Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       trustpilot-viktorsfarmor

Mexico: Mayaernes verden med Moesgaard

16 dages rundrejse i fodsporene på mayaerne og eventyreren Frans Blom

Rejs dybt ind i Mexicos tropiske lavland - et fascinerende område med skjulte jungleruiner, farverige kolonitidsbyer og spændende kulturer. Besøg den danske opdagelsesrejsende Frans Bloms hus, oplev museer i verdensklasse i bl.a. Mexico City, og afslut rejsen ved Det Caribiske Hav.

Priser fra

41.990 kr.

Max. 25 deltagere

16 dages rejse

Start din rejse her

I mere end 3.000 år blomstrede mayaernes kultur i Centralamerikas tropiske lavland. Fra den tidlige agerbrug omkring 2.000 år før vores tidsregning udviklede mayaerne en avanceret civilisation med magtfulde bystater, en rig kosmologi og avanceret videnskab.

De lavede et skriftsystem, holdt styr på tiden med tre detaljerede kalendere, og de udviklede begrebet 0. De opførte mægtige byer med avanceret vandingssystemer, byplanlægning og himmelstræbende pyramider. De byggede veje gennem junglen, og de handlede over lange afstande – og ikke mindst var de blandt de første til at drikke kakao.

I dag ligger de gamle mayabyer forladt hen. Ofte dækket af tæt jungle. På vores rundrejse i Mexico med Moesgaard dykker vi ned i deres fantastiske verden og besøger både kendte og mindre kendte ruinbyer, og vi møder efterkommere af mayaere.

Vi starter i Mexico City, hvor vi oplever det historiske centrum og tager en tur ud til ruinbyen Teotihuacán, der er kendt for sine enorme pyramider. Vi skal også se de mange skatte på byens antropologiske museum, inden vi flyver til det sydlige Mexico. Her hører vi om den farverige danske opdagelsesrejsende Frans Blom, når vi besøger hans hus i den hyggelige by San Cristobal de Las Casas. 

Vi er nu for alvor i mayaernes verden, og over de næste dage udforsker vi en perlerække af mayaruiner. Nogle af dem kendte såsom Palenque og Chichen Itza. Andre er sjældent besøgte. De fleste af dem ligger i tæt jungle med et farverigt dyreliv, hvilket giver stederne et ægte eventyrpræg. 

Men det er ikke mayaruiner det hele. Vi nyder også stemningen i de hyggelige kolonitidsbyer Campeche og Merida, der begge byder på fine, gamle bydele og spændende museer, og vi besøger en cenote, hvor vi møder kvinder fra det lokale mayasamfund. Vi skal naturligvis også smage det lokale køkken, inden rejsen slutter med afslapning i Puerto Morelos ved Det Caribiske Hav. 

Vores rejseleder fra Viktors Farmor er Cecilia Leni

Cecilias store interesse for mesoamerikanske folkeslag har ført til en kandidatgrad i indianske sprog og kulturer fra Københavns Universitet. Specialet handlede om Månepyramiden i Teotihuacan, mens hendes bachelorprojekt handlede om den kulturelle kontakt og interaktion mellem Teotihuacan og mayaerne mod syd.

Hun har deltaget i flere udgravninger i Mexico, og siden 2019 har Cecilia boet i Mexico, hvor hun har arbejdet som tolk, tour guide samt de seneste 5 år på den danske ambassade i Mexico City. Hun glæder sig til at dele ud af sit kendskab til både det historiske og det moderne Mexico på rejsen. 

Rejseledere fra Moesgaard er Anne Sofie Bay Østergaard og Lene Grønborg Poulsen

Anne Sofie er med på rejsen til Mexico som rejseleder fra Moesgaard. Hun er uddannet arkæolog og arbejder ved Moesgaard som formidlingsinspektør, hvor hun til dagligt er ansvarlig for at udvikle og afholde guidede ture, rundvisninger, skoleforløb og arrangementer. 

Lene er med på rejsen til Mexico som rejseleder fra Moesgaard. På museet arbejder hun som programkoordinator med ansvar for museets indholdsprogram ”Moesgaard LIVE”, der dækker alt fra foredrag og samtaler til workshops og rejser.

Både Anne Sofie og Lene brænder for at dele deres viden og begejstring, når vi dykker ned i alle de eventyrlige og underfundige oplevelser, som rejsen gemmer på.

5 gode grunde til at rejse til Mexico med Viktors Farmor og Moesgaard:

  • Dyk ned i mayakulturen med rejseleder Cecilia Leni, der er uddannet i indianske sprog, har udgravet i Mexico og bor i landet samt en repræsentant fra Moesgaard
  • Oplev Slangedynastiets gamle hovedstad Calakmul dybt inde i Mexicos jungle
  • Besøg den danske eventyrer Frans Bloms tidligere hjem i San Cristobal de las Casas
  • Udforsk mindre kendte mayaruiner som Tonina, Hormiguero og Balamku
  • Nyd stemningen i hyggelige kolonitidsbyer som Campeche og Merida

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark og ankomst til Mexico City

    Fra København sætter vi kursen mod Mexico. Efter et flyskifte i Europa lander vi i Mexicos enorme hovedstad Mexico City senere samme dag.

    Her bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til vores centralt beliggende hotel. Det er ud på aftenen, inden vi når til hotellet. Så vi gemmer de første oplevelser af Mexico til i morgen. 

    Måltider: Mad på flyet

    Overnatning: Mexico City

  • Dag 2

    Mexico Citys historiske centrum og ruinbyen Teotihuacán

    Næste morgen vågner vi i Mexico City, der ligger flot på den mexicanske højslette i 2.240 m højde omgivet af skovklædte bjergskråninger og snedækkede vulkaner.

    Med sine mere end 23 millioner indbyggere er Mexico City blandt verdens største byer. Det var den også, da de spanske erobrer ankom til byen i 1519. Kun meget få byer i Europa kunne måle sig med dens størrelse, og den var fyldt med prægtige templer, paladser og beboelseshuse. Kanaler og vandveje forbandt byen på kryds og tværs, og på de mange markeder blev der solgt varer fra hele Mesoamerika.

    Men det stoppede ikke den spanske erobrer Hernan Cortés, der i 1521 jævnede Tenochtitlán med jorden, hvorefter han anlagde den nuværende hovedstad efter spansk forbillede ovenpå på ruinerne. Det er den by, vi træder ud i her til morgen. 

    Vi starter på Mexico Citys centrale plads kaldet Zocalo. Pladsen flankeres af smukke spanske kolonitidsbygninger og en enorm katedral, der meget symbolsk blev opført ovenpå ruinerne af et af aztekernes vigtigste templer. Vi går en lille tur i området og ser en række af de vigtigste officielle bygninger, mens vi nyder folkelivet. 

    Vi dykker dybere ned i Mexicos rige historie, når vi ud på eftermiddagen kører ud af byen til det storslåede ruinkompleks Teotihuacán. Byen var ikke maya. Men Teotihuacán påvirkede i høj grad mayaernes verden. I sin storhedstid fra omkring år 300 e.Kr. og de følgende århundreder havde Teotihuacán et indbyggertal på omkring 200.000, hvilket gjorde den til en af verdens største byer i sin samtid. Men på et tidspunkt omkring år 550 e.Kr., skete der noget drastisk. Mange indbyggere rejste væk, og en brand ødelagde mange af byens bygninger.

    Den før så mægtige by blev en skygge af sit tidligere selv. Teotihuancán blev dog ikke glemt, og aztekerne brugte senere stedet til religiøse ceremonier. Det var aztekerne, der gav byen det navn, vi kender i dag. Teotihuancán betyder ”Gudernes Hjem”, og de gamle pyramider spillede en vigtig rolle i aztekernes mytologi og skabelsesberetning.  

    Den to km lange Avenida de los Muertos, De Dødes Allé, fører os gennem ruinkomplekset, der på begge sider har imponerende templer, smukke paladser samt ikke mindst to af verdens største pyramider. Fra pyramiderne fortsætter vi til et mindre besøgt hjørne af Teotihuacán kendt som Tepantitla. Den del af byen var tidligere beboelseskvarter, og her har arkæologer fundet fantastiske vægmalerier.

    Efter besøget kører vi tilbage til hotellet i Mexico City, hvor aftensmaden er på egen hånd. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Mexico City 

  • Dag 3

    Det antropologiske museum og fly til San Cristóbal de las Casas

    Formiddagen er dedikeret til Det antropologiske museum i Mexico City. Det er et af verdens helt store museer. Et sandt skatkammer af genstande fra Mexicos lange historie og et fantastisk sted at få et overblik over de mange folkeslag, der i årtusinder har blomstret i landet.

    Fra olmekerne med deres enorme stenhoveder over zapotekerne fra Monte Alban og mixtekernes dygtige guldsmede til mayaernes bystater i det sydlige lavland og aztekernes mægtige rige med centrum netop her, hvor Mexico City ligger i dag. For slet ikke at snakke om toltekerne, der opstod i kølevandet på Teotihuacáns fald, og landets nyere historie efter den spanske erobring. Der masser at tage fat på, og besøget er en god forberedelse til de oplevelser, der venter os senere på rejsen. 

    Senere på dagen kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver til Tuxtla Gutiérrez i det sydlige Mexico. Herfra kører vi med bus til San Cristobal de las Casas. En tur på lidt under 2 timer.

    Vel fremme indlogeres vi på vores hotel for de kommende to nætter. Aftenen er fri til at få de første indtryk af den lille, hyggelige by. Restauranter er der masser af, så det er let at finde et godt sted at spise.  

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: San Cristobal de las Casas

  • Dag 4

    San Cristobal de las Casas og eventyreren Frans Blom

    Med sine imponerende kirker, brolagte gader og rækker af farvestrålende byhuse er San Cristóbal de las Casas en stærk kandidat til titlen som Chiapas-provinsens smukkeste by. Måske var det netop det, der fik den danske eventyrer, opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom til at slå sig ned i byen i midten af det 20. århundrede. 

    Frans Blom kom til Mexico i 1919 for at arbejde i olieindustrien, men han fattede snart interesse for maya-kulturen. Det førte til en universitetsgrad i arkæologi og et job ved Mexicos nationalmuseum og senere Tulane University i New Orleans. 

    Gennem flere årtier deltog han i utallige ekspeditioner i Mexicos jungle, hvor han blandt andet beskrev mayabyerne Palenque og Tonina, som vi besøger de kommende dage. I 1924 opdagede han mayaruinen Uaxactun, og hans rapporter om olmek-folket kastede nyt lys over Mesoamerikas første store civilisation. I 1950 flyttede han til San Cristobal de las Casas, hvor han købte et hus, der fik navnet Casa Na Bolom. Huset er i dag indrettet til museum, hvor vi hører meget mere om Frans Bloms ekstraordinære liv. 

    Resten af dagen fri til at slappe af og nyde San Cristobal de las Casas på egen hånd. Byen indbyder til at slentre på må og få i de hyggelige gader. Shop i de farverige markeder, hvor folk fra de lokale minoritetslandsbyer kommer for at handle. Eller find en hyggelig café med udsigt til gadelivet, og nyd synet af byens berømte kirker. Mulighederne er mange, og byen har en særlig evne til at fortrylle sine besøgende med sin åbenlyse charme.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: San Cristobal de las Casas

  • Dag 5

    Vandfald og jungleruinen Tonina på vej mod Palenque

    En flot køretur venter os i dag, når vi forlader San Cristobal de las Casas fra morgenstunden og kører ad snoede veje gennem jungleklædte bjerge mod Palenque. Turen tager det meste af dagen, men vi gør flere spændende stops på vejen. 

    Blandt andet ved den mindre kendte maya-ruinbyen Tonina, som Frans Blom var med til at udforske i 1920'erne. Tonina var en magtfuld bystat i mayaernes klassiske periode fra det 6. til 9. århundrede efter vores tidsregning, og ruinerne vidner om en prægtig by med dekorerede bygninger, en stor boldbane og ikke mindst en af de højeste tempelpyramider i Mexico.

    Byen var ofte i krig med nærliggende Palenque, og i år 711 lykkedes det Toninas styrker at tage herskeren af Palenque til fange. Han blev holdt fanget i Tonina i 9 år, indtil han blev ofret til guderne i år 720. Det blev starten på Palenques fald, og Tonina blev den dominerende bystat i området. Men heller ikke Toninas storhedstid varede evigt. I år 909 blev den sidste kendte kalenderdato i mayaernes ’langtællings-kalender’ indgraveret i Tonina, hvilket arkæologer markerer som slutningen på den klassiske Maya-periode. 

    Senere på dagen gør vi holdt ved det smukke vandfald Agua Azul. Her føres floden gennem en række små og større vandfald ned i en serie af naturlige bassiner. I det rigtige lys kan vandet have en smuk blå farve, hvilket har givet vandfaldet sit navn, der betyder ’blå vand’. 

    Vi er fremme sidst på dagen, hvor vi indlogeres på vores hotel for natten.  

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Palenque

    OBS: Det er ikke altid muligt at køre ad vejen fra San Cristobal til Palenque via Tonina og Agua Azul. Er det tilfældet, kører vi i stedet den længere rute ad større veje via Villahermosa, hvor vi besøger La Venta-museet. 

  • Dag 6

    Palenques pyramider og en gåtur i regnskoven

    Dagen er dedikeret til en af Mexicos smukkeste ruinbyer fra Maya-perioden: Palenque. Palenque var et vigtigt magtcentrum i mayaernes klassiske periode og – som vi har set – en rival til Tonina. Tilbage ligger de himmelstræbende pyramider med smukke hieroglyf-indgraveringer omgivet af tropisk regnskov, der er hjem for et rigt dyreliv. Mere end 90% af Palenques ca. 1.400 bygninger ligger stadig skjult i junglen, og det er let at forestille sig, hvordan her må have set ud, da Frans Blom ankom til Palenque i 1922. 

    Men siden da er en række af de vigtigste bygninger blevet ryddet for vegetation og udgravet. Deriblandt det store palads med sit ikoniske tårn, en boldbane samt adskillige templer. Særlig spændende er pyramiden kaldet Inskriptionernes Tempel, hvor man i 1952 fandt Kong Pakals grav. Pakal regerede i hele 68 år, og han var blevet stedt behørigt til hvile i en smuk dekoreret sarkofag iført en storslået dødsmaske af jade. Masken og sarkofag-lået er i dag på Det antropologiske museum i Mexico City.  

    Vi ser også nærmere på den frodige natur omkring ruinbyen på en ca. 2,5 km gåtur ad stien Motiepa trail, der fører os ind i regnskoven, hvor ikke-udgravede bygninger ligger spredt mellem træerne.

    Tilbage på hotellet er resten af dagen fri til at slappe af på hotellet eller nyde området på egen hånd. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Palenque

  • Dag 7

    Via sjældent besøgte Balamku til Calakmul

    En længere køretur på ca. 365 km. venter os, når vi fra morgenstunden lægger Palenque bag os og kører til Calakmul. 

    På vejen gør vi stop i den relativt ukendte og sjældent besøgte mayaruin Balamku, hvis navn betyder "Jaguar-tempel". Byen blev først opdaget i 1990 af en arkæolog, der undersøgte tyvegods fra lokale gravrøvere. Men Balamkus historie går mere end 2.300 år tilbage til den præklassiske periode. Det var dog i den klassiske periode fra 250-900 e.Kr., at byen havde sin storhedstid, og det var omkring år 600, at Jaguarens tempel blev opført.

    Det er det tempel, vi er kommet for at se, for det huser den største – og måske flotteste – bevarede originale stukfrise fra mayaperioden. Frisen er næsten 17 meter lang og er fuld af symbolik. Den viser blandt andet de lokale kongers guddommelige ophav og evne til at bevæge sig mellem menneskets verden og gudernes verden. Andre steder ses hieroglyffer, jaguarer og andre væsener. Foruden frisen byder Balamku også på pyramider, paladser og en række andre bygninger. 

    Fra Balamku fortsætter vi ad stadig mindre veje gennem regnskoven til vores hotel nær Calakmul. Hotellet ligger omgivet af jungle, men det byder alligevel på både pool, restaurant og andre bekvemmeligheder. Her har vi to nætter. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Calakmul

  • Dag 8

    Calakmul – Slangedynastiets gamle hovedstad

    I dag når vi til et af rejsens absolutte højdepunkter: Ruinbyen Calakmul der ligger dybt inde i regnskoven langt væk fra de gængse ruter i Mexico.

    I sin storhedstid i mayaernes klassiske periode fra ca. 250-900 efter vores tidsregning var Calakmul hovedstad for det mægtige Slangedynasti og en af de absolutte supermagter i mayaernes verden. På sit højeste i det 7. og 8. århundrede menes Calakmul at have haft en befolkning på omkring 50.000 indbyggere. Dertil kom et væld af mindre byer, der var knyttet til Calakmul gennem erobring, handel eller alliancer. Kun bystaten Tikal i det nuværende Guatemala kunne måle sig med Calakmul i magt og indflydelse i mayaernes tropiske lavland, og de to rivaliserende bystater lå i hyppig strid. Det lykkedes Calakmul at overvinde Tikal i år 562. Men Tikal genvandt sin styrke og svarede igen ved at erobre Calakmul i år 695.

    I dag ligger ruinerne af pyramider, paladser, beboelseskvarterer, handelshuse og lagerbygninger spredt ud i junglen. Flere af de store pyramider og templer er ryddet for vegetation, men størstedelen af byen ligger stadig uudgravet hen. Overgivet til regnskoven og dyrene.

    Dyrelivet i Calakmul er særdeles rigt. Det er ikke ualmindeligt at se tukaner og andre fugle mellem ruinerne, og i det tidlige morgengry kan vi være heldige at høre brøleabernes gjaldende kald mellem trækronerne. Også større dyr lever mellem træerne, og selvom det kræver held at se dem, er det en helt særlig oplevelse at gå ad små junglestier mellem pyramiderne velvidende, at der kan ligge en jaguar mellem træerne. Den kombination af historie, templer og natur har sikret byen en plads på UNESCO's kulturarvsliste. 

    Få andre ruinbyer i Mexico emmer af eventyr i samme grad som Calakmul, og vi har hele dagen til at udforske det forunderlige sted og høre om Slangedynastiets storhedstid. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Calakmul

  • Dag 9

    Jungleruiner omkring Calakmul

    Calakmul havde en enorm indflydelse, og mange mindre byer var under Slangedynastiets kontrol. I dag besøger vi tre af dem, mens vi gradvist bevæger os tilbage ud af regnskoven til provinsbyen Xpujil. 

    Den første mayaby er Chicanná, som, man mener, kan have været en satellitby for eliten. Det skyldes de mange overdådige bygninger, man har fundet her, samt fraværet af de almindelige beboelseshuse, man normalt ser i større mayabyer.

    Særlig imponerende er den såkaldte Struktur II, hvis overdådigt udsmykkede døråbning ligner en stor gabende mund på et monster med spidse tænder og stirrende øjne. Flere andre bygninger i byen har lignende udsmykning. Den særlige stil ses ikke mange andre steder i mayaernes verden, og meget passende betyder Chicanná ”Slange-mundens hus” på mayasproget.

    Vi fortsætter til Becán, der er en meget gammel by. Becáns rødder kan føres mere end 2.500 år tilbage, og den har haft flere op- og nedture gennem sin lange historie. Krige og fejder mellem byerne var hyppige i mayaernes periode, og Becán er særlig kendt for sin lange voldgrav, der omgiver byen. Indenfor voldgraven ses levn af bygninger i den lokale Rio Bec-stil, en høj pyramide, en boldbane og to åbne pladser. Men en stor del af Becán er ikke udgravet endnu. 

    Dagens sidste stop er den afsidesliggende ruinby Hormiguero, som ligger et stykke inde i junglen. Den er ikke let at komme til, hvorfor kun få finder vej hertil. Men det er turen værd for at opleve de smukt dekorerede bygninger omgivet af regnskovens frodige vegetation og rige dyreliv. Også her ses den særlige Rio Bec-stil med munde som monstre og masser af ornamentik på bygningerne. 

    Vi bor i den mindre by Xpujil, der er en typisk mexicansk provinsby. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Xpujil

  • Dag 10

    Xpujil og mod kolonitidsbyen Campeche

    Helt andre oplevelser venter forude, når vi forlader regnskoven og kører mod Campeche ved kysten. Men inden vi helt forlader Calakmul-området, kigger vi lige forbi den lille mayaruin i udkanten af Xpujil. Byen er mest kendt for sin centrale helligdom, der prydes af tre høje tårne. Det er meget ualmindeligt i mayaernes arkitektur. 

    Efter besøget kører vi til den hyggelige kystby Campeche, der ligger ud til Den Mexicanske Golf. Under kolonitiden var Campeche en rig handelshavn, og skibe fra Europa og hele Caribien lagde til her med lasten fuld af værdifulde varer.

    Rigdomme strømmede gennem Campeche, og smukke huse, idylliske gårdhaver og mægtige kirker så dagens lys. Det fangede naturligvis opmærksomheden hos områdets mange pirater, og gentagne gange blev Campeche angrebet af sørøvere på plyndringstogt. Det hele kulminerede i 1663, hvor adskillige piratflåder for en stund lagde deres indbyrdes stridigheder bag sig og sejlede mod Campeche som én samlet flåde.

    Byen var så plaget, at man lod en massiv bymur opføre hele vejen rundt om byen flankeret af to store forte. Det hjalp, og en stor del af muren står stadig omkring Campeches hyggelige bymidte, der er fyldt spanske kirker og anden kolonial arkitektur. Af den grund er byen også havnet på UNESCO's liste over verdens kulturarv.

    Vi har to nætter i Campeche, så vi har tid til at nyde den hyggelige stemning.

    Efter indlogeringen er aftenen fri til at få de første indtryk af byen på egen hånd. Den centrale plads, der er kendt som Plaza Principal, ved katedralen er det oplagte sted at starte.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Campeche

  • Dag 11

    Gravskatte fra Calakmul og fritid i Campeche

    Formiddagen er dedikeret til fortet Fuerte de San Miguel, hvor gamle kanoner peger ud over havet fra de massive mure. Det var herfra de spanske soldater i sin tid holdt udkig efter pirater.

    Fortet er i sig selv spændende. Men grunden til vores besøg er dog en anden. I de gamle bygninger har man indrettet et lille arkæologisk museum, der blandt andet huser gravskatte fra kongegravene i Calakmul. Samlingen tæller både udskårne steler og relieffer. Her er smukt bemalet keramik og ikke mindst nogle af de smykker og gravmasker, som kongerne af Calakmul blev stedt til hvile med. 

    Efter besøget er resten af dagen fri til at nyde Campeche på egen hånd. Her er masser af brolagte gader at gå på opdagelse i med farverige huse. Duften af kaffe strømmer ud fra små caféer, og på den centrale plads går livet sin vante gang.

    Et andet godt sted til en gåtur er promenaden langs havet, hvor lokale kommer for at nyde brisen fra havet. Restauranter er der masser af, og ikke overraskende figurerer friskfangede fisk og skaldyr hyppigt på det lokale menukort. Alt i alt er Campeche en by, det er meget let at falde for. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Campeche

  • Dag 12

    Mayamuseum i kolonitidsbyen Merida

    Campeche er ikke den eneste flotte, spanske kolonitidsby i det sydlige Mexico. Endnu mere berømt er byen Merida, som er dagens mål. 

    Her besøger vi byens moderne museum Gran Museo del Mundo Maya. Museet slog dørene op i 2012, og den utraditionelle bygning har vundet adskillige arkitekturpriser. Indenfor huser museet omkring 1.200 artefakter, der på forskellig vis fortæller sin lille del af historien om mayaernes civilisation fra sin spæde begyndelse til nutidens mayaer.

    Efter besøget på museet går vi en tur omkring den centrale Plaza Grande, der har været byens omdrejningspunkt i århundrede. Det er her, at lokale kommer for at slappe af i skyggen af den store katedral, der er blandt Mexicos ældste. Snakken går på parkens bænke og caféer, og nogle aftener byder et orkester op til dans på pladsen.

    Resten af dagen er fri på egen hånd, så der er rig mulighed for at nyde stemningen eller kigge sig lidt om i de omkringliggende gader, der huser mange bygninger fra kolonitiden. 

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Merida

  • Dag 13

    Chichen Itza, indgang til underverdenen og caribisk stemning

    Tre meget forskellige oplevelser venter os i dag, når vi forlader Merida og kører mod den caribiske kyst.

    Første stop er verdens mest berømte mayaruin: Chichen Itza. Efter Chichen Itza blev udråbt som et af Verdens 7 nye vidundere ved en stor internetafstemning i 2007, har den været på alverdens ønskelister over steder at besøge. Derfor oplever vi, at her er langt flere mennesker end i jungleruinerne ved Calakmul. Men det kan ikke ændre på, at Chichen Itzas gamle pyramider, store boldbaner, observatorier, helligdomme og andre bygninger er storslåede.

    De er også interessante, fordi Chichen Itza fortæller historien om mayanernes sene periode. Byens storhedstid var fra ca. år 900-1200 e.Kr. Altså efter den klassiske periode (250-900), hvor Calakmul, Palenque og Tolana blomstrede. Den sene periode var præget af stor påvirkning fra især toltekerne i det centrale Mexico, og vi begynder at se nogle af de symboler, vi også så i Teotihuacán udenfor Mexico City. Om det skyldes toltekiske militære erobringer eller påvirkning på anden vis diskuteres stadig. Men faktum er, at Chichen Itza blev en af mayaernes sidste store bystater. En magtfuld metropol, der gennem militære kampagner, politiske alliancer og handel dominerede store områder. 

    Men Chichen Itza er også historien om begyndelsen på enden for maya-civilisationen. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, og hvad der lå bag, vides stadig ikke med sikkerhed. Men noget skete der i perioden, og efter at have domineret det sydlige lavland i nutidens Mexico, Guatemala og Honduras i over 3.000 år, var maya-civilisationens storhedstid definitivt ovre.

    Mayaerne forsvandt naturligvis ikke fuldstændig. Mange levn fra maya-perioden kan ses i nutidens kultur, mad og lokale sprog, hvor de gamle traditioner holdes i hævd af efterkommerne til mayaerne. Man anslår, at op mod 7 millioner mennesker stadig taler forskellige mayasprog. 

    Vi udforsker Chichen Itza både sammen og på egen hånd, inden vi fortsætter til cenoten Yokdzonot, hvor kvinder fra det lokale maya-samfund driver et lille økoturismeprojekt. Under Yucatan-halvøens flade sletter gemmer sig store vandressourcer og underjordiske floder. Cenoter er steder, hvor stenlaget er faldet sammen, så der er åbnet huller ned til undervandsverdenen under jordskorpen. De gamle mayaer troede, at cenoter var indgangen til underverdenen. Det hører vi mere om på stedet, hvor vi også får mulighed for at møde nogle af efterkommerne til mayaerne. 

    Fra Yokdzonot kører vi det sidste stykke ud til kystbyen Puerto Morelos, der ligger smukt ud til Det Caribiske Hav. Her indlogeres vi på et godt hotel med pool og en kort gåtur fra stranden. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Puerto Morelos

  • Dag 14

    Fridag i Puerto Morelos

    Hele dagen er fri til at slappe af og nyde den caribiske stemning i Puerto Morelos på egen hånd. Om det betyder en tur på stranden, et dyp i poolen eller en drink i skyggen på en af de mange restauranter er helt op til dig. Puerto Morelos var oprindeligt en lille fiskerlandsby, og det fornemmer man stadig, selvom turismen i dag har gjort sit indtog i byen. 

    Men har du lyst til flere eventyr, er der også mulighed for det. En kort sejltur ud for kysten byder Parque Nacional Arrecife de Puerto Morelos på glimrende snorkling blandt farvestrålende koraler og fisk i alle tænkelige nuancer og former. Havskildpadder ses jævnligt ved revet, der også er hjem for rokker, moræner, ufarlige nursehajer og et væld af andre havdyr. Det er let at arrangere snorkleture i byen. 

    Foretrækker du at forblive tørskoet byder den botaniske have Jardin Botanico Dr Alfredo Barrera Marin syd for byen på vandrestier gennem den frodige natur. Nogle steder er haven fin og ordnet. Andre steder minder den mere om et naturreservat, og der er gode chancer for at se både fugle og andre dyr her. 

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Puerto Morelos

  • Dag 15

    Hjemrejse fra Cancun

    Dagen er fri, indtil det er tid at køre den korte vej til lufthavnen i Cancun, hvorfra hjemrejsen begynder.

    På rejsen i april flyver vi først om aftenen, så her har vi det meste af dagen til at nyde byen. På rejsen i november ligger flytiderne ikke fast endnu. 

    Vi skal checke ud fra hotellet ved middagstid, men vi kan efterlade bagagen på hotellet, indtil turen går mod lufthavnen. 

    Måltider: Morgenmad og mad på flyet

  • Dag 16

    Ankomst til Danmark

    Efter et flyskifte i Europa ankommer vi til Danmark.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Mexico.

  • Pas og visum

    Man er visumfri i indtil 180 dage. Passet skal være gyldigt mindst seks måneder udover opholdet.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Opbevar kopien et andet sted end selve passet.

  • Vaccinationer

    Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring eventuelt dag-for-dag programmet, hvoraf rejseruten fremgår.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der er ofte forskellige holdninger til, hvad der tilrådes af vaccinationer og profylakse.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:

    Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.

  • Valuta

    Møntfoden i Mexico hedder pesos. 1 peso er 100 centavos. 100 peso svarer til cirka 39 DKK.

    I kontant valuta anbefales at medbringe US Dollars, og man bør have mindre sedler med om muligt. Kreditkort (kun VISA og Mastercard) kan anvendes i de større byer og på hotellerne. Mange steder i Mexico kan betales med kreditkort og US Dollars.

    Vær opmærksom på, at $ i Mexico henviser til peso. US$ derimod henviser til US Dollars.

  • Tidsforskel

    Mexico er opdelt i 4 tidszoner, men vi rejser kun i den sydlige tidszone, som dækker langt det meste af landet. Der er 7 timers forskel på Danmark og Mexico.

  • Fysisk form og deltagelse på rejsen

    For at deltage i rejsens program skal du være i almindelig fysisk form og godt gående. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede. Det forventes, at du kan holde et gangtempo på 4 km/t på fladt underlag, som svarer til en rolig, jævn gang. Man kan sammenligne det med én kilometer på ca. 15 minutter. Derudover skal du være selvhjulpen både fysisk og psykisk, og du skal kunne håndtere din egen bagage til og fra værelserne.

    På rejsen skal du kunne gå omkring 8 km i 30 graders varme og til tider høj luftfugtighed i løbet af de enkelte dage for at kunne deltage i hele programmet. Det betyder ikke, at vi går præcis 8 km. hver dag. Ofte vil de være mindre. Nogle enkelte dage kan det være lidt mere. Men det giver en indikation af den fysiske form der er påkrævet, for at få det fulde udbytte af rejsen.

    Hvis rejselederen vurderer, at du ikke har de nødvendige forudsætninger for at deltage i et programpunkt, skal det respekteres. Her er du ikke berettiget til kompensation. 

    Vi forventer, at alle deltagere møder medrejsende, rejselederen, lokalbefolkningen, samarbejdspartnere, guider og chauffører med respekt, ordentlighed og åbenhed.

  • Strøm

    Der er 110 volt. Danske stik kan ikke anvendes, så medbring en adapter. Der benyttes stik med to flade ben, eller med tre flade ben.

  • Telefon og internet

    Landekoden i Mexico er 0052 + omr.nr. + abnnr. Ved opkald til Danmark er landekoden 0045 + abnnr.

    Mobiltelefon: Forhør dig hos din teleudbyder, om de har en roamingaftale med Mexico.

    Internet: Der er wifi på flere af hotellerne, med ofte virker det kun i receptionen.

  • Foto

    Lufthavne og militære områder må ikke fotograferes. Hvis man vil fotografere mennesker tæt på bør man spørge om lov først. Det gælder især i indianersamfundene omkring San Cristobal.

  • Drikkevand

    Mineralvand på flaske kan købes overalt, og man bør ikke drikke vandet fra hanen i Mexico. Man kan dog godt børste tænder i det.

  • Mad

    Undgå ukogte grøntsager og upasteuriseret mælk/mælkeprodukter. Sørg for at få frisklavet mad.

  • Drikkepenge

    På grupperejser betales drikkepenge til guide og chauffør af Viktors Farmor.

    Drikkepenge til drikkevarer samt ikke-inkluderede måltider er for egen regning. På restauranter er det normalt at lægge ca. 20 pesos, svarende til 1 US dollars for et måltid med drikkevarer. Køber man kun drikkevarer, kan man lægge ca. 15-20% som drikkepenge.

    Hvis man har fået båret sin bagage til sit hotelværelse, forventes et lille beløb for det svarende til ca. 1 US dollars.

    Tilsvarende kan man også lægge lidt drikkepenge til stuepigerne for god service, svarende til ca. 1 US dollars.

  • Tyveri

    Medbring ikke kostbare smykker og ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun mindre beløb i tasker eller lommer.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Det er en god ide at pakke tandbørste og lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen. Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen, idet bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

  • Klima

    I Mexico er vejret lunt det meste af tiden, som på de bedste danske sommerdage. Der kan af og til komme et regnskyl, der som regel kun er af kort varighed. I højderne kan det blive køligt især om aftenen og natten, så det er en god idé at medbringe en lun trøje og nattøj eller uld-undertøj.

  • Prisniveau

    En hovedret koster fra ca. 30 kroner og op. En vand/øl ca. fra 20 kr., et glas vin fra ca. 45 kr.  En liter vand i en kiosk koster under 10 kr.

  • Påklædning

    Det anbefales at der medbringes let bomuldstøj. Også regntøj, f.eks. en poncho, en paraply og vandresko eller -støvler medbringes. Uformel påklædning er i orden på hele turen.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Let tøj
    • Evt. lange ærmer og bukser mod myg
    • Varmt tøj til de kølige nætter i højderne
    • Gode lukkede sko
    • Regntøj/regn-poncho, evt. paraply
    • Badetøj
    • Vækkeur
    • God kikkert
    • Solbriller
    • Solcreme med høj faktor
    • Kasket/solhat
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. medicin mod køresyge
    • Insektspray (kan med fordel købes lokalt, da det virker bedst, hvis det indeholder DEET)
    • Fotokopi af pas
    • Evt. fotokopi af flybillet og forsikringspapirer
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

    Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om rejser til Mexico.