Ladakh – rundrejse på Verdens Tag
Buddhistisk kultur og vild natur i Himalaya
Tag med på en ægte eventyrrejse til Ladakh højt oppe i de indiske Himalaya-bjerge. Her besøger vi fjerntliggende buddhistiske klostre, og vi oplever hverdagen i små landsbyer, hvor turister er en sjældenhed. Vi kører over nogle af verdens højeste bjergpas, og vi udforsker Ladakhs rå højlandsørken.
Start din rejse her
Rejsen starter i Delhis historiske bydel Mehrauli med den berømte minaret Qutub Minar. Fra storbyen flyver højt op i Himalaya-bjergene til den lille by Leh, der er hovedbyen i området Ladakh. Her udforsker vi de små bazargader nedenfor ruinerne af det gamle kongepalads, mens vi vænner os til den tynde bjergluft. Vi oplever morgenen i det spektakulære Thiksay kloster, og vi besøger paladset i Stok, hvor efterkommere af Ladakhs tidligere kongefamilie bor.
Men vi skal dybere ind i Ladakh. Så fra Leh kører vi først vestpå via Alchi, hvis lille kloster gemmer på en gemt kunstskat, til den afsidesliggende landsby Namra. Vi har to nætter i Namra, der ikke ser ret mange udenlandske besøgende. Så her er alle muligheder for at opleve det traditionelle landsbyliv i Ladakh på nært hold. Turen tilbage til Leh fører os via klosteret Lamayuru, der ligger spektakulært omgivet af Ladakhs månelandskab.
Fra Leh fortsætter vi nordpå over verdens næsthøjeste vejpas til Nubra-dalen. Et vildt område med rå natur, traditionelle landsbyer og århundreder gamle klostre. Her venter en særlig oplevelse, når vi besøger landsbyen Turtuk, hvis indbyggere er muslimer og kan føre deres kultur tilbage til Centralasien. Vi besøger også en enorm Buddha-statue, inden turen fører os via et mindre kendt bjergpas til det store kloster i Hemis og derfra tilbage til Leh.
Rejsen slutter i Delhi, hvor vi udforsker det lokale køkken på en spændende madtur gennem Old Delhis hektiske labyrint af handelsgader.
5 gode grunde til at rejse til Ladakh med Viktors Farmor:
- Rejs gennem rå højlandsørken mellem takkede bjerge dybt ind i Indisk Himalaya
- Oplev hverdagslivet i en traditionel landsby, hvor vi bor i to nætter
- Besøg den muslimske landsby Turtuk, der først blev åbnet for turister i 2010
- Kør over nogle af verdens højeste bjergpas til den storslåede Nubra-dal
- Udforsk aktive buddhistiske klostre med dramatiske beliggenheder i de stenede landskaber
Dagsprogram
-
Dag 1
Afrejse fra Danmark
Fra Danmark flyver vi mod Indien.
Måltider: Mad på flyet.
-
Dag 2
Byrundtur i Delhi
Efter et flyskifte ankommer vi til Delhi først på dagen. Ankommer vi meget tidligt, kører vi til vores hotel, hvor der er mulighed for at hvile ud ovenpå rejsen. Efter nogle timers afslapning, mødes vi igen for at udforske Indiens hektiske hovedstad. Ankommer vi om formiddagen, tager vi hul på sightseeing direkte fra lufthavnen.
Første stop er en lokal restaurant, hvor vi spiser frokost. Dernæst kører vi til området Mehrauli i den sydvestlige del af New Delhi. Dette er et spændende – og mindre besøgt – område af storbyen. Oprindeligt var Mehrauli en af de syv gamle byer, der danner roden for det moderne Delhi. Byen kan spore sin historie tilbage til det 8. århundrede efter vores tidsregning, hvor den blev regeret af Tanwar- og senere Chauhan-dynastiet.
Men det er med indtoget af islam i slutningen af 1100-tallet, at det for alvor tager fart. I 1206 blev byen valgt som hovedstad for Slave-dynastiet, der var det første muslimske dynasti i det nordlige Indien. Det blev starten til byens guldalder, og mange flotte bygninger blev opført. Deriblandt Quwwat-ul-Islam-moskeen, der menes at være blandt de første moskéer i Indien. I dag er der kun ruiner tilbage af selve moskéen. Men den prægtige minaret – kendt som Qutub Minar – står endnu og hæver sig 73 meter over byens tage. Den er en af Delhis største arkitektoniske skatte.
Vi går en tur i bydelen og mærker stemningen og folkelivet. Vi dykker også ned i Mehraulis rige historie, inden turen går tilbage til hotellet, hvor vi spiser middag sammen.
Måltider: Mad på flyet, frokost og aftensmad.
Overnatning: Delhi (300 meter over havet)
-
Dag 3
Med fly til Ladakh
Er vejret klart denne morgen, kan vi se frem til en forrygende flot flyvetur til byen Leh højt oppe i de indiske Himalayabjerge. Gradvist afløses de flade sletter omkring Delhi af grønklædte bakker, der længere mod nord må give efter for Himalayas sneklædte bjergtoppe og rå stenørken. Efter et par timers flyvning lander vi i Lehs lille lufthavn ved siden af Indusfloden. Under indflyvningen får vi måske et blik af Spituk-klosteret, der tydeligt indikerer, at vi nu lander i en buddhistisk verden med dybe tibetanske rødder.
Fra lufthavnen er det kun en kort køretur til vores hotel i Leh, der er hovedbyen i Ladakh. Resten af dagen er fri til at slappe af på hotellets terrasse, mens vi vænner os til den tynde luft i 3.500 meters højde. Dette er vigtigt, så vi er bedst muligt rustet til de kommende dages oplevelser.
De, der har lyst, kan sidst på dagen tage med på en lille gåtur i Leh, der er et hyggeligt bekendtskab. Ikke mindst det lille centrum nedenfor ruinerne af Lehs gamle kongepalads. Her ligger små butikker og boder, hvor dagligdagens fornødenheder falbydes side om side med souvenirs og religiøse effekter. Vi passerer butikker med krydderier og tørrede frugter. Andre steder sælges bøger og kort, mens endnu andre boder lokker med friske grønsager fra markerne omkring byen. Leh er desuden kendt for sine bagerier, så der er gode muligheder for at købe kager med på vej tilbage til hotellet.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Leh (3.500 meter over havet).
-
Dag 4
Morgen i Tikse-klosteret og kongepaladset i Stok
Vi starter tidligt denne morgen og kører til Thiksey knap 20 km. udenfor Leh for at opleve morgenritualerne i byens store, aktive buddhistiske kloster. Klosteret er et storslået syn med sine hvidkalkede bygninger, der ligger spredt ud over en lille bjergtop højt over Indus-floden. Fra afstand ligner det en hel lille by med bygninger i klassisk tibetansk stil, hellige stupaer og farvestrålende bedeflag, der blafrer i vinden. Øverst oppe ligger selve templet, der er malet rødt. Det er her, munkene beder foregår foran den 15 meter høje statue af Buddha. Den rigt udsmykkede statue er den største af sin art i Ladakh, og den fylder to etager i templet. Med held ser vi også munkene i færd med at lave mandalaer i farvet sand eller religiøse malerier. Andre studerer de hellige skrifter, og endnu andre er i gang med dagens øvrige gøremål. Efter et par timer i templet, kører vi tilbage til Leh, hvor en sen morgenmad venter os.
Resten af formiddagen er fri til afslapning eller oplevelser på egen hånd. Efter frokost kører vi ca. 15 kilometer fra Leh til den lille landsby Stok. Byen domineres af et palads i traditionel stil, hvor efterkommere af Ladakhs gamle kongefamilie stadig holder til. Ladakh var et selvstændigt kongerige indtil 1834, hvor det blev indlemmet i Indien. Vi er velkomne til at kigge indenfor på paladsets lille museum, og er vi heldige, møder vi måske medlemmer af den tidligere royale familie, hvis de er hjemme. Museet huser en samling af gamle våben, klædedragter, malerier samt flere religiøse effekter med forbindelse til kongefamilien. Fra paladset går vi en tur i landsbyen og oplever hverdagslivet, inden turen går tilbage til hotellet sidst på eftermiddagen.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Leh (3.500 meter over havet).
-
Dag 5
Den gamle hovedstad Basgo og en gemt kunstskat i Alchi
Vi forlader Leh fra morgenstunden, og inden længe er vi omgivet af Himalayas stenede højlandsørken. Vejen fører os langs Indus-floden forbi små, traditionelle landsbyer i den typiske tibetanske stil.
Vores første stop er i den lille by Basgo. Det er svært at se det i dag, men i århundreder var Basgo et magtcenter og fungerede som hovedstad i Ladakh i perioder under Namgyal-dynastiet. Paladset blev opført i det 15. århundrede og udbygget i det 16. og 17. århundrede, hvor stedet havde sin storhedstid. Paladset tjente både som bolig og som en strategisk fæstning, hvilket understreges af paladsets tykke mure og den dramatiske beliggenhed højt på klipperne. Klosteret i Basgo blev bygget i samme periode og rummer flere store og meget imponerende statuer af Maitreya, den fremtidige Buddha. Basgos storhedstid er for længst forbi, og de gamle bygninger ligger delvis i ruiner. Men de er stadig et storslået syn med sin dramatiske beliggenhed midt i Ladakhs tørre månelandskaber.
Fra Basgo fortsætter vi til landsbyen Alchi, der ligger i en dal omgivet af frodige marker. Her venter os en god frokost med autentiske, lokale retter på et lille spisested drevet af landsbyens kvinder. Efter frokosten kigger vi nærmere på Alchi på en lille gåtur, der fører os til byens kloster. Udefra ser de gamle bygninger ikke ud af meget. Men inde bag de tykke, hvidkalkede mure gemmer sig en sand kunstskat. Det tager lidt tid, før øjnene vænner sig til mørket, men snart begynder farverige figurer og smukke billeder at tone frem af mørket. Vægmalerierne her er nogle af de ældste bevarede religiøse vægmalerier i Himalaya, og man vurderer, at de er op mod 1.000 år gamle. Måske endda endnu ældre. De fleste malerier har religiøse motiver, mens andre fortæller historier om fortidens konger.
Fra Alchi fortsætter vi dybere ind i Ladakh til den lille, afsidesliggende landsby Namra, hvor vi indlogeres på et lille hotel for de kommende to nætter.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Namra (ca. 3.500 meter over havet).
-
Dag 6
Landsbyliv i Namra
Ikke mange rejsende kommer til Namra, hvorfor dette er en fantastisk mulighed for at opleve hverdagslivet, som det leves i utallige små landsbyer rundt om i Ladakh. Byen ligger smukt mellem kornmarker og abrikostræer i hjertet af Sham-dalen, der flankeres på dramatisk vis af stenede bjergsider. Bygningerne er i typisk lokal stil med soltørrede mursten og flade tage, og små stier fører rundt mellem husene. Her går livet sin vante gang for byens indbyggere, der byder os velkommen i landsbyen og gerne viser deres lille hjørne af verdenen frem.
Hvad der præcis kommer til at ske denne dag, afhænger af de lokale og hvad der rører sig i landsbyen. Der er rig mulighed for at udforske landsbyen til fods og møde de lokale, der arbejder i markerne eller har travlt med dagens andre gøremål. De der har lyst kan komme med i et af byens køkkener og lære om traditionel madlavning, eller lyt til landsbyens ældre, der fortæller om deres kultur og livet herude på kanten af verden. Vi møder også de unge munke i landsbyens kloster og hører om tilværelsen som novicemunk. De fleste af disse børn, hvoraf nogle er helt ned til 6 år gamle, kommer fra endnu mere afsidesliggende landsbyer for at få en skolegang her.
Naturelskere og fotografer har også meget at glæde sig til. Landskaberne omkring landsbyen er en smuk blanding af frodige marker og rå bjerge som regel under en høj blå himmel, og både i og omkring landsbyen står fotomotiverne i kø. Så der er rigeligt at tage sig til i løbet af dagen.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Namra (ca. 3.500 meter over havet).
-
Dag 7
Lamayuru-klosteret og tilbage til Leh
Efter morgenmaden er det tid at tage afsked med Namra. Vi fortsætter vestpå til Lamayuru-klosteret der er et af de største, helligste og ældste klostre i Ladakh. Med sin beliggenhed spredt ud over forrevne klipper med høje bjerge i baggrunden er det også et af de mest fotogene af Ladakhs utallige klostre. Omkring 150 munke bor fast i klosteret, der blandt andet byder på smukke vægmalerier i den centrale bedesal.
Vi kigger os om i klosteret, hvorefter vi starter turen tilbage til Leh. En tur på ca. 120 km gennem vilde bjerglandskaber, der i en ikke særlig fjern fortid ville have taget meget lang tid. Men vejen er blevet forbedret, så vi er tilbage i Leh sidst på dagen.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Leh (ca. 3.500 meter over havet).
-
Dag 8
Over Khardung La Passet til Nubra-dalen
Endnu en forrygende flot køretur venter os i dag, når vi forlader Leh og begynder opstigningen mod det legendariske pas Khardung La. Passet er med sine 5.486 meter over havet verdens næsthøjeste pas, der kan forceres i bil. Så vi skal igennem en del højdemeter og sving, inden vi kan stige ud på toppen og nyde udsigten over bjergene omgivet af blafrende bedeflag.
Vejen fortsætter ned på den anden side mod Nubra-dalen og Shyok-floden, der ligger omgivet af høje bjerge. Det er en forrygende flot køretur gennem rå og vilde stenlandskaber i hjertet af Himalaya.
Turen er kun ca 130 km, men den tager typisk 4 til 5 timer. Så det er først på eftermiddagen, når vi ankommer til vores hotel i Nubra-dalen for de kommende to nætter. Hotellet består af runde hytter spredt ud i en overraskende frodig have de rå omgivelser taget i betragtning. Hytterne er komfortable med privat bad og toilet. Internettet svinger dog lidt herude, alt efter hvilken vej vinden blæser.
Ud på eftermiddagen kører vi til det nærliggende kloster Diskit, der domineres af en enorm siddende Buddha på en lille høj over klosteret. Fra templet er der en flot udsigt over dalen og de omkringliggende bjerge. Herefter går turen tilbage til vores hotel, hvor middagen venter.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Nubra-dalen (ca. 3.050 meter over havet).
-
Dag 9
Unik kultur i landsbyen Turtuk
I dag skal vi om muligt endnu længere væk fra alting, når vi kører dybt ind i Nubra-dalen til den afsidesliggende landsby Turtuk. Afstanden er kun ca. 90 km, men vejen er ikke fantastisk, så turen kan tage mod 3 timer. Men det er en flot køretur langs Shyok-floden, der svinger sig gennem de vilde bjerglandskaber.
Målet er den lille landsby Turtuk med ca. 4.000 indbyggere. Turtuk var del af Pakistan indtil 1971 og først blev åbnet for turister i 2010. Vi fornemmer tydeligt, at kulturen er anderledes her. Hvor langt størstedelen er Ladakh er præget af den buddhistiske tro, er Turtuk hovedsageligt muslimsk, og befolkningen tilhører det baltiske mindretal med kulturelle rødder fra Centralasien. Moskeen i centrum af landsbyen fungerer som samlingspunkt, og dagligdagen er præget af muslimske ritualer. Også sproget og det lokale køkken er anderledes her, og nogle indbyggere går i anderledes klædedragter, end vi har oplevet andre steder.
Vi kigger os rundt i landsby og bliver med stor sandsynlighed budt indenfor i et af hjemmene til en kop te. Dette er en god mulighed for at møde de lokale beboere og høre om deres liv. Folk i Turtuk ser ikke ret mange udenlandske turister, så selvom de er nysgerrige og gæstfrie, kan de godt virke lidt mere reserverede, end vi oplever det andre steder på rejsen. Især kvinderne, der som regel ikke bryder sig om at blive fotograferet.
Efter nogle timer i Turtuk og frokost bestående af lokale, baltiske retter kører vi tilbage til vores hotel i Nubra-dalen.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Nubra-dalen (ca. 3.050 meter over havet).
OBS. Turtuk ligger tæt på kontrollinjen, der danner grænse mellem Indien og Pakistan. Udenrigsministeriet fraråder i øjeblikket rejser til grænselandet mellem Pakistan og Indien som følge af spændinger, der fra tid til anden opstår nogle steder langs grænsen. Især i Kashmir-regionen. Der har dog ikke været problemer i Turtuk i mange år, og besøgende bliver budt velkommen. Vores samarbejdspartner i Indien har besøgt landsbyen mange gange, og har aldrig oplevet risici af nogen art. Vi følger naturligvis situationen løbende, men som det er nu, vurderer vi, at det er forsvarligt at besøge Turtuk på en dagstur, hvorefter vi kører langt væk fra grænsen igen. Men hvis nogle i gruppen ikke ønsker at tage med til Turtuk, er de naturligvis velkomne til at blive tilbage på hotellet og slappe af eller udforske nærområdet. Små ture fra hotellet vil let kunne arrangeres med lokale chauffører.
-
Dag 10
Over Wari la-passet til Hemis og Leh
Vi tager afsked med Nubra-dalen og sætter kursen tilbage mod Leh. Men i stedet for at køre samme vej tilbage over Khardung La-passer vælger vi en mindre brugt rute over Wari La-passet. Passet er med sine 5.312 meter over havet en smule lavere end Khardung La, men landskaberne er mindst lige så spektakulære. Vejen snor sig op gennem tørre, stenede bjerglandskaber til selve passet, der markeres med farvestrålende bedeflag. Murmeldyr og blåfår lever i området, så hold øje med bevægelser på klipperne. Det samme gør sneleoparder, om end de kun meget sjældent ses. På den anden side af passet snor vejen sig gennem hårnålesving ned til hovedvejen, der forbinder Leh med resten af det indiske subkontinent mod syd.
Men inden vi kører tilbage til Leh, tager vi en lille afstikker til Hemis, der huser et af de største og mest imponerende klostre i Ladakh. Klosteret tilhører Drukpa-grenen af tibetansk buddhisme og blev grundlagt i det 17. århundrede af kong Sengge Namgyal, som var kendt for at styrke buddhismens position i Ladakh. Siden da har klosteret været centrum for den religiøse og kulturelle udvikling i regionen. Både som et vigtigt lærdomscenter, hvor munke blev uddannet i buddhistisk filosofi, meditation og ritualer. Men også som opbevaringssted for mange sjældne manuskripter, hellige skrifter og imponerende buddhistiske kunstskatte. Deriblandt nogle meget store religiøse thanka-malerier, der kun vises frem ved særlige lejligheder.
Efter besøget i Hemis går turen tilbage til Leh, hvor vi indlogeres på vores hotel. Vi spiser middag sammen, men ellers er aftenen fri til at nyde bylivet på en lokal café eller en gåtur på markedet. Efter de seneste dage i mindre byer, virker Leh pludselig som en ’storby’.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad.
Overnatning: Leh (ca. 3.500 meter over havet).
-
Dag 11
Paladset i Shey og Leh på egen hånd
De der har lyst, kan tage med på en morgentur til Shey lidt udenfor Leh. Her ligger ruinerne af et gammelt palads og et kloster, som engang var centrum for magt og religion i regionen. Shey var hovedstad i Ladakh indtil det 17. århundrede, og stedet spillede en central rolle i udviklingen af buddhismen i området. Klosteret i Shey er især kendt for sin 10 meter høje bronzestatue af Buddha Shakyamuni, som blev opført i det 17. århundrede af kong Deldan Namgyal til ære for sin far, Sengge Namgyal. Føler nogen, at de har set templer og klostre nok på det tidspunkt, er man naturligvis velkommen til at blive i Leh og nyde en rolig morgen.
Resten af dagen er fri til at udforske Leh på egen hånd. Der er altid noget at se på i byens lille centrum, hvor handlen går livligt i de små butikker og caféer. Det er også her, man finder Lehs fine, lille moské, og på klipperne over den ligger ruinerne af det gamle kongepalads.
Trænger man til at strække benene, fører en sti herfra op til klosteret Namgyal Tsemo, der ligger højere op på klipperne. Klosteret er fra 1430 og er i sig selv spændende. Men det er først og fremmest udsigten over Leh og bjergene omkring byen, der trækker. En anden fin gåtur – uden så mange højdemeter – kunne føre til den store hvide Shanti Stupa, der blev opført af en japansk buddhistisk munk i 1991 for at markere buddhismens 2500 år jubilæum. Herfra er der også en flot udsigt over byen.
Vi mødes igen om aftenen for at spise middag sammen. Menuen denne aften er traditionel ladakhisk mad, der i høj grad er inspireret af det tibetanske køkken.
Måltider: Morgenmad og aftensmad. Frokost er på egen hånd.
Overnatning: Leh (ca. 3.500 meter over havet).
-
Dag 12
Med fly til Delhi og mad-tur
Endnu en forrygende flot flyvetur fører os fra Ladakh og Himalaya-bjergene tilbage til Delhi på Indiens hede sletter. Turen tager typisk mindre end 2 timer, men det er en helt anden verden, vi lander i. Vel fremme i storbyen kører vi til vores hotel, hvor vi indlogeres og slapper lidt af.
Efter frokost (som er på egen hånd) mødes vi igen for at opleve storbyens mylder. Vi starter ved sikh-templet Gurudwara Bangla Sahab, hvor vi stifter bekendtskab med sikhismen, der er den 4. største religion in Indien. Templet er ofte fuld af pilgrimme, der kommer for at ofre og bede.
Herfra fortsætter vi til Delhis gamle bydel, der er en sand labyrint af travle gader, små butikker og en kontant trafik af fodgængere, rickshaws, scootere og biler. Måske med en hellig ko eller to for at tilføje lidt ekstra eksotisk kolorit. I hjertet af den gamle bydel ligger byens store fredagsmoské, der er Indiens største. Moskéen er et pragteksemplar på mogulernes islamiske arkitektur, og der er ofte en del mennesker i den store bygning. Vi fortsætter til fods dybere ind i labyrinten af små bazargader, hvor hverdagslivet udfolder sig overalt omkring os. Folk handler i de små boder, unger i nystrøgne skoleuniformer er på vej fra skole, og duften af karry og friskbagte chapati-brød strømmer ud fra de mange små restauranter og blander sig med støvet, larmen og osen bilerne.
Netop maden er fokus på vores gåtur gennem bazaren, hvor vi stopper ved gadekøkkener og madboder for at se, dufte og smage på udvalget. Vi stopper blandet andet ved en berømt bod, hvor man har fremstillet og langet sukkerrige jalebi-kager over disken siden 1884. I en anden bod kommer folk fra hele Delhi for at købe deres berømte dahi bhalle og aloo tikki-snacks. Sådan fortsætter vi gennem madmarkedet med flere stop undervejs, mens vi oplever hverdagslivet udfolde sig omkring os.
Gåturen ender på en lokal restaurant ved navn Karims. Trods sit rustikke udseende er Karims blevet en af Delhis mest berømte lokale restauranter, og madelskere kommer langvejs fra for at spise her. Fokus er på det mogulske køkken, der udviklede sig i Nordindien i det 16. århundrede, hvor det lokale indiske køkken i høj grad blev påvirket af kulinariske strømninger fra Centralasien. Karims er ikke nogen restaurant. Det er et lokalt spisested, der er blevet kendt for sin gode og autentiske mad med spændende kulturelle rødder.
Måltider: Morgenmad og aftensmad. Frokost er på egen hånd.
Overnatning: Delhi (ca. 300 meter over havet).
-
Dag 13
Afrejse fra Delhi
Vi kører til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder. Ofte flyver flyene fra Delhi meget tidligt om morgenen eller om natten. Efter et flyskifte lander vi i Danmark.
Måltider: Mad på flyet.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Indien
-
Pas og visum
Der kræves visum til et besøg i Indien.
Dit pas skal være gyldigt i 6 måneder udover opholdets varighed, være maskinlæsbart og minimum have to blanke sider tilbage.
Visum skal søges online inden afrejse. Der kan ikke søges om e-visum tidligere end 30 dage før indrejse i Indien. Vi sender en vejledning til ansøgningen ca. 30 dage inden afrejse fra Danmark. Online-visum koster pt. 25 USD (Det sættes dog nogle gange ned til 10 USD fra april til juni). Det søges her.Man kan også vælge at søge visum på Indiens ambassade i København. Men det kræver, at de får passet indleveret fysisk. Se mere om proceduren og dagsprisen på Indiens ambassades hjemmeside.
Ønsker I, at Viktors Farmor søger om visum på jeres vegne koster det 850 kr. i administrationsgebyr plus de 25USD for selve visummet.
Viktors Farmor sender besked til rejsernes tilmeldte, når der er garanteret afrejse. Søg ikke visum inden da. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.
Husk at printe visummet ud i farver og medbring det på rejsen.
-
Vaccination
Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales tyfusforebyggelse ved rejser i Indien over to uger. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse.Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Indisk valuta er rupees (INR). Der går ca. 10 danske kroner på 120 rupees.
Kreditkort kan bruges i større forretninger. Man kan ligeledes hæve penge fra kreditkort i hæveautomaterne, der i Indien hedder ATM. Der er ATM-automater i de næsten alle større byer.
Men det til trods er det altid en god ide også at have kontanter, da mange små butikker og restauranter kun tager imod kontanter. Bemærk at det er forbudt at indføre og udføre indiske rupees i Indien. Så medbring amerikanske dollars eller euro, der kan veksles til rupees til en god kurs i Indien.
-
Specielt for Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya
Rejsen Spiti - Ekspedition i indisk Himalaya er en Viktors Farmor adventurerejse.
En rejse, hvor der er lagt vægt på enestående oplevelser, men hvor man skal være forberedt på at have en vis spejderånd og overbærenhed, både hvad angår indkvartering og ændringer i programmet undervejs. Disse rejser er mere strabadserende end de øvrige ture i programmet.
Læs mere om adventurerejser her.
Dette er en ægte eventyrrejse for dem, der vil ud på kanten af verden. Det er ikke som sådan nogen hård tur, og vi skal ikke gå ret meget. Men vi kommer højt op, og vi kommer derud, hvor hotellerne ikke altid har danske standarder, og ikke alt fungerer 100% som derhjemme. Der er desuden lange køreture ad hullede bjergveje. Det skal man være klar på for at få det fulde udbytte af rejsen.
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
-
Specielt for rejserne til Ladakh - Højdesyge
På rejsen til Ladakh flyver vi fra Delhi i 300 meters højde til Leh i 3.500 meters højde. Det kan mærkes på kroppen, hvorfor vi har sørget for at sætte tid af til akklimatisering os de første dage i Ladakh for at undgå højdesyge.
Højdesyge kan dog opstå og viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Den mest normale form for højdesyge er ovre efter to-tre dage. Det kan ofte afhjælpes ved at undgå at blive afkølet samt ved at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.
Tager du medicin, har KOL eller lider du af en hjertesygdom eller anden sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du overveje at medbringe Diamox tabletter, som i et vist omfang kan forebygge højdesyge. Spørg dog altid først hos din læge eller henvend dig til Rejsemedicinsk Klinik, www.rejsemedicin.dk, inden du tager medicin mod højderne.
-
Måltider
Maden på rejsen vil i langt de fleste tilfælde være indisk om end i en mildere version, end lokalbefolkningen foretrækker det.
Der vil være dage uden mulighed for købe alkoholiske drikkevarer. -
Telefoni og internet
Telefoni. Indien har selvvalg fra Danmark. Tryk 0091 + omr.nr + abn.nr. Fra Indien til Danmark trykkes 0045 + dansk nummer. En dansk mobil kan som regel bruges fra Indien. Mobiltaksten afhænger af dit teleselskab. Det er billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i kiosker med ISD skilte. Her koster det ca. en krone pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.
Særligt for Tigersafari i Indien: Vi enkelte gange oplevet, at det er forbudt at medbringe mobiltelefoner på safarikørsler. Det er for at undgå fotos på sociale medier med geo-lokalitetsdata på, hvilket kan hjælpe krybskytter til at finde tigerne. Det er meget sjældent, at vi har oplevet det, men det kan være, at I bliver bedt om at aflevere mobiltelefonen ved indgangen til nationalparken. Men I får den igen, når I kører ud efter safarikørslen.
Internet. Der er efterhånden wi-fi på langt de fleste hoteller og et stigende antal restauranter i Indien. Mange steder gratis, nogle steder mod en beskeden betaling. Det er også muligt at bruge mobildata på telefonen de fleste steder - men tjek lige priserne hos dit teleselskab i Danmark inden afrejse, da det ofte er en dyr fornøjelse.
-
Elektricitet
Strømstyrken er 230 volt. I det meste af Indien benyttes type D stik, så man bør medbringe adapter.
-
Drikkevand
Det frarådes på det kraftigste at drikke postevand fra hanen. Mineralvand kan købes overalt til billige penge.
-
Drikkepenge
På grupperejser med Viktors Farmor er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. Det sagt, er man naturligvis velkommen til at give en ekstra skilling til chaufførerne eller lokalguiderne, hvis man har lyst. Men der er absolut ingen krav om dette.
Derimod er det vigtigt, at man giver et lille beløb (f.eks. svarende til ca. 7 kr (1 amerikansk dollar), hvis man får båret sin kuffert til og fra hotelværelset. Det er også kutyme at lægge 10% på de drikkevarer og måltider, man selv betaler. I forbindelse med de måltider, er er inkluderet i rejsens pris, er drikkepenge ikke inkluderet, så her er det også vigtigt at ligge lidt. Skopassere og andre, der yder en service, forventer også en skilling. Der er mange, der forventer drikkepenge i Indien, men beløbende er ikke store. Forvent at bruge ca. 100-150 kr. i alt på drikkepenge til restauranter og hoteller på en rejse på ca. 13 dage.
På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet.
-
Foto
Indien er et paradis for fotogragfer. Motiverne står i kø, og alt virker eksotisk og farverigt. Men vis respekt! Især i forbindelse med fotografering af mennesker. Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej, hvis det er svaret. Især mange ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes. Der findes også helligdomme, hvor det ikke er tilladt at fotografere indendørs.
-
Påklædning
Indernes holdning til påklædning er ret afslappet. Det er ikke nødvendigt at medbringe ”fint” tøj til hotellerne. T-shirts og kortærmede bluser/skjorter er anvendelige. Lårkort nederdel eller shorts til kvinder er ikke velset alle steder (f.eks. i templer og i større byer). Ligeledes skal man helst dække sine skuldre.
På rejserne til Indien fra november til marts er det koldt om natten, hvorfor en god, varm jakke og måske endda et sæt skiundertøj vil være værd at medbringe. Især hvis man skal på tigersafari i det tidlige morgengry. Dagene er dog som regel varme og solrige. På rejserne til det tropiske Sydindien vil temperaturene være betydeligt højere om vinteren.
Bemærk at det kan være koldt i Himalaya. Også om sommeren. Derfor er det vigtigt at have tøj med til køligt klima på rejserne til Spiti, Ladakh og Zanskar. Typisk vil det dog blive behageligt varmt midt på dagen, hvorfor lag-på-lag-princippet er ideelt til rejser i disse områder, hvor betydelige temperatursvinger kan forekomme.
Nogle rejsende foretrækker at medbringe et par sokker, de kan have på under besøg i de buddhistiske klostre i Himalaya. Nogle steder er det helt i orden at have strømper på, mens det andre steder er påkrævet at have bare tæer. I sikh-templer - deriblandt Det Gyldne Temple i Amritsar - er det påkrævet at have bare tæer. Desuden kræves lange bukser eller kjoler helt ned til anklerne.
På rejser med morgensafarier, kan det blive meget koldt ved daggry fra november til og med februar. Det bliver varmt op ad dagen, men de første morgentimer er kolde, så medbring varmt tøj og uldundertøj. Tag også gerne en regnjakke med, da regn kan forekomme.
Det kan være en idé at medbringe et tørklæde til busturene, hvor der er aircon.
-
Indkøb
Man kan med fordel købe tøj, tæpper, lædervarer, kunsthåndværk, bøger osv. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen. Kun i de større forretninger er der faste priser.
I flere byer kan man opleve, at der er nogle (specielt taxa- og rickshawchauffører), der med vold og magt søger at få turister til at købe ind i ganske bestemte forretninger. De lokker gerne med, at det er deres bror, onkel eller nevø, der har en forretning, og som vil give særlig gode priser. Det er kun et fif. Sørg for altid at handle uden at have en inder med: Vedkommende forventer nemlig provision.
-
Prisniveau
Der er kæmpe forskel på prisniveauet i Indien alt efter, hvor man bruge pengene. Her er alt fra billige gadekøkkener til nogle af verdens fineste hoteller med tilhørende restauranter. De fleste vil nok befinde sig et sted mellem disse to ekstremer - og her er prisniveauet meget rimeligt.
En frokost koster typisk 50 kr, men man kan også klare den for 5 kroner, hvis man vil! En øl på en restaurant kan koste op til 40-50 kr, men den kan også findes billigere. Vin er dyrt. Kaffe og te: Alt mellem 20 øre og 20 kroner. 1 flaske vand (1,5 liter) 3-5 kroner.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller hvor vi overnatter mere end en gang.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
E-cigaretter er forbudte i Indien. De kan risikere at blive konfiskeret ved indrejse eller udrejse.
Vandrestave, hvis du ønsker at medbringe sådanne, skal i den indtjekkede bagage.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima
November til marts er klimamæssigt de bedste måneder i det nordlige Indien. Bemærk dog, at det kan være køligt morgen og aften i disse måneder. Så det er en god idé at medbringe en trøje og en let vindjakke. Et sæt termo-undertøj fylder ikke meget i kufferten, og kan være en rigtig god ide for at tage højde for eventuelle kolde nætter. Der er nemlig ikke altid varme på hotellerne i Indien. Medbring også gerne en regnjakke for en sikkerhedsskyld. Det regner ikke ofte, men regn kan forekomme.
I Himalaya helt mod nord, er det dog bedst i sommermånederne. I Spiti er maj og juni samt fra midt september til start oktober bedste periode. I juli og august regner det i Kinnaur. Det gør det sjældent i Ladakh og Zanskar, så her er juli og august ideelle måneder at udforske bjergene.
I Sydindien er det november til februar, der er de bedste og tørreste måneder. Det er varmt hele døgnet uden at være for varmt (fra 20 til 35 grader). En paraply kan man godt få brug for, men egentligt regntøj er der ingen grund til at medbringe.
Specielt for Tigersafari i Indien
Når solen går ned i vinterhalvåret (november - marts) bliver det koldt i Indien (Sydindien undtaget). Derfor er det vigtigt at medbringe varmt tøj og en jakke på rejser i perioden fra november til marts. Det gælder især på tigersafarierne, hvor vi kører i åbne jeeps i det tidlige morgengry. På tigersafarier i april vil temperaturerne være mere behageligt lune morgen og aften, men midt på dagen er det ikke ualmindeligt med temperaturer omkring 35 til 40 grader i april. Dette gør dog april til en super god måned at se tigere, da træerne har mistet deres blade, og tigerne ofte holder til nær vandhullerne.
-
Tidsforskel
Der er 4½ timers tidsforskel mellem Danmark og Indien om vinteren, 3½ om sommeren.
-
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Solbriller
- Evt. badetøj
- Kasket eller solhat
- Myggespray
- Solcreme
- Vækkeur
- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- Salttabletter mod dehydrering
- En rulle toiletpapir eller Kleenex
- Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
- Lommelygte + batterier (elektriciteten kan være ustabil). Nogle templer tillader kun brug af lommelygter med LED-pærer.
- Tøj til køligt vejr. Især hvis rejsen går til Himalaya eller Nordindien i perioden fra november til februar.
- Evt. tørklæde eller lignende til bussen, hvis man har tendens til at bliver forkølet af aircondition.
Særligt for rejser med safari i Indien:
- En jakke til safarikørsler i det kølige morgengry.
- Uldundertøj til de kolde morgener fra november til februar
- Drikkedunk, da engangsflasker er forbudte i nogle nationalparker
- En klud til beskyttelse af kameraet mod støv. Plastikposer er ikke tilladte i alle nationalparker.
- Iglesokker kan være en ide på Fugle-turene til Assam. Men man kan også fint klare sig uden.
- Regnjakke eller paraply - regn kan forekomme i Indien.
-
Flyrejsen
På vores rejser bruger vi en række forskellige flyselskaber. På nogle få af disse – f.eks. Finnair – kan vi desværre ikke seate jer på flyet. Vi kan derfor ikke garantere, at I sidder sammen, selvom I rejser sammen. Vi kan heller ikke imødekomme særlige ønsker til seating såsom gangplads, vinduesplads osv. Ønsker du at vide, hvilket flyselskab vi bruger på en given rejse, er du altid velkommen til at ringe til os eller skrive på info@viktorsfarmor.dk
-
Transport
Transport i Indien er anderledes end i Danmark. Trafikken kan være kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm. Der kræves derfor en god portion overbærenhed ved rejser i Indien.
Afstandene i Indien er store, og der vil være en del køretid på alle rejser til Indien. Vi bruger gode busser. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at busserne i Indien ofte er ældre og derfor mindre komfortable end de busser, vi typisk bruger i Europa.
Særligt for Tigersafari i Indien:
Bemærk at der i løbet er rejsen er lange køredage. Det gælder både på turene mellem nationalparkerne, der går gennem meget afsidesliggende områder af Indien. Men det gælder også i nationalparkerne, hvor vi kører på udkig efter dyrene i åbne jeeps. Benpladsen i disse jeeps er mere begrænset end i en almindelig bil, så rejsende med dårlige knæ eller hofter, vil måske finde dem ukomfortable i længden. -
Ofte stillede spørgsmål
Hvem flyver vi med til Indien?
Det varierer fra rejse til rejse. Vi bruger en række flyselskaber på rejserne. Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre, hvilket flyselskab vi har booket til netop din rejse.
Er rejserne til Indien fysisk krævende?
Der er ikke indlagt deciderede vandreture på rejsen, medmindre det er angivet i dagsprogrammet - som det er tilfældet på rejserne til Spiti, Ladakh og Zanskar. Men der vil være byvandringer i roligt tempo og med mange stop. Der kan også være en del trapper, og fortove og veje kan være meget ujævne.
Rejserne til afsidesliggende egne af Indien – såsom Ladakh, Spiti og Gujarat vil være mere krævende. Her er faciliteterne mindre udbyggede, og især rejserne til Ladakh og Spiti fører os over høje bjergpas med tynd luft.
Hvor mange penge bør jeg medbringe hjemmefra til Indien?
Det er altid en god ide at medbringe nogle penge i kontanter. Mad, drikke og småfornødenheder er billige i Indien, så man kommer langt for omkring 1.000 kr. i amerikanske dollars, euros eller rupees pr. person. Derudover er det muligt at hæve penge på kreditkort i hæveautomater i de fleste indiske byer undervejs.
Hvornår er det godt at rejse til Indien?
Alle vores rejser til Indien er lagt på de bedste tidspunkter, hvilket varierer fra område til område. Vintermånederne er ideelle til at rejse i størstedelen af landet, mens turene til Spiti samt Ladakh kun er mulig i sommermånederne, når bjergvejene er åbne.
-
Værd at vide
Twin-værelser (værelser med to enkeltsenge) kan være svære at få på nogle hoteller. Som regel kan det godt lade sig gøre, men der kan forekomme situationer, hvor twin-værelser ikke er tilgængelige.
Bemærk at e-cigaretter er forbudte i Indien. De kan risikere at blive konfiskeret ved indrejse eller udrejse.
Bemærk at service på hoteller og restauranter i Indien til tider er betydeligt langsommere end i Danmark. Ligeledes kan man ikke nødvendigvis sammenligne stjerner på hoteller med tilsvarende i Danmark. Et 5-stjernet hotel i Indien ville måske ikke få 5-stjerner i Danmark.
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Det kan anbefales at downloade Udenrigsministeriets app Rejseklar, hvor du kan læse rejsevejledningen og anden god information. Appen kan downloades til både Apple og Android.
-
Rejser under ramadan
En rejse under ramadanen er en spændende mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider. Men det er også en periode, hvor bylivet ikke er helt så aktivt i dagtimerne, da mange lokale faster fra daggry til solnedgang. Det ses som en handling af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse. Rygning er også forbudt under ramadanen. Fasten brydes ved solnedgang, hvor familier samles til et festligt måltid til langt ud på de lune aftener.
Der er visse folk, der er undtaget fra at faste. Det gælder f.eks. børn, syge og rejsende – og det samme er vi som besøgende i landet. Det er høfligt at vise hensyn til dem, der faster ved f.eks. ikke at spise direkte foran dem.
Nogle gange oplever vi, at det er sværere at finde restauranter til frokost i muslimske områder af byerne, og åbningstiden ved nogle muslimske seværdigheder kan blive ændret. Ændringerne er dog ikke så store i Indien, hvor størstedelen af befolkningen ikke er muslimer. Men vores lokalguider gør alt, hvad de kan for at hjælpe og tilpasse programmet løbende, hvis der mod forventning alligevel skulle opstå ændringer. Omvendt giver rejser under ramadanen mulighed for at opleve den lokale kultur på nært hold. Kontrasten fra de stille gader om dagen til når fasten slutter om aftenen, og gaderne bliver fyldte, er fantastisk at opleve.
-
Særligt for rejsen til Spiti
Både rejsen til Spiti samt rejsen til Ladakh og Zanskar er en Viktors Farmor adventurerejse.
Det er lagt vægt på enestående oplevelser, men du skal være forberedt på, at der kan opstå program- og hotelændringer undervejs, og hotelstandarden kan være svingende. Vejene er mange steder i dårlig stand, hvilket medfører langsom kørsel. Vær derfor forberedt på lange køredage.