Fra Shanghai til Hong Kong
Med danske spor, søhandel, sirlige haver og storbyer
Rejs med til Kina, hvor vi følger forbindelserne mellem Kina, Danmark og omverdenen. Hvordan har handel og kultur sat aftryk gennem tiden? Fra storbyer som Shanghai, Hong Kong og Guangzhou sætter vi tempoet ned i landsbyen Yaoli. Nyd og smag dig gennem det sydøstlige Kina.
Priser fra
21.990 kr.
Max. 20 deltagere
14 dages rejse
Start din rejse her
Tag med på en rejse gennem Kina, hvor vi bevæger os fra moderne storbyer til mindre besøgte landsbyer, og hvor forbindelserne mellem Kina, den bredere verden og Danmark træder frem undervejs.
Vi begynder i Shanghai, hvor skyskrabere rejser sig side om side med historiske kvarterer, og hvor også danske handelsfolk tidligere har sat deres aftryk. Herfra rejser vi videre til Suzhou og Nanjing, hvor vi blandt andet støder på fortællingen om aarhusianeren Bernhard Arp Sindberg, som under dramatiske begivenheder i 1937 reddede tusindvis af kinesiske liv og i dag stadig huskes som en helt.
Undervejs bevæger vi os gennem landskaber med teplantager og besøger landsbyer, hvor hverdagen leves i et roligere tempo. I Jingdezhen kommer vi tæt på håndværkstraditioner, der gennem århundreder har forbundet Kina med omverdenen via handel og udveksling.
Vi fortsætter mod Sydkina og Guangzhou, som i århundreder var Kinas vigtigste handelsport mod verden, og hvor også danske skibe lagde til.
Rejsen afsluttes i Hong Kong, hvor øst og vest mødes i en by præget af internationale forbindelser. Vi oplever både storbyliv, tager på en sejltur ved fiskerihavnen i Aberdeen og nyder den mindre kystby Stanley. Også i Hong Kong venter et dansk perspektiv.
Det er en rejse, hvor vi oplever Kina fra flere sider, og samtidig følger de historiske tråde, der binder landet sammen med resten af verden og Danmark.
5 gode grunde til at rejse til Kina med Viktors Farmor:
- Følg danske aftryk i Kina fra handelsfolk til Bernhard Arp Sindbergs historie i Nanjing
- Lær om filosofien bag de klassiske, kinesiske haver i Suzhou - kendt som ”havernes by”
- Mærk kontrasten fra storbyliv i Shanghai til livet i den lille bjerglandsby Yaoli
- Oplev Kinas gamle og moderne handelstraditioner i bl.a. Guangzhou og Hong Kong
- Smag dig gennem det kinesiske køkken med alt fra Dim Sum til simple, lokale råvarer
Dagsprogram
-
Dag 1
Afrejse mod Kina
Vi starter rejsen og flyver fra København til Chongqing med mellemlanding.
Måltider: Mad på flyt
-
Dag 2
Ankomst til Shanghai: Kinas moderne ansigt
Vi lander i Shanghai, som er en af verdens mest dynamiske storbyer og et symbol på det moderne Kina. For blot et par hundrede år siden var Shanghai en beskeden fiskerlandsby ved Yangtzeflodens udløb. I dag er byen vokset til en livlig metropol med over 25 millioner indbyggere, hvor skyskrabere skyder op side om side med historiske kvarterer og travle handelsgader.
I lufthavnen bliver vi mødt af vores lokale guide, som følger os ind til byen. Hvis tiden tillader det, begynder vi allerede i dag at tage de første indtryk ind.
Vi kører til Pudong-distriktet og går en tur i Lujiazui, som er Shanghais moderne finanscentrum. Her rejser nogle af verdens højeste bygninger sig mod himlen, og området giver et imponerende første møde med det moderne Kina.
Efter rejsen samles vi til en hyggelig velkomstmiddag, hvor vi kan falde til ro og lære hinanden lidt bedre at kende. Over et godt måltid får vi allerede de første indtryk af den rejse, der ligger foran os - fra de dybe, historiske rødder til en spændende nutid.
Måltider: Aftensmad
Overnatning: Shanghai
-
Dag 3
Byrundtur i Shanghai langs The Bund og i det franske kvarter
Vi begynder dagen med en gåtur langs The Bund, som er Shanghais berømte og historiske havnepromenade ved Huangpu-floden. Herfra har vi en flot udsigt til Pudongs futuristiske skyline på den modsatte bred – et panorama af glas og stål, der tydeligt viser Kinas enorme forvandling i de seneste årtier.
Langs The Bund ligger en række imponerende bygninger fra begyndelsen af 1900-tallet, som er opført af udenlandske handelskompagnier og banker.
Vi ser blandt andet den tidligere bygning for Great Northern Telegraph Company fra 1908. Det danskejede telegrafselskab spillede en vigtig rolle i udviklingen af moderne kommunikation i Østasien, og bygningen vidner om en tid, hvor også danske virksomheder satte deres spor i Shanghai. I området ligger også andre markante bygninger som toldhuset, HSBC-bygningen og Bank of China, som alle opført i monumental, europæisk stil.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter til det gamle franske kvarter, som også kaldes Koncession. Det er et af Shanghais mest stemningsfulde områder. Her går vi gennem grønne gader med platantræer og forbi elegante villaer og de karakteristiske shikumen-huse, som fortæller om byens kosmopolitiske fortid. Undervejs kommer vi blandt andet gennem Huaihai Road og Wukang Road, hvor små butikker, caféer og gallerier i dag holder til i de gamle bygninger.
Vi gør også et stop i Fuxing Park, som er anlagt i klassisk, fransk stil. Her møder vi et stykke af Shanghais hverdagsliv, når lokale samles til tai chi, dans, kortspil eller blot en rolig stund i skyggen af træerne.
Resten af eftermiddagen og aftenen er til fri disposition i den fascinerende storby. Rejselederen er behjælpelig med ideer.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Shanghai
-
Dag 4
Mod Suzhous haver og kanaler og videre til Nanjing
Efter morgenmaden forlader vi Shanghai og kører mod vest til Suzhou, der er kendt som ”havernes by”. Her har lærde og embedsmænd gennem århundreder skabt haver som steder for ro og fordybelse.
Vi besøger ”Den ydmyge embedsmands have”, som ikke blot er den største i Suzhou, men også regnes blandt de smukkeste i hele Kina. Her er pavilloner, vand og stenformationer nøje sammensat, og vi bevæger os ad snoede stier og får indblik i tankerne bag havekunsten.
Efterfølgende går vi langs Pingjiang-gaden, hvor kanaler, brosten og lave huse giver et fint billede af det historiske Suzhou. Undervejs passerer vi små tehuse og værksteder, som stadig er en del af byens hverdag, og vi spiser frokost på en lokal restaurant.
Om eftermiddagen besøger vi et silkeværksted, hvor vi følger processen fra kokoner til færdigt stof, som er et håndværk med dybe rødder i området. Vi fortsætter til Panmen-porten, en bevaret del af den gamle bymur, hvor både vand og landtrafik kunne passere, og som vidner om byens historiske betydning.
Sidst på dagen tager vi højhastighedstoget til Nanjing, som er en tur på ca. halvanden time, hvorefter vi tjekker ind på hotellet.
Aftenen er til fri disposition, hvor der er mulighed for at finde aftensmad i byen eller på hotellet og måske gå en tur og opleve byen i eget tempo.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Nanjing
-
Dag 5
En dansk helt i Nanjing og mod Hangzhou
I dag skal vi opleve Nanjing med fokus på en ganske særlig dansker. Under Nanjing-massakren i 1937 valgte aarhusianeren Bernhard Arp Sindberg at blive og beskytte tusindvis af kinesiske civile. Som opsynsmand på en cementfabrik oprettede han en flygtningelejr og hejste Dannebrog over området. Det betød, at japanerne gik uden om fabrikken, som dermed blev et tilflugtssted for op mod 10.000 mennesker, der blev skånet for massakrerne. Siden blev Sindberg folkehelt i Kina.
Vi følger hans spor i byen og dykker ned i en fortælling om ansvar og medmenneskelighed, som stadig gør indtryk.
Herefter spiser vi frokost sammen på en lokal restaurant.
Vi oplever også Nanjing i et større perspektiv. Vi går en tur på Ming-bymuren og får en fornemmelse af dens enorme udstrækning og historiske betydning. Senere besøger vi Konfuciustemplet og det omkringliggende kvarter, hvor traditionelle miljøer møder byens livlige gader.
Sidst på eftermiddagen tager vi højhastighedstoget videre til Hangzhou, som er en togtur på cirka halvanden time.
Efter check-in på hotellet er aftenen på egen hånd. Her kan man vælge at slappe af og spise på hotellet eller gå ud i byen sammen med rejselederen og finde et godt sted at spise. Måske frister et af byens mange madmarkeder?
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hangzhou
-
Dag 6
Hangzhous West Lake, teplantager og traditionelt håndværk
I dag bevæger vi os ud til West Lake, Hangzhous grønne åndehul, hvor vi går ombord på en båd og oplever området fra vandsiden.
Søen er optaget på UNESCO's verdensarvsliste, og det forstår man hurtigt. Pagoder, buede broer og små øer ligger som fine nedslag i det grønne, og det hele virker næsten som en levende udgave af de klassiske kinesiske malerier, der netop har hentet inspiration herfra.
Efter sejlturen spiser vi frokost på en lokal restaurant, inden vi fortsætter ud i det bakkede landskab til Meijiawu-teplantagen.
Tebuskene står i sirligt anlagte rækker, der følger terrænet, og her får vi indblik i det arbejde, der ligger bag en kop te - lige fra de spæde blade plukkes til de forarbejdes efter stolte traditioner. I landsbyen ved plantagen møder vi en hverdag, hvor teen stadig er omdrejningspunkt, og hvor flere familier har dyrket og forarbejdet te gennem generationer. Vi smager naturligvis også den lokale Longjing-te, som er kendt for sin bløde og aromatiske karakter.
Efter vi har smagt på den fine te, kaster vi os ud i en kreativ aktivitet, hvor vi maler vores egne paraplyer. Det kræver hverken kunstnerisk talent eller helt rolig hånd, vi skal bare have det sjovt. Paraplymaling er et traditionelt håndværk, og under kyndig vejledning får vi indblik i teknikker og mønstre, før vi selv slipper kreativiteten løs. Her er der tid til både fordybelse og smil, når penslen ikke helt makker ret. Resultatet er vores helt egen håndmalede paraply - et personligt minde fra Hangzhou.
Herefter er aftenen fri til at nyde på egen hånd. Måske frister en rolig gåtur i nærområdet, en middag på egen hånd eller blot lidt tid til at lade dagens indtryk falde på plads.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hangzhou
-
Dag 7
Til Jingdezhen: Porcelænets by gennem 1.000 år
I dag tager vi højhastighedstoget til Jingdezhen, som er en rejse på omkring to timer. Ved ankomsten træder vi ind i en by, der i mere end 1.000 år har været centrum for kinesisk porcelæn. Fra Song- til Qing-dynastiet blev noget af verdens fineste porcelæn fremstillet her og sendt ud til både kejserlige hoffer og fjerne egne langs den maritime silkevej.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant og får en introduktion til det jiangxiske køkken. Her er retterne enkle, velsmagende og baseret på lokale råvarer og traditioner.
Om eftermiddagen fordyber vi os i byens håndværkstraditioner. Vi besøger et område med de gamle porcelænsovne, hvor arbejdet med ler og glasur stadig udføres med teknikker, der er gået i arv gennem generationer. Her følger vi processen fra formning til brænding og dekoration og får en forståelse for det håndværk, der har gjort Jingdezhen kendt langt ud over Kinas grænser.
Senere besøger vi Taoxichuan Art Avenue, som er et tidligere fabriksområde, der i dag er omdannet til et levende, kreativt miljø med værksteder, små butikker, gallerier og caféer. Her går vi på opdagelse i nutidige fortolkninger af gamle traditioner. Vores lokalguide kan, for dem der har lyst, introducere os til en af områdets designere, og ellers kan man udforske området på egen hånd. Efterfølgende samles vi igen og vender tilbage til hotellet.
Aftenen er fri, og rejselederen foreslår gerne et spisested og inviterer dem, der har lyst, med ud.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Jingdezhen
-
Dag 8
Fra keramik i Jingdezhen til landsbyliv i Yaoli
I dag starter vi med et besøg på Jingdezhens keramiske museum. Her dykker vi dybere ned i håndværkets historie og den særlige rolle, som keramikken har spillet i Kina gennem århundreder. Med genstande fra flere dynastier får vi et indblik i, hvordan teknikker, stil og anvendelse har udviklet sig, og hvordan keramikkens betydning rækker langt ud over det praktiske og ind i både kultur og samfund.
Herefter spiser vi frokost sammen på en lokal restaurant.
Efter frokosten forlader vi byen og kører mod Yaoli, som er en lille landsby i bjergene uden for Jingdezhen. Her sænker tempoet sig mærkbart, og vi ser gamle huse, små vandløb og smalle stier. Landsbyen har bevaret en stemning, som ellers er blevet sjældnere i de større byer.
Vi går en tur gennem landsbyen og oplever hverdagen på nært hold. Børn leger ved vandet, og ældre sidder udenfor og følger med i dagens gang. Husene er opført i traditionel stil, og undervejs besøger vi blandt andet bygninger, hvor familier gennem generationer har samledes for at ære deres forfædre, samt gamle købmandshuse, der vidner om landsbyens handelsliv.
Vi lægger også vejen forbi en lokal familie, der åbner døren til deres hjem og deler fortællinger om livet i landsbyen. I området findes små værksteder, hvor håndværkere stadig arbejder med ler. Her får vi mulighed for selv at prøve kræfter med materialet og få en fornemmelse af de teknikker, der stadig holdes i live.
Sidst på dagen kører vi tilbage til hotellet. Aftenen er på egen hånd med mulighed for en lille gåtur i nærområdet eller en stille og rolig middag efter dagens oplevelser.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Jingdezhen
-
Dag 9
Friformiddag og med højhastighedstog til Guangzhou
Formiddagen er til fri disposition. Her er der mulighed for at tage på opdagelse i nærområdet, finde en café eller blot nyde en rolig start på dagen.
Senere kører vi til togstationen, hvor vi tager højhastighedstoget til Guangzhou. Rejsen tager cirka 4,5 time. Undervejs er det muligt at købe mad i toget, hvor personalet kommer gennem vognene med en serveringsvogn. Rejselederen hjælper gerne med bestilling.
Guangzhou har i århundreder været en central handelsby og fungerede længe som Kinas vigtigste forbindelse til omverdenen. I dag møder vi en storby i konstant udvikling, hvor moderne bygninger, markeder og det kantonesiske køkken præger bylivet.
Ved ankomst om eftermiddagen kører vi til hotellet og checker ind.
Om aftenen går vi en tur på Beijing Road, som er en livlig gågade midt i byen. Her møder vi både moderne butikker og spor af fortiden. Under gaden kan man se rester af ældre, bevarede vejforløb fra Song- og Ming-dynastierne, der giver et indblik i byens lange historie som handelscentrum. Gaden summer af liv med små spisesteder, butikker og lokale specialiteter.
Vi afslutter dagen med middag på en lokal restaurant, hvorefter aftenen er fri til at nyde på egen hånd.
Her kan man blandt andet tage på en sejltur på Perlefloden, hvor Guangzhous skyline lyser op i mørket. Sejlturen er ikke en del af det planlagte program og er for egen regning. Man kan også lægge vejen forbi det storslåede Dafo-tempel og opleve den rolige stemning.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Guangzhou
-
Dag 10
Fra løvedans i Foshan til søhandel i Guangzhou
I dag kører vi mod Foshan uden for Guangzhou, der er kendt for sine håndværkstraditioner, kampsport og løvedans.
Vi besøger Ancestral Temple, som er et smukt tempelkompleks med fine træudskæringer, farverige tage og rolige gårdhaver. Her er områdets historie og klantraditioner stadig tydelige.
Omkring templet oplever vi løvedans og Kung Fu. Før dansen begynder, varmes der op med en kraftfuld opvisning, som markerer løvens opvågning. Den sydlige løvedans, som stammer herfra, forener Kung Fu og akrobatik på høje stolper.
Vi fortsætter til Qinghui Garden, som er en af de fineste, klassiske haver i det sydlige Kina. Haven blev anlagt i 1600-tallet som privat residens for en embedsmand og er i dag et smukt eksempel på den lokale stil. Her bevæger vi os gennem åbne gårdrum, frodig beplantning og små vandpartier, der er tilpasset det varme klima.
Efterfølgende spiser vi en frokost sammen på en lokal restaurant.
Om eftermiddagen kører vi tilbage mod Guangzhou og besøger Huangpu Old Port. Førhen stod Qing-dynastiets eneste toldstation her, og havnen var i århundreder centrum for Kinas handel med omverdenen. Skibe fra hele verden lagde til i havnen, også fra Danmark. Danske handelsfolk sejlede hertil med Østindisk Kompagni og handlede med te, silke og porcelæn. Historiske optegnelser viser, hvordan skibe som Dronningen af Danmark nåede helt til Huangpu i 1700-tallet.
I dag giver havnens museum et godt indblik i tiden, hvor Guangzhou var et knudepunkt for international handel, og hvor varer, mennesker og idéer krydsede kontinenter.
Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, hvor resten af aftenen er fri til at nyde på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Guangzhou
-
Dag 11
Mod Hong Kong med Dim Sum og storbyliv
Vi checker ud fra hotellet og lægger Guangzhou bag os. Herefter sætter vi os til rette i et tog og tager hul på rejsens sidste strækning mod Hong Kong.
Efter ankomst kører vi direkte til en lokal restaurant, hvor vi spiser Dim Sum til frokost. Dim Sum består af en række små retter – ofte dampede eller stegte – som serveres i små bambuskurve og deles ved bordet. Det er både en måde at spise på og en vigtig del af den kantonesiske madkultur, hvor måltidet handler om at samles, smage lidt af det hele og lade samtalen flyde.
Efter frokost tager vi på en halvdagsrundtur på Hong Kong Island. Vi bevæger os gennem området Central, hvor moderne byliv møder gadekunst og små sidegader med hvert deres udtryk. Vi tager også op til Victoria Peak, hvorfra vi får udsigt over byen, havnen og de omkringliggende øer.
Undervejs bliver vi klogere på Hong Kongs rolle som handelsby gennem flere århundreder. Byens placering og naturlige havn gjorde den til et vigtigt knudepunkt mellem Øst og Vest, og også danske handelsfolk var en del af de forbindelser, der blev skabt her.
Efter rundturen kører vi til hotellet og checker ind. Resten af aftenen er til fri disposition. Måske lokkede første møde med Dim Sum til en gentagelse? Ellers er der nok at vælge imellem, og rejselederen hjælper gerne med forslag og anbefalinger.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Hong Kong
-
Dag 12
Det sydlige Hong Kong og historien om de danske frivillige
Vi begynder dagen i Aberdeen, som er en af Hong Kongs klassiske fiskerihavne. Her går vi ombord på en traditionel sampan og sejler roligt gennem havnen, hvor vi oplever livet på vandet med husbåde og fiskekuttere. Kontrasten til byens moderne skyline er tydelig og giver et fint første indtryk af Hong Kongs mange lag.
Herefter fortsætter vi til Repulse Bay, hvor den brede sandstrand og rolige omgivelser viser en anden side af byen – mere åben, mere tilbagelænet og med udsigt over Det Sydkinesiske Hav.
Vi kører videre til Stanley, som er en mindre kystby med en afslappet atmosfære. Her går vi en tur gennem det lokale marked, hvor små butikker og boder ligger side om side. Vi passerer Murray House, som er en bygning fra 1800-tallet, der blev flyttet hertil sten for sten fra det centrale Hong Kong.
Dagens sidste besøg er Stanley Military Cemetery, og her skifter perspektivet. Kirkegården ligger fredeligt med udsigt over havet, men den rummer fortællinger, der rækker langt ud over stedet. Blandt gravene finder vi danske handelsfolk, som under den japanske invasion i 1941 meldte sig frivilligt til Hong Kong Volunteer Defence Corps. Deres indsats er et mindre kendt kapitel i både dansk og den lokale historie. Mange havde levet og arbejdet i Hong Kong i årevis, og da krigen kom, valgte de at blive og kæmpe.
Besøget sætter en særlig ramme om dagen og giver et eftertænksomt punktum med en forbindelse mellem Danmark og Hong Kong, som de færreste kender til.
Om aftenen spiser vi en fælles afskedsmiddag og ser tilbage på rejsen med danske spor.
Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad
Overnatning: Hong Kong
-
Dag 13
Hjemrejsedag med fritid
I dag er hjemrejsedag, og der er tid til at runde rejsen af i eget tempo. Måske frister en sidste gåtur gennem byens gader, et besøg i en park eller en rolig frokost, hvor indtrykkene fra rejsen kan falde på plads.
Det præcise afrejsetidspunkt varierer fra rejse til rejse. Men hvis tiden tillader det, er der også mulighed for at tage en tur til Macau. Den tidligere portugisiske koloni byder på en særlig blanding af kinesiske og europæiske spor. Her kan man opleve ruinerne af St. Pauls kirke og gå gennem de gamle gader i den historiske bydel og mærke en stemning, der adskiller sig fra Hong Kong.
Senere på dagen samles vi og kører til lufthavnen, hvor hjemrejsen begynder.
Måltider: Morgenmad
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejsen: Fra Shanghai til Hong Kong
-
Pas og visum
Rejsende med dansk pas kan frem til den 31. december 2026 rejse ind i Kina med fly uden visum for ophold i op til 30 dage.
Pas skal være gyldigt ½ år efter hjemrejse.
Passet bør altid medbringes i løbet af dagen, da de fleste seværdigheder har sikkerhedskontrol, hvor pas skal fremvises.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet. -
Rejsevaccination og hygiejne
I Kina er hygiejnen bedre end de fleste andre steder i Asien.
Som i de fleste andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Kineserne er stort set gået over til elektronisk betaling med en app på deres mobiltelefon, svarende til MobilePay. Man kan dog stadig bruge kontanter, men nogle gange har kineserne ikke byttepenge, som du så skal vente på.
Der er to betalingsapps: AliPay og WeChat, hvor man kan tilslutte sit vestlige kreditkort (Visa, Master, Diners, American Express mv.). Sikkerheden er høj. For at bruge de 2 nævnte betalingsapps kræver det dog, at man har en telefon med dataadgang. Download gerne hjemmefra – AliPay er lettest at bruge. Husk at indtaste pasoplysninger.
AliPay indeholder også Didi, der kan bruges til bestille taxa.Vi anbefaler, at du har en lille smule kinesisk valuta, da betalingsapp'en en gang imellem ikke fungerer. Det kan hæves i kontantautomater, der findes mange steder. Hvis du henvender dig til din danske bank i god tid, kan den sandsynligvis også veksle for dig.
Store hoteller og shopping malls kan ofte tage internationale kreditkort, men de foretrækker de kinesiske betalingsapps. -
Måltider
Morgenmaden er forholdsvis vestlig på hele turen.
Hovedmåltiderne består typisk af kogte/stegte grøntsager og kød, surt og sødt samt ris. Gafler kan bestilles de fleste steder, men ellers må man klare sig med spisepinde og/eller ske. -
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5-10 km. i løbet af de enkelte dage - samt håndtere din egen bagage.
For at kunne vandre på Den Kinesiske Mur kræver det, at man kan klare stejle trapper og trappetrin på op til 40 cm. Turen hele vejen op kræver god fysik, men man kan også nøjes med kun at gå lidt op ad muren, og nyde udsigten derfra. -
Telefoni og elektricitet
Der er 220 volt, så danske el-apparater kan bruges. Danske elstik er brugbare de fleste steder, men medbring evt. en adapter.
Man kan ringe og sende sms fra danske mobiltelefoner. De fleste store teleselskaber i Danmark har Kina med i deres World Roaming. Hvis det ikke er muligt hos dit teleselskab, kan du købe et eSIM-kort her: https://esimkort.dk/esim-kina
Ellers kan man købe et SIM-kort i Shanghai lufthavn til 1-200 kr., hvis det er der, man lander.
Der er i Kina blokeret for adgang til Google og de fleste sociale medier. Installer derfor en VPN, f.eks. LetsVPN. Det skal gøres inden afrejse til Kina. Det koster pt. 49 kr. pr måned.
Hvis du har købt eSIM-kort inden afrejse, og på rejsen udelukkende bruger data fra dit eSIM-kort, er det ikke nødvendigt med en VPN.
Uanset alt, så anbefaler vi, at du har en telefon med dataadgang, så du også kan bruge apps til f.eks. vejkort (download f.eks Kina på maps.me på forhånd) samt oversættelse (kun få kinesere taler engelsk). -
Drikkevand
Drik ikke vand fra hanen - heller ikke på hotellerne. Undgå helst is. Det er muligt at købe flasker med mineralvand.
-
Drikkepenge
Rejsens pris inkluderer drikkepenge og helpension til guider, chauffører og restauranter.
Drikkepenge til hotelpersonale er ikke inklusiv. -
Foto
Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først.
-
Klima og påklædning
Generelt vil vejret være godt, dog køligere i Beijing, og noget varmere på den sydlige del af rejsen i Guilin-området. Der er typisk ca. 15-25 grader om dagen og 5-15 grader om natten, dog lidt køligere i nord i marts og november, men til gengæld tørt og ofte solrigt.
Da temperaturerne kan variere, bør man medbringe tøj til både varmt og køligt vejr, gerne lag på lag, samt vindtæt jakke. Desuden regntøj eller paraply, solbriller og solhat. Medbring også gerne en dagsrygsæk til at medbringe vand, en trøje eller andre ting, man kan få brug for i løbet af dagen.
Sandaler skal være med hælkappe for at komme ind på museet dedikeret kommunistpartiet. -
Indkøb
De traditionelle souvenirs i Kina er f.eks. silke (både i metermål og forarbejdet), lakarbejder, malerier og kalligrafi, cloisonne, stenstempler, drager, og meget, meget mere.
-
Prisniveau
En øl på en restaurant koster ca. 10-20 kr., en sodavand eller vand ca. 10 kr. Vand i en kiosk koster ca. 2-3 kr.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære den selv.
Hotellerne tilbyder tøjvask, men det er ofte dyrt. F.eks. 50 kr. for vask af en t-shirt.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Indenrigsfly og togrejser
På fly- og togrejserne i Kina må man ikke medbringe lightere hverken i hovedbagage eller håndbagage. Dette gælder også ved indgange til seværdigheder.
Desuden må man ikke medbringe flydende ting som alkohol og spraydåser på mere end 120 ml. Og ofte tillades det ikke at medbringe neglefile og andre ting, som kan opfattes som våben.
Alt med batterier skal i håndbagagen.Powerbanks, der medbringes på indenrigsfly i Kina, skal være i håndbagagen. Powerbanks skal være 3C certificeret (kinesisk certificering). Derfor kan danske power banks ikke medbringes på flyrejserne i Kina.
Efter ankomst til Shanghai udleverer lokalguiden en gratis 3C certificeret powerbank til hver deltager. -
Toiletter
På hotellerne er der vestlige toiletter, og toiletpapir er til rådighed. På restauranter og offentlige toiletter er der hovedsageligt pedal-toiletter (man sidder på hug over en aflang kumme eller hul i gulvet). Der er ikke altid toiletpapir, så medbring lommeletter/toiletpapir.
-
Tidsforskel
Kina er 6 timer foran Danmark. Når kl. er 12:00 i Danmark, er den 18:00 i Kina. Når der er vintertid i Danmark, er tidsforskellen 7 timer.
-
Forsikring
Selvom Kina er et af de absolut sikreste lande i Asien at rejse i, tilrådes det, at man tegner en rejseforsikring, der dækker såvel tyveri og beskadigelse af bagage samt udgifter til sygdom og hjemtransport.
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Kina.