Hvad søger du?

Start din rejse her

Klimaet er som i Spanien og landskabet er så smukt, at det er med på UNESCOs verdenskulturarvsliste.

Vi besøger det naturskønne Svaneti, det historiske Tbilisi og det charmerende område omkring Kutaisi. Vi kommer helt tæt på den georgiske gæstfrihed, når vi besøger kirker og klostre. Vi stifter bekendtskab med det georgiske køkken og introduceres til mange spændende egnsretter.

Georgien er et ældgammelt vinland. I landets frugtbare dale er der i omkring 8000 år dyrket druer til vinfremstilling. Der er mere end 500 druesorter, som kun findes i Georgien. Vi er til vinsmagning i en landsby, hvor vi oplever de ældgamle vinkældre, og vi prøvesmager vinen direkte fra de underjordiske lerbeholdere ”kvevri”.

Rejsen starter i Tbilisi, hvor vi får et indtryk af den gamle bydel med bl.a. Sioni Katedralen. Den georgiske kirke står side om side med en armensk kirke, en synagoge og en moské.

Enestående natur byder os velkommen i Svaneti provinsen i det nordvestlige Georgien.

Men ikke mindst er mødet med georgierne og deres helt særlige sprog og historie med til at skabe en unik oplevelse af det lille land i Kaukasus.

Læs en beretning med indtryk fra Svaneti

Vælg denne rejse med Viktors Farmor fordi:

  • Vi oplever den enestående natur i Svaneti-regionen
  • Vi besøger middelalderbyen Ushguli og historiske Tbilisi
  • Vi udforsker Uplistsikhe - en by indhugget i klipper
  • Vi besøger en lokal vinmager, og smager på vinen fra de underjordiske lerbeholdere ”kvevri”
  • Vi ser enestående kirker, klostre og katedraler
  • Der er helpension rejsen igennem, så du smager det lokale køkken

Alle planlagte afgange

10 dage Pris fra Rejseleder Status Bemærkning
9. jun. 23 til
18. jun. 23
11.990 kr
Garanteret
7. jul. 23 til
16. jul. 23
12.990 kr
Ledigt
21. jul. 23 til
30. jul. 23
12.990 kr
Ledigt
Afrejse fra Billund
11. aug. 23 til
20. aug. 23
11.990 kr
Ledigt
1. sep. 23 til
10. sep. 23
11.990 kr
Ledigt
8. sep. 23 til
17. sep. 23
11.990 kr
Ledigt
15. sep. 23 til
24. sep. 23
11.990 kr
Ledigt
Afrejse fra Billund

Prisen inkluderer

  • Fly København/Tbilisi t/r
  • 9 nætter på gode turistklassehoteller / gæstehuse i delt dobbeltværelse
  • Helpension
  • Kørsel i bus
  • Udflugter og entréudgifter i henhold til program
  • Vinsmagning
  • Dansk rejseleder
  • Engelsktalende lokalguide
  • Drikkepenge til chauffør og lokalguide (ca. 300 kr.)

Ingen hokus pokus: Se vores prispolitik her

Prisen inkluderer ikke

  • Eneværelsestillæg (Fra 1.800 kr.)
  • Afbestillings- og rejseforsikring
  • Drikkevarer

Husk at læse de generelle handelsbetingelser her

Dagsprogram

Download program

Vi sætter kurs mod Georgiens hovedstad, Tbilisi.

På de fleste rejser flyver vi med Turkish Airlines og har en mellemlanding i Istanbul. Flyveturen til Istanbul tager ca. 3 timer og herefter ca. 2 timer til Tbilisi. 

Tidlig ankomst til Georgien.

Efter en sen morgenmad, tager vi på byrundtur i Tbilisi, der er rig på kultur og historie. Byen blev grundlagt i 400-tallet og har gennem dens turbulente historie været mødested for forskellige folk og traditioner. Tbilisi, der er omkranset af bjerge, er i dag en moderne storby med ca. 1.5 millioner indbyggere og er kendt for sin gæstfrihed. Udflugten til den gamle by, der ligger i den centrale del af Tbilisi, går gennem stemningsfyldte gader og huse med traditionelle træbalkoner til blandt andet Metekhi-kirken (1200-tallet).

Vi kommer forbi synagogen, fredsbroen og Anchiskhati Kirken (6. årh.).

Vi tager med kabelbanen over Mtskhari Floden og op til statuen af ”Mother Georgia”, hvor der er panoramaudsigt over Tbilisi. Herfra vandrer vi ned til forsvarsværket Narikala (300-tallet).

Der bliver lidt fritid, før vi samlet går til vores middagsrestaurant.

Hovedingredienserne i det georgiske køkken er fisk, kød, grøntsager, krydderier, valnødder og ost.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi kører til Gori, Stalins fødeby, hvor vi besøger hans fødehjem og museet, der gennem malerier, fotografier, artikler og effekter giver et indblik i hans opvækst og liv.

Herefter besøger vi den antikke klippeby Uplistsikhe. Byen er bogstavelig talt indhugget i klipperne og var et vigtigt religiøst, politisk og kulturelt center i den hellenistiske og senantikke periode (4. årh. f.Kr.-4. årh. e.Kr.), og desuden en vigtig station på Silkevejen. Det er et meget gammel og interessant kompleks med beboelses-kvarterer, vinkældre, bageri og en tre-skibet basilika udhugget i klipperne. Også et antikt teater findes på stedet. Uplistsikhe ligger på toppen af et bjerg med panoramaudsigt til Mtkvari-floden.

Vi kører til Kutaisi, den næststørste by i landet. Middag og overnatning i Kutaisi.

Den mest populære ret i Georgien er khinkali, som er okse-, lamme- eller svinekød, der formes til små kugler i en dej og koges i vand.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Dagen begynder med en udflugt til Gelati-klostret (1100-tallet), der er med på UNESCOs verdenskulturarvsliste. Gelati-klostret, der ligger i særdeles naturskønne omgivelser, var et religiøst og videnskabeligt centrum i middelalderen og er kendt for sine mosaikker, ikoner og vægmalerier samt evangeliske manuskripter fra 1100-tallet.

Herefter starter kørslen til Svaneti, et fantastisk naturområde med de højeste bjerge og gletchere og de særprægede gamle traditioner. Vores endemål er Mestia, der med sine over 2.000 indbyggere er den vigtigste by i den øverste del af Svanetien-regionen.

Middag og overnatning på familiehotel i Mestia. Vi har 3 overnatninger her.

Læs Thomas Sørensens beretning om oplevelser i området omkring Mestia

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi tager på en vandretur til Chalaadi gletsjeren. Turen er ca. 5 km t/r og tager ca. 3 timer. Højdemeter: 250 meter opad og 250 meter nedad.

Undervejs spiser vi frokostpakke et smukt sted.

De, der ikke ønsker at vandre, kan tage en afslappende dag i Mestia i stedet.

Måltider: Morgenmad, frokostpakke og aftensmad

Vi kører i dag til den øverste del af Svaneti-regionen. Området er på UNESCOs verdenskulturarvsliste, fordi det har bevaret sit unikke middelalderudseende. Vi går en rundtur i byen Ushguli, der består af ca. 200 bygninger, hvoraf mange er fra middelalderen.

Under vores rundgang i landsbyen besøger vi Lamaria Kirken, der har fine vægmalerier.

Ushguli ligger i 2200 m’s højde. Det er en af de højest beliggende kontinuerligt beboede landsbyer i Europa. Her oplever vi, hvordan arkitektur, natur og gamle traditioner væver sig ind i hinanden. Rundturen i Ushguli indeholder også et besøg i det lille museum, der opbevarer unikke kors og ikoner fra 1000-tallet.

Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Mestia.

Kørslen til Ushguli foregår i 4WD køretøjer.

Khachapuri er en georgisk specialitet. Det er et tyndt varmt brød med smeltet ost i midten, som fås i hele seks forskellige varianter.

Læs Thomas Sørensens beretning om besøget i middelalderlandsbyen Ushguli

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Denne dag skal vi på en meget smuk køretur tilbage til Kutaisi. Undervejs spiser vi frokost i Zugdidi i restaurant ”Menzeli”, der er kendt for sit gode køkken og de specielle egnsretter, ”Mengrelian cuisine”.

Middag og indkvartering i Kutaisi.

Dagens ret er Elardi, en majsret med Sulguni ost. Desuden Kharcho, som er en oksekødssuppe med valnødder og friske krydderurter.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi kører til landsbyen Kaspi for at spise frokost hos en lokal vinmager. Vi oplever de ældgamle vinkældre og smager på vinen direkte fra de underjordiske lerbeholdere ”kvevri”. Det påstås, at vinen kommer fra Georgien, hvor man har dyrket vin i omkring 8.000 år. Ordet vin kommer fra det georgiske ord gvino.

På vej tilbage til Tbilisi kører vi til den pittoreske by Mtskheta. Mtskheta er optaget på UNESCOs verdenskulturarvsliste, og det var her, kristendommen officielt blev indført i Georgien i 337. Mtskheta var hovedstad i næsten 800 år (4. århundrede f.Kr.- 5. århundrede e.Kr.) og er stadig et religiøst og kulturelt centrum for de kristne i Georgien.

Vi besøger det smukt beliggende Jvari-kloster (500-tallet) og Svetitskhoveli-katedralen (1000-tallet). Katedralen er kendt for sin sublime udsmykning og ligger ovenpå den første kristne kirke i Georgien, der blev bygget i 300-tallet.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi besøger det nationale museum, hvor vi oplever den største samling af genstande fra den georgiske kultur. Et overflødighedshorn af smukke guldsmykker og andre fund fra arkæologiske udgravninger (2.600 år f.Kr.) samt unikke sølv- og guldsmedearbejder fra den byzantinske periode i form af ikoner, kors og relikviegemmer. Museet er for nylig restaureret og nytænkt, og alt præsenterer sig meget smukt.

Efter museumsbesøget tager vi på en afslappende slentretur på ”rivermarket”, en udendørs kunstbasar, der ligger langs Mtkvari-floden i en park ved i den indre by. Her træffer man kunstnere, der sælger deres malerier og skulpturer. Udvalget er stort, og der pruttes ivrigt om priserne. Mange ting, der er typiske for landet, kan fås på dette marked, f.eks. sølvbeslåede drikkehorn, broderier og filtarbejder. Også antikviteter kan man finde her.

Om aftenen spiser vi afskedsmiddag.

Måltider: Morgenmad, frokost og afskedsmiddag.

Vi kører til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

For det meste ankommer vi via et stop i Istanbul.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejsen til Georgien

Download FAQ

Pas skal være gyldigt 60 dage efter hjemrejse. Der kræves pt. ikke visum til Georgien. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Malaria forekommer i den sydøstlige del af landet i perioden fra juni til og med oktober.

Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

Møntfoden hedder Lari (GEL). 1 Lari svarer til ca. 2 danske kroner. Den bedste kurs fås ved at medbringe USD eller Euro og veksl efter ankomst. VISA-kort kan bruges de fleste steder..

Telefoni. Landekoden er 00-995

Mobiltelefon. I det meste af landet er der udmærket dækning. Både TDC og Telenor har roamingaftaler med teleselskaber i Georgien. Er du i tvivl om dækningsområder og priser skal du kontakte din mobiludbyder.

Internet. Der er internetadgang på næsten alle hoteller

220 volt. Strømstyrke og stik er som i Danmark (det trebenede stik findes ikke). Der er visse stik, de ”tykke” danske ben ikke passer i.

Det anbefales at drikke mineralvand fra flasker da bakteriefloraen er anderledes end vi er vant til fra Danmark.

Der gives ca. 10 % i drikkepenge på restauranter. På nogle restauranter er betjening dog lagt på. Se efter på regningen. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer. I øvrigt gælder de sædvanlige høflighedsregler ved fotografering af personer: Spørg først, evt med gestus. Ved evt. familiebesøg og lignende: Vent med at fotografere til man er blevet lidt kendt med hinanden.

På alm. restaurant: Et måltid mad koster ca. 15 GEL. På pænere restaurant fra 25 GEL. Lokal øl koster ca. 5 GEL, 7 GEL for importeret øl. Cola 3 GEL. Vand 2 GEL for lille flaske.

I kiosk eller supermarked: 1½ l vand koster 5 GEL. En flaske vin fra 25 GEL.

Trafiksituationen er nogle gange kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, stenskred, problemer med køretøjer osv.

Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

Georgiens klima er meget varieret. Fra den varme fugtige kyst ved Sortehavet via det køligere alpine klima i Kaukasus til tørt steppeklima i det østlige. Det kan være ret varmt om sommeren, især i Tbilisi. Normalt sommertøj af bomuld, gerne til at tage på og af ”lag-for-lag” anbefales. Medbring evt. let regntøj.

Ved besøg i kirker bør kvinder have hovedet dækket af et tørklæde, og kjolelængden bør gå nedenfor knæene. Medbring et tørklæde til at svøbe om hals og hoved, da der kan være en del træk i bilerne. Mænd bør have lange bukser på i kirkerne. 

Sommertid: + 2 timer.
Normaltid: + 3 timer.

Husk at supplere pakkelisten med:

- Lommelygte

- Insektspray

- Vådservietter

- Kasket eller solhat

- Lille dagtursrygsæk

- Gode vandresko eller –støvler

- Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om rejsen til Gerogien med Svaneti.