Albanien og Kosovo
Gamle traditioner og storslået natur midt på Balkan
Albanien er et af Europas mest solbeskinnede lande. Citrus og vinstokke trives her, og baglandet byder på højtragende bjerge og frodige skove. Og så er der Kosovo - Europas yngste stat, hvor den rige historie møder os ved skæringspunktet mellem den serbisk-ortodokse kristendom og den albanske islam.
Priser fra
12.990 kr.
Max. 20 deltagere
8 dages rejse
Start din rejse her
Albanien har i mange år været et lukket og isoleret land under det kommunistiske styre. Byzantinsk kristendom, 500 års islamisk besættelse og ateismen under kommunismen har skabt en kultur, hvis lige ikke findes andre steder i Europa.
Vi begynder i Tirana, hovedstaden, hvor Skanderbeg-pladsen og det imponerende BUNK'ART1-museum tager os med på en rejse ind i landets komplekse fortid og dybt ned i en gigantisk underjordisk bunker.
Et andet højdepunkt på rejsen er Valbonë-dalen, som ligger i det nordlige Albanien. Her findes noget af den mest uspolerede og skønne natur i hele Europa med rislende vandløb og en frodig grøn natur.
I Kosovo oplever vi Prizrens gamle bydel med osmannisk arkitektur, moskéer og den gamle stenbro over Bistrica-floden. Vi besøger også det serbisk-ortodokse kloster Visoki Dečani, der er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste og kendt for sine velbevarede middelalderlige fresker.
5 gode grunde til at rejse til Albanien og Kosovo med Viktors Farmor:
- Udforsk Tirana med Skanderbeg-pladsen og BUNK'ART1-museet - en gigantisk underjordisk bunker
- Sejl på Koman-søen, der regnes for at være blandt de flotteste sejlruter i verden
- Nyd den charmerende gamle bydel i Prizren, Kosovo
- Opdag den uspolerede natur i Valbonë-dalen
- Vandr ud blandt de højtragende tinder i De Albanske Alper
Dagsprogram
-
Dag 1
Ankomst til Tirana og byrundtur
Vi flyver fra Danmark til Albaniens hovedstad, Tirana, hvor vi indkvarteres på vores hotel.
På en guidet gåtur gennem centrum kommer vi blandt andet til den historiske Skanderbeg-plads. Pladsen er opkaldt efter den albanske nationalhelt Gjergj Kastrioti Skënderbeu, der kæmpede mod Det Osmanniske Rige i det 15. århundrede. Vi ser også den farverige Et'hem Bey-moské samt det imponerende Nationalhistoriske Museum udefra.
Om aftenen mødes vi til en fælles velkomstmiddag på en lokal restaurant og får vores første bekendtskab med det albanske køkken.
Vi har to overnatninger i Tirana.
Måltider: Aftensmad
Overnatning: Tirana
-
Dag 2
Besøg i Hoxhas bunker, Dajti-bjerget og vandring
Efter morgenmaden besøger vi BUNK'ART1, som er en af Tiranas mest interessante seværdigheder. Museet fortæller historien om Albaniens tidligere kommunistiske diktator Enver Hoxha og hans regime.
Museet er indrettet i en enorm underjordisk bunker, som Hoxha lod opføre i 1970'erne. Bunkeren blev designet til at beskytte landets kommunistiske ledere i tilfælde af et angreb på Albanien. BUNK'ART1 strækker sig over flere etager under jorden, og indenfor fortæller udstillinger, installationer og genstande om landets historie og livet under kommunismen.
Senere på dagen tager vi en kabelbane til det højeste punkt af Dajti-bjerget, cirka 1.600 meter over havets overflade, hvor vi får en imponerende panoramaudsigt over Tirana. Turen tager omkring 15 minutter. Vi får en frokost her med en fantastisk udsigt over landskabet, inden vi begiver os ud på en rolig vandretur i området.
Tilbage i Tirana er resten af eftermiddagen og aftenen fri. Man kan eksempelvis besøge kvarteret Blloku, som under kommunismen var forbudt for offentligheden og kun tilgængeligt for Hoxha og partiets elite. I dag er Blloku forvandlet til et livligt område med et stort udvalg af caféer, restauranter og butikker, og da aftensmaden i dag er på egen hånd, er det et ideelt sted at finde noget at spise.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Tirana
-
Dag 3
Fra Tirana mod Rubik og videre til Kosovo og Prizren
Vi forlader Tirana og sætter kursen nordpå mod Kosovo. Undervejs gør vi stop i den tidligere mineby Rubik, der ligger ved Fan-floden, samt på den nye hovedvej, der forbinder Albanien og Kosovo.
Her besøger vi Info Kulla, som er et informations- og etnografisk center opført med inspiration fra de traditionelle albanske tårnhuse, kulla. Vi ser også Rubiks middelalderlige klosterkirke, der ligger højt over floden og blandt andet er kendt for sine gamle fresker. Endelig ser vi resterne af det tidligere kobberværk, der engang spillede en vigtig rolle for byen.
Besøgene fortæller tilsammen om forskellige perioder af Rubiks historie og om de store forandringer, som Albanien har gennemgået.
Vi spiser frokost i Rubik og fortsætter derefter mod Kosovo. Kosovo løsrev sig fra Serbien i 2008, og selv om mere end 100 lande, herunder Danmark, har anerkendt den nye stat, så er den ikke anerkendt af FN og heller ikke af Serbien, som fortsat betragter landet som en del af sit eget territorium. Kosovo er meget bjergrigt og 40 % af landet er dækket af skov. Langt størstedelen af befolkningen er kosovoalbanere.
Vi kører til den hyggelige by Prizren, som ligger ved foden af Šar-bjergene. Byen har gennem århundreder været hjemsted for forskellige folkeslag og religioner, og det ses stadig tydeligt i arkitekturen.
På en guidet tur går vi gennem den gamle bydels brostensbelagte gader med osmanniske huse, moskéer og ortodokse kirker. Vi ser blandt andet den smukke Sinan Pasha-moskée, ruinerne af Prizrens fæstning og den karakteristiske stenbro over Bistrica-floden.
Byen var et yndet udflugtsmål for NATO-soldater og FN-diplomater, der var udstationerede i Kosovo i årene efter Balkankrigen. Prizren oser af charme, og man kan nyde en gåtur rundt i den gamle bydel og opleve osmannisk arkitektur, når det er bedst.
Efter byrundturen er der mulighed for at gå på opdagelse i den gamle bydel på egen hånd. Aftensmaden er også på egen hånd, og vores centralt beliggende hotel gør det nemt at finde en restaurant i byen.
Vi har to overnatninger i Prizren.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Prizren
-
Dag 4
Kvindekooperativ eller vingård og Visoki Dečani
Formiddagen er fri til at nyde Prizren i eget tempo. Man kan bl.a. slå sig ned på en café ved Shadërvan-pladsen, gå gennem den gamle bydels små gader eller tage turen op til fæstningen med udsigt over byen.
Senere kører vi mod Rahovec, der er Kosovos vigtigste vinområde. Her ligger vinmarker og frugtplantager spredt i det bakkede landskab omkring landsbyen Krushë e Madhe.
Afhængigt af årstiden besøger vi enten kvindekooperativet i Krushë eller en lokal vingård i Rahovec-området.
Kvindekooperativet har en helt særlig historie. Efter krigen i Kosovo stod mange af landsbyens kvinder tilbage uden deres mænd og med et stort behov for at skabe et nyt levebrød. En af dem var Fahrije Hoti, som tilbage i 1999 blev tvunget til at flygte fra sit hjem i den lille landsby Krushë. Hun søgte tilflugt i de nærliggende bjerge og fandt senere sikkerhed i nabolandet Albanien. Serbiske militærstyrker under ledelse af præsident Slobodan Milošević havde invaderet landsbyen, adskilt mændene fra deres familier og skabt kaos. Et par måneder senere, i juni 1999, vendte Hoti tilbage til Krushë efter et 78 dage langt NATO-luftangreb, der havde drevet Miloševićs hær ud af Kosovo.
Hoti havde sine børn med, men blev mødt af ødelæggelse. Hendes hjem var brændt ned, og hele landsbyen lå i ruiner. De fleste kvinder i området var nu blevet krigsenker. Hoti var fast besluttet på at skabe en ny fremtid for hende selv, men også for landsbyens andre kvinder, og hun startede derfor et lille kooperativ, hvor hun begyndte at producere og sælge hjemmelavede varer fra familiens farm. I dag eksporteres produkterne fra Hotis kooperativ til flere lande. Et af produkterne er ajvar, der fremstilles af grillede røde peberfrugter. Kvindernes historie blev senere skildret i den prisbelønnede film fra 2021 "I Solsortens land".
Er aktiviteten på kooperativet begrænset på tidspunktet for vores besøg, besøger vi i stedet en traditionel vingård i Rahovec-området. Her hører vi om områdets vinproduktion og smager på nogle af vinene.
Vi spiser en lokal frokost enten hos kooperativet eller på vingården.
Efter frokosten fortsætter vi til det enestående serbisk-ortodokse kloster Visoki Dečani. Klosteret blev opført i 1327 af den serbiske konge Stefan Dečanski, som også er begravet her. Visoki Dečani har den største katedral i Kosovo og er kendt for sin byzantinsk-romanske arkitektur og de mere end 1.000 middelalderlige fresker, der pryder kirkens indre vægge. I 2004 blev Visoki Dečani optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til Prizren. Aftenen og aftensmaden er på egen hånd.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Prizren
-
Dag 5
Gjakovas gamle bazar, mod Valbonë og De Albanske Alper
Vi tager afsked med Prizren og sætter kursen mod De Albanske Alper. Inden vi forlader Kosovo, gør vi stop i Gjakova.
Her går vi gennem byens gamle bazar, Çarshia e Vjetër, der er blandt de største og bedst bevarede osmanniske bazarområder på det vestlige Balkan. Området har gennem århundreder været centrum for handel og håndværk, og langs de gamle handelsgader findes stadig traditionelle værksteder.
Vi besøger også Hadum-moskéen, der blev opført i slutningen af 1500-tallet og er et af Gjakovas vigtigste osmanniske bygningsværker.
Herefter går turen tilbage til Albanien. Vi skal helt op i det nordøstlige hjørne af Albanien, hvor landet grænser mod Kosovo og Montenegro, for her ligger Valbonë-dalen omgivet af De Albanske Alper.
Gennem tiderne har området haft ry for at være utilgængeligt. I dag er det lettere at komme dertil, og det kommer bag på mange besøgende, at der findes et så uspoleret og naturskønt område i Europa.
Vi indkvarteres på vores hotel, får tid til at nyde omgivelserne og om aftenen spiser vi sammen på hotellet.
Vi har to overnatninger i Valbonë.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Valbonë
-
Dag 6
Vandring i Valbonë-dalen
Dagen er afsat til at opleve Valbonë-dalen til fods.
Efter morgenmaden gennemgår lokalguiden dagens rute, inden vi begiver os afsted fra landsbyen Valbonë, der ligger i cirka 920 meters højde.
De første kilometer stiger ruten roligt gennem et område med traditionelle stenhuse. Efter cirka halvanden kilometer forlader vi grusvejen og fortsætter ad en skovsti. Efterhånden som vi kommer højere op, åbner der sig udsigter over dalen og bjergene omkring os.
Vi når den lille bjerglandsby Kukaj i cirka 1.100 meters højde. Herfra har vi udsigt mod Rosi-bjerget og kan i det fjerne se i retning af stierne mod Jezerca, der er det højeste bjerg i det nordlige Albanien.
Vi tager os tid til et kaffestop undervejs på turen, inden vi fortsætter ad den gamle sti tilbage mod Valbonë. Efter vandringen indtager vi frokosten på et guesthouse i dalen, og vi er tilbage ved hotellet midt på eftermiddagen.
De, der ikke ønsker at deltage i vandringen, kan blive på hotellet om formiddagen og nyde omgivelserne. Senere kan der arrangeres transport fra hotellet til frokostrestauranten, for de som ønsker at deltage i frokosten med den øvrige gruppe.
Resten af eftermiddagen er fri til at slappe af på hotellet og nyde omgivelserne.
OBS. Dagens vandring er cirka 5 kilometer og tager omkring 4-5 timer. Vi går cirka 431 højdemeter op og 74 højdemeter ned. Ruten går til tider ad ujævne stier og kræver almindelig god kondition, gode vandrestøvler, lag på lag tøj og en lille dagsrygsæk.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Valbonë
-
Dag 7
Bådtur på Koman-søen - en af verdens smukkeste sejlture og Krujë
Vi forlader Valbonë og sætter kursen mod Koman-søen, hvor en af rejsens helt store naturoplevelser venter.
Vi stiger ombord på en færge og sejler på langs af Koman-søen, en tur på cirka to-tre timer. Koman-søen blev dannet ved opdæmning af Drin-floden i slutningen af 1970'erne for at øge Albaniens energiproduktion. Søen strækker sig over 34 kilometer og dækker et areal på 13 kvadratkilometer og ligger omgivet af stejle bjergsider og skovklædte skråninger. Undervejs passerer vi små bebyggelser i det ellers tyndt befolkede bjerglandskab.
På sejlturen passerer vi bjerge på op til 1.500 meters højde og kommer gennem dybe, smukke og sammenhængende søer. Der er næsten ingen tegn på menneskelig aktivitet langs bredderne – selvom færgen lejlighedsvis lægger til og sætter nogle hårdføre bønder af, der fortsætter med at klatre op ad de stejle bakker til deres skjulte landsbyer.
Efter færgesejladsen fortsætter vi til Mrizi i Zanave i Fishtë-dalen syd for Shkodër. Den anerkendte gårdrestaurant er blandt Albaniens mest kendte gastronomiske destinationer og har været med til at sætte landets agroturisme på landkortet. Her bygger køkkenet på lokale råvarer, sæsonens produkter og et tæt samarbejde med områdets landmænd. Der er mulighed for at spise frokost på egen hånd.
Bagefter kører vi videre til Krujë, der er en vigtig by i albanernes historie. Her havde Albaniens store nationalhelt Skënderbeu, eller Skanderbeg, sit hovedsæde i kampen mod Det Osmanniske Rige i det 15. århundrede.
Vi besøger borgområdet, hvor Skanderbeg-museet blev indviet i 1982. Museet er opført inden for murene af den gamle borg og tegnet af arkitekterne Pirro Vaso og Pranvera Hoxha, datter af Albaniens daværende kommunistiske leder Enver Hoxha. Derefter går vi gennem Krujës gamle bazar, Pazari i Vjetër. Langs den brostensbelagte gade ligger små butikker og værksteder med blandt andet tæpper, kobbervarer og traditionelt kunsthåndværk.
Om aftenen samles vi til en fælles afskedsmiddag på hotellet.
OBS. I april er færgesejladsen ikke altid opstartet, hvorfor sejlads vil ske i en anden båd, og dagsprogrammet vil ændres i forhold til bådafgang.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Krujë
-
Dag 8
Hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi fra Krujë til Tiranas lufthavn, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.
Måltider: Morgenmad
Hvad siger vores gæster
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Albanien
-
Pas og visum
Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Albanien og Kosovo i op til 90 dage. Passet skal være gyldigt i mindst 3 måneder udover rejsens varighed.
Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med enten fysisk eller digitalt. Den opbevares et andet sted end selve passet.
På denne rejse indsamles der ikke pasinformation.
-
Vaccination
Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe (tetanus) og difteri ved rejser til Albanien og Kosovo.
-
Valuta
Valutaen i Albanien er albanske lek (ALL) og valutaen i Kosovo er euro (EUR).
Det anbefales at medbringe et mindre beløb i USD eller EUR, som kan veksles til lokal valuta ved ankomsten som et supplement til kreditkort. Begge valutaer kan veksles i lufthavnen ved ankomsten.
Kreditkort accepteres i stigende grad på større restauranter i Albanien. I Kosovo er kortbetaling generelt accepteret på de fleste restauranter. Der findes hæveautomater i byerne, hvor det er muligt at hæve albanske lek i Albanien og euro i Kosovo. Vær opmærksom på at den lokale bank/ATM kan opkræve et gebyr.På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris.
Øvrige drikkepenge betales af de rejsende. På restauranter er det normalt at give omkring 5-10 % i drikkepenge, for eksempel ved køb af drikkevarer eller måltider. Det anbefales desuden at give stuepersonalet et mindre beløb svarende til ca. 1 USD/EUR pr. overnatning. Får man båret sin bagage til hotelværelset, er det ligeledes kutyme at give et mindre beløb svarende til ca. 1 USD/EUR.
Som en generel rettesnor koster et måltid på en almindelig restaurant ca. 50-80 kr. En flaske vand eller sodavand koster typisk ca. 10-15 kr., en øl ca. 15-25 kr. og en kop kaffe ca. 10-15 kr. Priserne varierer afhængigt af sted og standard.
-
Fysisk form og deltagelse
For at deltage i rejsens program skal man være i almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede. Det forventes, at man kan holde et gangtempo på 4 km/t på fladt underlag, som svarer til en rolig, jævn gang. Man kan sammenligne det med én kilometer på ca. 15 minutter. Derudover skal man være selvhjulpen både fysisk og psykisk.
På rejsen skal man kunne gå op til 5 km i løbet af de enkelte dage for at kunne deltage i hele programmet.
Hvis rejselederen vurderer, at man ikke har de nødvendige forudsætninger for at deltage i et programpunkt, skal det respekteres. Her er man ikke berettiget til kompensation.
Det forventes, at alle deltagere møder medrejsende, rejselederen, lokalbefolkningen, samarbejdspartnere, guider og chauffører med respekt, ordentlighed og åbenhed.
-
Klima
Albanien og Kosovo har et tempereret klima med varme somre. I april-maj ligger dagtemperaturerne typisk omkring 15-22 °C og nattetemperaturerne omkring 5-12 °C. I juli er det betydeligt varmere med typisk 25-32 °C om dagen og 15-20 °C om natten. I september-oktober ligger dagtemperaturerne typisk omkring 16-25 °C og nattetemperaturerne omkring 7-15 °C.
Sommeren er generelt tørrest, mens der især forår og efterår kan forekomme regnbyger. Kosovo og bjergområderne ligger højere og er typisk køligere end de lavereliggende dele af Albanien. Vinden er som regel let til moderat.
-
Påklædning
Det anbefales at bære løstsiddende tøj på grund af varmen særligt i juli. Medbring eventuelt lag-på-lag tøj til at tage højde for temperaturforskelle.
Medbring desuden solbeskyttelse i form af en kasket/solhat, solbriller, solcreme med høj faktorbeskyttelse mm.
Der er generelt ikke særlige krav til påklædningen i Albanien og Kosovo. Man kan udmærket gå med almindelige t-shirts, shorts og nederdele til daglig. Ved besøg i kirker, klostre og moskéer bør man dog være respektfuldt påklædt og som udgangspunkt dække skuldre og knæ.
Det er ikke nødvendigt at bære hovedbeklædning til daglig, men ved nogle besøg i moskéer skal kvinder dække håret med et tørklæde. Det er derfor en god idé at medbringe et tørklæde.
-
Bagage
Vigtig medicin bør altid medbringes i håndbagagen. Medbringer man receptpligtig medicin, skal navnet på recepten stemme overens med navnet på flybilletten.
Det kan være en god idé at pakke tandbørste samt lidt ekstra tøj og undertøj i håndbagagen, så man er forberedt, hvis den indtjekkede bagage bliver forsinket. Rejser man flere sammen, kan man med fordel fordele noget af tøjet mellem kufferterne, så man ikke står helt uden tøj, hvis en kuffert bliver forsinket.
Vandrestave skal altid pakkes i den indtjekkede bagage. E-cigaretter, lithiumbatterier og powerbanks må derimod kun medbringes i håndbagagen. Powerbanks må som udgangspunkt højst have en kapacitet på 100 Wh (ca. 27.000 mAh), og mange flyselskaber tillader højst to powerbanks pr. person. Vær opmærksom på, at det enkelte flyselskab kan have strengere regler.
Forslag til hvad man med fordel kan medbringe på rejsen:
- Vigtig medicin og evt. anden personlig medicin i original emballage
- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
- Medicin mod transportsyge
- Sårrens eller antibakterielt middel til små sår og rifter
- Lille førstehjælpssæt og vabelplaster
- Håndsprit, vådservietter og papirlommetørklæder
- Gode og behagelige sko, vandresko el. vandrestøvler og sandaler
- Praktisk tøj, gerne efter lag-på-lag-princippet
- Lun trøje eller let jakke
- Tynde langærmede skjorter/bluser og lange bukser
- Regntøj eller regnponcho, evt. paraply
- Tørklæde til besøg i moskeer (kvinder)
- Solhat eller kasket
- Solbriller
- Solcreme med høj beskyttelse
- Insektspray
- Læbepomade
- Lille dagsrygsæk
- Evt. drikkeflaske
- Evt. kikkert
- Evt. lommelygte eller pandelampe
- Evt. powerbank
- Evt. vandrestave
- Evt. badetøj
- Evt. lille badehåndklæde
- Evt. ørepropper
- Evt. rejseadapter
- Evt. plastposer til beskyttelse af elektronisk udstyr
-
Telefoni og internet
Ved rejser uden for EU anbefales det, at man tjekker sit mobilabonnements udlandspriser, da priserne for data og opkald kan være meget høje. Hvis abonnementet ikke dækker destinationen, kan man slå dataroaming og mobildata fra og benytte wi-fi, hvor det er muligt.
Hvis telefonen er eSIM-kompatibel, kan man købe mobildata hjemmefra via f.eks. Airalo eller Greentel og være online efter ankomst uden at skifte fysisk simkort. Man bør dog være opmærksom på, at dækningen kan være begrænset i mere afsidesliggende områder og bjergområder.
-
Elektricitet
Man bruger 230 V og 50Hz i Albanien og Kosovo, som i Danmark.
Du kan få et overblik over stikkontakter i udlandet her.
-
Tidsforskel
Der er ingen tidsforskel mellem Danmark, Albanien og Kosovo.
-
Fotografering
Vis respekt, når man fotograferer personer. Vis kameraet, smil og spørg, om det er i orden at tage et billede. Respekter altid et nej. Ved fotografering af børn er det god skik at spørge en voksen først. Undgå at fotografere militære og politimæssige installationer særligt i Kosovo.
Der kan være særlige regler for fotografering ved blandt andet religiøse steder og ceremonier. Lokalguiden vil informere om dette på rejsen.
Hvis man medbringer droner, er det den rejsendes eget ansvar at sætte sig ind i de lokale regler for indførelse og brug af droner.
-
Mad
Det lokale køkken er præget af smagsindtryk fra blandt andet Tyrkiet, Grækenland og Balkan. Grøntsager, kød og mejeriprodukter spiller en central rolle, og mange retter er enkle og tilberedt med lokale råvarer.
Maden er ofte mere simpel end man er vant til herhjemme og består typisk af kød, grøntsager, brød og forskellige retter med ost og andre mejeriprodukter.
Vestlig/international mad findes især i de større byer.
Kosthensyn
Mange af måltiderne på rejsen er forudbestilte, og det kan derfor være vanskeligt at foretage ændringer undervejs. Hvis du har særlige kostbehov, såsom vegetar, veganer eller pescetar, eller har allergier, bedes du informere os om det i god tid og senest fire uger før afrejse ved at sende en e-mail til info@viktorsfarmor.dk. Henvis gerne til dit fakturanr.Vi sørger for, at vores samarbejdspartnere får dine kostbehov og gør vores bedste for, at der bliver taget hensyn til dem. Vi kan dog ikke garantere, at alle særlige kostbehov og allergier kan imødekommes, da mulighederne varierer fra sted til sted. Ved særlige kostbehov kan udvalget være begrænset. Ved vegetarisk kost kan det eksempelvis betyde, at de almindelige retter blot serveres uden kød.
-
Drikkevand
Man bør ikke drikke vand fra hanen. Vælg filtreret vand eller vand fra forseglede flasker. I bjergene bliver vandet tappet fra kilderne og er efter vores bedste overbevisning sikkert at drikke.
-
Alkohol
Øl, vin og andre alkoholiske drikke kan købes på de fleste hoteller og mange restauranter. Priserne er ofte lavere end i Danmark. På nogle lokale restauranter serveres der ikke alkohol, og her vil udvalget af drikke typisk bestå af vand, sodavand, te og kaffe.
-
Sundhed
Det anbefales at medbringe medicin mod maveinfektion. Man bør rådføre sig med egen læge inden afrejse.
Det anbefales yderligere at medbringe medicin mod transportsyge.
Små sår og rifter bør renses og desinficeres hurtigst muligt med sårrens eller et antibakterielt middel for at forebygge infektion.
Hvis man medbringer medicin mærket med en rød advarselstrekant til lande uden for Schengen-området (Albanien er ikke med i Schengen), bør man henvende sig til ambassaden for det land, man rejser til, for at høre hvilke krav, der gælder. Ambassaden vil oftest henvise til egen læge, som kan skrive en engelsksproget lægeattest med ens personlige oplysninger, pasnummer samt navn og styrke på medicinen.
Pillepas er et gratis dokument man skal bruge, hvis man rejser til eller gennem et Schengen-land med medicin, der har en euforiserende virkning. Passet gælder i maksimalt 30 dage og udstedes på det apotek, hvor man køber medicinen. Det kan også bestilles digitalt via borger.dk. Går rejsen via et Schengenland på vej til Albanien er pillepas påkrævet.
-
Indkøb
Man kan med fordel købe lokalt kunsthåndværk (vævede tekstiler, broderier, træarbejde, keramik og lokale fødevarer mm). I butikker er priserne normalt faste, mens der er mulighed for at forhandle lidt på markeder.
-
Forsikring
Danske statsborgere er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort i Albanien og Kosovo. Det anbefales derfor at tegne en rejseforsikring inden afrejse til Albanien og Kosovo.
-
Flyrejsen
På rejsen til Albanien og Kosovo benyttes ofte direkte flyvning med enten Norwegian eller SAS, men rejsen kan også være med mellemlanding eksempelvis via Wien med Austrian Airlines.
Ønsker man at sikre sig et bestemt sæde på forhånd, er det i nogle tilfælde muligt at tilkøbe sæder direkte hos flyselskabet. Dette afhænger dog af tilgængelighed. Hvis det ikke lykkes at vælge sæde efter eget valg på forhånd, så kan man altid spørge ved check-in skrankerne i lufthavnen.
-
Transport
Albanien og Kosovo har en anden infrastruktur og transportstandard, end man er vant til fra Danmark. Komforten kan variere, men Viktors Farmor benytter de bedste transportmidler, der er til rådighed lokalt.
De større veje er for det meste asfalterede, mens mindre veje kan være smalle, snoede og ujævne. Dårligt vejr, vejarbejde, vejforhold og trafik kan medføre forsinkelser og ændringer i rejseplanen. De angivne køretider er derfor vejledende. Man bør være indstillet på, at transporten kan tage længere tid end forventet.
-
Indkvartering
Der benyttes som udgangspunkt turistklassehoteller, som er udvalgt med fokus på kvalitet, beliggenhed og service. Man bør dog være indstillet på, at standard, vedligeholdelse, service og hotelfaciliteter kan variere og ikke altid svarer til danske forhold.
På centralt beliggende hoteller kan der desuden forekomme trafikstøj. Det kan være en god idé at medbringe ørepropper, hvis man er følsom over for trafikstøj.
-
Toiletforhold
På hotellerne er der vestlige toiletter med rindende vand og toiletpapir.
På køredage kan det være nødvendigt at benytte toiletter ved eksempelvis tankstationer. Standarden kan være enkel, og rindende vand og toiletpapir er ikke altid tilgængeligt. Det kan derfor være en god idé at medbringe servietter og håndsprit.
-
Ramadan
En rejse under ramadanen giver mulighed for at opleve en af islams vigtigste højtider på nært hold.
Under ramadanen faster mange muslimer fra daggry til solnedgang. Fasten er en handling præget af hengivenhed, selvkontrol og åndelig fordybelse og omfatter blandt andet mad, drikke og rygning. Ved solnedgang brydes fasten med iftar, hvor familier og venner samles om et måltid.
I Albanien er en stor del af befolkningen muslimsk, men landet er religiøst blandet, og ramadanen præger normalt ikke restauranter, seværdigheder og byliv i særlig grad.
Blandt andet børn, syge og rejsende kan være undtaget fra fasten, og som besøgende forventes man heller ikke at faste. Det er dog god skik at vise hensyn til dem, der faster, eksempelvis ved så vidt muligt at undgå at spise og drikke synligt foran dem.
Viktors Farmors lokalguider følger forholdene og tilpasser programmet, hvis det bliver nødvendigt.