Samarkand og Bukhara

Samarkand er en af de ældste kulturbyer i verden. Den har fascinerende orientalske pragtbygninger og denne sagnomspundne by er Centralasiens perle. Byens mest berømte - eller berygtede - hersker var Timur Lenk, som byggede et imperium, der strakte sig over Centralasien og næsten var ligeså stort som det persiske rige.

Timur gjorde Samarkand til hovedstad i 1370 og bragte kunstnere og håndværkere fra de erobrede lande til Samarkand, så de kunne bygge store monumenter. Talrige velbevarede bygningsværker vidner om denne storhedstid:

Den fantastiske Registan-plads er et kompleks med tre koranskolers portaler, der vender ud mod en fælles plads. På pladsen opstillede de handlende deres telte og karavnerne kom med deres varer: Silke, uld, tæpper, krydderier og kobbervarer.

Den nærliggende Bibi Khanum Moské fra det 15. århundrede er den største kuppelmoské i Centralasien. I Gur Emir mausoleet med den skinnende blå kuppel, ligger Timur Lenk begravet. Han var en barsk erobrer, men myterne fortæller, at når han vendte hjem fra sine blodige togter med død og ødelæggelse bag sig, ønskede han selv at mødes af skønhed og fred – og at netop dette var drivkraften til at skabe det smukke Samarkand. Af datidens karavaner blev den betragtet som en behagelig rasteplads efter bjergenes iskolde strabadser, hvor man kunne hvile godt ud inden næste etape gennem de barske ørkener.

Ikke langt fra centrum ligger Ulugbeks observatorium. Ulugbek var en af Timur Lenks sønnesønner, og han regerede det meste af Centralasien fra 1411 til 1449. Han var astronom og langt mere interesseret i videnskab end i erobringer. Han byggede det største observatorie i hele Centralasien. Ulugbek beregnede blandt andet, at Jordens hældningsgrad er 23,52. Det er et mere nøjagtigt tal end Tycho Brahe kom frem til. Jo, middelalderens Uzbekistan var højt udviklet.

Bukhara – sidste stop før ørkenen

Bukhara var for karavanerne fra øst næste stop på Silkevejen efter Samarkand. Oasebyen markerede samtidig, at nu var det slut med bjergenes kølighed. Fra Bukhara begynder ørkenen for alvor på den videre færd mod Persien. I dag er Bukhara lidt grønnere på grund af. kunstvanding, men man skal ikke langt udenfor byen, før der bliver tørt, goldt og varmt.

Bukhara er ikke så kendt som Samarkand. Men den orientalske stemning i den gamle bys små gyder og i de gamle handelsdomer er næsten mere intens her end i Samarkand. Især på byens centrale torv med den afsvalende pool, Lyabi Hauz.

I udkanten af den gamle by ligger Ismail Samani mausoleet, den ældste bygning i Uzbekistan fra omkring år 900. Da Djengis Khans horder løb Centralasien over ende et par hundrede år senere, ødelagde de alt. Men ikke mausolæet. Nogle siger, at det var dækket af sand, så man ikke kunne se det. Andre mener, at det for Djengis Khan bare lignede en rodet gravplads, han ikke ville spilde tid på at ødelægge.

En anden af Bukharas helt centrale seværdigheder er Kalian Moskéen med den modstående koranskole, der stadig er i brug samt Kalian Minareten. I antikken fungerede minareten som fyrtårn og ledestjerne for karavanerne, der ville til den hellige by Bukhara. I dag er minaretens vigtigste funktion at være det sted, hvorfra muezzin’en kalder til bøn.

Citadellet Arken

Et besøg i det store citadel Arken, hvor emiren af Bukhara regerede fra, er som at komme hundreder af år tilbage i tiden. Straks ved indgangen mindes man om de barske forhold, når man kan se ind til fangekælderen. Strategisk placeret under hestestaldene, så hestepærer og andet kunne falde lige ned i hovedet på fangerne. Det skulle ikke opleves som et ferieophold at være fange hos emiren!

Se alle vores artikler om Centralasien