Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Nepal kun for kvinder

10 dages rejse til legendariske Kathmandu og omegn

Denne rejse er lagt tilrette, så vi ser rødt på dag 4, når vi oplever kvindefestivalen Teej. Her samles nepalesiske kvinder ved templer for at bede for deres familier. Og de er i røde sarier.

Priser fra

18.990 kr.

Max. 20 deltagere

10 dages rejse

Start din rejse her

Kvinders vilkår er i det hele taget et tema på rejsen. I Kathmandu er vi på madkursus hos en organisation, der kæmper mod menneskehandel. Vores kokke har alle været udsat for menneskehandel. Et andet projekt, vi besøger, støtter udsatte kvinder med uddannelse.
Vi dykker ned i farverne, når vi begiver os ind i Kathmandus labyrinter af bazarer, og lader os overdænge med indtryk af eksotiske varer og farverige mennesker.
Det meste af ugen bor vi i Kathmandu for at opleve nogle af de mange UNESCO verdens kulturarv-steder, der er i Kathmandu-dalen. Tre kongebyer og to af buddhismens mest betydningsfulde templer ser vi. Men vi skal også op til Dhulikel for at nyde de mest storslåede udsigter til Himalaya, hvis vejret er med os.

Og så er der god tid til at udforske bazarerne - lige fra smykker til pashmina-tørklæder og kunsthåndværk.

Nepal er et kludetæppe af folkeslag, sprog og religioner. Blandt landets ca. 28. mio. indbyggere findes 59 etniske grupper og 120 sprog. Hver etnisk gruppe har sin unikke kultur. Nepalesisk fungerer som det fælles nationale tungemål, der gør det muligt for alle at kommunikere med hinanden. Befolkningen består af hinduer, buddhister, muslimer, kristne, shamanister, animister – eller meget ofte en blanding af alle de forskellige påvirkninger.

En fælles ting, der kendetegner nepaleserne, er deres smittende smil. Dem møder vi mange af på rejsen. 

5 gode grunde til at rejse til Nepal med Viktors Farmor:

  • Rejs med vores ekspertrejseleder Tania Karpatschof, som har boet, rejst og arbejdet i Nepal
  • Oplev kvindefestivalen Teej blandt nepalesiske kvinder i røde sarier
  • Besøg Unescos verdenskulturarv med templer og stupaer i Kathmandu-dalen
  • Få flotte panoramaudsigter til Himalaya-bjergene
  • Besøg flere kvindeorganisationer og lær at lave velsmagende momos

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse

    Vi flyver fra Kastrup Lufthavn, medmindre andet er angivet.

  • Dag 2

    Ankomst Katmandu. Sightseeing og sari

    Vi ankommer om morgenen og kører til vores hotel og spiser morgenmad. Senere tager vi på sightseeing i Kathmandus Durbar Square. Denne plads midt i byen er kun en af syv UNESCO kulturarvssteder i området. Her ligger det gamle kongepalads Hanuman Dhoka omgivet af flotte templer. Der er en helt særegen stemning på Durbar Square.

    Herefter går vi ind i bazarerne. Vores guide tager os med gennem hemmelige gyder og små pladser, som de færreste besøgende i Kathmandu oplever. Vi ser en myriade af templer, som tilhører hinduismen eller buddhismen. I nogle tilfælde begge. Boderne bugner med frugt, grøntsager, krydderier, kobber og bronze, og det er ikke kun varerne, der er eksotiske. Sherpa kvinder i stribede gevandter, handlende fra Indien, nepalesiske gurkha-soldater, og hellige mænd i orange eller hvidt på pilgrimstur til et af de mange templer i Kathmandu.

    Vi besøger efterfølgende en sari shop.

    Om aftenen er der dækket op til en traditionel Newar middag. Newa er den oprindelige befolkning i Kathmandu dalen, og på en af de mest velsmagende restauranter i hovedstaden forbereder vi os på de næste dages eventyr.

    Vi har fire overnatninger på hotel i Kathmandu

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kathmandu

  • Dag 3

    Kongebyen Patan - Projektbesøg

    Vi kører til Patan, der er på UNESCOS liste over kulturarv. Man mener, Patan blev grundlagt i det 3. århundrede før Kristus af kejser Ashoka, der regerede et mægtigt buddhistisk rige i Indien. I dag er byen kendt for kunsthåndværk og for sin arkitektur. Durbar pladsen i hjertet af byen er fyldt med paladser, templer, statuer, relieffer og indgraveringer i bronze. Hvis muligt besøger vi Den Levende Gudinde, og ser både hendes bolig og hendes tempel. Hun er meget ung, faktisk en pige, og hun tilbedes, fordi hun er symbolet på den kvindelige, guddommelige energi.

    Efter frokost besøger vi en tæppefabrik i en tibetansk flygtningelejr, samt en pashmina-fabrik.

    Vi besøger herefter et projekt for non-profit organisationen Manushi. Her arbejdes der med at hjælpe udsatte kvinder gennem uddannelse, så de kan starte forskellige erhvervsmæssige aktiviteter, herunder håndværk og små forretninger.

    Om aftenen på vores hotel får vi gæstetaler under middagen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kathmandu

  • Dag 4

    Teej i Pashupatinath templet samt Boudhanath stupaen

    I dag er der Teej. Det er en kvindefestival i hinduismen. Kvinder samles foran Shiva templer, i røde sarier og med deres fineste smykker. De ofrer i templet og beder for velsignelse af mænd og familier.

    Pashupatinath er et af de mest hellige templer i hinduismen. Det hævdes at være fødestedet for guden Shiva, og er dedikeret til ham. Templet er bygget i pagode stil, har gyldne lofter og døre af sølv med flotte mønstre. Det ligger langs bredden af den hellige flod Bagmati, og er kremationssted for hele Kathmandu-dalen. Pashupatinath har så stor betydning, at en rettroende hindu bør besøge stedet mindst én gang i tilværelsen. I dag er det kun kvinder, der kan komme her – så det er det rigtige sted for os at opleve denne festival. Som ikke-hinduer kommer vi ikke ind i selve templet, men fra østsiden af floden kan vi sagtens få indtryk af denne farverige festival.

    Vi besøger Boudhanath, der er Nepals største og vigtigste helligdom. Stupaen er en del af Nepals og Tibets fælles historie. Det var Tibet, der herskede over stupaen indtil forrige århundrede. Den dag i dag bor der mange tibetanere omkring den.

    Bhoudanath-stupaen er bygget op som en mandala (et religiøst billede på verden og hjælpemiddel ved meditation). Basen består af tre trappetrin omgivet af en mur. Hele vejen rundt om muren er der 1.476 nicher med fire-fem bedemøller i hver. Pilgrimme går i urets retning og mumler det tibetanske mantra ”Om Mani Padme Hum”, mens de drejer bedemøllerne. Øverst på stupaen er der 4 par øjne, der spejder i de fire verdenshjørner. Det er Buddhas øjne, der holder øje med, om livet leves rigtigt, og menneskeheden trives.

    Vi spiser middag på restaurant ”Garden of Dreams”, en fredelig oase midt i pulserende Kathmandu.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kathmandu

  • Dag 5

    Kongebyen Bhaktapur og panorama-udsigt til Himalaya

    Efter morgenmaden kører vi til Bhaktapur, som er en af de tre gamle byer i Kathmandu dalen. Patan og Kathmandu er de øvrige. Bhaktapur blev grundlagt i det 9. århundrede og er formet som en konkylie. Den traditionsrige nepalesiske træ-udskæring er skabt i Bhaktapur. Byen er kendt for sine flot udskårne vinduespartier, og når man sammenligner med de andre kongebyer i dalen, er der ingen tvivl om, at Bhaktapur er den mest historisk autentiske. At gå rundt i byen er som at gå rundt i et levende museum. Bønder lægger kornet til tørre, pottemagere drejer deres hjul, og mennesker lever en tilværelse, der ikke har forandret sig synderligt i århundreder.

    Vi besøger Durbar pladsen med Paladset med 55 Vinduer. Nyatapola templet står majestætisk på 5 terrasser. På hver terrasse står to figurer. Når man træder fra en terrasse til den næste, møder man to nye figurer. De har ti gange så stor styrke som de to figurer, man lige har set på niveauet nedenfor. Nederst to stærke mænd. På næste niveau to elefanter. Så to løver. To grif fabeldyr. Og til sidst to gudinder.

    Sidst på eftermiddagen når vi til Dhulikel, en gammel by på vejen mod Tibet. Byen ligger smukt på bjergsiden, og hvis vejret er med os, er der de mest storslåede udsigter til Himalaya fra byen. Det er dog oftest bedst om morgenen.

    Vi har to overnatninger på lodge i Dhulikel.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kathmandu

  • Dag 6

    Soloopgang og skjulte kræfter

    Solopgang over de sneklædte toppe i Himalaya. Det er dagens første menu. Hvis vejret tillader. Vi vil se terrasserede bjergsider og små gårde spredt i landskabet ned mod Indrawaty floden.

    Så er der morgenmad, inden vi kører ned til en lille dal med landsbyer og marker. Her ligger Panauti, som i det 13. århundrede var hovedstad i et lille rige, og som har bevaret sine historiske kendetegn. Husene er bygget i Newa-tradition, men lyserøde tegl og udskåret træ. Panauti er klemt ned mellem to floder, og dér, hvor de løber sammen, er der flere betydningsfulde templer. Man siger, der er skjulte kræfter her, for en usynlig flod støder til de to andre. Hvert 12. år bliver den synlig, siger man, derfor holdes en stor festival hvert 12. år i januar.

    Herefter kører vi tilbage til vores lodge i Dhulikel, hvor vi har resten af eftermiddagen fri på egen hånd.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Dhulikel

  • Dag 7

    Khokana - Swayambunath

    Om formiddagen besøger vi newar-landsbyen Khokana.

    Vi spiser frokost på en af Kathmandus mest eksklusive restauranter, hvor vi giver os god tid til at nyde maden.

    Om eftermiddagen besøger vi buddhismens hellige Swayambhunath stupa, der ligger på en bakketop med flot udsigt over Kathmandu-dalen. Swayambhunath er over 2.000 år gammel og markerer det sted, hvor den legendariske patriark Manjushri opdagede en lotus i dalens urgamle sø. De ældste inskriptioner i templet dateres tilbage til det 5. århundrede. Fra toppen af stupaen stirrer Buddhas malede øjne ud mod alle fire verdenshjørner. Vi kan også stirre – og nyde udsigten til mange små templer og pagoder på bakken foran os. Swayambunath er helligt i buddhismen, men også i hinduismen – en god illustration af den religiøse tolerance i Nepal.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Dhulikel

  • Dag 8

    Momos og tid på egen hånd i Kathmandu

    For de, der har lyst, er der tidligt om morgenen mulighed for at tage på en 1 times flyvetur over Himalaya-bjergene med en fantastisk panorama-udsigt til adskillige 7-8.000 meter høje bjerge, her i blandt Mount Everest (prisen er p.t. 2.300 kr, og flyveturen skal bookes og betales senest 1 måned inden afrejse fra Danmark). Skulle turen aflyses på grund af dårligt vejr, refunderes beløbet efter hjemkomst.

    I dag skal vi hos kvindeorganisationen Sasane lære at lave momos, der består af let krydret fyld, der er fint pakket i en dej. De spises enten dampede eller stegte med lidt grøn salat og chili til, og fås i tre variationer, enten vegetarisk, med kylling eller oksekød.
    Organisationen Sasane arbejder for at give nepalesiske kvinder, der har været udsat for menneskehandel og tvangsarbejde, muligheden for at vende tilbage til samfundet og få et værdigt liv. Ikke kun ved at skabe jobs, men også ved at lære nepalesiske kvinder om deres rettigheder.

    Om eftermiddagen er der tid til at gå på opdagelse i Kathmandu, gå på café, shoppe, eller blot slappe af på hotellet. Man kan med fordel købe smykker, ægte silketæpper, pashmina-tørklæder, tæpper, friluftstøj, læderjakker og bukser samt kunsthåndværk og religiøse souvenirs. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Kathmandu

  • Dag 9

    Tid på egen hånd

    Vi har dagen fri på egen hånd. 

    Vi mødes om aftenen for at spise afskedsmiddag. 

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

  • Dag 10

    Hjemrejse

    Vi tager en tidlig morgenmad og kører til lufthavnen, og hjemrejsen starter.

Praktiske oplysninger

her finder du relevante oplysninger om rejser til Nepal

  • Pas og visum

    Der kræves visum til Nepal, som ansøges efter anvisning fra Viktors Farmor. Pas skal være gyldigt ½ år efter udrejse.

    Passet bør altid medbringes eller opbevares i hotellers sikkerhedsbokse. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. 

    Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet. 

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    Nepals valuta er Nepali Rupee (NPR). Der går ca. 5-6 danske kroner på 100 rupees. Der kan veksles US dollars og Euro til Nepali Rupee.
    Der findes flere banker, vekselkontorer og pengeautomater i Kathmandu og Pokhara. Sørg for at medbringe Nepali Rupees til rejsen uden for disse to byer.
    Der kan dog betales med kreditkort i restauranter og turistshops de fleste steder undervejs på rejsen.

    Ønsker du at veksle overskydende rupee om til US dollars eller Euro, når du forlader landet, er det vigtigt at gemme kvitteringerne fra banken.

  • Hoteller

    På nogle hoteller varmes vandet op med solfangere. Det kan betyde, at vandet i bruseren ikke er varmt om morgenen.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

  • Telefoni

    Telefoni. Nepal har selvvalg fra Danmark. Tryk 00977 + omr.nr + abn.nr. En dansk mobil kan som regel bruges i Kathmandu og Pokhara.

    Mange steder kan der købes et lokalt SIM kort til din mobil, hvilket gør det forholdsvist billigt at ringe hjem. Det er ligeledes billigt at ringe hjem til Danmark fra telefoner i telefonkiosker, der findes i de fleste byer. Her koster det ca. 10 kroner pr minut at ringe til et dansk fastnetnummer.

  • Elektricitet

    Elektricitet Strømstyrken er 220 volt. Der bruges samme type stik som i Danmark. Spændingen kan svinge, og der kan forekomme strømafbrydelser.

  • Drikkevand og øvrige drikkevarer

    Det frarådes at drikke vandet. Mineralvand kan købes overalt, og koster ca. 2 kr. På restauranterne koster en øl ca. 25-35 kr. og mineralvand/sodavand ca. 8-10 kr.

  • Drikkepenge

    På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. På individuelle rejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider ikke inkluderet i rejsens pris.

  • Foto

    Nepal er et paradis, når der drejer sig om billedmotiver. Vis respekt ved fotografering: Vis kameraet og smil og spørg om det er ok at tage et foto. Respekter et nej; især mange af de ældre bryder sig ikke om at blive foreviget. Militære områder, checkpoints samt lufthavne må ikke fotograferes.

  • Påklædning

    Vær opmærksom på, at nepaleserne er konservative i forhold til tøj, især i de fjerntliggende områder og bjergområder. Du vil finde, at den måde, du klæder dig på, ofte vil afgøre graden af respekt, du modtager. Sørg for at medbringe tøj, der dækker skuldre og knæ. Du bør ikke gå i korte nederdele/ bukser eller t-shirts uden ærmer. Husk at tage skoene af, inden du går ind i et tempel eller privat hjem. Der er stor forskel på dags- og nattetemperaturen, så sørg for at have varmt tøj til om aftenen og morgenen.

  • Indkøb

    Man kan med fordel købe smykker, ægte silketæpper, pashmina-tørklæder, læderjakker og bukser samt religiøse souvenirs. Priserne er meget rimelige. Der skal ofte tinges om prisen.

  • Bagage

    Medbring højst 20 kg. Bagagen bør ikke være tungere, end at man til enhver tid kan bære den selv. Der er som regel mulighed for at vaske tøj på de hoteller, hvor vi overnatter mere end en gang.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima

    Det bedste rejsetidspunkt er midt i september til midt i maj. Det er generelt koldest i december og januar og varmest i maj og juni. Se særskilt punkt for særlige oplysninger om rejsen Nepal kun for kvinder.

  • Tidsforskel

    Når vi har sommertid her i Danmark er Nepal 3 timer og 45 minutter foran os. I vintertiden er tidsforskellen + 4,45 timer.

  • Transport

    Nepal er et tredje verdens land med alt hvad det indebærer. Trafikken kan være ret kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde mm. Indenrigsfly flyver ikke altid lige til tiden.

    Der kræves en god portion overbærenhed ved rejser i Nepal. Livsstilen er meget langt fra den europæiske perfektionisme.

  • Etikette

    Den venstre hånd anses for uren. Derfor bør du huske at bruge din højre hånd til at give, modtage, give hånd og spise (hvis der ikke er bestik). Du bør også bemærke, at kysse og holde hånd generelt ikke er acceptabelt, selvom du vil se nepalesiske mænd holde hinanden i hænderne (dette er et tegn på venskab eller 'broderskab' i stedet for seksualitet). Du bør også undgå at pege på og røre ved folk med dine fødder.

  • Toiletpapir, kleenex og vådservietter

    Toiletpapir, kleenex og vådservietter er altid gode at have med i tasken. Det sker, at der på restauranter o.lign. findes toiletter, hvor der ikke er papir. På mange hoteller og offentlige toiletter står der affaldsspande til toiletpapir. Det må ikke smides i toilettet, da kloaksystemet i Nepal ikke er beregnet til det.

  • Hold styr på maven

    Vi skal være 14 dage i en anderledes kultur mht. mad og drikke, og det sker, at nogen får problemer med maven. Så det kan være en god ide, at tage en effektiv "stopmedicin" med. Det kan købes på apoteket i håndkøb, eller efter samråd med lægen.

  • Småproviant

    Danske maver kan være "utålmodige". Tag lidt müsli barer, kiks, rosiner eller lignende med i tasken, som kan suppleres op undervejs. Vi har nogle køreture i bussen, hvor det måske er rart med lidt til maven.

  • Særligt for Rejser kun for kvinder

    Klima og påklædning

    En af de helt store oplevelser på rejsen er den enestående kvindefestival Teej. Den falder i slutningen af den såkaldte monsun (regntid), som varer fra medio juni til medio september måned. Det kan derfor godt betale sig at medbring et regnslag eller en lille paraply. Derimod er det for varmt til egentlig regntøj eller gummistøvler. Et par åbne sandaler, gerne med skridsikker sål, er ofte det mest behagelige. At det er regntid betyder ikke, at det er gråvejr og regner hele dagen. Det meste af nedbøren kommer nemlig om natten og tidlig på morgenen. Om dagen er der derimod ofte varmt og solskin med omkring 25-30 grader. Men der kan forekomme kraftige regnskyl, som betyder, at der må laves små ændringer i programmet undervejs. Til gengæld vil vi møde færre turister og dermed få en mere autentisk oplevelse. Regntiden medfører højere luftfugtighed, som kan medføre, at ting lugter lidt mørbanket og kan føles lidt fugtigt.

    Vær opmærksom på, at nepaleserne er konservative i forhold til tøj. Du vil finde, at den måde, du klæder dig på, ofte vil afgøre graden af respekt, du modtager. Det anbefales at medbringe tøj, der dækker skuldre og går ned til knæene. Det er ikke velset at gå i korte nederdele/ bukser eller t-shirts uden ærmer. Du vil dog på rejsen møde turister i Kathmandu, der har valgt ikke at tage hensyn til dette. Og nepaleserne er efterhånden ved at vænne sig til det. Husk at tage skoene af, inden du går ind i et tempel eller privat hjem.

    Elektricitet

    Et af de største problemer i Kathmandu er at sikre en fast og stabil forsyning af elektricitet til hele byen. Man har derfor indført såkaldte ”planlagte strømafbrydelser, hvor hvert område efter et fast skema ikke har elektricitet”. De større hoteller og nogle af turistrestauranterne har deres egen generatorer, som sikrer en fast strømforsyning. Vi vil derfor, når vi er på hotellet og de større restauranter ikke mærke meget til det. Ikke desto mindre kan det være en god ide at medbringe en lille pandelampe eller lommelygte som en back up bare for at være på den helt sikre side.

    Indkøb

    Nepal er nok mest kendt for pashmina sjaler, som findes i alle farver og størrelser. Nepalesere er kendt som nogen af verdens bedste skræddere, og man kan få håndsyet tøj til meget rimelige penge, tegnet efter billeder eller fotos man selv medbringer. Desuden kan man købe flotte silke- og bomuldsstoffer i metermål. Det kan derfor være en god ide på forhånd at skimte dameblade og modemagasiner igennem for tøj, man gerne vil have syet. Af øvrige ting, som er værd at købe, kan nævnes te, sølvsmykker, håndlavet rispapir, div. træudskæringer, religiøse statuer og de flotte mandala (en særlig form for håndlavede buddhistiske tegninger).

    Foto

    Der er mange søde fotogene aber ved templerne, og de kan være meget nærgående. Derfor er det vigtigt ikke at spise eller drikker i nærheden af dem (eller at have mad i tasken), når vi besøger templerne.

     

     

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Kikkert (ikke pigetur)
    • Varmt tøj, fleece og vindjakke (ikke pigetur)
    • Vandresko eller -støvler (ikke pigetur)
    • Solbriller samt kasket eller solhat
    • Myggespray
    • Solcreme
    • Vækkeur
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Salttabletter
    • Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
    • En rulle toiletpapir eller kleenex
    • Lommelygte (evt. pandelampe) + batterier (elektriciteten kan være ustabil)

    Særligt for pigetur:

    • Regnslag eller lille paraply
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne fore rejser til Nepal.