Ha Long-bugtens oprindelse
Ha Long-bugtens legende
Geologer forklarer Ha Long-bugtens form med, at utallige spidse bjerge, der stikker op af vandet er skabt ved erosion over millioner af år. Den vietnamesiske legende forklarer formen med – drager!
I fortiden, da Vietnam var et nydannet land, måtte det forsvare sig mod angreb ad søvejen fra nord. Jadekejseren, som er en oldgammel gud i østasiatisk folkereligion, sendte sin drage med hendes unger for at hjælpe vietnameserne.
Vietnameserne nedstammer fra drager
Dragerne udspyede ikke blot ild, men også kæmpestore, grønne smaragder, der ødelagde fjendens skibe og lagde sig som en mur i havet. Landet var reddet, og der var atter fred. Dragerne vendte ikke tilbage til himlen, men blev på jorden og antog menneskelig form. Og smaragderne blev med tiden til grønne øer. Legenden er en del af den folkelige fortælling, at vietnameserne nedstammer fra drager.
Alt efter stemning kan man afgøre, hvilken forklaring der lyder bedst. Og egentligt er det ligegyldigt, når man sidder på dækstolen, for udsigten er forbløffende - uanset.
Ha Long-bugten er udnævnt til at være blandt verdens 7. nye naturvidundere. Og den er på UNESCO's liste over verdens naturarv. Et besøg på bugten indgår i alle vores rejser til Vietnam.
Rejseleder Tuyen Ngoc Nguyen
Noget andet, der går igen på rejserne, er Tuyen Ngoc Nguyen, som er fra Vietnam, men taler flydende dansk.
Han har en kaffe-, cashew-, mango- og bananplantage i Vietnam. Og når han ikke rister kaffe, eller høster cashewnødder, så rejser han rundt i sit hjemland. Meget ofte som guide for vores gæster, der altid får en fantastisk oplevelse med sig hjem fra det aflange land.
Til andre tider er han selv på opdagelse. Først skabte han en rejse, hvor man oplever alt det fantastiske ved Vietnam, som vi har været utroligt glade for at udbyde de seneste år. Man kan også rejse på en ekspedition med Tuyen til det nordlige Vietnam, som præsenterer helt nye sider af landet.
Vietnam er kontrasternes land
I Vietnam oplever man tydeligt de mange kontraster, som præger landet. Hanoi, landets hovedstad, har en helt særlig karakter, der adskiller sig markant fra andre storbyer. Byens atmosfære er præget af en mere traditionel stemning. Når man bevæger sig gennem den gamle bydel med dens snørklede, smalle gader, føles det næsten som en rejse tilbage til 1930'erne eller 1940'erne.
Ho Chi Minh City, tidligere kendt som Saigon, er derimod et helt andet Vietnam. Mens Hanoi er landets politiske centrum, er Ho Chi Minh City epicentret for økonomisk vækst. Byen summer af energi, er moderne og innovativ. Her lever man med blikket rettet mod andre dynamiske storbyer som Singapore og Bangkok.
Begge rejser til Vietnam byder i øvrigt på hvide strande, inden turen går til Danmark igen. Vi kan desværre ikke garantere grønne smaragder i vandet. Kun lokkende bølger.