Vandreferie på Mallorca

Følg i historien og kulturens fodspor i Sierra de Tramuntana-bjergene

Kom med på vandring gennem Sierra de Tramuntana, og oplev det traditionelle terrasselandbrug krydret med lækre vine, den berømte langtidsstegte lammebov fra Es Verger, kunst og friskpresset appelsinjuice hos familien Deyá i Soller.

Priser fra

14.990 kr.

Max. 16 deltagere

8 dages rejse

Start din rejse her

Øst for Spanien finder vi den baleariske ø Mallorca, og hvis vi bevæger os væk fra turismens hovedstrøg og i stedet begiver os op i bjergkæden Sierra de Tramuntana, åbnes der en verden af beskyttet natur, storslåede udsigter og fabelagtigt bevaret arkitektur.

På vores vandreferie på Mallorca går vi på opdagelse i Sierra de Tramuntana-bjergene, når vi vandrer langs de smukke gamle stier. De har ageret vej for alt fra pilgrimme, der skulle op og tilbede den sorte madonna i Lluc-klosteret, til arbejdere, som skulle samle sne i Galileus snehuse til fremstillingen af is. I bjergkæden mødes vi af forbløffende udsigtspunkter til store dele af Mallorca med de tusindvis af kilomenter tørstensmure, olivenlunde og gyldne appelsinplantager.

Når fødderne får brug for et lille hvil, mødes vi af den gæstfrie befolkning blandt andet på fincaen Can Det, hvor familien Deyá står klar til at byde os indenfor i deres hjem og vise deres mere end 500 år gamle olivenpresser frem.

En vandreferie med Viktors Farmor er heller ikke helt fuldendt uden, at vi dykker ned i den kultur, vi vandrer i. Og på Mallorca står de kulturelle oplevelser i kø. Vi bor på Santuari de Lluc, klosteret i bjergene, som emmer af ro og historien om den mirakuløse sorte madonna-figur. Vi bliver også beriget med kunst på CCA Andratx, når vi får en spændende rundvisning på kunstcenteret, og hvis vi er heldige, ser vi måske en kunstner kreere kunst på centeret, hvor de nogle gange bor.

Vi har fyldt rejsen godt op med natur i højsæde og krydret den med kulturelle højdepunkter, så vi kommer hjem med nye indtryk og en større forståelse af den baleariske ø. 

5 gode grunde til at rejse til Mallorca med Viktors Farmor:

  • Besøg og få rundvisning på det store kunstcenter CCA Andratx
  • Nyd flere vandringer i den betagende Tramuntana-bjergkæde, som er på UNESCO's verdensarvsliste
  • Kom tæt på det lokale landbrugsliv, når vi besøger fincaen Can Det, hvor familien Deyà bor
  • Vandr langs de gamle tørstensmure, som omhyggeligt er lagt uden noget bindingsmiddel
  • Duft og smag de udsøgte vine hos Søren på vingården BiniVista

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Mallorca og klosteret Santuari de Lluc

    Vi flyver direkte fra København til Mallorca. Ved ankomst kører vi til Lluc, og køretiden er ca. 1 time og 15 min. Her har vi 3 nætter på det flotte Santuari de Lluc.

    Efter indkvartering på Santuari de Lluc har I tid til at udforske klosteret enten på egen hånd eller sammen med jeres rejseleder.

    Lluc-klostret blev grundlagt i 1200-tallet af kong James I af Aragonien. Det var et vigtigt religiøst center og et tilflugtssted for befolkningen under perioder med konflikter og invasioner. Det, som gør klosteret helt særligt, er, at det huser den sorte madonna, Virgen de Lluc, som menes at have mirakuløse helbredende kræfter. Hele den mystiske historie om den sorte madonna fortæller jeres rejseleder meget mere om.

    I dag fungerer klosteret som et pilgrimsmål og et kulturelt centrum med et etnologisk museum og et hotel, Santuari de Lluc, som også er her, vi skal bo.

    En anden særlig oplevelse, man kan få i klosteret, er at høre koret i kirken. Siden 1500-tallet har klosteret været hjemsted for “Els Blauets”, et kor af drenge og piger der bor og går i skole i klosteret.

    Om aftenen mødes vi til en fælles middag på hotellet.  

    Måltider: Aftensmad

    Overnatning: Lluc

  • Dag 2

    Vandring ad pilgrimsruten til Caimari

    I dag vandrer vi fra Lluc-klosteret til landsbyen Caimari. Ruten går langs den gamle pilgrimsrute til Lluc-klostret på en brostensbelagt sti, gennem et fantastisk landskab af fyrretræer og steneg, flankeret af de gamle "pedra en sec", tørstensmure. Vi passerer steder med utroligt flotte udsigtspunkter, hvor vi har panoramaudsigt ud over store dele af øen.

    Vi vandrer også gennem de traditionelle terrasse-landbrug, som har været grundlaget for den lokale økonomi i århundreder. Den specielle måde at føre landbrug på har også været en af grundene til, at hele Tramuntana-bjergkæden er blevet optaget på UNESCO's verdensarvsliste. På vandringen hører vi om afgrøder og oliventræer, der kun har kunnet gro takket være kunstvandingssystemer bygget af araberne.

    Ved ankomst til Caimari nyder vi frokost på en lokal restaurant. Herefter besøger vi Parc Etnologico, som er et lille frilandsmuseum, hvor vi tages tilbage i tiden og får et unikt indblik i jægernes liv i Tramuntana. Vi ser blandt andet deres hytter, redskaber og fælder.

    Caimari er en lille landsby på Mallorca med ca. 1000 indbyggere. Selve byen består af de traditionelle stenhuse og er særlig kendt på øen for at være det bedste sted at producere olivenolie.

    Når vi skal retur til Lluc igen, bliver vi hentet af bus. Om aftenen spiser vi sammen på hotellet.

    Dagens vandring: ca. 9 km. Højdemeter er ca. 471 m ned.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Lluc

  • Dag 3

    Vandring i Tramuntana-bjergene til Puig de Galileu

    I dag bliver vi i området ved Lluc. Vi vandrer i bjergene omkring klostret, nyder storslåede udsigter og hører om en gammel og meget speciel aktivitet, der blev udført i Tramuntana-bjergene. Dagens mål er Puig de Galileu i 1188 meters højde.

    Vi vandrer dels på den smukke gamle sti, der er berømte som "pedra en sec" og passerer forbi Galileus snehuse, hvor vi hører om det barske erhverv som snesamler til fremstilling af is.

    Et andet gammelt erhverv, vi oplever i bjergene, er, hvordan de før i tiden producerede trækul af steneg. Det ses ved de gamle Sitja rottlos, som er cirkler af sten, hvor man stablede brændet op, så det dannede en kegle og dækkede det med mudder, herefter blev det brændt, og man stod tilbage med trækul.

    Efter den sidste stigning på vandringen kommer vi til bjergtoppen Puig de Galileu, hvor vi hviler fødderne og spiser vores medbragte madpakker, før vi vandrer retur til Lluc igen.

    Om aftenen mødes vi til fælles middag på hotellet.

    Dagens vandring: ca. 10 km. Højdemeter er ca. 510 m op og ned.

    Måltider: Morgenmad, frokost (madpakke) og aftensmad

    Overnatning: Lluc

  • Dag 4

    Besøg på kunstcenteret CCA Andratx og mallorcinsk vin

    I dag flytter vi hotel til byen Port de Sóller. Men inden vi ankommer til hotellet, skal vi ud at opleve lidt af Mallorca. Vi starter med at køre til byen Andratx, hvor vi besøger CCA Andratx - også kendt som Galleri Asbæk.

    Kunstcenteret blev etableret af familien Asbæk i 2001 og har skiftende og gerne up-coming kunstnere boende, der kreerer lidt af kunsten på centeret. Årligt har de 3-4 internationale udstillinger, der viser en bred vifte af udfordrende kunstneriske projekter og eksperimenter.

    På kunstcenteret starter vi med lidt kaffe og kage. Bagefter bliver vi taget på rundvisning i galleriet og studiet. Ofte har CCA Andratx kunstnere boende på kunstcenteret, og når det er tilfældet, kan vi være heldige at opleve dem kreere kunst i studiet.

    Efter den kunstneriske berigelse på CCA Andratx kører vi til Biniali, hvor vi besøger vingården BiniVista.

    I 2017 grundlagde Søren vingården BiniVista, og visionen var og er stadig at blive det mest innovative og anerkendte vinunivers i verden. Når vi besøger vingården, tages vi gennem hele processen i produktionen, og vi slutter af med at smage deres udsøgte vine og spise en let tapas til.

    Herefter kører vi til Port de Sóller, hvor vi tjekker ind på vores hotel. Aftenen er til fri disposition, og vi anbefaler, at man finder sig en god middag på en af de mange restauranter i byen.

    Måltider: Morgenmad og frokost (let tapas)

    Overnatning: Port de Sóller

  • Dag 5

    Vandring til landsbyen Fornalutx og besøg hos lokal familie

    Fra vores hotel starter dagens vandring til den lille landsby Fornalutx. På vandringen oplever vi flere appelsinplantager, mandeltræer og olivenlunde, indtil vi når Fornalutx. Her kan du ved selvsyn se, hvorfor byen to gange er valgt til Spaniens smukkeste landsby. Fra Fornalutx vandrer vi langs terrasselandskaber til den lille landsbyen Biniraix, hvor vi holder en lille pause, inden vi vandrer ned til Sóller igen.

    Tilbage i Sóller besøger vi familien Deyá i deres private hjem Can Det. Her inviterer de os først på en mallorcinsk frokost bestående af blandt andet pa am boli, Coca de trampó, gató de almendra og friskpresset appelsinjuice fra deres egne frugttræer. Familien viser os deres ca. 500 år gamle olivenpresser, som stadig er i brug i dag, og fortæller hvordan olivenolien produceres på traditionel vis.

    Efter besøget hos familien Deyá har du resten af dagen til fri disposition. Her kan du f.eks. blive i Sóller og spise aftensmad på en af byens mange hyggelige restauranter. Du kan også tage med gruppen retur til Port de Sóller, her vil i tage sporvognen sammen. 

    Dagens vandring: ca. 13 km. Højdemeter: 166 m op og ned.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Port de Sóller

  • Dag 6

    Vandring i Orient med panoramaudsigter og fantastisk lam

    I dag kører vi til Orient, hvor dagens vandring starter. Vi skal på vandring i det centrale Tramuntana, hvor vi kommer til at passere gamle oliventræer og nyde panoramiske udsigter over Mallorca. Vi vandrer op til Castillo de Alaró. Det sidste stykke af vandringen op til Castillo de Alaró består af trapper.

    Castillo de Alaró har lagt jord til frygtelige blodsudgydelser i kampen om Mallorca, helt tilbage til da maurerne erobrede øen omkring år 902.

    Fra Castillo de Alaró vandrer vi ned til restaurant Es Verger i 700 meters højde. Her nyder vi en fælles frokost. Restauranten er kendt for sin langtidsstegte lammebov, der er så mør, at den smelter i munden, og det er disse vi skal mæske os i til frokost.

    Efter et skønt måltid vandrer vi til Alaró i ro og mag. Fra Alaró bliver vi kørt retur til Port de Sóller og resten af dagen er til fri disposition.

    Dagens vandring: ca. 12 km. Højdemeter: 300 m op og ned.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Port de Sóller

  • Dag 7

    Sa Muleta-vandring gennem olivenlunde og med smuk havudsigt

    Dagens vandring tager udgangspunkt i det område, som vi bor i. Vi skal på en cirkulær vandring fra Port de Sóller og op gennem det interessante område Muleta. Undervejs oplever vi et væld af olivenlunde og fortryllende udsigter til kysten.

    På vandringen har vi medbragt madpakker fra vores hotel, som vi nyder undervejs.

    Ved husene i Muleta Gran ser vi det pragtfulde forsvarstårn, som før i tiden blev brugt til at varsle piratangreb. I 1500-tallet var Mallorca konstant under angreb fra pirater, der kom fra Tyrkiet og Nordafrika og forsøgte at indtage øen. Men i 1561 nedkæmpede de mallorcinske frihedskæmpere piraterne ved at lokke dem i en fælde i Port de Sóller. Det sejrrige slag fejres hvert år d. 9. maj i Port de Sóller med en opførelse af slaget bestående af 2 hold med hundredvis af deltagere, som skal kæmpe mod hinanden. Det ene hold er pirater, som sejler ind i bugten i både, mens det andet hold er mallorcinere, der skal forsvare kysten. Festivalen hedder Es Firó og er en livlig oplevelse.

    Tilslut på vandringen kommer vi til Cap Gros-fyrtårnet, hvor en skøn udsigt over Sóllerbugten møder os.

    Om aftenen slutter vi rejsen af med en 3-retters afslutningsmiddag på en lokal restaurant i Port de Sóller. Her får vi blandt andet serveret Spaniens nationalret paella.

    Dagens vandring: ca. 9,6 km. Højdemeter: 230 m op og ned.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Port de Sóller

  • Dag 8

    Hjemrejse

    Vi kører til lufthavnen, og hjemrejsen begynder.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Spanien

  • Pas/Visum

    Danske statsborgere kan rejse visumfrit til Spanien op til 90 dage. Passet skal være gyldigt under opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den bør opbevares et andet sted end selve passet.

  • Vaccination

    Inden afrejse til Spanien anbefales som minimum en vaccination mod difteri-stivkrampe. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Valuta

    I Spanien bruger man EURO.
    På rejserne i Picos de Europa anbefales det at veksle til EURO hjemmefra, da der ikke findes hæveautomater i bjergbyerne. 

  • Tidsforskel

    Der er ingen tidsforskel imellem Danmark og Spaniens fastland.

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejserne i Spanien egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du på kultur- og naturrejserne kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne i Spanien forventes det at du kan gå det angivne antal km og højdemeter på rejsen.

  • Strøm

    Strømmen i Spanien er som i Danmark, det er ikke nødvendigt at tænke på at huske en speciel adaptor. I Spanien benytter man følgende strømkilde: 220voltAC/50Hz.

  • Mobiltelefon

    Landekoden til Spanien er +34.

    Når du befinder dig i et EU-land (samt i Norge og Island) sikrer EU's regler, at du kan ringe og bruge data til samme pris, som når du er i Danmark. Der er som regel et loft for data, og du vil typisk modtage en sms om dette fra dit teleselskab ved indrejse. Typisk vil du desuden også modtage en sms, når loftet er nået.

  • Foto

    Man kan tage billeder, nogenlunde som man vil i Spanien. Man bør dog være opmærksom på, at mange spaniere er dybt katolske, og at man på hellige steder bør undersøge om fotografering er tilladt. Man bør også spørge, før man fotograferer enkeltpersoner.

  • Drikkevand

    Man kan godt drikke vand fra hanen de fleste steder i Spanien, men det smager ikke særlig godt. Vil man være sikker på at undgå en maveinfektion, bør man købe vand på flasker, der fås i de fleste fødevarebutikker og kiosker.

  • Drikkepenge

    Det er normalt at give drikkepenge i Spanien. Der er lagt service oveni på restauranter, men alligevel er det almindeligt, at man runder op. På caféer og barer giver man som regel nogle småmønter. Man giver også lidt Euro til stuepiger og taxichaufføren, hvis han har ydet en eller anden form for service.

  • Prisniveau

    Kaffe og cola ca. 10 kr. En øl/vand koster ca. 20 kr. på restauranterne, og en vand ca. 5 kr. i kioskerne. Prisniveauet i Spanien er stadig lavt, og man får virkelig meget ud af lommepengene.  Prisniveauet i turistområderne er lidt højere, men rejser man rundt i Spanien og besøger lokalområderne er det billigt at handle eller gå ud at spise.

  • Bagage

    Bagagen bør ikke være tungere, end man til enhver tid kan bære den selv. Bagagen bliver kørt til hotellerne, så man ikke selv skal bære den rundt (på nogle rejser i Spanien benytter vi det samme hotel under hele rejsen).

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Klima

    Pyrenæerne

    I dette område har Spanien et alpint klima med milde somre, kolde vintre og kraftige vinde. Højde er en afgørende faktor for vejr og klima i Spaniens bjerge. Jo højere luftlag, jo lavere temperatur og mindre sæsonudsving. Dagstemperaturer mellem 15 og 25 grader, nattemperaturer ned til ca. 5 grader. Da hele turen foregår i bjergene, skal man være opmærksom på, at vejret kan ændre sig hurtigt, solskin, regn eller tåge kan komme i løbet af en halv time. Specielt på årets første ture kan der ligge en del sne tilbage fra vinteren. I september og november er vejret ofte mere tørt og klart. I sommermånederne kan tordenbyger forekomme. I vintermånederne januar til marts er der mulighed for sne.

    Picos de Europa

    Juni til september er fantastiske til besøg i Picos de Europa. Sæsonen starter sent i bjergene, pga. sne, så i juni er sæsonen netop begyndt, men der er få turister. Alt er lysegrønt, det dufter af blomster -  og heste, køer og får kommer på græs. Floder og åer bruser af smeltevand fra vinteren. Vejret kan være ustabilt og temperaturen kan være svingende.

    Hen imod august og september er vejret ofte mere stabilt.

    Uanset om du rejser i juni eller august/september skal du forvente alt mellem 15 og 25 grader i dalen og køligere oppe i terrænet, dog ligger der sjældent sne i højderne på denne tid. Aftenerne og nætterne er typisk kølige. Vær opmærksom på, at vejret i bjergområder altid kan skifte hurtigt fra solskin til regn og tåge, og omvendt — og at du altid skal have tøj med i din rygsæk til eventuelt vejrskifte.

    Segovia

    Vejret i Segovia i maj og oktober ligger på op til omkring de 20 grader om dagen. Om natten kan temperaturen falde til under 10 grader. Klimaet i denne periode er generelt behageligt og med mellem 7-10 timers daglig sol.

    Vi anbefaler derfor at pakke til køligere forhold til om aftenen samt sommertøj til om dagen.

    Andalusien

    I den sydlige region af Spanien kan Middelhavsklimaet mærkes. Her er milde vintertemperaturer, mens sommeren er varm og tør. De bedste tider at besøge Andalusien på er marts til maj og oktober til november. Her er der lunt og behageligt med minimalt nedbør. I foråret kan man opleve den søde duft fra appelsintræernes blomster, når de springer ud, mens man i efteråret kan smage de solmodne, søde druer nærmest direkte fra vinstokken. I foråret er dagtemperaturen mellem 22-27 grader, mens det i efteråret er 20-32 grader – dog skal den høje temperatur ikke afskrække, da luftfugtigheden er lav, og det derfor ikke føles ubehageligt.

    Mallorca

    Fra marts til maj ligger temperaturen ved kysten på ca. 15-22 grader og der er risiko for et par byger, derudover er temperaturen altid køligere oppe på bjergene, så det anbefales at medbringe både tøj til kølige og varme dage. I oktober og november er der samme vejr situation som fra marts til maj. 

     

  • Vigtige informationer

    Til vandreturene bedes I tage jeres bedste vandrestøvler med, dvs. gerne med skaft og ikke bare vandresko/-sandaler. Er I vant til vandresko (ikke kondisko) kan de godt bruges især i Segovia, men ellers anbefales støvler. Terrænet er kuperet. Tag også for en sikkerheds skyld vabelplaster med. Hav en god lun fleece/sweatshirt med til de kølige aftener samt regntøj.

    Husk på Picos De Europa at veksle til EUR hjemmefra, da vi ikke støder på hæveautomater i bjergene. 

    Det skal understreges, at bagagen bliver transporteret mellem overnatningsstederne, så hav en lille dagtursrygsæk med til vand, madpakker og andre fornødenheder. 

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    • Regntøj
    • Evt. vådservietter & håndsprit
    • Kasket eller solhat + solbriller
    • Solcreme
    • Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Evt. badetøj (Man ved aldrig hvornår muligheden byder sig)
    • Evt. spansk miniparlør
    • Vigtigt på vandreferier:
      • Lille dagtursrygsæk
      • Snacks, proteinbarer, sukker, nødder mv. som supplement til de ikke altid lige interessante spanske sandwiches.
      • Gode vandresko/støvler (på Picos-rejsen anbefales deciderede vandrestøvler)
      • Vandrestave
      • I dagtursrygsækken skal der være plads til dagens madpakke
      • En varm trøje, vanter og hue til de kolde morgener/aftner i bjergene
      • Kikkert

     Pak ikke en alt for stor kuffert, da der er begrænset plads i bus og taxaer. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10 % på varer, som ikke er nedsatte, på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Sværhedgrader på vandreferier i Spanien

    Rejsen Kultur og vandring i Pyrenæerne og Kultur og vandring i Segovia har en sværhedsgrad på 1 støvle.

    Akkumulerede stigninger for Vandreferie i Segovia:

    - La Granja til Valsaín: 304m
    - Arevalillo til Pedraza: 400m
    - Castilnovo til Sepúlveda: 296m
    - Duratóndalen: 115m

    Frokoster på vandredagene er madpakker, som vi nyder i det fri.

    Læs mere om sværhedsgraden 1 støvle her

    Rejsen Vandreferie i Andalusien og Vandreferie på Mallorca er en Viktors Farmor vandreferie med sværhedsgrad 2 støvler.
    Vi går på meget forskelligt underlag på rejsen og vil også møde flere stigninger, med en del højdemeter. Det anbefales at medbringe vandrestave. 

    Læs mere om sværhedsgraden 2 støvler her

    Picos de Europa
    Vandreferien i Picos de Europa har sværhedsgraden 3 støvler. Det betyder, at du skal være i god fysisk form og kunne gå mere end 10-12 km. dagligt. Der er moderate stigninger, og underlaget varierer fra grusstier til græs og mere stenede passager. Enkelte passager og ruter har en sværhedsgrad på kun 2 støvler. Der er flere muligheder undervejs for at afkorte vandringerne og f.eks. tage en taxa resten af vejen.

    Læs mere om sværhedsgraden 3 støvler her

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Spanien.