Logo

Bukhara - Den sidste emirs hovedstad


Bukhara er ofte den mest populære by i Uzbekistan med intens stemning fra Silkevejens tid.

Miri Arab Madrassah udgør sammen med Kalian Moskéen og minareten Bukharas religiøse centrum.

Miri Arab Madrassah udgør sammen med Kalian Moskéen og minareten Bukharas religiøse centrum.

Samarkand er den by, de fleste kender i Uzbekistan. Men er man først kommet til det gamle silkevejsland overhaler Bukhara ofte Samarkand som rejsens højdepunkt. Mellem hovedstaden Tashkent og ørkenbyen Bukhara tager flyveturen kun en times tid. Men alligevel er det som at komme tusind år tilbage på den korte strækning.
 

Et glimt af Bukhara

Fra luften kan man se, hvordan de grønne landskaber afløses af golde ørkenlandskaber. Her midt i ørkenen dukker Bukhara op som en stor grøn oase. Bukhara har fra gammel tid været et trafikknudepunkt for karavanerne og ligger næsten halvvejs på den gamle Silkevej. Oasebyen markerede samtidig, at nu var det slut med bjergenes kølighed. Fra Bukhara begynder ørkenen for alvor på den videre færd mod Persien.

Bukharas orientalske stemning i den gamle bys små gyder og i de gamle handelsdomer er næsten mere intens her end i Samarkand. Især på byens centrale torv med den afsvalende pool, Lyabi Hauz.

Byen rummer både simple lerhuse, gamle hammam´er (badehuse), koranskoler og moskeer i imponerende arkitektur. For eksempel Kalyan-moskéen med den høje minaret, der i antikken fungerede som ledestjerne for kamelkaravanerne.

Centrum af den gamle by består af et hyggeligt torv med en lille dam omkranset af op til 500 år gamle morbærtræer. Ved dammen snadrer ænderne og både turister og lokale tilbringer gerne aftenen her med en kold øl eller chai.

Man kan gå i flere timer fra den ene seværdighed til den anden uden at møde biler og busser. Skal man fra den ene ende til den anden på kort tid er man nødt til at køre rundt om den gamle bydel af den moderne ringvej.

Selv om der her i byen er en aktiv koranskole, madrassah, hvor unge mænd stadig får en gymnasieuddannelse med religiøse overtoner, er stemningen afslappet. Turister må gerne besøge koranskolen og kigge ind til de studerende, der spiller bordtennis i pauserne mellem undervisningen. Man ser ingen tilslørede kvinder, ja knap kvinder med tørklæde. Alkohol i form af øl, vodka og endda uzbekisk vin er tilgængeligt på de fleste spisesteder.
 

Den sidste emir

Før Uzbekistan blev en del af det sovjetiske imperium var Bukhara emiratet et af de sidste selvstændige små kongedømmer i området. Bukhara vedblev at have selvstyre under emiren frem til 1920, fordi han forstod at have et godt diplomati med russerne. Emirens sommerpalads lidt udenfor byen viser da også tydeligt overgangen fra det gamle til det nye. Sommerpaladset er næsten som en miniudgave af Vinterpaladset i Skt. Petersborg.

De tre gamle og karakteristiske domer havde hver sin særlige funktion på Silkevejens tid. Én af dem var stedet, hvor man fik udstedt veksler for de lokale penge, man havde fået fra salget af sine varer. Disse veksler kunne bruges overalt på Silkevejen. Vekslerne stod de såkaldte Bukhara-jøder for. Deres underskrift på vekslen var så respekteret, at man kunne indløse dem til lokal valuta mange tusinde km borte i en anden by i et andet land. En slags Silkevejens Mastercard.

Besøger man det store citadel Arken, hvor emiren af Bukhara regerede fra, fornemmes tydeligt den orientalske arv. I den åbne receptionsgård måtte udenlandske gesandter bakke tilbage efter at have været i audiens hos emiren. Først når man nåede muren ved indgangen kunne man komme sidelæns ud af porten igen. Det var strafbart at vende ryggen til emiren.
 

Rejser til Uzbekistan

Vil du gerne opleve Uzbekistans smukke arkitektur og kulturhistorie? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Uzbekistan.