Georgien kun for kvinder
Med lokale fortællinger, egnsretter og bjerglandskaber
Fra Tbilisis stemningsfulde gader til Kaukasus’ højtragende bjerge oplever vi Georgien gennem natur, historie og møder med mennesker. Vi rejser i en gruppe kun af kvinder, som skaber et særligt fællesskab, og kommer tæt på hverdagslivet.
Priser fra
12.990 kr.
Max. 20 deltagere
9 dages rejse
Start din rejse her
Vores rejse gennem Georgien kun for kvinder er skabt med fokus på fællesskab, nærvær og oplevelser i mindre grupper. Når vi rejser sammen som kvinder, opstår der en særlig dynamik med plads til både samtaler og refleksion. Undervejs får vi adgang til sider af kulturen, som ofte er mindre synlige for besøgende, og møder mennesker, der deler deres hverdag og fortællinger.
Vi begynder i Tbilisi og fortsætter til Kakheti-regionen, hvor vi besøger den charmerende by Sighnaghi og det fredfyldte Bodbe-kloster. Her får vi også indblik i lokalt håndværk, når vi deltager i en workshop med filt og møder kvinder, der arbejder med traditionelle teknikker. Rejsen fortsætter til Pankisi-dalen, hvor vi besøger en muslimsk minoritet og får et personligt indblik i livet i en mindre kendt del af Georgien.
Herefter følger vi den historiske, georgiske militærvej gennem Kaukasus’ dramatiske bjerglandskaber. I Kazbegi oplever vi den ikoniske Gergeti-kirke med udsigt over bjergene, og i landsbyen Ateni møder vi lokale værter, som deler deres traditioner og hverdag med os.
Undervejs møder vi kvinder, der fortæller om livet i Georgien i dag, og vi besøger projekter, der skaber muligheder lokalt. Rejsen rundes af i Tbilisi, hvor vi tager på opdagelse i den gamle bydel, besøger operaen og nyder udsigten fra Mtatsminda-bjerget – en stemningsfuld afslutning på en rejse præget af fællesskab og møder i øjenhøjde.
5 gode grunde til at rejse til Georgien med Viktors Farmor:
- Mød kvinder, der deler deres hverdag og fortællinger med os
- Kør gennem Kaukasus’ storslåede landskaber
- Kom tæt på lokale traditioner gennem håndværk, egnsretter og møder med familier
- Besøg den muslimske minoritet i bjergene, hvor kvinder spiller en central rolle
- Nyd en byrundtur og tid på egen hånd i charmerende Tbilisi
Dagsprogram
-
Dag 1
Ankomst til Tbilisi
Vi ankommer til Tbilisi, Georgiens hovedstad, hvor vores guide tager imod os i lufthavnen. Herefter kører vi til hotellet og bliver indlogeret.
Måltider: Måltider på flyvningerne
Overnatning: Tbilisi
-
Dag 2
Sighnaghi, Bodbe-klosteret, filt-workshop og mod Telavi
Efter morgenmad kører vi mod Kakheti, Georgiens vinregion, kendt for sine vinmarker, bjerge og gamle traditioner.
Vi besøger Sighnaghi, som er en farverig by på en bakketop med udsigt over Alazani-dalen og de snedækkede Kaukasusbjerge. Byen stammer fra 1700- og 1800-tallet og er kendt som kærlighedens by.
Herefter fortsætter vi til Bodbe-klosteret, hvor Sankt Nino er begravet. Nino var Georgiens kvindelige apostel, og hendes historie spiller en særlig rolle i landets kristne tradition. Klosteret ligger omgivet af høje cypresser, og hvis vi er heldige, får vi også mulighed for at høre georgisk flerstemmig sang, som er en vigtig del af landets kulturarv.
Vi fortsætter til en lokal virksomhed, hvor vi deltager i en workshop med filt. Projektet arbejder med at skabe muligheder for kvinder og unge i landdistrikterne, og vi får indblik i den traditionelle filtproduktion. Stedet er grundlagt i 2007, som en mulighed for kvinder til at skabe en indkomst i et landdistrikt. Vi får indblik i håndværkets betydning i regionen og møder kvinder, der gennem projektet arbejder med at bevare lokale traditioner og skabe nye muligheder i hverdagen.
Om aftenen besøger vi en landsby, hvor tre generationer af kvinder driver et familiedrevet spisested. Her nyder vi hjemmelavede retter, grill (mtsvadi) og vin.
Vi fortsætter til Telavi, hvor vi overnatter.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Telavi
-
Dag 3
Møde med muslimsk minoritet i bjergene
I dag bevæger vi os ind i en mindre besøgt del af Georgien, hvor vi møder en muslimsk minoritet, der har levet i området i flere hundrede år.
Samfundet har rødder i Nordkaukasus, og har levet i området siden 1700-tallet. Kisterne er i dag en muslimsk minoritet i det overvejende kristne Georgien. Kvinderne spiller en central rolle i familielivet og i lokalsamfundet, hvor traditioner, gæstfrihed og stærke familiebånd stadig præger hverdagen.
Under besøget får vi indblik i deres hverdag, hvor moderne liv og traditioner eksisterer side om side. Mange kvinder er engagerede i uddannelse, lokalt arbejde og sociale initiativer, samtidig med at de værner om deres kulturelle arv. Over en fælles frokost fortæller de om livet i dalen, om forandringer gennem de seneste år og om, hvordan det er at leve som muslimsk minoritet i Georgien.
Mødet giver et personligt og nuanceret indblik i en del af Georgien, som de færreste besøgende oplever.
I landsbyen Duisi, som ligger ved floden Alazani, ser vi også moskeen og spiser frokost.
Aftensmaden er på egen hånd, og der er gode muligheder for at finde en hyggelig restaurant i Telavi.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Telavi
-
Dag 4
Den georgiske militærvej gennem Kaukasus til Kazbegi
Vi sætter kurs mod nord ad den historiske, georgiske militærvej, der i århundreder har været en vigtig forbindelse gennem Kaukasus.
Landskabet ændrer sig undervejs, når vi bevæger os fra dale til dramatiske bjergområder med dybe kløfter og høje tinder.
Undervejs gør vi stop ved Ananuri-komplekset, der ligger smukt ved bredden af Zhinvali-reservoiret. Her ser vi de gamle kirker og forsvarstårne, som vidner om områdets historie.
Vi fortsætter over Jvari-passet i 2.396 meters højde og stopper ved det sovjetiske Venskabsmonument, hvorfra der er vid udsigt over Kaukasus’ bjerglandskaber og dybe dale.
Sidst på dagen ankommer vi til Kazbegi, hvor vi besøger en lokal familie. Her lærer vi at lave den traditionelle ret khinkali og nyder et hjemmelavet måltid.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Kazbegi
-
Dag 5
Gergeti-kirken med udsigt og besøg på vingård i Ateni
Vi kører op til den ikoniske Gergeti-kirke, der ligger dramatisk placeret i 2.170 meters højde med udsigt over Kazbegi-bjerget og de omkringliggende Kaukasusbjerge. Kirken ligger isoleret på en bjergkam, og udsigten over dalen og de snedækkede tinder er blandt rejsens mest imponerende naturoplevelser. Hvis tiden tillader det, er der mulighed for at gå turen til fods gennem det åbne bjerglandskab.
Herefter fortsætter vi mod landsbyen Ateni, der ligger i en grøn dal omgivet af bjerge og vinmarker. Vi besøger en familiedrevne vingård, hvor værten fortæller om de georgiske vintraditioner og den lokale produktion. Familien producerer vin efter lokale traditioner og under besøget får vi indblik i livet på landet og hører om arbejdet med at skabe nye muligheder i lokalsamfundet.
Vi nyder et måltid med lokale retter og en smagsprøve på deres vin.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Ateni
-
Dag 6
Projekt for fordrevne, besøg i Mtskheta og mod Tbilisi
Efter morgenmad kører til landsbyen Tserovani, hvor vi besøger Ikorta Studio. Projektet blev etableret af mennesker, der blev fordrevet under krigen i 2008, da russiske tropper invaderede dele af Georgien. Familierne måtte flygte fra deres hjem i Akhalgori og Samachablo og fandt senere tilflugt i bosættelsen i Tserovani.
I dag fungerer Ikorta Studio som et kreativt fællesskab, hvor deltagerne arbejder med kunst og kreative projekter som en måde at genopbygge hverdagen på. Under besøget hører vi deres personlige historier og får indblik i livet i bosættelsen.
Herefter fortsætter vi til Mtskheta, som er Georgiens gamle hovedstad og religiøse centrum. Her besøger vi Jvari-kirken fra det 6. århundrede og Svetitskhoveli-katedralen fra det 11. århundrede, som begge er på UNESCO's verdensarvsliste. Ifølge traditionen opbevares Kristi kappe i katedralen.
Mtskheta har en særlig plads i Georgiens historie. Det var her, den unge Sankt Nino i det 4. århundrede prædikede kristendommen og bidrog til, at Georgien officielt blev kristent i år 337 – som et af verdens første kristne lande.
Vi afslutter dagen i Tbilisi, hvor der er mange muligheder for at finde en hyggelig restaurant til aftensmaden.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Tbilisi
-
Dag 7
Byrundtur gennem Tbilisis gamle kvarterer
Vi begynder dagen med en byvandring i Tbilisi. Byen ligger smukt i dalen langs floden Mtkvari, omgivet af bakker og med Mtatsminda-bjerget som baggrund. Over den ældste bydel troner Narikala-fæstningen, mens Metekhi-kirken ligger på en klippe med udsigt over floden.
På byvandringen oplever vi den gamle bys højdepunkter med ortodokse kirker, moské og synagoge – et udtryk for byens kulturelle mangfoldighed. Vi passerer også de berømte svovlbade og går gennem smalle brostensgader med farverige træbalkoner.
Undervejs besøger vi Operaen og får en rundvisning i den historiske bygning med de udsmykkede lofter og den klassiske teatersal.
Vi afslutter dagen med en gåtur gennem Dry Bridge-markedet, hvor lokale sælger alt fra antikviteter til kunsthåndværk.
Om aftenen spiser vi en fælles middag i gåafstand fra hotellet.
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Overnatning: Tbilisi
-
Dag 8
Udsigt fra Mtatsminda og tid på egen hånd før hjemrejsen
Efter morgenmad tager vi kabelbanen op til Mtatsminda-bjerget, hvor der fra toppen er panoramaudsigt over den gamle bydel, floden Mtkvari og de omkringliggende bakker over byen. Den historiske kabelbane har kørt siden begyndelsen af 1900-tallet.
Resten af dagen er fri til at nyde på egen hånd. Vi kører til lufthavnen sent aften og påbegynder hjemrejsen efter en uge med store naturoplevelser, indblik i Georgiens kultur og historie og ikke mindst møder med spændende mennesker.
Måltider: Morgenmad
-
Dag 9
Ankomst til Danmark
Vi ankommer til Danmark tidlig morgen.
Praktiske oplysninger
Her finder du relevante oplysninger om rejser til Georgien
-
Pas og visum
Passet skal være gyldigt under opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet. Der kræves ikke visum til Georgien.
Rejseforsikring: Fra 1. januar 2026 er rejseforsikring obligatorisk ved indrejse i Georgien. Forsikringen skal dække sygdom og ulykke under hele opholdet og kunne fremvises ved ankomst.
-
Vaccination
Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin.
Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.
I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:
Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen.
Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.
-
Valuta
Møntfoden hedder Lari (GEL). 1 Lari svarer til ca. 2,50 danske kroner. Der findes også hæveautomater mange steder i Tbilisi og de andre store byer.
VISA-kort kan bruges de fleste steder.
-
Telefoni og internet
Telefoni. Landekoden er 00-995
Internet. Der er internetadgang på næsten alle hoteller
-
Fysisk form på rejsen
For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.
På vandreferierne forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen.
-
Elektricitet
220 volt. Strømstyrke og stik er som i Danmark (det trebenede stik findes ikke). Der er visse stik, de ”tykke” danske ben ikke passer i.
-
Drikkevand
Det anbefales at drikke mineralvand fra flasker da bakteriefloraen er anderledes end vi er vant til fra Danmark.
-
Drikkepenge
Der gives ca. 10 % i drikkepenge på restauranter. På nogle restauranter er betjening dog lagt på. Se efter på regningen. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.
-
Foto
Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer. I øvrigt gælder de sædvanlige høflighedsregler ved fotografering af personer: Spørg først, evt med gestus. Ved evt. familiebesøg og lignende: Vent med at fotografere til man er blevet lidt kendt med hinanden.
-
Prisniveau
På alm. restaurant: Et måltid mad koster ca. 15 GEL. På pænere restaurant fra 25 GEL. Lokal øl koster ca. 5 GEL, 7 GEL for importeret øl. Cola 3 GEL. Vand 2 GEL for lille flaske.
I kiosk eller supermarked: 1½ l vand koster 5 GEL. En flaske vin fra 25 GEL.
-
Transport
Trafiksituationen er nogle gange kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, stenskred, problemer med køretøjer osv.
-
Bagage
Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.
Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.
Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.
-
Håndbagage
Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.
Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
-
Klima og påklædning
Georgiens klima er meget varieret. Fra den varme fugtige kyst ved Sortehavet via det køligere alpine klima i Kaukasus til tørt steppeklima i det østlige. Det kan være ret varmt om sommeren, især i Tbilisi. Normalt sommertøj af bomuld, gerne til at tage på og af ”lag-for-lag” anbefales. Medbring evt. let regntøj.
Ved besøg i kirker bør kvinder have hovedet dækket af et tørklæde, og kjolelængden bør gå nedenfor knæene. Medbring et tørklæde til at svøbe om hals og hoved, da der kan være en del træk i bilerne. Mænd bør have lange bukser på i kirkerne.
-
Tidsforskel
Sommertid: + 2 timer.
Normaltid: + 3 timer. -
Pakkeliste
Husk at supplere pakkelisten med:
- Lommelygte
- Insektspray
- Vådservietter
- Kasket eller solhat
- Lille dagtursrygsæk
- Gode vandresko eller –støvler
- Evt. vandrestave
- Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)
- Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)
-
Værd at vide
For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.
-
Litteraturliste
Det Ottende Liv af Nino Haratischwili. Gutkind Forlag.
Smaragdsliberen af Anne-Cathrine Riebnitsky. Lindhardt & Ringhof.
Georgien : Det glemte Europa af Thomas Qvist, Inge Lynggaard Hansen. Muusman Forlag
Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Georgien.