Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       trustpilot-viktorsfarmor

Kazakhstan og Kirgisistan

Kultur og natur i hjertet af Asien

Det gigantiske stepperige Kazakhstan er på størrelse med hele Vesteuropa og er grundlagt af Genghis Khans mongolske horder. Her lever aktive nomader på steppen side om side med moderne byboere. Nomader ses også overalt i bjerglandet Kirgisistan, som har meget tilfælles med Kazakhstan.

Priser fra

18.990 kr.

Max. 16 deltagere

11 dages rejse

Start din rejse her

Der er alligevel store variationer i kultur og samfund i de to lande. Farvenuancer i sort, hvidt, lilla og grønt kæmper mod hinanden i bjerglandskaberne. Og mens kazakherne er blevet mere europæiserede og russiske gennem tiden, er kirgiserne nærmere kinesere og tyrkere.

Rejsen begynder i Kazakhstans tidligere hovedstad Almaty – æblernes by, der ligger svalende og skyggefuld ved foden af bjergene. Vi rejser straks ud i bjergene, bor i gæstehuse og oplever nogle af kæmpelandets flotte nationalparker med ørne og smukke bjergsøer.

I Kirgisistan er naturen ikke mindre storslået, og der er solskin mere end 200 dage om året. Temperaturerne i lavlandet kan nå op på 40 grader. I bjergene, som udgør 90 procent af landet, omkring 20 grader.

Du kan glæde dig til at bo i filttelt blandt nomader og besøge en familie, der jager med ørne. Blandt højdepunkterne er De Syv Tyres Kløft og det næsten blodrøde Broken Heart Bjerget. Måske taber du selv dit hjerte til disse smukke lande.

5 gode grunde til at rejse til Kazakhstan og Kirgisistan med Viktors Farmor:

  • Oplev ægte eventyr udenfor alfarvej
  • Nyd Almaty-regionen i Kazakhstan og Issyk-Kul søen i Kirgisistan
  • Sov en nat i en traditionel kirgisisk jurt (et telt lavet af filt), som er både behagelig om sommeren og varm om vinteren
  • Opdag smukke søer, golde stepper og vulkanske bjerge
  • Kom op på toppen af de berømte syngende sandklitter og lyt til ”sangen”

Dagsprogram

  • Dag 1

    Afrejse fra København

    Vi flyver fra København til Almaty via Istanbul.

  • Dag 2

    Ankomst til Kazakhstan - Almaty byrundtur

    Vi ankommer til Almaty, Kazakhstans tidligere hovedstad. Navnet betyder æblernes by, opkaldt efter de mange æblelunde.

    Vi indkvarteres på hotellet, og efter et hvil begynder vores byrundtur i Almaty. Vi besøger Panfilov parken, der er en mindepark for den særlige Panfilov-brigade, der bragte store ofre under 2. verdenskrig.

    Vi skal også se den rigt udsmykkede Zenkov katedral. Den hører også til blandt de smukkeste ortodokse kristne kirker i det ellers muslimske Centralasien.

    Vi afslutter byrundturen på den grønne basar med at se på lokale produkter som filt, kød, grøntsager mm. 

    Vi spiser aftensmad på en restaurant ude i byen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Almaty

  • Dag 3

    Almaty - Altyn Emel Parken

    Vi starter dagen med at få et indtryk af landets historie, folk og nomadekultur på Statens Historiske Museum og den Republikanske Plads.

    Vi kører herefter østpå til den store nationalpark, Altyn Emel, der ligger knap 4 timer fra Almaty. Dagens køretur er på ca. 250 km. Vi medbringer en frokostpakke, som vi spiser undervejs.

    Sidst på eftermiddagen når vi frem til landsbyen Basshi, hvor vi bliver indkvarteret og mødes herefter til aftensmad i restauranten. 

    Måltider: Morgenmad, frokostpakke og aftensmad

    Overnatning: Basshi

  • Dag 4

    Altyn Emel med syngende sand

    Vi tager på tur til Altyn-Emel nationalparken. Vi starter med at køre til Aktau og Katutau bjergene, et meget naturskønt sted. Vi ser den storslåede natur omkring disse bjerge, der samtidig udgør grænsen op mod det bjergrige Kirgisistan. Her er spændende og smukke bjergformationer i et væld af grønne, blå, røde og hvide farver. Nogle af de vulkanske formationer har, med lidt god fantasi, form som dyr eller menneskelignende figurer.

    Vi vender tilbage til gæstehuset og spiser frokost og tager et lille hvil, før vi besøger de berømte ”Singing Dunes”. En unik sandformation med de berømte syngende sandklitter. Når det blæser, kan fygningen og bevægelse af de relativt store sandkorn til tider frembringe en hvislende eller ”syngende” lyd.
    Afhængig af vindstyrke og vindretning kan sandet spille som et orgel eller lyde som en tromme. Ved at gå på toppen af sandklitterne kan man komponere sin egen musik. Fra toppen af klitterne er der en formidabel udsigt, hvor Ili-floden kan skimtes i det fjerne. Der er violette bjerge med snedækkede bjergtoppe i baggrunden, og kløfter gennemskærer landskabet.

    Aftensmaden spises i restauranten på overnatningsstedet.

    Dagens køretur er på ca. 250 km.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Basshi

  • Dag 5

    Altyn Emel - Charyn kløften

    Tidligt om morgenen begynder køreturen mod Charyn kløften. Hvis vi er heldige ser vi måske kameler langs vejen, så hold øjnene åbne. 

    Charyn kløften siges at være Kazakhstans svar på Grand Canyon i USA. Efter frokost begiver vi os ned i kløften til fods og går den smukke tur ned til Charyn-floden og tilbage igen. En gåtur på i alt ca. 2 timer.

    Fra Charyn kløften fortsætter vi til Kolsay søerne. Dagens køretur er på ca. 365 km.

    Ved ankomsten bliver vi indkvarteret på et lokalt hotel/gæstehus, hvor vi skal bo de næste to nætter.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kurmety (ca. 2.000 meters højde)

  • Dag 6

    Kolsay søerne - I stenbukkens land

    En dag med store naturoplevelser. Efter morgenmaden tager vi på en vandretur langs den første af de i alt 3 Kolsay søer. Det er en flot tur, med både op og nedstigninger i ujævnt terræn. Der er mulighed for en mindre og knap så udfordrende gåtur for dem, som ikke vil gå hele vejen.

    Vi oplever det grønne højland med smukke søer. Området kaldes også perlen af det nordlige Tien-Shan. Den bjergkæde, der afgrænser Kazakhstan og Kirgisistan fra Kina.

    Her bor næsten ingen mennesker, men naturen er smuk. Her lever bl.a. stenbukke og bjørne, men man skal være ualmindelig heldig for at se dem.

    Herefter tager vi tilbage til hotellet, hvor vi spiser aftensmad og overnatter.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Kurmety (ca. 2.000 meters højde)

  • Dag 7

    Kolsay søerne - Karakol

    Efter morgenmaden krydser vi grænsen til Kirgisistan og tager til byen Karakol. Byen hed indtil 1991 Prezhevalsky, navngivet efter en af de største russiske opdagelsesrejsende på disse kanter. Den ligger ved Issyk Kul søens østligste ende og var tidligere et militært øvelsesområde med torpedoafskydning og rekreationsområde for den sovjetiske røde hær.

    I dag er de fleste indbyggere lokale kirgisere blandet op med kinesiske muslimer, der også har deres egen Dungan-moske i byen.

    Dagens køretur er på ca. 250 km.

    Vi ankommer sidst på eftermiddagen, hvor vi indkvarteres på hotel.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Karakol (ca. 1.700 meters højde)

  • Dag 8

    Karakol - Djeti Oguz kløften

    Om morgenen tager vi på byrundtur i Karakol. Vi besøger Dungan moskeen og Prezhevalsky museet. Vi ser den ortodokse kirke bygget og restaureret af det russiske mindretal, der stadig findes i byen. Efter byrundtur og frokost fortsætter vi til de smukke bjergdale lige udenfor Karakol.

    Vejen til vores jurtecamp går gennem Djeti Oguz kløften (De Syv Tyres Kløft). Her hører vi legenden om kløften med de særprægede røde stenformationer. Herfra kan man også se Broken Heart bjerget, der rummer en myte om ulykkelig kærlighed.

    Kort før ankomst til jurtelejren kan vi slentre en tur langs den rivende flod, hvor vi passerer en række gamle træbroer. Så kommer vi ind i den smukkeste dal, hvor kirgisiske nomader har deres lejre med heste og får og bor i filttelte (jurter) hele sommeren. Vi kan smage på den kirgisiske drik, kumys. En alkoholisk drik, som bl.a. består af gæret hoppemælk.

    Kirgisernes telte er sammenklappelige boliger lavet af filt, lædersnor og træ uden brug af søm. Nomaderne kan pakke deres jurter ned eller opstille dem på ca. en time.

    Efter indkvartering i lejren tager vi på en lille vandretur. Hos nomaderne kan der også lejes heste til en ridetur. Medbring egen ride- eller cykelhjelm. 

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Jurtecamp i Djeti Oguz (ca. 2.200 meters højde)

  • Dag 9

    Djeti Oguz - Bokonbayevo

    Om morgenen kører vi mod Bokonbayevo-landsbyen. I byen midt på Issyk Kuls sydlige søbred får vi lejlighed til at opleve filtarbejde og se hvordan filttæpper bliver fremstillet.

    Vi møder også en lokal ørnejæger, der har gjort jagten med rovfugle til sit liv. Traditionen er ikke ny – den har fulgt nomaderne i Centralasien i årtusinder og bygger på et samspil mellem menneske og fugl, der kræver år at opbygge. Ørnen binder sig til én jæger, hvilket tager mange års træning. Vi ser det tætte partnerskab udfolde sig i en demonstration med skind frem for levende bytte. 

    Sidst på eftermiddagen bliver vi indlogeret hos 2-3 lokale familier. Vi samles sidst på dagen hos en af familierne til et fælles aftensmåltid.

    Dagens køretur er på ca. 160 km.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Issyk Kul (ca. 1.800 meters højde)

  • Dag 10

    Bokonbayevo - Bishkek

    Tidligt om morgenen rejser vi mod Bishkek, Kirgisistans hovedstad. Byen hed tidligere Frunze navngivet efter en lokal militærkommandant. I dag er navnet Bishkek udledt af den særlige rørepind, Pisjpek, man bruger til at fremstille Kumys.

    Vi kører igennem Boom Gorge, der var en del af den gamle silkevej. Når vi ankommer til Bishkek , tager vi på en lille byrundtur, hvor vi blandt andet ser Ala Too pladsen. 

    Dagens køretur er på ca. 270 km.

    Vi indkvarterer os på et centralt-beliggende hotel, inden vi spiser en dejlig afskedsmiddag sammen.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Bishkek

  • Dag 11

    Afrejse fra Bishkek

    Det er blevet tid til at vende næsen mod Danmark igen. Vi kører til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

    Måltider: På flyet

Hoteller

Se nogle af de hoteller, vi plejer at bruge på vores rejse rundt i Kazakhstan og Kirgisistan. Der kan ske ændringer i programmet, men nye hoteller vil være af samme standard.

Komfortabelt 4-stjernet byhotel tæt på Arbat og byparken.
Almaty

Kazzhol Hotel

★★★★

Komfortabelt 4-stjernet byhotel tæt på Arbat og byparken. Værelserne har lydisolerede vinduer, aircondition og tv. Hotellet tilbyder indendørs pool, sauna/spa, fitness, restaurant og bar – med nem adgang til Almatys centrum og gode rammer for ro efter en dag med oplevelser.

Agaikum Guest House er et hyggeligt og enkelt indrettet gæstehus, kendt for sin gæstfrihed.
Altyn-Emel

Agaikum Guest House

Agaikum Guest House er et hyggeligt og enkelt indrettet gæstehus, kendt for sin gæstfrihed. Stedet byder på en dejlig have samt en restaurant, hvor der serveres hjemmelavet mad. Beliggenheden tæt på den smukke naturpark Altyn-Emel gør det til et ideelt udgangspunkt for naturoplevelser i området.

Green Yard Hotel er et charmerende, familieejet hotel i Karakol.
Karakol

Hotel Green Yard

Green Yard Hotel er et charmerende, familieejet hotel i Karakol – omgivet af ro og de smukke Tian Shan-bjerge. Vi indkvarteres i moderne, nyrenoverede standardværelser med tv, hårtørrer og eget bad. Værelserne er enkelt indrettet med en hjemlig atmosfære, og hotellet byder desuden på en flot have, hvor vi kan nyde en spadseretur.

Vi indkvarteres på en lille, hyggelig camp omgivet af natur.
Djety Oguz

Camp

Vi indkvarteres i en lille, hyggelig camp omgivet af naturen. Her er der fælles bad og toilet, og maden serveres i campen. Udsigten over bjergene og det naturskønne område giver ro og en følelse af at være langt fra alting.

I Bishkek bor vi på det moderne 4-stjernede Plaza Hotel.
Bishkek

Plaza Hotel

★★★★

I Bishkek bor vi på det moderne 4-stjernede Plaza Hotel, som er et elegant byhotel med store panoramavinduer og udsigt til enten byens skyline eller de fjerne bjerge. Værelserne er rummelige og komfortable med bl.a. aircondition, minibar og te/kaffe-sæt. Hotellet har desuden en indendørs pool, sauna og et fitnessrum.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Kazakhstan og Kirgisistan

  • Pas og visum

    Visumfri:
    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Kirgisistan i op til 60 dage. 

    Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover rejsens varighed til begge lande.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med enten fysisk eller digitalt. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    På denne rejse indsamles der pasinformation. Informationen skal bruges ved grænseovergangen mellem Kazakhstan og Kirgisistan.

    Hvis passet skal fornyes inden rejsen, er det derfor vigtigt, at det sker inden da.

    Visum:
    Danske statsborgere skal have visum til Kazakhstan. 

    Til Kazakhstan skal der ansøges et QazETA via deres mobilapp mindst 72 timer før afrejse. Rejsetilladelsen er gyldig i 180 dage. I forbindelse med ansøgningen skal der gives pasoplysninger, gennemføre en identitetskontrol og scanne passets chip. Afventer præcis pris.  

    Priserne er med forbehold for ændringer fra lokale myndigheder.

    Det er den rejsendes eget ansvar at indhente det nødvendige visum/visa/forhåndsgodkendelse til visum. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder udover rejsens varighed.

    Viktors Farmor sender visumvejledning og nødvendige dokumenter ca. 10 uger før afrejse, så den rejsende selv kan ansøge om forhåndsgodkendelse.

  • Vaccination

    Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe (tetanus) og difteri ved rejser til Kirgisistan og Tadjikistan. Læs mere her om rabat på rejsevaccinationer.

    Det tilrådes at medbringe noget mod maveinfektion/diarre. Rådfør dig med din læge.

    Har man tendens til køresyge bør man medbringe piller eller andet mod transportsyge.

    Desuden anbefaler vi at man kontakter egen læge eller en rejsemedicinsk klinik i god tid inden afrejse.

    Læs mere her om rabat på rejsevaccinationer.

  • Valuta

    I Kazakhstan er valutaen ”Tenge”.
    I Kirgisistan er valutaen "Som" (KGS).

    Det anbefales at medbringe et mindre beløb i USD (skal i flere pengeinstitutter bestilles op til 14 dage før afhentning), som kan veksles til lokal valuta ved ankomsten. Valuta kan veksles i lufthavnen ved ankomsten. Kreditkort kan kun bruges ganske få steder. Det er nødvendigt at veksle til de forskellige lokalvalutaer, og det hjælper lokalguiden og rejselederen med. Dollars sedlerne skal være fra efter 2010.

    På grupperejser er drikkepenge til chauffører og lokale guider inkluderet i rejsens pris. 

    Øvrige drikkepenge betales af de rejsende. På restauranter er det normalt at give omkring 10 % i drikkepenge, for eksempel ved køb af drikkevarer eller måltider. Det anbefales desuden at give stuepersonalet et mindre beløb svarende til ca. 1 USD/EUR pr. overnatning. Får man båret sin bagage til hotelværelset, er det ligeledes kutyme at give et mindre beløb svarende til ca. 1 USD/EUR.

    Prisniveauet varierer mellem de to lande. Som en generel rettesnor koster en flaske vand typisk ca. 2-6 kr., sodavand koster typisk ca. 4-18 kr., en øl ca. 8-35 kr. og en kop kaffe ca. 10-45 kr. Priserne varierer afhængigt af sted og standard.

  • Fysisk form og deltagelse

    For at deltage i rejsens program skal man være i almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede. Det forventes, at man kan holde et gangtempo på 4 km/t på fladt underlag, som svarer til en rolig, jævn gang. Man kan sammenligne det med én kilometer på ca. 15 minutter. Derudover skal man være selvhjulpen både fysisk og psykisk.

    På rejsen skal man kunne gå op til 6-8 km i løbet af de enkelte dage for at kunne deltage i hele programmet. De fleste vandreture er lette til moderate og foregår i et roligt tempo med god tid til pauser og til at nyde omgivelserne. Det er dog en fordel at være godt gående og have gode ankler og knæ for at få det meste ud af vandreturene. Medbring gerne vandrestave. Der findes kortere vandrealternativer til dem, som foretrækker en kortere og mindre udfordrende vandring.

    Hvis rejselederen vurderer, at man ikke har de nødvendige forudsætninger for at deltage i et programpunkt, skal det respekteres. Her er man ikke berettiget til kompensation.

    Det forventes, at alle deltagere møder medrejsende, rejselederen, lokalbefolkningen, samarbejdspartnere, guider og chauffører med respekt, ordentlighed og åbenhed.

  • Klima

    Kazakhstan og Kirgisistan har kontinentalt fastlandsklima og har store variationer i temperaturer. Vores rejser ligger kun i sommermånederne, hvor temperaturen om dagen ligger på 15-35 grader og om natten 0-20 grader.

  • Påklædning

    Medbring eventuelt lag-på-lag tøj til at tage højde for temperaturforskelle. Det kan være køligt morgen og aften. Det kan være varmt midt på dagen. Medbring også shorts, der går ned over knæene og en skorte/bluse med ærmer til albuerne. Medbring eventuelt et tørklæde til at svøbe om hals og hoved til beskyttelse mod vind, støv og air condition. 

    Medbring desuden solbeskyttelse i form af en kasket/solhat, solbriller, solcreme med høj faktorbeskyttelse mm.

    Det er ikke nødvendigt at bære hovedbeklædning til daglig, men ved besøg i moskeer skal kvinder dække håret med et tørklæde. Det er derfor en god idé at medbringe et tørklæde.

    Der bliver brug for en tyk trøje og en vindjakke, og evt. halstørklæde eller ”buff”. Bishkek er både varm og fugtig i sommerperiode. I bjergene er der mere køligt. Shorts bør gå ned til knæene.

  • Bagage

    Vigtig medicin bør altid medbringes i håndbagagen. Medbringer man receptpligtig medicin, skal navnet på recepten stemme overens med navnet på flybilletten. Tjek med ambassaden for det enkelte land og/eller egen læge for de nødvendige tilladelser for medicin.

    Det kan være en god idé at pakke tandbørste samt lidt ekstra tøj og undertøj i håndbagagen, så man er forberedt, hvis den indtjekkede bagage bliver forsinket. Rejser man flere sammen, kan man med fordel fordele noget af tøjet mellem kufferterne, så man ikke står helt uden tøj, hvis en kuffert bliver forsinket. 

    Vandrestave skal altid pakkes i den indtjekkede bagage. E-cigaretter, lithiumbatterier og powerbanks må derimod kun medbringes i håndbagagen. Powerbanks må som udgangspunkt højst have en kapacitet på 100 Wh (ca. 27.000 mAh), og mange flyselskaber tillader højst to powerbanks pr. person. Vær opmærksom på, at det enkelte flyselskab kan have strengere regler.

    Forslag til hvad man med fordel kan medbringe på rejsen:

    • Vigtig medicin og evt. anden personlig medicin  
    • Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Medicin mod transportsyge
    • Evt. medicin mod højdesyge
    • Sårrens eller antibakterielt middel til små sår og rifter
    • Lille førstehjælpssæt og vabelplaster
    • Håndsprit, vådservietter og papirlommetørklæder/toiletpapir
    • Håndklæde og shampoo mv., når der overnattes i jurter og guesthouses
    • Gode og behagelige sko, vandresko, vandrestøvler og sandaler
    • Praktisk tøj, gerne efter lag-på-lag-princippet
    • Lun trøje eller let jakke
    • Tynde langærmede skjorter/bluser og lange bukser (til besøg i moskeer)
    • Varmt tøj og/eller skiundertøj
    • Regntøj eller regnponcho, evt. paraply
    • Tørklæde til besøg i moskeer (kvinder)
    • Solhat eller kasket
    • Solbriller
    • Solcreme med høj beskyttelse
    • Insektspray
    • Læbepomade
    • Lille dagsrygsæk
    • Lommelygte eller pandelampe
    • Rejseadapter
    • Evt. drikkeflaske
    • Evt. kikkert
    • Evt. powerbank
    • Evt. vandrestave
    • Evt. badetøj
    • Evt. let lagenpose, til når der overnattes i jurter og guesthouses
    • Evt. ørepropper
    • Evt. rejseadapter
    • Evt. plastposer til beskyttelse af elektronisk udstyr
  • Telefoni og internet

    EU-lande:
    Inden for EU og EØS kan man som udgangspunkt bruge sin mobiltelefon på samme vilkår som i Danmark. Man bør dog være opmærksom på, at teleselskabet kan have en grænse for, hvor meget data der kan bruges i udlandet. Det anbefales derfor altid at tjekke sit abonnement inden afrejse.

    Lande uden for EU:
    Ved rejser uden for EU anbefales det, at man tjekker sit mobilabonnements udlandspriser, da priserne for data og opkald kan være meget høje. Hvis abonnementet ikke dækker destinationen, kan man slå dataroaming og mobildata fra og benytte wi-fi, hvor det er muligt.

    Hvis telefonen er eSIM-kompatibel, kan man købe mobildata hjemmefra via f.eks. Airalo eller Greentel og være online efter ankomst uden at skifte fysisk simkort. Man bør dog være opmærksom på, at dækningen kan være begrænset i mere afsidesliggende områder og bjergområder.

    De fleste hoteller tilbyder WIFI, men vær opmærksom på, at dækningen kan være begrænset og periodevis.

  • Elektricitet

    Man bruger 230 V i begge lande. Det kan være en god idé at medbringe en rejseadapter, da stiktyperne kan variere. Stiktyperne er C og F. Et dansk stik med jordben kan oftest ikke bruges uden adapter.

    Tip: Spændingen står som regel på apparatet eller opladeren, ofte med meget småt. Brug eventuelt telefonens kamera til at tage et billede og zoome ind på teksten. Står der 100–240 V, kan apparatet bruges ved både 100–120 V og 220–240 V. Det gælder eksempelvis for de fleste moderne telefon- og computeropladere.

    Du kan få et overblik over stikkontakter i udlandet her.

  • Tidsforskel

    Danmark er 4 timer bagefter Kazakhstan ved dansk vintertid, og 3 timer bagefter ved dansk sommertid.

    I Kirgisistan er Danmark 5 timer bagefter ved dansk vintertid, og 4 timer bagefter ved dansk sommertid.

    De to lande skifter ikke mellem sommer- og vintertid.

  • Fotografering

    Vis respekt, når man fotograferer personer. Vis kameraet, smil og spørg, om det er i orden at tage et billede. Respekter altid et nej. Ved fotografering af børn er det god skik at spørge en voksen først.

    Der kan være særlige regler for fotografering ved blandt andet religiøse steder og ceremonier. Lokalguiden vil informere om dette på rejsen.

    Det er forbudt at fotografere militære bygninger og installationer, broer, grænseovergange, kontrolposter, banegårde, lufthavne samt militærpersonale og politi.

    Der gælder strenge regler for både indførsel og brug af droner i begge lande. Der kræves særlige tilladelser, og vi anbefaler derfor, at du ikke medbringer drone på rejsen. 

    Hvis man medbringer droner, er det den rejsendes eget ansvar at sætte sig ind i de lokale regler for indførelse og brug af droner.

  • Mad

    Maden i Centralasien er ofte enkel og mættende med retter baseret på lam, oksekød eller kylling, ris, nudler, brød og grøntsager. En af de mest udbredte retter er plov, hvor ris tilberedes sammen med kød, gulerødder og krydderier. Derudover møder man blandt andet supper, nudelretter, grillede kødspyd og fyldte dejretter som manti og samsa.

    Brød spiller en vigtig rolle ved måltiderne, og der bruges også mejeriprodukter, krydderurter, tørret frugt og nødder. Køkkenet varierer fra land til land og afspejler både nomadiske traditioner og århundreders handel og kulturudveksling langs Silkevejens ruter.

    Te er den mest almindelige drik til måltiderne og serveres ofte flere gange i løbet af dagen. I Kasakhstan og Kirgisistan møder man desuden forskellige syrnede mælkeprodukter og drikke, som har rødder i områdets nomadiske madtraditioner.

    Kosthensyn
    Mange af måltiderne på rejsen er forudbestilte, og det kan derfor være vanskeligt at foretage ændringer undervejs. Hvis du har særlige kostbehov, såsom vegetar, veganer eller pescetar, eller har allergier, bedes du informere os om det i god tid og senest fire uger før afrejse ved at sende en e-mail til info@viktorsfarmor.dk. Henvis gerne til dit fakturanr.

    Vi sørger for, at vores samarbejdspartnere får dine kostbehov og gør vores bedste for, at der bliver taget hensyn til dem. Vi kan dog ikke garantere, at alle særlige kostbehov og allergier kan imødekommes, da mulighederne varierer fra sted til sted. Ved særlige kostbehov kan udvalget være begrænset. Ved vegetarisk kost kan det eksempelvis betyde, at de almindelige retter blot serveres uden kød.

    Vi anbefaler derfor, at du medbringer lidt supplerende snacks, hvis du har særlige kostønsker eller behov. Vi skal altid have besked om eventuelle specifikke diæter ved tilmelding til rejsen.

  • Drikkevand

    Man bør ikke drikke vand fra hanen. Vælg filtreret vand eller vand fra forseglede flasker. Isterninger i drikkevarer bør undgås. Det anbefales også at bruge mineralvand til tandbørstning.

  • Sundhed

    Almindelig sund fornuft og god hygiejne kan hjælpe dig til at forebygge problemer med maven. Vask hænder og brug hånddesinfektion, især før du spiser. På de fleste restauranter vil der ved indgangen være en håndvask til netop at få vasket hænderne. Det er god skik at de benyttes.

    Det anbefales at medbringe medicin mod maveinfektion. Man bør rådføre sig med egen læge inden afrejse.

    Det anbefales yderligere at medbringe medicin mod transportsyge. 
    Små sår og rifter bør renses og desinficeres hurtigst muligt med sårrens eller et antibakterielt middel for at forebygge infektion.

    Hvis man medbringer medicin mærket med en rød advarselstrekant til lande uden for Schengen-området, bør man henvende sig til ambassaden for det land, man rejser til, for at høre hvilke krav, der gælder. Ambassaden vil oftest henvise til egen læge, som kan skrive en engelsksproget lægeattest med ens personlige oplysninger, pasnummer samt navn og styrke på medicinen.

    Pillepas er et gratis dokument man skal bruge, hvis man rejser til eller gennem et Schengen-land med medicin, der har en euforiserende virkning. Passet gælder i maksimalt 30 dage og udstedes på det apotek, hvor man køber medicinen. Det kan også bestilles digitalt via borger.dk. 

    Læs mere her.

  • Højdesyge

    Højdesyge kan opstå, når man bevæger sig relativt hurtigt op i højder over ca. 2.500 meter. Symptomerne kan blandt andet være hovedpine, kvalme, svimmelhed, træthed og generel utilpashed. Det er vigtigt at give kroppen tid til at vænne sig til højden, drikke rigeligt med vand og undgå alkohol.

    Hvis man tager medicin eller har en sygdom, der kan påvirkes af ophold i højderne, bør man kontakte egen læge inden bestilling af rejsen eller i god tid inden afrejse. I samråd med egen læge eller en rejsemedicinsk klinik kan man undersøge, om forebyggende medicin mod højdesyge, eksempelvis Diamox, er relevant.

    Læs mere om højdesyge, forebyggelse og behandling her.

  • Indkøb

    Fælles for begge lande: Vi besøger flere bazarer hvor der er gode muligheder for indkøb.

    Kirgisistan: Filttæpper, filthatte, puder og vægtæpper er noget af det, der kan købes som souvenirs i Kirgisistan. Ligeledes broderede sengetæpper og lædervarer. Der må ikke udføres genstande fra Kirgisistan, som er mere end 30 år gamle.

  • Forsikring

    Danske statsborgere er hverken dækket af det gule sundhedskort eller det blå EU-sygesikringskort i Kazakhstan og Kirgisistan. Det anbefales derfor at tegne en rejseforsikring med verdensdækning inden afrejse. Forsikringen bør som minimum dække sygdom, hospitalsbehandling og hjemtransport. Vi anbefaler, at du inden afrejse kontrollerer forsikringens dækningsområde og betingelser, herunder dækning ved eventuelle eksisterende sygdomme. 

    På en rundrejse gennem Centralasien er hjemtransport særlig relevant, fordi dele af rejsen kan foregå langt fra større hospitaler og specialiseret behandling.

  • Flyrejsen

    Oftest flyves der med Turkish Airlines via Istanbul.

    På gruppebilletter hos Turkish Airlines er det desværre ikke muligt at forhåndsreservere sæder – heller ikke for rejsende, der ønsker at sidde sammen. Flyselskabet Turkish Airlines tildeler flysæder automatisk til alle rejsende igennem deres bookingsystem, hvorfor Viktors Farmor ikke kan vælge sæder på flyvninger med Turkish Airlines. Rejsefæller kan risikere at få tildelt sæder, hvor de ikke sidder sammen, ved den automatiske sædetildeling. 

    Det er ofte men ikke altid muligt at vælge eget sæde på flyrejsen som et tilkøb på Turkish Airlines hjemmeside eller app under ”Manage booking”. Prisen afhænger af flyruten og vil fremgå af hjemmesiden/appen. For at benytte sig af denne mulighed skal man bruge informationen på flybilletten, som fremsendes automatisk ca. 7-10 dage før afrejse. Ved henvendelse til Viktors Farmor er det muligt at få fremsendt flybilletten ved billetudstedelsen 14 dage før afrejse. 

    Det er ofte men ikke altid også muligt at vælge eget sæde i forbindelse med check-in, hvilket er gratis. Der er følgende tre check-in muligheder:

    • Online check-in på Turkish Airlines hjemmeside/app (åbner 24 timer før afrejse) 
    • Check-in på selvbetjeningsautomaterne i lufthavnen (åbner 3 timer før afrejse) 
    • Check-in ved skrankerne i lufthavnen (åbner 3 timer før afrejse) 

    Selvbetjeningsautomaterne kan af og til være ude af drift. I de tilfælde kan man foretage check-in ved skrankerne. 

    Udbuddet af ledige sæder ved check-in afhænger helt og holdent af hvor mange og hvilke sæder, der er tilbage på tidspunktet for check-in. Ønsker man at være sikker på et bestemt sæde, kan man derfor tilkøbe eget sæde ved modtagelse af flybilletten. Hvis det ikke lykkes at vælge sæde efter eget valg på forhånd, så kan man altid spørge ved check-in skrankerne i lufthavnen.

  • Transport

    Kazakhstan og Kirgisistan har en anden infrastruktur og transportstandard, end man er vant til fra Danmark. Køretøjerne er ikke altid lige rummelige, og komforten kan variere, men Viktors Farmor benytter de bedste transportmidler, der er til rådighed lokalt.

    De større veje er for det meste asfalterede, mens mindre veje kan være ujævne grusveje. Dårligt vejr, vejarbejde, vejforhold, og trafik kan medføre forsinkelser og ændringer i rejseplanen. De angivne køretider er derfor vejledende. Man bør være indstillet på, at transporten kan tage længere tid end forventet, og at en vis fleksibilitet er en del af det at rejse i denne del af verden.

  • Indkvartering

    Der benyttes som udgangspunkt turistklasse hoteller, men standarden kan variere fra hotel til hotel. Hotelfaciliteter såsom varmt vand, stabil strøm, wi-fi mm kan også variere, og der forventes en vis grad af fleksibilitet og forståelse for dette.

    På denne rejse benyttes en kombination af hoteller, guest houses og jurter. De fleste overnatningssteder holder en god turistklassestandard, men standarden kan variere fra sted til sted. Værelserne varierer i størrelse og indretning og fordeles så hensigtsmæssigt som muligt.

    Nogle steder er forholdene mere enkle, og der kan forekomme fælles faciliteter på guest houses og jurter (eneværelser ikke muligt) og det kan være nødvendigt at bo sammen op til 4-5 personer sammen. Der er ikke altid adgang til varmt vand, og periodiske strømafbrydelser kan forekomme.

    Rejsen foregår i områder, hvor forholdene ikke altid er som hjemmefra, og den kræver derfor en vis grad af fleksibilitet og forståelse for de lokale vilkår.

    Centralasien er et land med store kontraster, og standarden kan variere fra det, man er vant til i Danmark. Selv på gode 4 og 5 stjernede hoteller kan man opleve mindre mangler som en dryppende vandhane, en sprunget pære eller et toilet, der løber.

    De hoteller, Viktors Farmor samarbejder med, er velrenommerede turistklassehoteller, som er nøje udvalgt med fokus på kvalitet, beliggenhed og service. Man bør dog være indstillet på, at standard, vedligeholdelse og service ikke altid svarer til danske forhold. På centralt beliggende hoteller kan der desuden forekomme trafikstøj. Det kan være en god idé at medbringe ørepropper, hvis man er følsom over for trafikstøj.

  • Toiletforhold

    På hotellerne er der vestlige toiletter med rindende vand og toiletpapir.

    Det er vigtigt at smide toiletpapiret i skraldespanden ved siden af toilettet, da det ellers kan tilstoppe kloaksystemet.

    På køredage kan det være nødvendigt at benytte toiletter ved eksempelvis tankstationer. Standarden kan være enkel, og der kan både være vestlige toiletter og pedaltoiletter. Rindende vand og toiletpapir er ikke altid tilgængeligt, så hav servietter og håndsprit klar.

  • Rejseleder

    Regler i nogle af stan-landene betyder, at guidning ved seværdigheder kun må varetages af certificerede lokalguider. Derfor er det den lokale guide, der formidler historien og fortællingerne på stedet. Rejselederen vil i stedet bidrage med baggrundsviden og sætte dagens oplevelser i perspektiv under køreturen til og fra seværdighederne.

  • Adventurerejse

    Dette er en Viktors Farmor adventurerejse med vægt på særlige oplevelser undervejs. Man skal være forberedt på lange køreture, til tider i ujævnt terræn, samt en hotelstandard, der kan variere. 

    Seværdigheder kan være under restaurering eller de kan være midlertidigt lukkede af andre årsager. Det er forhold, vi ikke kan tage højde for, og som vi derfor må anmode om en vis overbærenhed overfor.

    Selvom man har fået bekræftet hotelbookingerne flere gange, kan man godt risikere, at der alligevel er overbooket på et af hotellerne, og at man derfor får anvist et andet hotel end det aftalte. Dette plejer dog ikke at give anledning til problemer. Man skal blot vide, at det kan forekomme.

    Veje kan være lukkede og det kan give længere køreture end beregnet.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Kazakhstan eller Kirgisistan.