Silkevejen begyndte med jagten på heste

Igennem århundreder rejste store karavaner, lastet med silke og andre værdifulde varer, i adstadigt og vuggende tempo tværs gennem Asien. De kom gennem steghede ørkener og iskolde bjerge for at nå deres endelige destination ved Middelhavet, hvor varerne blev udskibet til købmændene i Venedig – den tids europæiske handelscentrum.

Men det romantiske navn Seidenstrasse – Silkevejen – blev først brugt i 1877 af den tyske geograf og opdagelsesrejsende Baron Ferdinand von Richthofen. Handelsvejens historie begyndte egentlig med en jagt på heste. Omkring 5. århundrede før Kristus følte kineserne sig stærkt truet af barbariske hunner og mongoler, der hærgende kom ridende i ekspresfart over bjergene og angreb det kejserlige Kina.

Netop de hurtige heste, som disse vilde folk brugte til overraskelsesangreb, kunne kineserne intet stille op imod. Men rygterne var gået tværs over Asien, at netop hurtige udholdende heste fandtes i en lille dal i det centrale Asien – Ferghana-dalen i det nuværende Uzbekistan.

En kinesisk ekspedition blev sendt ud. Hestene blev opdaget af kineserne – og i bytte kunne man give en af den tids store værdier - jade. Men fundet af hestene gav også kineserne mod på at drage videre mod vest for at finde nye opdagelser.

Fra vest var en af de tidligste ”opdagelsesrejsende” den makedonske hærfører Aleksander den Store, som i det 3. århundrede før Kristus var på erobringstogt af Persien og Mellemøsten. Han kom til Indien og det vestligste Kina ved det nuværende Tajikistan, men så heller ikke længere. Først omkring 500 år senere blev en tværgående rute gennembrudt fra såvel øst som vest, og begyndelsen til en omfattende handel på Silkevejen var grundlagt.

Opfindelser, viden og religion

Det var heller ikke silke, der til at begynde med var interessant for europæiske magter. Det var derimod eksotiske krydderier, guld, sølv, ædelstene af enhver slags og ikke mindst porcelæn, der havde den største interesse i samhandelen. Først i årene 600-900 blev silke en væsentlig vare på ruten.

Men den allerstørste betydning, Silkevejen har haft, er netop kulturmødet, hvor opfindelser, viden og ikke mindst religioner ”vandrede” med opdagelsesrejsende, missionærer og erobrere.

Der opstod to hovedruter. Den nordlige rute gik fra Kashgar (VestKina) over det nuværende Kirgisistan til Ferghana-dalen, der deles mellem Kirgisistan, Tajikistan og Uzbekistan. Herfra videre til de sagnsomspundne karavanebyer Samarkand og Bukhara i Uzbekistan.

Den sydlige rute gik fra Kashgar og gennem det nuværende Pakistan og Afghanistan og så videre til Turkmenistan til byen Merv, hvor både den nordlige og sydlige rute mødtes igen.

Den mongolske fred

Silkevejen havde sin storhedstid under Pax Mongolia – mongolernes fred - i 1200-tallet. Ingen vovede at røve karavaner i denne tid, hvor Djengis Khan regerede. Efter hans død og hans riges opløsning blev vejen igen en meget besværlig rute at rejse ad.

Utallige røverbander og slavejægere angreb karavanerne. Det var en af årsagerne til, at europæerne brændende ønskede at finde en søvej til Asien. Det lykkede med Vasco da Gamas sørejse rundt om Afrika omkring år 1500. Efter denne opdagelse sygnede Silkevejen som handelsrute hen.

Men det var de færreste karavaner, der rejste hele den over 6.000 km lange vej fra Kina i Øst til Middelhavet/Europa. De fleste rejste kun kortere distancer. Solgte deres varer undervejs og vendte hjem igen med nye varer, de havde fået i bytte. Men enkelte karavaner tog hele turen. Måske med en samlet rejsetid på op til 3 år. I dag kan det gøres på under 3 måneder.

Se alle vores artikler om Centralasien