Jeg stødte på min forfader i dag

Der er mange oplevelser at hente i Afrikas jungler og på kontinentets savanner. Løver, geparder, elefanter, giraffer, bøfler. Men hvad er den ultimative største oplevelse? Uden tvivl: gorilla-trek.

Gorillaerne lever i bjergene i det centrale Afrika. Foto Viktors Farmor

Syv meter. Så tæt kan du komme på en gorilla i Uganda og Rwanda. Først er du nødt til at vandre et par timer i regnskoven, men det bygger kun forventningen op, og når man så står ansigt til ansigt med det dyr, der ligner os mest, føler man sig som – ja, hvad egentligt? Verdens lykkeligste? Det første menneske på månen?Det er umuligt at beskrive. Men øjeblikket er i hvert fald stort. Og en time langt.

Gorillaen er nært beslægtet med mennesket. Vi har begge en arvemasse på 20.000 gener, og forskellen mellem generne er ganske lille. Ny forskning – dansk i øvrigt – har vist, at 98% af gorillaens gener er de samme som menneskets.

Men derfor er gorillaerne selvfølgeligt ikke bare som en fætter eller en kusine. De er truede dyr, der lever i bjergene i det centrale Afrika. Alligevel kan vi komme tættere på dem end på så mange andre af Afrikas dyrearter. Det sker kontrolleret, og i små grupper på højst 8, i Uganda og Rwandas regnskove, hvor gorillaerne lever i familier.

Gorilla-trekking

Et gorilla-trek begynder tidligt om morgenen. De lokale rangere fortæller, hvad der skal ske. Husk at der er en sikkerhedsafstand på 7 meter, og den skal overholdes, siger de. Hvis en gorilla nærmer sig, så stå bumstille og kig nedad. Undgå at se den i øjnene.

Så kører vi først ad en bumlet vej, som man altid gør i Afrika. Guiderne har sporet en gorilla-familie, og på et tidspunkt forlader vi bilerne. Guiden går forrest med machete, og skærer en sti gennem regnskoven.

Vi stopper nogle gange undervejs, tørrer sveden af panden og får en tår vand. Spændingen stiger. Efter et par timers vandring høres brummende lyde. Vi er der. Og snart står vi foran en gorilla-familie.

En silverback kigger på os

Der er altid en såkaldt silverback i familien. Det er hannen, med sølvgrå rygstykke, familiens overhoved. Han kigger dovent på os fra et træ. Det er tydeligt, han har signaleret til resten af familien, at han har styr på det hele.

Og føler han på et tidspunkt, at han ikke har styr på det, så dumper han nok ned fra træet og laver et skinangreb med blottede tænder og hævede hænder. Men det er ikke farligt. Han skal blot markere, hvor grænsen går. Og vi gør bedst i at blive på den rigtige side af grænsen.

Vi følger en gorilla-familie en time. Længere tid ville måske stresse dyrene, og det ønsker myndighederne for alt i verden ikke. Men en hel time er også rigeligt til at se, høre, snuse, fotografere – og forundres. Tilbage ved hotellet er man træt og ekstatisk. Og i sin mail til menneske-familien i Danmark er det tilladt at prale: Jeg stødte på min forfader i dag.

Se alle vores artikler om Afrika