Khiva

På en rejse til Uzbekistans silkevejsbyer er det ofte sagnomspundne Samarkand og oasebyen Bukhara, der er højdepunkterne. Men den lille ørkenby Khiva er også et besøg værd.

Khivas historie går flere tusinde år tilbage.

Khiva var den første uzbekiske by, der kom på Unescos Verdensarvsliste. Og når man ser de store borgmure, der omgiver den gamle bydel og ligner et sandslot, forstår man at den fjerne by har haft en stor plads i historien.

Når man træder ind den gamle bydel Ichan Kala, er det som at komme flere hundrede år tilbage i tiden. Den gang karavanerne kom forbi, da slaver blev handlet på byens torve, eller da russerne i 1800-tallet forsøgte at erobre området.

Khiva betegnes som en museumsby, men der bor stadig mennesker med et dagligdags liv i byen. Og engang var Khiva faktisk én af de mest betydelige byer i området. Det var hovedstad i det store Khorezm-rige, som stadig er navnet på den usbekiske provins, hvor Khiva nu ligger.

Khivas historie går flere tusinde år tilbage. Netop det, at den har bevaret meget af den oprindelige arkitektur, gør Khiva populær som filmkulisse, når der skal optages historiske film.

Vilde stammefolk

Det er først og fremmest Khivas beliggenhed på silkevejsruten og de vilde stammefolk, som engang boede her, der har gjort Khiva berømt og berygtet.

Karavaner, der kom her forbi, blev ofte angrebet og plyndret af de vilde stammefolk. Selv for det store russiske imperium var ørkenbyen et stort problem. Byen blev forsøgt erobret flere gange af russiske ekspeditionsstyrker, men den endelige erobring skete først i 1920-erne.

Både russere og andre folk, der blev taget til fange under plyndringstogter, blev solgt på slavemarkedet i Khiva. En russisk slave var en af de mest værdifulde. Dobbelt så meget værd som en kvinde eller en mand af anden herkomst. I dag fortælles denne historie på byens museum. Her ses også gamle fangekældre, der bestemt ikke var sjove at sidde i.

Men byen har også meget andet at byde på. Minareter med turkisblå kakler, der er helt særlige for Khiva. Et naturhistorisk museum med udstilling om ørkenens dyreliv og bl.a. et levende eksemplar af den særlige ørkenskildpadde. Der er mulighed for at se et harem, en storslået fredagsmoske mm.

Mr. Zero

Det er ikke kun grumme historier, man hører om. Khorezm var også et betydeligt center for videnskab og kultur. En af byens mest berømte bysbørn er Al-Khorezmi. Populært kaldes han Mr. Zero, og siges at være opfinder af nullet i matematikken.

Han har i hvert fald lagt navn til et storværk om Algebra – en gren af matematikken. Af hans navn Al-Khorezmi kan ordet algoritmer desuden udledes i direkte linje. De matematiske videnskaber og formler, han udviklede skete på et universitet i Bagdad, men det er Khiva han kommer fra.

Se alle vores artikler om Centralasien