De bedste vandreture på Galapagos

Galapagos byder på storslåede landskaber, som man kan opleve i fulde drag på en vandretur på øerne. Men hvor er de bedste vandreture på Galapagosøerne?
Galapagospingvinen er den eneste pingvinart, der også lever nord for ækvator.

Skrevet af

Anders Stoustrup

Anders er produktudvikler og rejsekonsulent for Viktors Farmor. Han har rejst gennem mange af verdens lande.

Vandreture er en fantastisk måde at opleve Galapagosøerne på. Til fods er du midt i naturen, og du opdager detaljer, man typisk overser fra en bus eller båd. Det kunne være en farvestrålende blomst midt i de sorte lavamarker. Eller måske et firben, der piler mellem stenene. Eller en landskildpadde, der gemmer sig mellem den tætte vegetation. Til fods får du også duftene med, og du hører naturen overalt omkring dig. 

Galapagos består af 13 hovedøer, 6 mindre øer og over 100 klipper og småøer, hvoraf flere har glimrende vandrestier. Nogle stier er afmærkede og lette at følge. Andre er hårde og kræver en guide. Men alle tager de dig gennem storslåede landskaber og giver mulighed for at opleve det imponerende dyreliv helt tæt på. 

Her i artiklen har vi samlet nogle af de bedste vandreture på Galapagosøerne, og på Viktors Farmors rejser til Galapagos kan du selv snøre vandreskoene og opleve øerne til fods. 

Vi besøger krateret på Galapagos. Foto Søren Bonde
Vi besøger et krater på Galapagosøerne. Foto Søren Bonde

Vandring på vulkanen Sierra Negra på Isabela

En af de mest populære vandreture på Galapagos går til Sierra Negra-vulkanen, der hæver sig 1.124 meter over havet, på øen Isabela. Turen fører dig til kanten af en af verdens største vulkankratere, som måler næsten 10 kilometer i diameter. Vandreturen starter i den frodige højlandsvegetation og bevæger sig gennem rå lavamarker og åbne landskaber. Der er gode chancer for at se dyr langs stien. Darwinsfinker og andre fugle ses ofte, og med held får du måske øje på nogle af de kæmpeskildpadder, der fortrinsvist lever på vulkanens sydlige og sydøstlige skråninger.  

Fra toppen kan du på en klar dag nyde en spektakulær udsigt over krateret og videre ud over øen og det omkringliggende hav. Vulkanens sidste udbrud var i 2018, hvilket betyder, at man kan se nylig hærdet lava, der giver et fascinerende indblik i øernes geologiske aktivitet.

Turen er ca. 15 km lang og tager typisk mellem 3-5 timer i sin fulde længde. Terrænet går opad mod kraterkanten. Da landskaberne er vulkanske, er det vigtigt at have gode vandresko med solide såler på. 

Vi går en del af turen på vores rejse Amazonas og Galapagos

En af verdens største vulkankratere ved Sierra negra på galapagos. foto Viktors Farmor
Vulkankrateret ved Sierra Negra på Galapagos. Foto Viktors Farmor

Vandring til Tortuga Bay på Santa Cruz

En anden populær vandretur fører til Tortuga Bay på øen Santa Cruz. Vandrestien starter i hovedbyen Puerto Ayora og går gennem en kaktusskov, hvor du kan spotte landleguaner og flere af øens unikke fuglearter. Efter cirka 2,5 kilometers vandring kommer du til en kridhvid sandstrand med turkisblåt vand, hvor du kan bade og snorkle. Her kan du være heldig at dele stranden med havleguaner, pelikaner og blåfodede suler. Farverige krabber graver huller i sandet, og til tider daser søløver i sandet. Flamingoer ses også af og til her. 

Bemærk dog, at det kan være farligt at bade direkte fra stranden ved Tortuga Bay pga. den stærke strøm. Men du kan bade i de nærliggende bugter. 

Turen er ca. 2,5 kilometer og tager ca. en time hver vej. Stien er let at følge. 

Vandring til Punta Espinosa på Fernandina

En vandretur til Punta Espinosa på øen Fernandina kan bestemt også anbefales. Turen giver gode muligheder for at opleve mangroveskove på nært hold, mens andre dele af ruten er præget af lavaformationer. Firben har gode kår i landskaberne her. Det samme har havleguaner, der ofte holder til på lavaklipperne ud til kysten. Men kig også efter pingviner, søløver og den særlige art af skarver, der ikke kan flyve. 

Turens længde afhænger af, hvor du starter. Da øen er ubeboet kan den kun nås med båd, og landgang er mulig flere forskellige steder langs kysten. Vi besøger øen og Punta Espinosa på vores rejse til Ecuador og Galapagos.

Vandring til "The wall of tears" på Isabela

Vandreturen til Wall of Tears adskiller sig fra de øvrige vandreture ved, at målet ikke er en naturlig attraktion. Det er derimod en mur af sten bygget af straffefanger i 1940'erne og 1950'erne, da Galapagosøerne blev brugt som straffefangekoloni. Hvorfor muren blev bygget, vides faktisk ikke med sikkerhed. Måske skulle den omkranse fængselsområdet. Eller måske var den bare en straf, der skulle holde fangerne beskæftiget. Nogle fanger døde under arbejdet, og det siges, at deres gråd og jammer nogle gange kan høres mellem stenene.  

Det tager omkring 2 timer hver vej at gå fra Puerto Villamil til Wall of Tears. I og efter regntiden er landskaberne frodige og grønne, mens de resten af året er tørre og golde. Der er gode muligheder for at se firben, fugle og skildpadder langs ruten. Alternativt er det muligt at leje cykler i Puerto Villamil og cykle til Wall of Tears på omkring 1 time. Bemærk dog at stien er ujævn, så det er ikke let at cykle alle steder. 

Vandring til Tagus Cove Trail på Isabela

Det er ikke muligt at vandre fra hovedbyen Puerto Villamil på Isabela til Tagus Cove. Men går man i land på vestsiden af øen, er Tagus Cove absolut et besøg værd. Den godt beskyttede bugt var det foretrukne ankersted for pirater og hvalfangere i 1800-tallet. Det kan blandt andet ses i en grotte nær vandet, hvor der er fundet inskriptioner fra den tid. Der er mulighed for at se havlegunaer, søløver, pingviner og galapagos-skarv langs kysten. 

Vandring til Darwin Lake

Saltvandssøen Darwin Lake ligger inde i et vulkankrater på Galapagos. Foto Viktors Farmor
Darwin Lake der ligger inde i et vulkankrater på Galapagos. Foto Viktors Farmor

En kort men stejl vandretur fører fra Tagus Cove til Darwin Lake, der er en saltvandssø inde i et vulkankrater. Hvordan saltvand er kommet op i krateret, er der ikke enighed om. Men måske har tsunamier som følge af jordskælv ført vandet op i krateret, der så med tiden er fordampet og blevet mere salt.

Fra Darwin Lake fører ca. 160 trin op til et flot udsigtspunkt, hvorfra du belønnes med en fantastisk udsigt over øen og havet. Galapagos-høge ses af og til i området. Det samme gør finker og en række andre fugle. Langs kysten er det værd at holde udkig efter de flyveløse skarver, pingviner og søløver. Darwin Lake og Tagus Cove kan nås med båd fra hovedbyen Puerto Villamil.

Vandring til Pinnacle Rock på Bartolomé

En anden bemærkelsesværdig vandretur er til Pinnacle Rock på Bartolomé-øen. Den ikoniske klippeformation er en af de mest fotograferede steder på Galapagos. Vandreturen indebærer en opstigning på 114 meter, men belønningen er en fantastisk udsigt over øens vulkanske landskaber og de nærliggende øer. Turen går gennem lavamarker, der er dækket af pionerplanter, som er blandt de første til at kolonisere det hårde vulkanske terræn efter vulkanudbrud. 

Vi besøger Pinnacle Rock på Galapagosøerne. Foto Viktors Farmor
Pinnacle Rock på Galapagosøerne. Foto Viktors Farmor

Vandring til Asilo de la Paz på Floreana

På Floreana-øen kan du tage en historisk vandretur til Asilo de la Paz, hvor de første bosættere på øen slog sig ned. Stien fører dig til en kilde, der var livsvigtig for de tidlige indbyggeres overlevelse. Du kan også besøge grotter, der blev brugt som tilflugtssteder i tilfælde af uvejr eller piratangreb. Undervejs kan du nyde udsigten over det frodige højland og besøge det nærliggende reservat for kæmpeskildpadder ved navn Galapaguera.

Slut vandreturen af med snorkling

Der er rig mulighed for at kombinere vandreture og snorkling på Galapagosøerne, hvor mange vandreture foregår nær kysten. Tortuga Bay på øen Santa Cruz er et godt eksempel. Et andet er Las Tintoreras-øerne, som vi besøger på vores rejse Amazonas og Galapagos.

Men faktisk behøver man ikke vandre langt for finde god snorkling. Tæt på havnefronten i Puerto Villamil er en lille lagune ved navn Concha Perla, der byder på glimrende snorkling-muligheder. Her er store stimer af fisk, og hvis du er heldig, kan du snorkle med de legesyge søløver og de adrætte galapagos-pingviner.

Efter en vandretur kan man snorkle ved Tortuga Bay på Galapagos. Foto Viktors Farmor
Stranden ved Tortuga Bay på Galapagos. Foto Viktors Farmor

Inden du tager på vandretur på Galapagosøerne

På alle vandreture på Galapagos er det vigtigt at følge parkens regler. Nogle stier er afmærkede og lette at følge. Andre vandreture kræver en certificeret guide. Guiden hjælper ikke blot med at finde vej. De sørger også for, at turen gennemføres på en bæredygtig måde, så naturen ikke lider overlast, og de deler ud af deres enorme viden om øernes dyreliv, geologi og historie.

Uanset om vandreturen er på egen hånd eller med guide, er det vigtigt at være godt forberedt. Det er varmt på Galapagos, så medbring rigeligt med vand og snacks. Underlaget vil mange steder bestå af skarpe lavasten, så gode vandresko med solide såler er nødvendige. Måske endda vandrestave, hvis man foretrækker at vandre med sådanne. Endelig er der påklædningen. Vejret kan skifte hurtigt på de isolerede øer, så det er vigtigt at påklæde sig efter lag på lag-metoden, så påklædningen kan tilpasset i løbet af turen. 

Se alle vores artikler om Ecuador