Guldsmede skeler til gammel folketro

Allerede dengang var faget så udviklet at det havde opnået de etnografiske kendetegn, former, materialer og den tekniske ekspertise, som man kender fra i dag.

Besjælede smykker

Smykkerne havde to aftagere – de rige og de fattige. De fattige troede på, at de ved at købe amuletter kunne beskytte sig mod alverdens sygdomme – og det onde. De fattiges smykker var meget dårligt lavet, men alligevel besad de nogle kvaliteter, som de rige ikke havde brug for i form af beskyttelse og det man kalder ”mana”, en besjæling af tingene. Det var således ikke altid udseendet, håndværkerne lagde vægt på, og troen på besjæling skabte et marked for dårligt fremstillede smykker.

I begyndelsen arbejdede håndværkerne for de herskende klasser, så de smykker der blev fremstillet var overvejende af gode materialer som dyre metaller og ædelstene, og der var tid og penge til at få lavet noget ordentligt. Derfor fandtes der, som beskrevet, lige fra begyndelsen to typer af smykker – én for de rige og én for de fattige, og begge typer var lige værdifulde.

Guld fra Rusland

Den materielle værdi forøgedes, da det i begyndelsen af det 19. årh. blev populært at importere guld fra Rusland. Desværre stoppede importen ikke ved guldet, så markedet blev oversvømmet af billige smykker fra Rusland af forbavsende god kvalitet.

Det var svært for den lokale smykkeindustri at konkurrere med de billige, importerede smykker. Metoderne de brugte skulle være mindre tidskrævende, og derfor mistede håndværket lidt af sin originalitet.

Et traditionsrigt fag

Konkurrencen havde nu også sine fordele, for nu havde almindelige mennesker i Uzbekistan råd til de smukke smykker. Smykkerne, der blev fremstillet var hovedsageligt beregnet på kvinderne i Uzbekistan, men mænd gik også af og til med smykker. Smykkerne blev brugt på mange steder af kroppen, opdelt efter, hvor smykkerne havde den største besjælingseffekt, hovedet. panden, punktet mellem øjnene, kraven, næsen, øret, nakken, skuldrene, taljen, håndled og mund.

Guldsmedefaget udviklede sig gradvist til en kunstform tilpasset kundernes smag og fremvæksten af en national stolthed og traditioner, der udmærkede sig ved at være det bedste af den gamle folketro og den nye religion, Islam. Faget gik i arv fra far til søn og i selve fremstillingen af smykkerne indgik forskellige ritualer. Smykketraditionerne var meget konservative, hvorfor smykkerne beholdt meget af sin traditionelle besjælingskarakter.

Traditionerne var meget specifikt centreret omkring de byer, smykkerne var fremstillet i, for håndværkerne i byerne havde forskellig rang alt efter hvor tæt de var på at tilhøre den rigtige nationalitet. I lang tid udgjorde guldsmedene i Bukhara derfor eliten. (Bukhara var Uzbekistans første hovedstad i det 14. årh)

Bukhara blev derfor byen, hvor guldsmedene var en del af den sociale elite, men i byer som Khoresm, der lå lidt uden får magtcentret, havde guldsmedene en lav social rang.

Hvad forestiller smykket

Navnene på smykkerne er nogle gange lydefterlignende, andre gange tager smykkerne navn efter den by, de er fremstillede i, eller de steder på kroppen man bruger dem på.

Formerne og dekorationerne er antikke og har symbolske betydninger, der stammer fra den tid, hvor Uzbekistan bekendte sig til en anden religion end Islam. Denne folketro eller afart af zoroastrianismen er gradvist blevet erstattet af Islam, men motiverne, man ser, når man køber smykker i Uzbekistan i dag er stadig ofte fra den præ-islamiske periode og forestiller planter, geometriske figurer, dyrefigurer og astrologiske tegn.

Se alle vores artikler om Centralasien