Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       trustpilot-viktorsfarmor

Kultur og vandring i Skotland

Opdag det skotske højland med klanernes dale og whiskysmagning

I det skotske højland venter grønne bjergsider, mørke søer og gamle klanhistorier. Vandr på West Highland Way og Rob Roy Way, besøg små højlandsbyer, og spejd efter dyreliv med en naturguide. Rejsen ledes af vores danske rejseleder, som bor i Skotland og deler sit indgående kendskab til landet.

Priser fra

Afventer pris

Max. 20 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

Det skotske højland fortæller mange historier, når man bevæger sig gennem de tågede dale, stille skove og langs de mørke søer med grønne bjerge omkring sig. Her har klaner levet gennem generationer, og der gemmer sig mange sagnomspundne fortællinger. Stierne forbinder stadig små byer og landsbyer på tværs af højlandet.

På vores rejse med kultur og vandring i Skotland kombinerer vi natur og skotsk kultur. Vi går i den fredløse Rob Roys fodspor på Rob Roy Way og følger en etape af den legendariske West Highland Way gennem det åbne højland. Andre dage går vi gennem skove, langs floder og søer på mindre kendte stier.

Ved Loch of the Lowes kommer vi helt tæt på den skotske natur, når en lokal naturguide tager os med på opdagelse i reservatets rige fugle- og dyreliv. I Glen Coe vandrer vi mellem bjergene og hører samtidig om MacDonald-klanen og den barske massakre i 1692, som har sat dybe spor i dalens historie.

Når vandrestøvlerne får en pause, venter den skotske kultur og historie. Vi besøger små byer og finder den gamle katedral i Dunkeld mellem træerne ved bredden af River Tay, inden vi oplever de brusende Falls of Dochart.

På historiske Blair Castle træder vi ind i flere århundreders skotsk historie og får et indblik i livet omkring et af højlandets gamle slotte. I Pitlochry smager vi naturligvis også på skotsk whisky og bliver klogere på traditionerne bag den skotske single malt.

5 gode grunde til at rejse til Skotland med Viktors Farmor:

  • Vandr på udvalgte etaper af de kendte vandreruter Rob Roy Way og West Highland Way
  • Træd ind i flere århundreders skotsk klanhistorie på Blair Castle
  • Spejd efter fiskeørne og bævere ved Loch of the Lowes med en lokal naturguide
  • Smag på skotsk whisky i Pitlochry, og bliv klogere på traditionerne bag
  • Opdag højlandet sammen med vores danske rejseleder Camilla Kornerup, som bor i Skotland

Dagsprogram

  • Dag 1

    Velkommen til det skotske højland

    Efter ankomst til Edinburgh Lufthavn sætter vi kursen mod det skotske højland. Vi kører ca. halvanden time nordpå gennem det skotske landskab til Pitlochry, hvor vi bor de første fire nætter.

    Pitlochry ligger smukt ved floden River Tummel omgivet af skovklædte bakker og bjerge. Den hyggelige højlandsby bliver vores første base og et godt udgangspunkt for de kommende dages oplevelser.

    Efter ankomst tjekker vi ind på hotellet. Er der tid og energi efter rejsen, går vi en kort tur gennem Pitlochry og får en introduktion til byen og området, som vi lærer bedre at kende de næste dage.

    Om aftenen mødes vi igen til en fælles velkomstmiddag på en lokal restaurant i Pitlochry.

    Dagens vandring: Ca. 3-4 km på byrundtur.

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Pitlochry

  • Dag 2

    Fra fisketrappe til whiskysmagning

    Vi begynder vores første hele dag i højlandet til fods. Fra hotellet går vi gennem Pitlochry og ned til River Tummel, hvor dagens rute fører os langs floden og videre ind mellem skovene omkring byen. 

    Undervejs besøger vi Fish Dam Centre og den berømte Fish Ladder. Fisketrappen hjælper laksene forbi dæmningen på deres vej op ad floden for at gyde efter deres lange færd til havs. Her får vi et interessant indblik i laksenes livscyklus og den rejse, der fører dem fra de skotske floder ud i Atlanterhavet og tilbage igen.

    Fra floden fortsætter vi ind mellem træerne i Faskally Wood, hvor landskabet ændrer karakter. Skoven blev anlagt som modelskovbrug i 1800-tallet, og derfor møder vi en usædvanlig variation af træarter på vores vej. Douglasgran, lærk, skovfyr, bøg, eg og sølvgran står side om side, og flere træer er mere end 200 år gamle.

    Midt mellem de høje træer ligger den lille Loch Dunmore. På stille dage spejler skoven sig i søens overflade, og området har et rigt fugleliv.

    Efter ca. 6-7 kilometers vandring vender vi tilbage til Pitlochry. Tilbage i byen er frokosten på egen hånd. Senere mødes vi hos Robertsons of Pitlochry, hvor vi skifter vandrestøvlerne ud med whiskeyglas. Her får vi en smagsprøve på en anden side af Skotland, når vi smager et par whiskyer og hører mere om landets single malt-tradition.

    Efter smagningen er resten af dagen fri til egne oplevelser i Pitlochry.

    Dagens vandring: Ca. 6-7 km.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Pitlochry

  • Dag 3

    Fiskeørne og middelalderhistorie ved River Tay

    Efter morgenmad tager vi toget et kvarters tid sydpå til Birnam og Dunkeld, der ligger på hver sin side af River Tay – Skotlands længste flod. Her begynder dagens vandring gennem Birnam, over floden og videre ad skovstier mod Loch of the Lowes.

    Søen ligger i et fredet naturreservat med et rigt fugle- og dyreliv. Området er især kendt for sine fiskeørne, og her lever også bævere samt en lang række skov- og vandfugle.

    Ved søen besøger vi Scottish Wildlife Trusts besøgscenter, hvor vi møder en lokal naturguide. Vi hører om fiskeørnene, bæverne og reservatets øvrige dyreliv og får mulighed for selv at gå på udkig med kikkerter og teleskoper. Måske viser en fiskeørn sig over vandet, måske finder vi spor efter bæverne – naturen bestemmer dagens observationer.

    Med udsigt til søen spiser vi vores madpakker, inden vi fortsætter vandringen gennem skoven tilbage til Dunkeld.

    Dunkeld var et vigtigt religiøst og politisk centrum i det tidlige skotske kongerige Alba. Vi besøger Dunkeld Cathedral, hvis ældst bevarede dele stammer fra 1200-tallet. Flere betydningsfulde skikkelser fra den skotske middelalder er begravet her, og katedralen ligger smukt helt ned til River Tay.

    Efter besøget får vi tid på egen hånd i Dunkeld. Måske lokker en café, en tur langs floden eller byens små butikker, inden vi sidst på eftermiddagen tager toget tilbage til Pitlochry. Aftensmaden er i aften på egen hånd.

    Dagens vandring: Ca. 10 km – stigning 85 meter.

    Måltider: Morgenmad og frokost (madpakke)

    Overnatning: Pitlochry

  • Dag 4

    Historiske Blair Castle og frieftermiddag i Pitlochry

    Efter de første dages vandringer får vandrestøvlerne en pause. I dag dykker vi i stedet ned i det skotske højlands klanhistorie, inden vi får en frieftermiddag i Pitlochry.

    Fra morgenstunden tager vi den lokale bus cirka 10 kilometer nordpå til landsbyen Blair Atholl, hvor vi besøger Blair Castle og den omkringliggende park. Slottet har gennem århundreder været tæt knyttet til Clan Murray og hertugerne af Atholl. Indenfor går vi gennem historiske sale og værelser, der fortæller om livet på slottet gennem generationer.

    Også dronning Victoria har sat sine spor her. Hun besøgte Blair Castle sammen med prins Albert i midten af 1800-tallet, og forbindelsen til kongehuset blev siden en del af slottets historie. Den dag i dag er Blair Castle stadig knyttet til Murray-familien og hertugerne af Atholl.

    Klantraditionerne lever også videre omkring slottet, der danner ramme om de årlige Atholl Gathering and Highland Games. Her samles deltagere blandt andet til traditionelle højlandsdiscipliner, og kilte, sækkepiber og gamle skotske traditioner fylder området omkring slottet.

    Over middag tager vi lokalbussen tilbage til Pitlochry, hvor resten af eftermiddagen og aftenen er fri. Man kan besøge et whiskydestilleri, gå en tur langs River Tummel eller nyde nogle rolige timer blandt byens butikker, caféer og pubber. Der er naturligvis også mulighed for en omgang skotske scones og te. Rejselederen hjælper gerne med idéer og praktiske råd.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Pitlochry

  • Dag 5

    Mod Tyndrum i klanmandens fodspor

    I dag bevæger vi os for alvor ind i højlandet. Vi tjekker ud af hotellet i Pitlochry, pakker bagagen i bussen og kører den korte tur til Grandtully ved River Tay. Her tager vi hul på Rob Roy Way, som er en 127 kilometer lang vandrerute gennem det skotske højland. Vi går en udvalgt etape af ruten og følger floden mod Aberfeldy.

    Ruten har navn efter Rob Roy MacGregor, der levede i det skotske højland omkring år 1700. Han var kvægdriver og klanmand, men endte som fredløs og blev siden en af de mest kendte skikkelser i fortællingerne om det skotske højland.

    Vi følger River Tay mod Aberfeldy. Stien løber flere steder tæt ved floden og fører os gennem både løv- og nåleskov og forbi åbne marker. På sandbankerne i floden kan vi holde øje med fuglelivet, mens skovbunden skifter karakter alt efter årstid. Om foråret farver skovhyacinter skovbunden blåviolet, mens efteråret giver træerne de varme, rødbrune nuancer. Undervejs finder vi et godt sted at spise vores madpakker.

    I Aberfeldy møder vi bussen igen og fortsætter gennem et landskab af bjerge og søer. Vejen følger den lange Loch Tay, inden vi når Killin ved søens vestlige ende. Her oplever vi Falls of Dochart, hvor vandet strømmer hen over klipperne og under byens gamle stenbro.

    Dagens sidste strækning tager os til Tyndrum. Byen bliver vores base for de næste tre nætter og er også vores udgangspunkt for vandringer på blandt andet West Highland Way og i Glen Coe. Om aftenen samles vi til middag på hotellet i Tyndrum.

    Vandring: 6-7 km – i fladt tærren.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Tyndrum

  • Dag 6

    West Highland Ways smukke natur og dyreliv

    I dag snører vi vandrestøvlerne til en etape på West Highland Way, som er Skotlands mest kendte langdistancevandrerute. Hele ruten strækker sig 154 kilometer fra Milngavie nord for Glasgow til Fort William ved foden af Ben Nevis og fører gennem nogle af højlandets karakteristiske landskaber.

    Vi tager toget et kvarters tid fra Tyndrum til Bridge of Orchy, hvor dagens vandring begynder. Fra stationen sætter vi kursen tilbage mod Tyndrum til fods. Vi følger West Highland Way ad vandrestier og gamle militærveje gennem det bjergrige landskab.

    Vi bevæger os gennem et åbent højlandslandskab med hede, græsland og mose. Der er ingen store stigninger på dagens rute, så vi kan koncentrere os om de smukke omgivelser og udsigterne mod bjergene Beinn Dorain og Beinn Odhar.

    Også dyrelivet har gode betingelser her. Vi holder blandt andet udkig efter ryper og rådyr, og over bjergene kan rovfugle vise sig. Kongeørne findes i det skotske højland, men som altid er det naturen, der bestemmer, hvad vi får at se.

    Vi har madpakkerne med og finder undervejs et sted med udsigt til at holde frokostpause. Derefter fortsætter vi gennem højlandet, indtil Tyndrum igen dukker op foran os.

    Eftermiddagen er fri, og der er tid til at slappe af efter dagens godt 10 kilometer på en af Skotlands mest berømte vandreruter. Vi spiser aftensmad på hotellet sammen om aftenen.

    Dagens vandring: Ca. 10-11 km, stigning ca. 150 meter.

    Måltider: Morgenmad, frokost (madpakke) og aftensmad

    Overnatning: Tyndrum

  • Dag 7

    Vandring i klanernes dal

    Bjergene kommer tættere på i dag. Vi kører fra Tyndrum til Glen Coe Visitor Centre, hvor en dyb dal skærer sig gennem det skotske højland mellem stejle bjergsider.

    Ved centret får vi historien bag landskabet. Geologien fortæller om de kræfter, der har formet dalen, mens udstillingerne giver os et indblik i områdets natur og den klanhistorie, som stadig er tæt forbundet med Glen Coe.

    Vi fortsætter til Glencoe Village, hvor vi gør holdt ved mindesmærket for MacDonald-klanen. Ved mindesmærket hører vi om massakren i 1692, hvor regeringstropper angreb medlemmer af den klan, som havde givet dem husly. Historien huskes stadig som et mørkt kapitel i højlandets klanhistorie.

    Herfra forlader vi landsbyen til fods. Stien fører os op mellem træerne til Glencoe Lochan, hvor søen ligger med bjergene som baggrund. Skoven gemmer på en overraskelse: Mellem de skotske træarter står høje nordamerikanske douglasgraner og sequoia, som blev plantet her i 1800-tallet.

    Vi fortsætter gennem landskabet med udsigter mod Loch Leven og bjergene omkring os. Undervejs holder vi frokostpause med vores madpakker, inden vi går videre mod Clachaig Inn, hvor bussen henter os og bringer os tilbage til Tyndrum.

    Om aftenen samles vi til en fælles afskedsmiddag og ser tilbage på en uge, hvor vandrestøvlerne har bragt os fra River Tay og Rob Roy Way til West Highland Way og Glen Coe.

    Dagens vandring: Ca. 11-12 km, stigning ca. 250 meter (vandringen kan kategoriseres som en 2 støvlet vandring).

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Tyndrum

  • Dag 8

    Fra højlandet mod Danmark

    Efter morgenmad tager vi afsked med Tyndrum og det skotske højland.

    Bussen bringer os gennem landskabet mod Edinburgh Lufthavn, som er en køretur på omkring to timer. Herfra flyver vi hjem til Danmark.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Skotland

  • Pas og visum

    Passet skal være gyldigt under hele opholdet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    ETA (Electronic Travel Authorisation): Alle rejsende fra Danmark og andre EU/EØS-lande skal forhåndsgodkendes med en elektronisk rejsetilladelse inden indrejse i Storbritannien (inkl. Skotland)

    Pris: £20 - Skal søges senest 3 arbejdsdage før afrejse.

  • Vaccination

    Det anbefales at være vaccineret med almindelige vaccinationer (som stivkrampe, difteri, polio, MFR, etc.).

    Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:

    Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor. 

  • Valuta

    Den officielle valuta i Edinburgh (og resten af Skotland) er britiske pund (GBP), også kaldet pound sterlin. Kreditkort og betalingskort (Visa og Mastercard) accepteres næsten overalt. Hævning af penge i ATM: Der er mange hæveautomater, de fleste gebyrfri, men nogle kan tage et lille gebyr.

  • Tidsforskel

    Der er 1 times tidsforskel mellem Danmark og Edinburgh (Skotland). Når klokken er 13:00 i Danmark, er den 12:00 i Edinburgh. Skotland/Storbritannien er 1 time bagud i forhold til Danmark.

  • Fysisk form og deltagelse på rejsen

    For at kunne deltage i rejsens program skal du være i almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke til bevægelseshæmmede. Det forventes, at du kan holde et gangtempo på 4 km/t på fladt underlag og at du i øvrigt er selvhjulpen både fysisk og psykisk.

    På denne rejse skal du kunne gå op til 10 km ad gangen og man kan cykle for at kunne deltage i hele programmet. Eventuelle egne fravalg af programpunkter aftales med rejselederen. Hvis rejselederen vurderer, at du ikke har de nødvendige fysiske forudsætninger for et programpunkt, kan du blive bedt om at stå over dette, hvilket skal respekteres. Du vil i dette tilfælde ikke være berettiget til kompensation.

    Vi forventer, at alle deltagere møder medrejsende, rejselederen, lokalbefolkningen, samarbejdspartnere, guider og chauffører med respekt, ordentlighed og åbenhed.

    Voldelig, truende eller krænkende adfærd accepteres ikke. Det gælder både fysisk og verbalt, herunder nedladende, chikanerende eller respektløs omgangstone.

     Svarende til støvle 1 på vandreferier.

  • Telefoni og internet

    Telefoni

    Landekoden til Skotland (Storbritannien) er +44.

    Det er sædvanligvis dyrt at bruge en dansk mobiltelefon uden for Danmark, bortset fra rejse i EU-lande, hvor der er indført roaming til hjemmetakst, således at du kan ringe, sende sms og bruge datatjenester uden ekstra omkostninger.  Vi anbefaler altid, at du kontakter din abonnementsudbyder, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge tele- og datatjenester uden ekstra omkostninger på din rejsedestination.

    Internet
    De fleste hoteller i Skotland tilbyder internetadgang, enten via gratis Wi-Fi eller mod betaling. Derudover er der ofte Wi-Fi tilgængeligt på caféer, restauranter og offentlige steder i byerne, men vær opmærksom på, at forbindelsens kvalitet og hastighed kan variere.

  • Foto

    Det tilrådes at udvise almindelig høflighed og altid spørge før fotografering

  • Elektricitet

    I Edinburgh/Skotland bruger man stikkontakttype G, som er den britiske standard med tre firkantede ben.  Spænding 230-240 volt AC, 50 Hz. Det er derfor nødvendigt med en rejseadapter (type G) Spænding og frekvens svarer til Danmark, så kun adapter er nødvendig og ikke spændingsomformer.

  • Drikkevand

    Drikkevandet i Edinburgh er meget sikkert at drikke direkte fra hanen og har en høj kvalitet med meget lav forurening. Du behøver derfor ikke medbringe flaskevand af vandhensyn, medmindre du foretrækker det af personlige årsager. I offentlige steder, restauranter og hoteller kan du trygt drikke hanebaseret vand i Edinburgh uden sundhedsrisiko.

  • Prisniveau

    Prisniveauet i Edinburgh er generelt lavere end i Danmark, især på dagligvarer og restauranter, men cigaretter og alkohol kan være relativt dyrere.

  • Bagage og håndbagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Håndbagage: Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet. Vigtig medicin skal altid være i håndbagagen.

  • Drikkepenge

    Det er normalt at lægge ca. 10 % i drikkepenge, når man er på restaurant. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Klima

    Edinburgh har et tempereret, maritimt klima med moderate temperaturer året rundt, mild sommer og vinter, jævn nedbør og varierende solskinsperioder. Vejret er dog lunefuldt og man skal have tøj med til kølige og regnfulde dage. I april og marts måned kan der forventes temperaturer fra 5 -12 grader. 

  • Infrastruktur

    Skotland har generelt gode og velholdte veje, men de er ofte smalle og snoede, især i bjergområder og på landet. Dette betyder, at transporttiden ofte er længere end på tilsvarende afstande i Danmark. 

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Gode vandrestøvler/ sko
    • Vabelplaster
    • Lun fleece/sweatshirt /varmt tøj
    • Regntøj / vindtæt
    • Dagtursrygsæk til madpakke og andre fornødenheder
    • Drikkeflaske
    • Evt. kikkert
    • Evt. vådservietter og håndsprit

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse. Du kan se alle rabatordninger på siden "Rabataftaler": https://www.viktorsfarmor.dk/om-viktors-farmor/fordele 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Skotland.