Baltikum
-
Pas og visum
Estland, Letland og Litauen kræver ikke visum af danske statsborgere ved ophold under 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdet, og der skal være mindst to tomme sider i passet ved indrejse.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
-
Vaccination
Som i de fleste andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Valutaen i Estland, Letland og Litauen er euro (EUR). Alle gængse kreditkort accepteres. Dog er det – som i Danmark – forskelligt fra butik til butik, hvilke kort der accepteres.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på Viktors Farmors rejser til Estland, Letland og Litauen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejserne er ikke egnet for bevægelseshæmmede, da der bl.a. indgår flere byvandringer samt ikke er elevator på alle hotellerne. Det forventes, at du kan gå mindst 8 km om dagen, samt håndtere din egen bagage. I Riga, Tallinn og Vilnius gamle bydele er det ikke tilladt at køre med bus. Bussen stopper derfor ca. 300 meter fra hotellet, og du skal selv transportere din bagage den sidste del af vejen.
-
Telefoni og internet
Telefoni. Der er god mobildækning i alle tre lande. Undersøg priserne ved din teleudbyder.
Internet. På de fleste hoteller er der trådløst internet.
-
Elektricitet
I Estland, Letland og Litauen anvendes strøm med en spænding på 220-230 V, hvilket er det samme som i Danmark. De fleste steder benyttes stiktype C og F, som er kompatible med danske stik, så en adapter er som regel ikke nødvendig.
-
Drikkevand
Vand fra hanen er som regel helt fint at drikke i større byer som Tallinn, Riga og Vilnius. I nogle landlige områder kan vandkvaliteten variere, og her kan det derfor være en god idé at drikke flaskevand.
-
Drikkepenge
Drikkepenge er ikke en fast forventning, men de bliver ofte modtaget med glæde som en påskønnelse af god service.
Drikkepenge til chauffører og lokalguider er inkluderet i prisen på alle Viktors Farmors grupperejser.
-
Foto
Spørg altid om tilladelse før du tager billeder eller videoer af mennesker. Nogle mennesker kan være følsomme over for fotografering. Tag desuden ikke billeder af mennesker fra bussen, da vi her ikke har mulighed for at spørge om lov.
Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer.
-
Prisniveau
Prisniveauet i Estland, Letland og Litauen er generelt lavere end i Danmark, men der er forskelle mellem de tre lande og mellem storbyer og landområder.
Måltider:
- Et måltid på en lokal restaurant koster typisk 50-100 DKK, mens en middag på en mere eksklusiv restaurant kan koste 150-250 DKK.
Kaffe og øl:
- En kop kaffe koster omkring 10-20 DKK, afhængigt af stedet.
- En lokal øl på en café eller restaurant koster typisk 15-30 DKK.
Indkøb:
- Dagligvarer og snacks er billigere end i Danmark, især lokalt producerede produkter.
Generelt er Litauen det billigste af de tre lande, mens Estland, især i Tallinn, har lidt højere priser, der nærmer sig vesteuropæisk niveau. Letland ligger midt imellem.
-
Bagage og håndbagage
Bagage bør aldrig være tungere, end at man til enhver tid kan bære det selv. I Riga, Tallinn og Vilnius gamle bydele er det ikke tilladt at køre med bus. Bussen stopper derfor ca. 300 meter fra hotellet, og du skal selv transportere din bagage den sidste del af vejen.
Vær opmærksom på at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indcheckede bagage. Medbringer du disse apparater, skal de derfor i håndbagagen.
Vandrestave skal i den indcheckede bagage.
Sørg altid for at have en tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på etiketten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
Estland, Letland og Litauen har et tempereret klima med fire tydelige årstider:
- Sommer (juni-august): Somrene er milde til varme med temperaturer på omkring 18-25°C.
- Efterår (september-november): Efteråret byder på køligere temperaturer på 5-15°C.
- Vinter (december-februar): Vintrene er kolde med temperaturer fra -5°C til -15°C, især i Estland og det nordlige Letland. Sne er almindeligt.
- Forår (marts-maj): Foråret er køligt med temperaturer på omkring 0-10°C.
Vejret kan være uforudsigeligt, især i kystområderne, så lag-på-lag-tøj og en let regnjakke er altid en god idé at pakke, uanset årstiden.
-
Tidsforskel
Estland, Letland og Litauen én time foran Danmark. De tre lande følger også sommertid, hvilket betyder, at tidsforskellen forbliver den samme hele året rundt.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Drikkedunk/vandflaske til genopfyldning
- Vindtæt jakke
- Vækkeur (hvis man ikke har et på telefonen)
- Paraply/regntøj hvis vejrudsigten lover regn
- Lille dagtursrygsæk
- Gode gå/vandresko
- Kasket eller solhat + solbriller (hvis du rejser i sommerhalvåret)
- Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- Rejser du over julen, så husk at tage varmt tøj og fodtøj med. Byvandringerne foregår til fods, og det er koldt i december
- En lille flaske håndrens (fås på apoteket eller hos Matas)
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse. Du kan se alle rabatordninger på siden "Rabataftaler": https://www.viktorsfarmor.dk/om-viktors-farmor/fordele