Trinidad og Tobago rundrejse

Unikke eventyr i Caribien krydret med store naturopdagelser

Knaldrøde blomstrende træer, bjergskrænter med små brusende vandfald og fuglereservater med de mest farverige fugle. Rejs med til Caribien og udforsk de to små øer, der gemmer på et væld af overraskende opdagelser. 

Start din rejse her

Kom med på en gåtur langs Trinidads nordkyst fuld af vilde blomster og utrolige udsigter. Vi passerer små bugter og stenstrande og når til sidst Shark River, som frister med et afkølende flodbad, inden turen atter går tilbage. Vi indsnuser den mystiske regnskovsfauna og overvældes af alle dets farver. Og det er blot et eksempel på, hvad Trinidad og Tobago indeholder af eventyr. 

Store, blå sommerfugle omgiver os, og indimellem standser vi og nyder – endnu – en tropisk panoramaudsigt. Og nu er det vist nemt at svare på spørgsmålet: Kan man tage på oplevelsesrejse i troperne? Ja, det kan man!

Man kan ovenikøbet skylle dagens gåtur af sig med en frisk dukkert i det varme og turkise hav. Og nyde de blomster og planter, vi har i potteplanter i vindueskarmen på vore breddegrader - i Trinidad og Tobago står de blot i grøftekanten.

På rejsen er der masser af tilgifts-oplevelser: Den røde ibis og hvide hejrer i fuglereservatet Caroni. Æglæggende havskildpadder. De to hovedbyer Port-of-Spain og Scarborough. Og meget mere.

5 gode grunde til at rejse til Trinidad og Tobago med Viktors Farmor:

  • Oplev de æglæggende læderhavskildpadder ved Grande Riviere med guide
  • Se de røde ibisser, øens nationalfugl, flyve mod solnedgangen i Caroni Bird Sanctuary
  • Sejl i båd med glasbund over det farvestrålende Buccoo-rev
  • Mærk den caribiske stemning i en lille fiskerlandsby til lyden af det lokale steelband 
  • Mærk fleksibiliteten ved at rejse i en gruppe på maks. 14 deltagere

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Port-of-Spain

    Vi flyver afsted fra Danmark tidligt om morgenen og ankommer til Port-of-Spain samme aften.

    Vi kører fra lufthavnen til den lille forstad Tunapuna. Her forcerer vi et lille bjerg, og kører ad en snoet, stejl vej op til Mount St. Benedict-klosterets gæstehus, hvor vi skal bo de næste tre nætter.

    Afhængigt af vores ankomsttidspunkt, så når vi måske den obligatoriske ”sundowner” drink, inden vi slår os ned på den store udendørs terrasse for at nyde aftensmaden i den tropiske, lune aften.

    Måltider: På flyet og aftensmad

    Overnatning: Tunapuna

  • Dag 2

    Drypstenshuler på Gaspar Grande-øen og Fort Georges fangekældre

    Inden morgenmaden kan vi nå at nyde den lille have og iagttage de mange farvestrålende fugle, især kolibrier, der svirrer rundt mellem træer og buske.

    Om formiddagen kører vi til Trinidads vestligste punkt halvøen Chaquaramas, der munder ud i Dragons Mouth nær Venezuelas kyst. Her sejler vi ud til øen Gasper Grande og ser de farvestrålende drypstenshuler med stalagmitter og kalksten. Efter besøget sejler vi tilbage til Chaquaramas, hvor vi spiser frokost et hyggeligt sted med udsigt ud over Gulf of Paria-bugten.

    Vi kører tilbage mod Port-of-Spain, og ved forstaden St. James kører vi af den snoede, smalle vej op ad Northern Range-bjerget og udforsker Fort George. Fortet blev bygget i 1805 af Guvernør Sir Thomas Hislop, og her ses de originale fangekældre og kanonkugler, der blev brugt af soldaterne, ligesom udsigten fra Fort George er helt unik.

    Vi når tilbage til gæstehuset i tide for en sundowner og efterfølgende middag på terrassen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Tunapuna

  • Dag 3

    Rundtur i Port-of-Spain og besøg i Caroni Bird Sanctuary

    Om formiddagen er der rundtur i Port-of-Spain. Vi starter med et besøg i den smukke domkirke Cathedral of the Immaculate Conception fra 1832. Herfra spadserer vi op gennem Independence Square til hovedstrøget Frederick Street og derfra videre til Woodford Square. Pladsen er navngivet efter Sir Ralph Woodford, guvernøren der også lagde fundamentstenen til domkirken, vi lige har besøgt.

    Woodford Square er omgivet af parlamentsbygningen, katedralen, biblioteket og rådhuset. Her samles befolkningen, og ofte er der politiske eller religiøse taler, idet stedet fungerer som et slags “Speakers Corner”.

    Efter et par timer i downtown Port-of-Spain spiser vi frokost i rolige omgivelser i nærheden af Savannah’en, som er Port-of-Spain’s ”åndehul”. Det store, grønne område bliver, med en omkreds af fire kilometer, også kaldt ”verdens største rundkørsel”. Her finder både hestevæddeløb og karnevalet sted, ligesom der ofte spilles cricket, landets nationalsport. Savannah’en er omgivet af store, gamle træer, flere over hundrede år gamle, og af forskellige træsorter som pui, baobab, cannon ball og samaan.

    Efter frokost går vi tur rundt om en del af Savannah’en og passerer en række store herskabshuse fra omkring år 1900 kaldet ”The Magnificent Seven”. Vi når lige at kigge lidt på den smukke botaniske have, inden vores chauffør samler os op for at køre os til Caroni Bird Sanctuary.

    Caroni Bird Sanctuary er et 55 hektar stort område af floder, søer og mangrove, der ligger sydvest fra Port-of-Spain. Her findes 150 forskellige fuglearter, 80 slags fisk og en varietet af krybdyr. Vi sejler rundt i den store mangrovesump i en lille båd. Her yngler bl.a. den røde ibis, øens nationalfugl, der ved solnedgang kommer flyvende i hundredvis af flokke fra deres fouragepladser.

    Sammen med de hvide hejrer sætter de sig til hvile i store mangrovetræer, hvor de på afstand ligner prægtige, pyntede juletræer i rødt og hvidt. Der bliver rig mulighed for at se en lang række vadefugle og andre dyr fra den specialiserede mangrovefauna.

    Efter en lang og oplevelsesrig dag når vi lige tilbage til vores sundowner, inden vi atter nyder middagen i den mørke, lune, tropenat.

    I aften skal vi pakke en lille taske til en enkelt overnatning i Mayaro i morgen, da vores hovedbagage efterlades i gæstehuset og fragtes direkte til lufthavnen i overmorgen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Tunapuna

  • Dag 4

    Hindutempel i havet og Pointe-á-Pierre Wildfowl Trust

    Vi forlader Tunapuna og kører mod San Fernando, Trinidads næststørste by, der ligger mod syd. Efter en lille times kørsel ad Uriah Butler Highway, der bl.a. fører os forbi Caroni Bird Sanctuary, som vi besøgte dagen før, gør vi en afstikker og kører mod Waterloo. Vi stopper først i Carapichaima for at nyde synet af den 25 m store statue af Hindu-guden Hanuman.

    Vi fortsætter derefter til Waterloo, hvor vi ser og beundrer det smukke hindutempel Temple in the Sea, der ligger 90 meter ude i vandet. Templet blev bygget af den fattige, indiske kontraktarbejder Siewdass Sadhu i den engelske kolonitid i 1950'erne, hvor det var forbudt at bygge på kolonijord.

    Turen fortsætter langs Gulf of Paria. Som vi når Point Lisas, med dens industrielle kompleks, får vi rigtig øjnene op for Trinidads store olie- og gasindustri. Området er enormt, idet andre "tunge" industrier også findes her. Men snart nås Pointe-a-Pierre, hvor vi de næste timer skal opleve Pointe-a-Pierre Wildfowl Trust.

    Pointe-a-Pierre Wildfowl Trust er en uafhængig institution, oprettet i 1966, for bl.a. at beskytte truede fuglearter. Området, der er på 25 hektar, består af søer, broer og stier, hvor mange fuglearter, planter og træer kan opleves.

    Her i disse smukke omgivelser nyder vi vores medbragte picnic, inden turen fortsætter tværs over det sydlige Trinidad mod øst. Sent på eftermiddagen når vi Mayaro, hvor vi har en enkelt overnatning.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Mayaro

  • Dag 5

    Nariva Swamp med Bush Bush Island og fly til Tobago

    Vi starter dagen med tidlig morgenmad og afgang kl. 6 for at besøge Bush Bush Island, der ligger i Nariva Swamp. Her udforsker vi området til fods i ca. 4 timer med den lokale guide.

    Nariva Swamp er et beskyttet ferskvandsområde på 15 km2, der ligger mellem Manzanilla og Mayaro. Vådlandet er et naturligt stop for de mange trækfugle, der passerer her, ligesom der findes mange lokale fuglearter, som amazonpapegøjer, araer og høge. Desuden findes der et rigt dyreliv, hvor vi har mulighed for bl.a. at spotte både de røde brøleaber samt kapucineraber. Her findes også mange interessante og smukke træsorter som silk cotton og sandbox. Bush Bush Island hæver sig tre meter over det omkringliggende område.

    Efter vi har udforsket Nariwa Swamp, fortsætter vi til landsbyen Valencia Village, hvor en varieret landfrokost tilberedt af en lokal familie bliver serveret. Efter frokosten kører vi til Piarco Lufthavn, hvorfra vores fly afgår til Tobago (flyvetid 25 min).

    Ved ankomsten til Tobago har vi en kort gåtur til gæstehuset, hvor vi skal bo de næste to nætter.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning:  Tobago

  • Dag 6

    Bådtur til Buccoo-revet, dyp i det Caribiske Hav og besøg ved Fort Milford

    Efter morgenmad går vi ned til Store Bay, hvorfra vi tager på sejltur på en båd med glasbund, så vi bedre kan se det utrolige Buccoo-rev. Efter revet, hvor der er muligheder for at snorkle, sejler vi til Nylon Pool. Her er der tid til at tage et skønt dyp i det Caribiske Hav. Bådturen tager omkring 2,5 timer, og frokosten kan indtages tilbage ved Store Bay, hvor små boder udbyder veltillavet, lokal mad.

    Der er mulighed for endnu en dukkert i det Caribiske Hav, inden vi om eftermiddagen går en rundtur i lokalområdet i Crown Point. Først ned til det lille Fort Milford (1777), og så videre ned til Atlanterhavskysten, hvor vi kan beundre solnedgangen og pelikanerne.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Speyside

  • Dag 7

    Tobagos hovedstad Scarborough med Fort King George og det høje Argyle-vandfald

    Efter morgenmaden kører vi til Scarborough, Tobagos hovedstad. Turen går langs esplanaden ved havnefronten og videre op til Fort King George, der er Tobagos vigtigste fort. Fortet fik navn efter King George III i 1804. Fra fortet er der en fantastisk udsigt ud over Scarborough, Bacolet-bydelen og Atlanterhavskysten.

    Herfra fortsætter turen mod nord op langs Atlanterhavet, også kaldt Windward-kysten. Vejen snor sig op og ned i det kuperede, grønne og tropiske landskab, gennem små landsbyer og giver et flot vue ud over Atlanterhavet. Ved indkørslen til Argyle-vandfaldet kører vi ned gennem en smuk teaktræsallé og når snart indgangen til vandfaldet.

    En guide leder os gennem regnskoven og fortæller om faunaen og fuglene. Efter ca. 20 minutters til fods når vi det 54 meter høje Argyle-vandfald. Efterfølgende går vi tilbage til bussen og følger atter vejen langs Atlanterhavet, indtil vi kommer til den smukke bugt, Kings Bay, hvor vi nyder frokosten.

    Kørslen mod nord fortsætter, og lige før vi når den lille fiskerlandsby Speyside, gør vi holdt ved et udsigtspunkt, hvorfra der er en umådelig smuk og betagende udsigt ud over hele Tyrrel-bugten. Man kan se Speyside, Goat Island og Little Tobago, som vi jo skal udforske til fods. Snart er vi i Speyside og indlogeres i et lille, hyggeliget gæstehus, hvor vi skal bo de næste 3 nætter.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Speyside

  • Dag 8

    Bådtur til øen Little Tobago og eftermiddagsgåtur i Speyside

    Vi spadserer langs kysten til den lille bådhavn i den næste bugt, hvorfra vi sejler over til Little Tobago. En flot sejltur på ca. 25 min. Efter ankomst til bådebroen skal vi op ad trapperne, der snor sig gennem tæt palmeskov. Snart når vi helt op og går tværs over øen. Over vores hoveder kredser utallige havfugle som pelikaner, trope- og fregatfugle.

    Snart når vi Atlanterhavet og begiver os videre ned ad en lille sti i tæt underskov. Her har tropefuglene bygget deres reder, og i mange af dem ligger små, hviddunede unger, der følger os med øjnene. Ved klippekanten kan vi se den brune havfugl kaldet booby, en havfugl nært beslægtet med sulen, og dens reder. Vi har også udsigt til øen St. Giles, hvor store kolonier af fregatfugle, tropefugle og rødbenede havsuler holder til. Øen er også omtalt i Jan Lindblads bog ”De røde fugles ø”.

    Little Tobago er desuden blevet kendt efter David Attenboroughs TV-udsendelse om øen.

    Over vores hoveder svirrer det med havfugle, mens vi går tilbage til landingsbroen for at tage båden tilbage. Vi går tilbage til Speyside, hvor vi spiser frokost på en lokal restaurant.

    Om eftermiddagen går vi en tur rundt i det kuperede Speyside, og kommer lidt op i højderne, hvorfra vi kan betragte byen, Goat Island, Little Tobago og den smukke Tyrrel-bugt.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Speyside

  • Dag 9

    Besøg i Charlotteville og tid til en svømmetur

    Efter morgenmaden går vi ad den stejle og snoede vej til Charlotteville, en tur på ca. 6 km. Vi går en rundtur i byen og spiser frokost, inden vi fortsætter ad en stejl sti og dernæst ned af over 100 trapper for at nå den skønne isolerede Pirate Bay.

    Her bliver tid til at svømme, snorkle eller blot slappe af, inden vi enten til fods eller med en lokal taxi begiver os tilbage til Speyside. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Speyside

  • Dag 10

    Gåtur langs Gilpin Trail i Tobagos regnskov og musikaften med det lokale steelband

    Efter morgenmad forlader vi Speyside, og kører atter mod syd langs Atlanterhavet. I Roxborough krydser vi tværs over øen og når Tobagos regnskov, den ældste på den vestlige halvkugle. Vi går langs Gilpin Trail, mens guiden leder os ind i den tætte regnskov. Her holdes udkig efter fugle som motmoter, trogoner, kolibrier m.fl., mens vi får indblik i stedets historie.

    Herfra køres til udsigtspunktet med den storslåede udsigt ud over det Caribiske Hav og klippeformationen ”5 Sisters”. 

    Turen fortsætter mod syd langs det Caribiske Hav, hvor vi gør stop ved Englishman Bay med mulighed for at bade. Frokosten er på egen hånd.

    Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Crown Point, hvor vi har endnu 2 overnatninger.

    Om aftenen kører vi til den lille fiskerlandsby Buccoo. Vi indsnuser den specielle stemning, spiser en BBQ-middag og både ser og lytter til det lokale steelband ”Buccooneers”, som en del af den ugentlige musikaften kaldet ”Sunday School”. Dansegulvet er åbent for de danseglade, og det er ikke usædvanligt at blive budt op til dans af de lokale.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Crown Point

  • Dag 11

    Håndværksboder, lokale fiskere og solnedgang over Crown Point

    Formiddagen er til fri disposition. Man kan eventuelt besøge Store Bay og shoppe i de små lokale boder med deres varierede udbud, eller blot slappe af og nyde den caribiske stemning.

    Om eftermiddagen spadserer vi langs det Caribiske Hav. Vi kigger på de små håndværksboder, møder de lokale fiskere og ser deres fangst - flyvefisk, mahi mahi, kingfish m.fl. Vi fortsætter langs stranden til Pigeon Point, hvor vi i solnedgangens skær kan nyde en sundowner.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Crown Point

  • Dag 12

    Fly til Trinidad og læderhavsskildpadder i Grande Riviere

    Efter morgenmaden tager vi flyet tilbage til Trinidad. 

    Vi kører nu op i Northern Range bjergene. Vejen snor sig gennem det stejle terræn, hvor de knaldgule blomstrende Pui og røde Immortelle træer lyser op i alt det grønne. Bjergene åbner sig med smukke udsigter over dalene, og små vandfald siler ned af bjergskrænterne, der er dækket af bregner og vilde blomster.

    Vi når til Asa Wright Nature Centre, der blev oprettet i 1967 med støtte fra Verdensnaturfonden, og herfra er det muligt på nærmere hold at studere regnskovens fauna med de utallige fugle og dyrearter. Et paradis for naturforskere, både professionelle og amatører. Vi tager en rundtur og slutter besøget med frokost.

    Vi kører tilbage gennem Northern Range bjergene og fortsætter turen videre østpå.

    Northern Range bjergene er den sidste del af Andesbjergene fra Sydamerika, der i Trinidad strækker sig fra Dragons Mouths nær Venezuela mod vest og derfra ca. 35 km mod øst. Bjergkæden ligger langs Trinidads nordkyst helt ned til det Caribiske Hav.

    Snart har vi passeret det sidste af Northern Range bjergene og kører gennem grønne landskaber, til vi når Atlanterhavet.

    Her køres langs kysten mod nord gennem små landsbyer som Salybia, Rampanalgas og Toco, som ligger, hvor Atlanterhavet og det Caribiske hav mødes. Vi tager en afstikker ud til Galera Point, Trinidads nordøstligste spids. Her går vi ud på klipperne, nyder den fantastiske udsigt, og kigger nærmere på bl.a. fyrtårnet.

    Turen fortsætter nu langs Trinidads nordkyst mod vest. Snart ankommer vi til vores hotel i Grande Riviere, hvor vi de næste 3 nætter skal bo ned til stranden, hvor de store læderhavskildpadder går på land for at lægge deres æg.

    Ud på aftenen kommer vores naturguide for at lede os ud på stranden og hen til den nærmeste læderhavskildpadde, der er i fuld gang med at grave et hul i sandet, hvor den kan lægge sine over 100 æg. Her, i lommelygtens røde skær, kan vi følge æglægningen, alt imens guiden fortæller os om læderhavskildpaddernes liv. Vi får lejlighed til at se mange flere af de store dyr, der stiger op af det Caribiske Hav, og her på Trinidads nordkyst går på land, for at lægge deres æg.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Grande Riviere

  • Dag 13

    Gåtur langs kysten til Shark River og chokoladesmagning

    Om formiddagen går vi til Shark River. Vi går langs kysten, gennem semi-regnskov og gamle kaffeplantager. Et utal af fugle og sommerfugle observeres langs ruten. I grøftekanterne ser vi mange af de planter og blomster, som vi har i potter derhjemme i vindueskarmen.

    Efter en lidt hård og varm gåtur ad den snoede og ofte stejle vej, når vi endelig Shark River. Her bliver der tid til afslapning og en forfriskende dukkert i det klare, kolde vand, inden vi returnerer til Grande Riviere og spiser frokost, som enten kan nydes på hotellet eller på en af restauranterne i landsbyen.

    Om eftermiddagen besøger vi chokoladefabrikken i Grande Riviere. Grundlæggeren Gillian Goddard er en meget kendt, grøn aktivist på Trinidad. Hun har sørget for levering af maskiner samt oplæring i produktion til en række små samfund langs nordkysten af Trinidad. Det har betydet, at mange små producenter nu kan levere færdige chokoladebarer - fremfor kun råvaren.

    I 1960'erne udviklede Trinidad en forbedret kakaobønne, som kaldes trinitario. Den regnes nu som en af de fineste sorter i verden, derfor eksporteres chokolade fra Trinidad til hele verden. Men den gode chokolade sælges også på hjemmemarkedet – for eksempel til os. Hver lille producent fremstiller sin egen chokoladebar, og på Grande Riviere består den af 70% kakao, appelsinskal og havsalt. Vi smager den selvfølgelig under besøget sammen med en kop varm chokolade.

    Dagens gåtur er på ca. 12 km. De, der ikke ønsker at gå hele turen kan altid vende om og gå tilbage før tid.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Grande Riviere

  • Dag 14

    Solopgang med læderhavskildpadder og regnskovens flora og fauna

    Klokken 6 lige ved solopgang, er der adgang til stranden uden guide. Her bliver der, hvis vi er heldige, lejlighed til at fotografere de store havskildpadder og betragte dem, mens de lægger æg, begraver dem i sandet og laver vildspor, for til sidst nærmest at ”kravle” ud i det befriende hav.

    Efter morgenmaden begiver vi os igennem regnskoven til fods med en lokal guide. Vi følger den stejle vej gennem landsbyen Grande Riviere til den bagvedliggende regnskov. Her går vi ad stier, mens vi spotter fugle, vilde blomster og tropiske træer. Hvis vi er heldige, ser vi måske den sjældne Trinidad-fløjtehøne, der lever netop i dette område. Vi går herefter tilbage til Grande Riviere.

    Eftermiddagen er til fri disposition. Her er der mulighed for at bade, gå tur langs den smukke, brede strand samt udforske den lille landsby Grande Riviere, der har fået sit navn efter floden, der har sit udløb her.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Grande Riviere

  • Dag 15

    En sidste formiddag i paradis og hjemrejse

    Formiddagen er til fri disposition. Umiddelbart efter frokost forlader vi Grande Riviere og kører til Piarco Lufthavn, hvorfra vi starter vores hjemrejse sidst på dagen.

    Måltider: Morgenmad og på flyet

  • Dag 16

    Hjemkomst

    Vi ankommer i København først på eftermiddagen.

    Måltider: På flyet

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Trinidad og Tobago

  • Pas og visum

    Der kræves ikke visum for danske statsborgere. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder ud over opholdet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Der er ingen malaria i Trinidad og Tobago.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes. Spørg egen læge eller Statens Serum Institut (tlf. 3268 3268). Check evt. www.sikkerrejse.dk.

  • Valuta

    Møntfoden i Trinidad og Tobago hedder Trinidad og Tobago dollars eller TTD og svarer ca. til den danske krone. US$ kan medbringes og veksles, men kreditkort er udbredt, og i pengeautomater kan der hæves op til 2000 TTD pr. dag.

    Man kan ikke veksle til TTD i Danmark. US$ kan medbringes og accepteres næsten overalt.

  • Telefoni og internet

    Det er nemt at ringe til udlandet fra Trinidad og Tobago. Landekoden til Trinidad og Tobago er +868.

    Der er Wi-Fi på de fleste af vores overnatningssteder.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Elektricitet

    Man bruger 110-120 volt i Trinidad og Tobago. Elektriske apparater skal kunne håndtere denne noget lavere spænding for at fungere. Man skal ligeledes medbringe en stikadapter, da man benytter strømstik af typerne A og B. Se de forskellige stiktyper her.

  • Drikkevand

    Man kan drikke vandet fra hanen. Desuden kan mineralvand købes på flasker overalt.

  • Drikkepenge

    På restaurant er både service og tax ofte pålagt regningen. Alligevel forventes, at man lægger ca. 10% ekstra. På grupperejser betales drikkepenge til lokalguider og chauffører af Viktors Farmor.

  • Mad

    I Caribien er der rige muligheder for at få afprøvet alle ens madlyster. Foruden den lokale, krydrede mad, som der bliver god lejlighed til at prøve, findes der et utal af etniske restauranter.

  • Foto

    Lufthavne og militære områder må ikke fotograferes. Hvis man vil fotografere mennesker, bør man spørge om lov først.

  • Klima og påklædning

    Klimaet er tropisk med dagtemperatur på ca. 27-32 grader om dagen og ned til 20 grader om natten. Medbring let sommertøj (bomuld). Uformel påklædning på det meste af turen, men også lidt pænere tøj til omklædning til middag.

  • Prisniveau

    En hovedret koster fra ca. 125 kroner og op efter. En øl ca. fra 25 kr., et glas vin 80 kr. En flaske mineralvand i en kiosk koster ca. 8 kr.

  • Sprog

    Engelsk med et anstrøg af caribisk kreol.

  • Tyveri

    Lad være med at medbringe smykker eller kostbare ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i taske eller lommer.

  • Transport

    Der findes et nogenlunde veludbygget og billigt busnet. Desuden faste taxi-ruter, såkaldte ”route-taxis”, markeret med H på nummerpladen. De er en billig transport - mulighed og prajes ved vejkanten. Der er venstrekørsel.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end, at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Tidsforskel

    Der er 5 timers tidsforskel mellem Danmark og Trinidad og Tobago. Når klokken er 12 middag i Caribien, er den 17 i Danmark.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Pandelampe
    • Lommelygte
    • Evt. kikkert
    • Insektspray
    • Sol lotion med høj faktor
    • Kasket eller solhat
    • Rummelig rygsæk
    • Gode vandresko (eller –støvler)
    • Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser
    • Let regntøj
    • Badetøj + lille badehåndklæde
    • Fotokopi af pas (opslaget med foto)
    • Evt. fotokopi af flybillet
  • Rejsetype

    Dette er en Viktors Farmor Adventurerejse. Man skal være forberedt på kørsel på til tider dårlig vej samt på en lavere hotelstandard end herhjemme. Saltvand tærer hårdt på bygninger tæt ved vandet, hvorfor de kan se lidt slidte ud. På hotellerne i Port-of-Spain og Mayaro er der desuden ikke altid mulighed for at have eget toilet og bad på værelserne.

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Trinidad og Tobago.