Transsylvaniens tågede bjerge, ubesejrede kirker og saksiske arv

Bjergsider i forvandling

Køretøjer sniger sig langsomt gennem Karpaternes snoede veje. Skoven skifter fra løv til gran, og tågen ligger lavt i dalene om morgenen. Bjergkæden strækker sig godt 1.500 kilometer gennem Rumænien, og nogle af de højeste tinder rejser sig over 2.500 meter, men det er ikke kun højden, der gør indtryk.

Det er den langsomme forvandling, kilometer for kilometer: Åbne enge afløses af tætte nåleskove, som igen viger for rå klippepartier, hvor kun mos slår rødder. Et sted derude, bag skovbrynet, lever brune bjørne og ulve – selvom de er et sjældent syn. På den måde gemmer der sig mange overraskelser på en rejse rundt i Rumæniens Transsylvanien.

Kirken, der aldrig faldt

I landsbyen Prejmer ligger en kirke omgivet af mure så tykke, at man kan gå oven på dem. Det er ikke en fejl i arkitekturen. Kirken blev bygget i 1200-tallet som fæstning for hele landsbyen, med skydeskår i stedet for kirkevinduer og lagerrum til korn og kød indbygget i murværket.

Landsbyen blev angrebet igen og igen – historikere tæller op mod 50 belejringer fra 1200- til 1600-tallet – og hver gang holdt fæstningen. Kun én gang måtte beboerne give op: I 1611, ikke fordi murene svigtede, men fordi vandet slap op. I dag er Prejmer på UNESCO's verdensarvsliste og er bestemt et besøg værd, og murene bærer stadig ar efter kanonkugler, der aldrig nåede igennem.

Sibius gastronomi

I Sibiu blander saksisk og rumænsk madkultur sig på markedspladsen. Byen blev i 2019 udnævnt til europæisk gastronomiregion af IGCAT, og det kan man smage på torvet, hvor boder sælger sarmale – syltede kålruller med kød og ris – ved siden af friskbagt cozonac, som er et sødt brød.

Om aftenen dufter gaderne af mămăligă, som er en majsgrød, der ofte serveres med fløde og fetalignende ost. Til dessert: Papanași, friturestegte boller med syltetøj og creme fraiche. En lille slurk țuică – hjemmebrændt blommebrandy – runder gerne måltidet af, og den er stærkere, end den ser ud til.

Vinstokke mellem bjerge og bakker

Ved Lechința brydes rækker af vinstokke skarpt mod det bølgende bakkelandskab – kun én af flere vinegne, der tegner Transsylvaniens vinbælte. Området har dyrket druer siden romertiden, og de saksiske nybyggere, der slog sig ned i 1100-tallet, bragte deres egen vintradition med sig og udvidede markerne betydeligt. Fetească Albă og Fetească Neagră har rødder tilbage i middelalderen, mens den gyldne Fetească Regală første gang blev dyrket nær Sighișoara i mellemkrigstiden og siden er blevet regionens mest kendte drue.

Under kommunismen blev de fleste private vingårde konfiskeret, og vinproduktionen gik næsten i stå i årtier. I dag driver familier vingårdene igen, ofte på den samme jord, som deres bedsteforældre engang måtte give fra sig. Hvis man rejser rundt i Transsylvanien, er det en god idé at lægge vejen forbi en vingård.

Mere end en Dracula-legende

For mange er Transsylvanien uløseligt forbundet med Dracula. Myten stammer dog først og fremmest fra den irske forfatter Bram Stokers roman fra 1897, hvor den fiktive vampyrgreve bor på et slot i Transsylvanien.

Figuren menes at være inspireret af den valakiske fyrste Vlad 3., også kendt som Vlad Spidderen, men forbindelsen til Transsylvanien er langt mere litterær end historisk. I dag lever fortællingen videre som en del af regionens kulturarv, side om side med dens middelalderbyer, borge og smukke landskaber.

Se flere artikler om Rumænien