Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Det bedste af Australien

Dyreliv og storbyer, Uluru i den røde ørken og Great Barrier Reef

Oplev Australiens enorme variation af landskaber og dyreliv på 3 uger. Fra Great Ocean Roads forrevne kyster og dyrerige Kangaroo Island via Uluru i den rustrøde ørken til Great Barrier Reef og regnskov. Nyd storbyliv i Melbourne, Adelaide og Sydney, og bliv klogere på aboriginals urgamle kultur.

Priser fra

59.990 kr.

Max. 20 deltagere

21 dages rejse

Start din rejse her

Rejsen starter i Melbourne, der er en af Australiens hyggeligste storbyer. Herfra kører vi langs Great Oceans Roads dramatiske kyster og tempererede regnskove til Grampians National Park, der er rig på dyreliv og smukke landskaber.

I Sydaustralien smager vi på den seneste vinhøst og har hele to nætter på Kangaroo Island, der er et af de bedste steder i Australien til at opleve det unikke dyreliv. Der bliver også tid til at udforske bylivet i Adelaide, inden vi flyver til ørkenbyen Alice Springs i Australiens røde ørken.  

I Alice Springs hører vi om byens spændende historie og livet i Outbacken uendeligt langt fra alting. Vi bliver også klogere på ørkenens unikke natur og dyreliv i en særlig ørken-park, inden vi sætter kurs dybere ind i ørkenen. Her tager vi på gåtur mellem rustrøde klipper ved Kings Canyon, vi ser Kata Tjuta, og vi oplever både solopgang og solnedgang over Uluru. Vi hører også om områdets betydning for de lokale aboriginere og oplever den enorme monolit tæt på.  

Helt andre eventyr venter i tropiske Cairns, hvor vi tager på sejltur til koralrevet, Great Barrier Reef, og kigger efter saltvandskrokodiller i regnskoven.

Rejsen slutter i Sydney, hvor vi naturligvis skal på rundtur i Utzons operahus. Vi oplever også andre sider af byen, og så tager vi lige én tur mere ud i naturen på en heldagstur til de storslåede Blue Mountains.

5 gode grunde til at rejse til Australien med Viktors Farmor:

  • Hør om Utzons operahus på en guidet rundtur inde i bygningen 
  • Opdag det rige dyreliv på Kangaroo Island med hele to nætter
  • Snorkel ved Great Barrier Reef fra en ubeboet tropeø
  • Nyd både solopgang og solnedgang over Uluru 
  • Kig efter saltvandskrokodiller i regnskoven nord for Cairns  

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra Danmark

    Fra Danmark sætter vi kursen mod Australien.

    Måltider: Mad på flyet

    Overnatning: På flyet

  • Dag 2

    Ankomst til Melbourne

    Efter et flyskifte fortsætter vi til Melbourne, hvor vi lander ud på dagen.

    Her bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til vores centralbeliggende hotel. Aftenen er fri til at hvile ud ovenpå den lange flyvetur eller snuse de første indtryk til sig.

    Måltider: Mad på flyet

    Overnatning: Melbourne

  • Dag 3

    Byrundtur i Melbourne

    I dag vågner vi op i en af Australiens mest spændende storbyer. Melbourne blev grundlagt i 1835, men det var med fundet af rige guldforekomster i 1850'erne, at det for alvor begyndte at gå stærkt. Melbourne blev en vigtig havneby for guldområderne inde i landet, og folk fra hele verden flokkedes til med drømme om rigdom og et bedre liv.

    I løbet af de følgende årtier forvandledes den lille by til en af Australiens største og mest moderne storbyer. Den dag i dag er Melbourne kendt for sin store etniske mangfoldighed, sit rige kulturliv og sin arkitektur fra byens tidlige guldalder. Også folkelivet er helt specielt, og år efter år sikrer Melbourne sig en placering højt på listen over verdens bedste byer at bo i.

    Om formiddagen dykker vi ned i Melbournes historie og kultur på en byrundtur. Vi besøger blandt andet den nygotiske katedral St. Patricks og byens parlamentsbygning, hvis arkitektur understreger Melbournes stærke historiske bånd til England. I Fitzroy Gardens nyder vi blomsterpragten og roen side om side med de lokale, inden vi spiser frokost sammen på en lokal restaurant.

    Eftermiddagen er fri til at nyde byen på egen hånd. Om det betyder en tur i byens ikoniske sporvogne til den hyggelige strandforstad St. Kilda, et besøg på et af de mange fantastiske museer eller en afslappende gåtur langs Yarra-floden er helt op til jer. Shopping i Melbourne er i verdensklasse, og byen er især kendt for sine flotte overdækkede arkader, og I er aldrig langt fra en hyggelig café, hvis man trænger til et hvil. Melbourne er kendt for sin kaffekultur.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Melbourne

  • Dag 4

    Vilde kyster langs Great Ocean Road

    Vi lægger storbyen bag os fra morgenstunden og begiver os ud på en af de flotteste kystveje i verden: Great Ocean Road. Her slår havet ubønhørligt ind mod de rå klippekyster, der er blevet formet af bølgerne i smukke formationer. Mest kendt er De Tolv Apostle og Loch Ard Gorge, som vi naturligvis oplever under vores besøg i Port Campbell National Park.

    Langs kysten ligger også idylliske småbyer, hvor surfere flokkes til for at prøve kræfter med de høje bølger. Det er nye tider. Tidligere var bølgerne langs kysten her noget, man for alt i verden forsøgte at indgå. Mange sømænd har mødt deres skæbne i brændingen, der af de tidligste pionerer blev døbt ”Ship Wreck Coast”.  

    Også væk fra kysten byder området på store naturoplevelser. Vi går en lille tur i de tempererede kystregnskove ved Cape Otway. Skovene her er tætte og frodige med store bregner, masser af vegetation og et spændende fugleliv.

    Ud på dagen når vi frem til vores hotel ved Warrnambool, hvor vi spiser middag sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftenmad

    Overnatning: Warrnambool

  • Dag 5

    Dyreliv og udsigter i Grampians National Park

    Flere store naturoplevelser venter os i dag, når vi forlader kysten og kører ind i landet til Grampians National Park. Det er et fantastisk naturområde med dramatiske bjergformationer, skovklædte dale og brusende vandfald.

    Dyrelivet i de tætte skove er særdeles rigt. Kænguruer og emuer søger føde i lysningerne, myrepindsvin roder i skovbunden, og i parkens vandløb holder de sjældne næbdyr til. Farvestrålende papegøjer og kakaduer samler sig i trækronerne, og ørne glider på vindene højt over de eroderede klippeformationer. Måske hører vi det karakteristiske kald fra en kookaburra gjalde mellem træerne. Kaldet lyder mest af alt som et barn, der griner hjerteligt, hvorfor kookaburraen også kaldes for ’latterfuglen’.

    Mere end 230 fuglearter og 40 pattedyrsarter er registeret i nationalparken. Men som altid, når man har med vilde dyr at gøre, så er det et spørgsmål om held, hvad vi ser. Men dyrene er der. Så hold øje med bevægelser mellem træerne.

    Det er dog i lige så høj grad landskaberne, der imponerer i Grampians, og vi besøger flere flotte udsigtspunkter. Deriblandt vandfaldet Silverband Fall, som vi når på en lille gåtur på ca. 700 meter. Endnu mere imponerende er MacKenzie Falls, der er et af de største vandfald i området. Et andet højdepunkt er Boroka Lookout, hvorfra vi har en forrygende udsigt over bjergene og Lake Bellfield i det fjerne.

    Sidst på dagen indlogerer vi os på vores hotel for natten. I skumringstimen er det værd at kigge efter kænguruer, der ofte græsser omkring hotellet. Også fuglelivet er rigt, og det er ikke ualmindeligt at se spændende fugle i træerne nær hotellet.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Halls Gap

  • Dag 6

    Mod Sydaustralien, vinstokke og McLaren Vale

    En lang køretur bringer os gennem områder med frodig landbrugsjord og små provinsbyer til Sydaustralien. Herude ligger hvedemarkerne og fårefarmene tæt, og livet går sin vante gang på de utallige små gårde.

    Turen tager en god del af dagen, så der er alle muligheder for at læne sig tilbage og slappe af, mens landskaberne glider forbi udenfor vinduerne. Vi gør naturligvis hold undervejs for at strække benene, og vi finder et godt sted at spise vores picnic-frokost.

    Ud på eftermiddagen begynder vinstokke at dukke op i landskaberne. Så ved vi, at vi nærmer os vinområdet McLaren Vale syd for storbyen Adelaide. McLaren Vale er især kendt for sine fyldige og intense rødvine på druer som Shiraz, Grenache og Cabernet Sauvignon. Men også hvidvine nyder godt af det kystnære klima, hvor kombinationen af rigeligt sol og kølende havvinde skaber optimale vækstbetingelser.

    Vel fremme indlogeres vi på vores hotel for natten, der meget passende er en lokal vingård. Her kan rejsestøvet vaskes af i poolen – eller det kan skylles ned med et glas af gårdens egne vine.

    Måltider: Morgenmad og picnic-frokost

    Overnatning: McLaren Vale

  • Dag 7

    Vinsmagning og Kangaroo Island

    Vingården har ingen morgenmadsrestaurant, hvorfor morgenmaden i dag består af en morgenmadskurv. Formiddagen er dedikeret til McLaren Vales berømte vine. Vi besøger en af de lokale vingårde, hvor vi hører om vinproduktionen og smager på den seneste høst.

    Australsk vin har været inde i en enorm udvikling, siden de første vinstokke blev plantet i 1788 af guvernøren Arthur Philip ved den lille bebyggelse, der senere skulle blive til Sydney. I starten blev vin kun dyrket til eget forbrug, men i 1820'erne åbnede de første kommercielle vingårde. Hedvine stod for langt størstedelen af produktionen, og først godt op i det 20. århundrede skiftede fokus til bordvine.

    I midten af 1900-tallet var Australien bedst kendt for billige konsumvine af rimelig kvalitet. Men der var vinmagere rundt om på vingårdene, der så et langt større potentiale, og gradvist skiftede fokus mod produktion af kvalitetsvine med masser af smag og karakter. I dag er Australien kendt for at producere vine af høj kvalitet i alle prisklasser. Fra gode hverdagsvine til legendariske luksusvine, der koster flere tusinde kroner flasken.

    Vi spiser frokost på fastlandet, inden vi kører til Cape Jervis for at tage færgen til Penneshaw på Kangaroo Island. Det er en kort sejltur på ca. 45 minutter, der fører os til et af de mest dyrerige og naturskønne områder af Australien. Delfiner og til tider hvaler (især fra maj til september) ses af og til i strædet mellem Kangaroo Island og fastlandet. Vel fremme indlogeres vi på vores hotel for de kommende to nætter.

    Resten af eftermiddagen er fri til at udforske den hyggelige lille by på egen hånd. Byen har en glimrende strand, og med held kan man se delfiner og endda hvaler i strædet ud for byen (der er flest hvaler fra maj til september). Lige udenfor byen lokker Baudin Conservation Park med vandrestier og et dyreliv, der blandt andet tæller wallabies (små kænguruer) og den sjældne glossy black cockatoos, der på dansk hedder lille ravnekakadue.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kangaroo Island

  • Dag 8

    Kangaroo Islands utrolige dyreliv og natur

    Vi har hele dagen til at udforske Kangaroo Island, der først og fremmest er kendt for sit ualmindelige rige dyreliv. Kangaroo Island har været adskilt fra fastlandet i lange perioder, hvilket har medført, at mere end 50 plantearter er endemiske for øen. Derudover har man formået at holde flere invasive arter væk fra øen, hvorfor naturen her i højere grad end på fastlandet giver et indtryk af Australiens oprindelige natur og dyreliv.

    Vi besøger blandt andet Seal Bay, hvor legefulde søløver boltrer sig i bølgerne eller daser på stranden. Et andet højdepunkt er Hanson Bay Wildlife Sanctuary, hvor vi går en lille tur og kigger efter koalaer, der sidder i trækronerne og søvnigt tygger eukalyptusblade i sig. Sammen med kænguruen er koalaen nok Australiens mest ikoniske dyr. Men koalaen er også et truet dyr, hvorfor man gør en stor indsats for at beskytte arten ved at give den levesteder som Hanson Bay Wildlife Sanctuary, hvor koalaerne kan trives.

    Også kænguruer, echidna (myrepindsvin), kæmpefirben, papegøjer og et væld af andre dyr nyder godt af den beskyttede natur ved Hanson Bay og resten af øen. Så det er bare med at holde udkig – også på køreturene mellem stederne.

    Dyrelivet er helt klart et højdepunkt på Kangaroo Island. Men landskaberne er også flotte. Ikke mindst i Flinders Chase National Park i den fjerneste ende af øen. Her har vind og vand eroderet klipperne til fantastiske formationer såsom Remarkable Rocks og Admirals Arch, som vi naturligvis også ser, inden vi ud på eftermiddagen er tilbage ved hotellet.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kangaroo Island

  • Dag 9

    Storbyliv i Adelaide med tid på egen hånd

    Det er tid til at sige farvel til Kangaroo Island og tage færgen tilbage til fastlandet, hvor vi sætter kurs mod Adelaide. I modsætning til flere andre af Australiens ældste byer, blev Adelaide ikke grundlagt af straffefanger fra England. Den blev grundlagt at frivillige immigranter, hvoraf en del kom fra Tyskland. Den tyske arv fornemmes stadig i småbyerne i Adelaide Hills og ikke mindst på navnene af de mange vingårde, der stadig ligger omkring byen. 

    I dag er Adelaide en moderne storby med en hyggelig gågade, et livligt kulturliv og en flot beliggenhed omgivet af parker langs Torrens-floden. Byen er desuden kendt for sine mange kirker, glimrende museer og ikke mindst indbyggernes kærlighed til god mad og vin. Efter indlogeringen på vores hotel er resten af dagen fri til at nyde herlighederne på egen hånd, inden vi mødes til aftensmad.

    I kan nyde folkelivet i gågaden Rundel Mall eller finde ro i den nærliggende botaniske have. I kan også hoppe på sporvognen til strandforstaden Glenelg, der byder på sandstrand, historiske bygninger og hyggelige caféer. Eller dykke ned i vinens verden på National Wine Centre of Australia. Mulighederne er mange. 

    Vi mødes igen om aftenen for at spise middag sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Adelaide

  • Dag 10

    Alice Springs i Australiens Outback

    Helt andre oplevelser venter forude, når vi om morgenen flyver nordpå til Alice Springs i hjertet af Australiens røde ørken. Man kan næsten ikke komme længere væk fra alting end Alice Springs, der ligger omgivet af tusindvis af kilometer ørken i alle retninger. Men det til trods er Alice Springs en rigtig hyggelig by med en ægte outback-stemning.

    Det oplever vi i dag, når vi udforsker byen. Vi besøger blandt andet Royal Flying Doctor Service, der flyver lægehjælp til de afsidesliggende kvægfarme, når der er behov for det.

    Ved byens gamle telegrafstation fra 1872 hører vi om telegraflinjen, der forbandt Australien med England og resten af verdenen. Åbningen af telegrafen var en revolution, der fra den ene dag til den anden ændrede mulighederne for at kommunikere over lange afstande. Alice Springs blev grundlagt her i 1871 netop for at fungere som knudepunkt for telegraflinjen mellem Darwin og Adelaide.

    Der bliver også tid til at kigge sig lidt om i byen på egen hånd. I den lille bymidte er der flere hyggelige caféer, og i butikkerne er der gode muligheder for at købe aboriginal kunsthåndværk og smykker med opaler. Eller gå en tur til toppen af den lille bakke Anzac Hill, hvorfra der er en flot udsigt over byen og de lave, røde bjerge i baggrunden.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Alice Springs

  • Dag 11

    En dag i ørkenen: Desert Park og Kings Canyon

    I dag skal vi for alvor ud i Australiens røde ørken. Men inden da gør vi holdt i Alice Springs Desert Park lidt udenfor byen for at få en introduktion til ørkenens natur og dyreliv.

    Parken huser omkring 200 centralaustralske dyr og 400 forskellige plantearter. Deriblandt meget sjældne natdyr såsom bilbi, mala og thorny devils, som man skal være ekstremt heldig for at opleve i fri natur. Der er også typisk mange vilde fugle i parken. Men det er ikke nogen almindelig zoologisk have. Formålet er at give de besøgende en dybere forståelse for ørkenens unikke økosystemer og den skrøbelige balance, der holder det hele sammen. Stier fører rundt mellem forskellige typer ørkenlandskaber, hvor vi foruden naturen og dyrene hører om, hvordan de lokale aboriginere brugte forskellige planter til mad og medicin.

    Nu er vi klar til at udforske ørkenen, så vi sætter kurs mod Kings Canyon i Watarrka National Park. Det er en tur på ca. 4 timer plus stop undervejs. Det er en flot tur, der giver de første indtryk af ørkenens enorme vidder. Sandet er rødt og horisonterne fjerne i det uendelige land. Med held får vi måske øje på kænguruer, kameler eller papegøjer på vejen.

    Vel fremme ved Kings Canyon indlogeres vi på vores hotel, hvorefter vi strækker benene på en kort gåtur på knap en time. Det er en smuk tur, der fører os ind i kløften mellem de høje, orangerøde stenmure, der hæver sig på begge sider af en skjult dal. Vegetationen i dalen er forbavsende frodig, for her er der vand gemt mellem sandstensklipperne. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kings Canyon

  • Dag 12

    Gåtur ved Kings Canyon og solnedgang over Uluru

    Vi står tidligt op for at vandre en af de smukkeste vandreture overhovedet i Australien: Den ikoniske Rim Walk. Turen er cirka 6 km lang og fører os gennem rustrøde stenlandskaber højt oppe langs kanten af kløften, hvor vi belønnes med fantastiske udsigter. Et sted fører en trappe ned i en skjult dal ved navn Edens Have, hvor et permanent vandløb giver grobund for en frodig vegetation. Herfra snor stien sig tilbage til toppen af kløften og videre gennem et område med eroderede bikubeformede klippeformationer.

    Vandreturen tager typisk omkring 3-4 timer. Stien er stejl til at starte med, hvorefter den flader ud. Turen ned til Edens Have foregår på trapper. Så det er vigtigt at have godt fodtøj på og rigeligt med vand med.

    Efter gåturen sætter vi os til rette i bussen og kører mod Uluru (der tidligere var kendt som Ayers Rock). Selvom vi har set masser af billeder af Uluru, er det svært at forberede sig på det første syn af den enorme monolit, der hæver sig over de flade landskaber. Den er kæmpestor: 348 meter høj og næsten 10 km i omkreds. For at få et indtryk af den enorme størrelse, kører vi hele vejen rundt om den. Det giver også mulighed for at se Uluru fra forskellige vinkler, man ikke typisk ser på billeder. Vi gør holdt flere steder og går hen til stenen for at opleve den tæt på og høre om dens religiøse og kulturelle betydning for de lokale aboriginere.

    Sidst på eftermiddagen besøger vi Kata Tjuta (tidligere kendt som The Olgas) ca. 40 km fra Uluru. Her ligger 36 høje, orange klipper tæt sammen og skaber skjulte dale mellem de orange klippevægge. Flere af klipperne er højere end Uluru, og området har stor kulturel betydning for de lokale aboriginals.

    Vi går en kort tur og nyder synet af det forunderlige sted, inden dagen sluttes på spektakulær vis med solnedgangen over Uluru over et glas mousserende vin. Det er et fantastisk syn at se den enorme monolit skifte farve fra orange til dyb rød i solnedgangs skær.  

    Der bliver sat tid af til frokost, og aftensmad kan man nyde på restauranter på hotellet og i den lille hotel-enklave ved Uluru.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Uluru

  • Dag 13

    Solopgang over Uluru og fly til tropiske Cairns

    Dagen starter tidligt. Det er stadig mørkt, når vi stiller os til rette midt i ørkenen. Men snart hæver solen sig over horisonten og bader Uluru i sit gyldne morgenlys. Farverne tager til, fuglene rører på sig, og dagen gryer. Solopgangen over Uluru er en fantastisk oplevelse og den perfekte måde at tage afsked med Australiens røde ørken.

    Tilbage på hotellet venter morgenmaden, hvorefter vi kører til den nærliggende lufthavn og flyver til Cairns i det nordøstlige Australien. Igen fornemmer vi tydeligt, at vi er kommet til et helt andet sted. Luftfugtigheden er meget højere her, og den tropiske varme strømmer os i møde.

    Fra lufthavnen kører vi ind til Cairns, hvor vi indlogeres på vores centralt beliggende hotel. Resten af dagen er fri til at slappe af og fordøje de tidligere dages mange oplevelser. Cairns er et glimrende sted til netop det: Byen er fuld af restauranter og caféer, og der er altid et rigt folkeliv - både i byen og langs promenaden, der løber langs havet.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Cairns

  • Dag 14

    Dagstur til Great Barrier Reef

    I dag venter endnu et af rejsens helt store højdepunkter, når vi står til søs på en katamaran og sejler ud til verdens største koralrev: Great Barrier Reef.

    Her ligger vi til ved sandbanken Michaelmas Cay, hvorfra vi kan snorkle mellem farvestrålende koraler og fisk i alle regnbuens farver direkte fra øens hvide sandstrand. Vandet er klart, varmt, turkisblåt og indbydende. Selv uden snorkle-erfaring er det nemt at komme i gang og udforske livet under overfladen. Der er snorkleudstyr og våddragter på båden.

    Man kan også tage en tur i halvundervandsbåden, hvor man får en indføring i livet på koralrevet uden at blive våd. Det er også muligt slappe af i solen på dækket af båden, eller gå en tur på sandøen, der indbyder til badning fra stranden. Øen er desuden et vigtigt beskyttet område for havfugle.

    Efter 4 timer på Michaelmas Cay tager vi tilbage til fastlandet og vores hotel. I løbet af turen serveres formiddagskaffe/te, frokost samt eftermiddagskaffe/te.

    Middag er på egen hånd i aften. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Cairns

  • Dag 15

    Krokodiller i Daintree-regnskoven

    I dag tager vi på en spændende heldagstur, der fører os ca. 100 kilometer nord for Cairns, hvor civilisationen tynder ud, og regnskoven tager over.

    På vejen nordpå gør vi stop ved Mossman Gorge, som er et smukt vandløb omgivet af tæt vegetation. Her bliver vi ført på en lille gåtur af en lokal aboriginal guide, der fortæller om områdets betydning i sit folks traditionelle kultur. Mennesker har boet her i tusindvis af år, og de lokale legender går endnu længere tilbage til den såkaldte DreamTime: En mytisk fortid, hvor ånder og kæmpe væsener skabte verdenen.  

    Fra Mossman Gorge fortsætter vi nordpå til Daintree National Park, der beskytter verdens ældste tropiske regnskov. Her spiser vi frokost, inden vi står til søs på Daintree River og sejler dybere ind regnskoven.

    Dyrelivet er rigt i den tropiske regnskov og tæller et væld af arter, der ikke lever længere mod syd i Australien. Men det er først og fremmest de store saltvandskrokodiller, der stjæler opmærksomheden. Krokodillerne i Daintree River kan blive op til 6 meter lange, og de er et imponerende syn, når de ligger på bredden eller glider lydløst gennem vandet.

    Der er naturligvis ingen garanter for, hvad vi ser. Men det er et af de bedste steder i Australien at opleve de enorme krybdyr i sine naturlige omgivelser. Områdets rige dyreliv og vegetation har sikret Daintree National Park en plads på UNESCO's verdensarvsliste.

    Vi er tilbage i Cairns sidst på dagen.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Cairns

  • Dag 16

    Fridag i Cairns

    Dagen er fri til at slappe af og nyde Cairns på egen hånd. Og mulighederne er mange. 

    Der er ingen strand i selve Cairns. Men det har man kompenseret for med en stor offentlig saltvandspool langs promenaden ud til havet. Hotellet har også pool.

    Går drømmen i retning af sand mellem tæerne ligger der flere glimrende strande nord og syd for byen. Palm Cove og Trinity Beach er begge gode bud. Det samme er tropeøerne ud for Cairns, der kan nås på sejlture.

    En helt anden mulighed er at tage det historiske tog fra Cairns til Kuranda, der ligger omgivet af regnskov i bjergene bag byen. Jernbanen blev anlagt i slutningen af 1800-tallet og snor sig mellem de regnskovsklædte bjerge gennem håndhuggede tunneller, over gamle broer og tæt forbi vandfald. Målet er den lille by Kuranda, hvor der er et væld af aktiviteter og et livligt marked. Fra Kuranda er det muligt at tage en svævebane hele vejen tilbage til Cairns.

    En lidt mindre udflugt er et besøg i Cairns’ botaniske have, der byder på masser af tropiske planter og et lille stykke regnskov i udkanten af byen. Lyder alt det for aktivt, kan man også blot slappe af ved hotellets pool eller på en af byens mange caféer.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Cairns

  • Dag 17

    Med fly til Sydney og tid på egen hånd

    Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen og flyver til Australiens nok mest berømte storby, Sydney. Her bliver vi kørt til vores hotel i hjertet af byen, hvorefter resten af dagen er fri til at nyde storbylivet på egen hånd.

    Hotellet ligger i midtbyen, og man kan let komme til en række af byens seværdigheder. Det kunne være Chinatowns små butikker og spisesteder. Eller forlystelsesområdet Darling Harbour, der bugner af restauranter og butikker. Midtbyens skyskrabere og butikker er heller ikke langt væk. Ellers hop på færgen til den hyggelige strandforstad Manly. Færgerne afgår fra Circular Quay nær Operahuset og tager ca. 20 minutter hver vej. Mulighederne er mange i Sydney.

    Måltider: Morgenmad

    Overnatning: Sydney

  • Dag 18

    Operahuset og sejltur med frokost

    I dag oplever vi Sydney på forskellig vis. Vi starter på det bedst tænkelige sted, Mrs Macquarie’s Chair i den botaniske have, hvorfra vi har postkort-udsigten over Operahuset med Sydney Harbour Bridge i baggrunden. Tæt herved ligger byens ældste kvarter The Rocks. Det var her, de første britiske bosættere slog sig ned i 1788 og grundlagde det, der senere skulle blive til Sydney. I dag er The Rocks et hyggeligt område med caféer, restauranter og små butikker indrettet i de historiske bygninger.

    Fra midtbyen fortsætter vi med bus til forstaden Bondi Beach, der ligger ved Sydneys mest berømte strand. Vi går en tur på stranden og kigger på surferne, der ofte boltrer sig i bølgerne. Flere flotte udsigter venter ved Watson Bay, hvor bølgerne slår ind mod de høje klipper.

    Frokosten serveres på en båd, mens vi stille og roligt sejler gennem Sydney Harbour. Sydney er en ualmindelig smuk by. Ikke mindst fra søsiden, hvor vi har første parket til Sydney Harbour Bridge, de mondæne huse ned til vandet og naturligvis Operahuset med skoven af skyskrabere i baggrunden.

    Tilbage på landjorden går turen til Operahuset, der mere end nogen anden bygning er blevet et symbol på Australien. Vi oplever den unikke bygning både udefra og indefra på en guidet rundvisning. Undervejs hører om Operahuset forunderlige historie, og de mange udfordringer den danske arkitekt Jørn Utzon mødte, før bygningen stod færdig.

    Fra Operahuset fortsætter vi gennem den botaniske have, der er rig på historie: Både den koloniale historie med briternes ankomst til Australien og den oprindelige befolknings historie i området, der går meget længere tilbage.

    Sidst på eftermiddagen er vi tilbage ved hotellet, hvorefter aftenen er fri til egne eventyr i Sydney.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Sydney

  • Dag 19

    Blue Mountains med storslåede landskaber og dyreliv

    Vi lægger storbyen bag os og kører ind i landet til bjergmassivet Blue Mountains. Her har millioner af års erosion skabt et fantastisk landskab med dybe kløfter, stejle sandstensklipper og bløde, skovdækkede plateauer. Navnet, der betyder ’Blå bjerge’, kommer af det karakteristiske tågeslør, der dannes, når de æteriske olier fra eukalyptustræerne brydes af sollyset og skaber et blåligt skær over dalene.

    Oprindeligt var området gammel havbund. Men i dag er naturen præget af tætte eukalyptusskove og brusende vandfald. Dyrelivet er ligeledes varieret. Mere end 400 dyrearter er registreret i området, hvilket har været med til at sikre området en plads på UNESCO's verdensarvsliste.

    Der er gode chancer for at se farverige papegøjer i trækronerne, og med held får vi måske øje på de større gultoppede kakaduer. Også kænguruer, koalaer og det sky næbdyr trives i bjergskovene. Det samme gør dingoer og kæmpepungmåren, trods de sjældent ses.

    Det er dog i lige så høj grad udsigterne, der er højdepunktet i Blue Mountains. Vi ser en række af områdets flotteste naturvidundere. Heriblandt den berømte klippeformation Three Sisters, der står som tre stenstøtter højt over dalen.

    En særlig oplevelse er turen med Scenic Railway, der er verdens stejleste passagertog. Togturen fører os ned i den frodige dal Jamison Valley og kan godt give et sug i maven. Adskillige vandrestier fører rundt i dalen, hvorfra turen tilbage til toppen af klippevæggen kan tages med enten toget eller svævebane.

    Efter endnu en dag i naturens tegn vender vi tilbage til Sydney sidst på eftermiddagen.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Sydney

  • Dag 20-21

    Hjemrejse og ankomst

    Det er tid at tage afsked med Australien. Så når tid er, kører vi til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. 

    Efter et flyskifte på dag 21 ankommer vi i Danmark igen.

    På rejsen i marts 2026 flyver vi først hjem om aftenen, så vi har en god del af dagen til at få de sidste oplevelser af Sydney på egen hånd, inden turen sidst på eftermiddagen går mod lufthavnen. Vi skal checke ud fra værelserne ved middagstid, men vi kan helt sikkert få lov at lade bagage stå i receptionen, indtil det er tid at køre mod lufthavnen.

    Måltider: Morgenmad, mad på flyet

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Australien

  • Pas og visum

    Der er visumpligt til Australien, og passet skal være gyldigt under hele opholdet. Der søges gratis visum på internettet her: https://www.border.gov.au/Trav/Visa-1/651-/eVisitor-Online-application. Du får en e-mail, når visummet er bevilliget.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Vaccination. Der kræves ingen obligatoriske vaccinationer ved indrejse til Australien, men som i de flere andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:

    Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor. 

  • Valuta

    Møntfoden er australske dollars (A$) og forkortes AUD, og der går 100 cents på en australsk dollar, som svarer ca. til 4,25 kr.

    Prisniveauet er nogenlunde som i Danmark. I nogle tilfælde en smule lavere. Det er højere i storbyerne end i bushen. 

    Der er mulighed for at hæve australske dollars på internationale kreditkort i hæveautomater i stort set alle byer i Australien. Dog er der naturligvis betydeligt længere mellem hæveautomaterne i bushen end i byerne.

    Danske kroner i kontanter har en dårlig vekslekurs i Australien. Hvis man ønsker at have kontanter med hjemmefra, er det bedre at veksle til australske dollars i Danmark.

  • Fysik på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage. Der vil være dage, hvor vi får mere end 5 km.

  • Klima

    Australien strækker sig over tre klimazoner, hvoraf den øverste tredjedel befinder sig i troperne, dvs. Northern Territory, Queensland og den nordlige del af Western Australia. Det meste af resten af landet, South Australia, New South Wales og den sydlige del af Western Australia befinder sig i subtroperne og den sydlige kyst, Victoria og Tasmanien befinder sig i det tempererede bælte.

    Årstiderne er modsat de danske, hvilket betyder, at der i det tempererede og subtropiske bælte er forår fra september til november, sommer fra december til februar, efterår fra marts til maj og vinter fra juni til august. Det tropiske bælte derimod har kun to “årstider”; regntiden og den tørre periode. Regntiden varer fra slutningen af november til begyndelsen af april, hvor den meget tørre tid tager over.

  • Telefoni og internet

    Telefon. Landekoden for Australien er +61.

    Mobiltelefon. Der er god dækning de fleste steder i Australien - dog bedre i byerne end i bushen. Vi råder dig til at tjekke afgifter med din mobiludbyder, så du undgår ubehagelige overraskelser. 

    Internet. Wi-Fi er udbredt på hoteller og caféer i Australien. Det er værd at undersøge om brug af data i Australien er inkluderet i dit mobilabonnement. Hvis ikke, er det muligt at købe et lokalt simkort eller et e-sim-kort, hvis din telefon understøtter det. Så kan du være på nettet hele tiden.

  • Elektricitet

    Australien har 240 volt og stik med hhv. tre og to skrå ben, hvorfor adapter er nødvendig.

  • Drikkevand

    Australien har en høj hygiejnisk standard, og du kan sagtens drikke vandet. Det vil nogle enkelte steder have en let klor-agtig smag, men der er stadig sikkert at drikke.

  • Drikkepenge

    Det er god skik at lægge drikkepenge på restauranter og caféer, hvis servicen har været god. I sådanne situationer vil 10 % oveni regningen være et passende beløb. Stuepigerne på hotellet vil også blive glade for et par dollars pr. nat, man bor på værelset. Men ellers er drikkepenge ikke så udbredt i Australien. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Australien er et fantastisk fotogent land. Det er normalt tilladt at fotografere overalt i Australien. I Uluru-Kata Tjuta Nationalparken er der fotoforbud enkelte steder for at respektere de oprindelige folks kultur. Disse er tydeligt afmærkede.

    Ønsker du at fotografere personer, er det altid mest høfligt at spørge først.

  • Påklædning

    Australierne har et meget afslappet forhold til påklædning, og der er ikke mange regler, når det kommer til tøj. 

    Klimaet i Australien svinger dog rigtig meget, hvorfor det er vigtigt at have tøj med til en bred vifte af forskellige situationer. Mange dage vil vare varme med masser af sol, men det kan også blive forbavsende køligt i det sydlige Australien samt i ørkenen om natten. Så sørg for også at pakke en varm fleece sammen med sommertøjet. 

    Solen er meget stærk i Australien, så det er værd at medbringe tøj, der dækker huden godt. 

    Det er ikke nødvendigt at medbringe vandrestøvler. Men et par gode vandresko kan i høj grad anbefales. Det samme kan et par sandaler, der er gode at gå i.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Solbriller, kasket eller hat

    - Solcreme med høj beskyttelsesfaktor

    - Evt. vandflaske, der kan genopfyldes

    - Læbepomade

    - Lille rygsæk

    - Gode vandresko eller –støvler samt sandaler

    - Badetøj

    - Insektspray

    - Vådservietter

    - God kikkert

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Tidsforskel

    Australien har tre tidszoner; Western, Central og Eastern Standard Time, hvor man er hhv. 7, 8,5 og 9 timer foran dansk normaltid.

    Nogle stater i Australien har sommertid, men perioden varierer de forskellige delstater imellem. Queensland og Northern Territory har ikke sommertid. Det vil sige, at tidsforskellen er:

    Sydøstlige Australien:
    Oktober - marts: +10 timer
    April- September: +8 timer

    South Australia:
    Oktober - marts: +9,5 timer
    April- September: +7,5 timer

    Northern Territory:
    Oktober - marts: +7,5 timer
    April- September: +6,5 timer

    Queensland:
    Oktober - marts: +9 timer
    April- September: +8 timer

    Western Australien:
    Oktober - marts: +8 timer
    April- September: +6 timer

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Ofte stillede spørgsmål

    Hvor fysisk krævende er rejserne til Australien?
    Australien er et stort land, og der er langt mellem byerne og seværdighederne. Derfor vil der være nogle lange køredage i løbet af rejsen. Men vejene er godt, og naturen er smuk. Der er gode chancer for at se dyr fra bussen. Det kunne være kænguruer, der hviler sig under træerne, en wombat langs vejen eller papegøjer på himlen. Så det er bare at læne sig tilbage og nyde de skiftende scenerier udenfor vinduerne.

    Rejserne til Australien er ikke vandreture. Men det sagt, så går vi alligevel en del kilometer hver dag som del af sightseeingen. Typisk går vi et sted mellem 5 og 10 kilometer hver dag. Nogle dage mindre. Enkelte dage måske en smule mere. I Centralaustralien er der flere kortere og længere gåture gennem de solbagte, stenede landskaber. 

    Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra?
    Kreditkort er meget udbredt i Australien. Både som betalingsmiddel og til at hæve penge i hæveautomater. Dog er det altid rart at have lidt australske dollars i kontanter til småkøb undervejs. Disse kan enten hæves i automater efter ankomsten til Australien med medbringes hjemmefra.

    Solen er stærk
    Solen er meget stærk i Australien, og den skinner ofte. Derfor er det vigtigt at medbringe både hat, solbriller og solcreme med høj beskyttelsesfaktor.

    Farlige dyr
    Australien har et fantastisk og unikt dyreliv, der også inkluderer en række arter, der kan være farlige for mennesker. Men selvom Australien har mange giftige slanger og edderkopper, er chancerne for at blive bidt forsvindende lille. Det samme gælder for hajer og krokodiller. Der er dog nogle forholdsregler, man kan tage for at sikre sig. Det gælder f.eks. at banke skoene, inden man tager dem på. Ryst tøjet, hvis det hængt ude. Løft også lige toiletbrættet, inden du sætter dig, og undlad at stikke hænderne ind i en busk. Stamp når du går i højt græs ude i bushen (slanger føler vibrationer) og følg skiltningen langs strande og ved vandhuller. Hvis der advares mod at svømme pga. hajer, krokodiller eller box jelly-fish (giftige vandmænd), bør man blive på land. Det er vigtigt at have respekt for dyrelivet i Australien, men tager man sine forholdsregler, skal man ikke være bange for dyrene. 

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Australien.