Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       trustpilot-viktorsfarmor

Peru fugle- og naturrejse

Fra Stillehavets kyst til regnskoven i Amazonas

Peru er et af verdens mest artsrige lande for fugleinteresserede. Vi bevæger os fra Stillehavskystens ørkenlandskaber, klippeøer og vådområder til Andesbjergenes tågeskove og videre ned i Amazonaslavlandets regnskove. Spejd efter alt fra kolibrier, tangarer og trogoner til araer, hoatziner og andesklippehaner.

Start din rejse her

Fuglerejsen i Peru er skabt til fugle- og naturinteresserede, som også ønsker at opleve Perus enorme variation i landskaber og dyreliv. Vi besøger flere af landets mest kendte fuglelokaliteter, sejler på Amazonas' bifloder og ud til små øer ved Stillehavskysten, overnatter midt i regnskoven og oplever samtidig ikoniske steder som Machu Picchu og Den Hellige Dal. Derudover rejser vi i mindre grupper på max. 14 deltagere, hvilket både skaber mere nærvær, men også er praktisk, når vi bevæger rundt. 

Der findes få lande i verden, hvor fuglelivet er så varieret som i Peru. Landets enorme højdeforskelle og mange naturtyper har skabt levevilkår for mere end 1.800 fuglearter – flere end i hele Europa tilsammen.

På rejsen bevæger vi os gennem nogle af landets mest spændende naturområder. Vi begynder ved Stillehavskystens vådområder og fuglerige øer ved Paracas, hvor havfugle, pelikaner og humboldtpingviner holder til. Herfra flyver vi til Andesbjergene og fortsætter ned gennem bjergregnskovene mod Manu, som er et af verdens vigtigste områder for biodiversitet.

I løbet af dagene i Manu oplever vi et imponerende fugleliv. Vi besøger andesklippehanens spillested, leder efter sjældne endemiske arter i bjergregnskovene og udforsker Amazonas' regnskov fra både skovstier, floder og udsigtstårne højt over trækronerne. Et af rejsens højdepunkter er besøget ved en lerklint, hvor mange af araer og papegøjer samles i et farverigt morgenritual.

Vi afslutter rejsen i Den Hellige Dal og ved Machu Picchu, hvor fuglelivet fortsat er i fokus. Området rummer et stort antal kolibrier og højlandsarter, og kombinationen af kulturhistorie og natur gør afslutningen til noget særligt.

Rejsen er for dig, der holder af fugle, natur og oplevelser væk fra de mest besøgte ruter. Man behøver ikke være ornitolog for at få udbytte af rejsen, men en interesse for fugle og natur gør oplevelsen endnu rigere.

5 gode grunde til at rejse til Peru med Viktors Farmor:

  • Rejs fra Stillehavet til Amazonas gennem Perus mest fuglerige egne i små grupper
  • Oplev andesklippehanens smukke parringsspil i tågeskoven
  • Se massevis af araer og andre papegøjer ved Amazonas' berømte lerklinter
  • Udforsk Biosfærereservatet Manu med god tid til fugle og natur
  • Besøg Machu Picchu, og opdag fuglelivet i Andesbjergene undervejs

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Lima

    Vi flyver via Amsterdam til hovedstaden Lima ved Stillehavskysten. Efter ankomsten bliver vi modtaget af vores lokale samarbejdspartner og kører til hotellet i Miraflores, som er en af byens mest attraktive bydele. Her kan vi slappe af efter rejsen og gøre os klar til de kommende ugers oplevelser i naturen. 

    Vi går måske en lille aftentur for at strække ben, og muligvis har nogen lyst til en let aftensmad eller noget til den søde tand, inden vi går til køjs efter en lang rejsedag.

    Måltider: På flyet

    Overnatning: Lima

  • Dag 2

    Besøg i vådområde og mod Paracas

    Vi forlader Lima og begynder rejsen sydpå langs Stillehavskysten mod Paracas. Allerede fra dagens start er fokus på fuglelivet.

    Vi besøger vådområdet Pantanos de Villa, som er et vigtigt raste- og yngleområde for et stort antal vandfugle. Området fik i 1997 Ramsar-status, som er et særligt udpeget vådområde med international betydning for især vandfugle. Her finder vi et spændende fugleliv med blandt andet hejrer, ibisser, ænder og forskellige vadefugle.

    Efter fuglekiggeriet fortsætter vi gennem kystørkenens særprægede landskaber mod Paracas. Kontrasten mellem hav, sandørken og fuglerige laguner giver et godt indtryk af den variation, som kendetegner Peru.

    Sidst på dagen ankommer vi til vores hotel ved Stillehavskysten.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Paracas

  • Dag 3

    Ballestasøerne og vådområderne ved Pisco

    Tidligt om morgenen sejler vi ud til Ballestasøerne. Øgruppen er hjemsted for mange forskellige havfugle, og vi oplever de dramatiske klippeformationer fra båden. Her er gode muligheder for at se pelikaner, suler, skarver, terner og den sjældne humboldtpingvin. Søløver ses ofte hvilende på klipperne eller svømmende omkring båden.

    Efter udflugten fortsætter vi til vådområderne omkring Pisco. Området tiltrækker store mængder vadefugle og kystfugle, og vi bruger god tid på observationer langs laguner og strandenge. Dagen giver en flot introduktion til det rige fugleliv langs Perus Stillehavskyst.

    Vi bruger meget af dagen på at kigge efter fugle, så vi kan forvente at være tilbage på hotellet sent ud på eftermiddagen.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Paracas

  • Dag 4

    Tilbage til Lima og med fly til Cuzco

    Vi kører tilbage mod Lima og holder flere stops undervejs, da der er gode muligheder for fugleobservationer. 

    I bydelen San Isidro besøger vi Parque El Olivar, som er en grøn oase midt i storbyen, hvor både lokale og trækkende fugle holder til blandt de gamle oliventræer.

    Efter frokost fortsætter vi til lufthavnen og flyver til Cuzco. Ved ankomsten mærker vi straks Andesbjergenes kølige luft og den markante højdeforskel. Cuzco ligger i cirka 3.400 meters højde og danner udgangspunkt for de næste dages oplevelser.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Cuzco

  • Dag 5

    Til biosfærereservatet Manu med stop ved Huacarpay-søen

    Vi forlader Cuzco tidligt om morgenen og begynder en af rejsens mest spektakulære etaper. Første stop er Huacarpay-søen øst for Cuzco, hvor vi udforsker højlandets fugleliv blandt sivområder, laguner og åbne græsarealer.

    Herfra fortsætter vi op gennem Andesbjergene, inden vejen begynder den lange nedstigning mod Amazonas. Landskabet ændrer sig næsten for hver time. Fra åbne, alpine højlandsområder helt op til knap 4.000 meters højde med udsigt til snedækkede tinder bevæger vi os nedad og møder de frodige bjergregnskove. Her driver skyerne ofte mellem træerne, og fuglelivet bliver stadig mere varieret.

    Undervejs gør vi flere stop ved udsigtspunkter og interessante fuglelokaliteter. Ved Ajanaco-passet i 3.100 meters højde over havet når vi grænsen til biosfærereservatet Manu, som er et af verdens vigtigste områder for biodiversitet. Her åbner udsigten sig over de enorme skovområder, som strækker sig mod Amazonas' lavland.

    Sidst på dagen ankommer vi til vores lodge. Her venter et af rejsens store højdepunkter, når vi besøger andesklippehanens spillested. I de sidste timer før solnedgang samles hannerne for at imponere hunnerne med farverige opvisninger og karakteristiske kald.

    Måltider: Morgenmad, frokostmadpakke og aftensmad

    Overnatning: Manu-området

  • Dag 6

    Gennem tågeskovene til Amazonas

    Dagen begynder omkring lodgen, hvor kolibrier, tangarer og mange andre arter ofte kan opleves tæt på. Herefter fortsætter vi gennem Kosñipata-dalen, som blandt fuglekiggere regnes for et af Sydamerikas mest spændende områder.

    Vi følger vejen ned gennem flere klimazoner og oplever, hvordan både vegetation og fugleliv ændrer sig i takt med højden. Bjergregnskovene her er blandt de mest artsrige økosystemer i verden. Undervejs gør vi derfor hyppige stops, da hver skovlysning eller bjergskråning kan byde på nye arter.

    Flere steder er der gode muligheder for at opleve kolibrier, trogoner, manakiner og mange af de farvestrålende fugle, som Andesbjergenes østskråninger er kendt for.

    Om eftermiddagen ankommer vi til vores lodge i Amazonas' overgangszone. Her giver foderstationer og blomstrende haver gode mulighed for oplevelser af områdets fugleliv på tæt hold.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Overgangszonen i Amazonas

  • Dag 7

    Regnskovens stier og Machuwasi-søen

    Vi bruger dagen midt i den frodige regnskov. Om morgenen går vi på opdagelse i lodgens stisystemer, som fører gennem forskellige skovtyper og områder med tæt bambusvegetation. Her nyder vi den særlige stemning i Amazonas, hvor fuglestemmer, cikader og skovens mange andre lyde skaber sit eget lydunivers.

    Regnskoven rummer langt flere arter, end man umiddelbart ser, og ofte belønnes tålmodighed med spændende observationer. Mange fugle bevæger sig i blandede flokke gennem trækronerne, mens andre lever mere skjult nær skovbunden.

    Efter frokost besøger vi Machuwasi-søen, en såkaldt oxbow-sø, der er dannet af et tidligere afsnøret flodløb. Her sejler vi ud på det stille vand omgivet af tæt regnskov. Området er kendt for sit rige fugleliv, men også for aber, kaimaner og andre af regnskovens beboere.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Overgangszonen i Amazonas

  • Dag 8

    Dybere ind i Amazonas

    I dag bevæger vi os længere ind i Amazonas' lavland. Fra Atalaya fortsætter vi ad floden, som i århundreder har fungeret som områdets naturlige transportvej. Livet langs floden udspiller sig i et roligere tempo, og vi passerer små bosættelser, sandbanker og skovklædte bredder.

    Undervejs holder vi løbende udkig efter fugle. Floderne fungerer som livsnerver gennem regnskoven og tiltrækker et væld af arter.

    Om eftermiddagen når vi frem til Manu Wildlife Center, som ligger i et af de mest artsrige områder i Amazonas, hvor vi overnatter. Her tager vi op i et højt udsigtstårn, som rager op over regnskovens trækroner. Fra den høje position får vi et helt andet perspektiv på skoven og mulighed for at opleve nogle af de arter, som sjældent ses fra jorden.

    Når solen nærmer sig horisonten, fyldes himlen ofte af papegøjer, araer og andre fugle på vej mod deres overnatningspladser.

    Måltider: Morgenmad, frokostmadpakke og aftensmad

    Overnatning: Amazonas

  • Dag 9

    Araernes lerklint – et af rejsens højdepunkter

    Vi står op før daggry og sejler til en af Amazonas' mest imponerende naturoplevelser. Langs floden ligger en stor lerklint, hvor mange araer og andre papegøjer samles hver morgen.

    Først ankommer de mindre papegøjer. Senere følger de store araer, som samler sig i trætoppene, inden de i flok flyver ned på lerklinten. Her indtager de mineraler, som hjælper med at neutralisere naturlige giftstoffer i deres føde.

    Fra vores skjul kan vi følge hele forestillingen på nært hold. De kraftige farver, de mange fugle og den konstante aktivitet gør oplevelsen til et af rejsens helt store højdepunkter.

    Om eftermiddagen besøger vi La Herradura-søen, hvor vi fortsætter udforskningen af områdets dyreliv. Efter mørkets frembrud er der mulighed for at opleve regnskovens natteliv med blandt andet ugler og andre nataktive arter.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Amazonas

  • Dag 10

    Fra Amazonas tilbage til Andesbjergene

    Vi tager afsked med regnskoven og begynder rejsen tilbage mod Andesbjergene. Tidligt om morgenen sejler vi ned ad Madre de Dios-floden, mens skoven langsomt vågner omkring os.

    Undervejs passerer vi små lokalsamfund, og vi får et indblik i livet langs floden, hvor transport stadig foregår ad vandvejen. Efter ankomsten til Puerto Maldonado flyver vi tilbage til Cuzco.

    Herfra fortsætter vi til Den Hellige Dal, som ligger omgivet af høje bjergtoppe og landsbyer. Kontrasten til de foregående dages regnskov er stor, og de næste dage byder på nye fugle- og naturoplevelser i Andesbjergenes landskaber.

    Når vi ankommer til hotellet, kan man spise i hotellets hyggelige restaurant. 

    Måltider: Morgenmad og frokostmadpakke

    Overnatning: Den Hellige Dal

  • Dag 11

    Med tog til Aguas Calientes

    Vi kører til Ollantaytambo og stiger ombord på toget mod den lille by, Aguas Calientes, som ligger for foden af Machu Picchu. Togturen følger Urubamba-floden og tager godt halvanden time. Turen fører os ned mod de frodige bjergregnskove og bugter sig igennem et imponerende bjerglandskab, hvor vi har udsigt til skarpe, nøgne bjergtinder, stejle skrænter og dybe dale.

    Vi ankommer til Aguas Calientes, hvor vi tjekker ind på vores hotel midt i den lille by.

    Efter frokostpausen bruger vi resten af dagen på fuglekiggeri omkring byen og langs floden. Kombinationen af fugtig bjergskov og brusende floder giver gode muligheder for spændende observationer.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Aguas Calientes

  • Dag 12

    Machu Picchu og tilbage til Den Hellige Dal

    Dagen begynder tidligt med fuglekiggeri i Inkaterra-hotellets frodige haver, som er kendt blandt fugleinteresserede for sine mange kolibrier og andre arter, der trives i den fugtige bjergskov. Her får vi mulighed for at opleve fuglelivet på nært hold, inden dagens næste store oplevelse.

    Det næste på programmet et nemlig Machu Picchu! Med sin spektakulære placering på en bjergkam omgivet af grønne bjergsider og tågeskov. Den gamle inkaby er blandt Sydamerikas mest ikoniske seværdigheder, og vi bruger tid på at gå på opdagelse i området og høre historien om det bemærkelsesværdige sted.

    Efter besøget tager vi toget tilbage gennem Urubamba-dalen til Ollantaytambo og fortsætter til vores hotel i Den Hellige Dal.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Den Hellige Dal

  • Dag 13

    Fugleliv og kolibrier i Den Hellige Dal

    Vi tilbringer dagen i Den Hellige Dals varierede landskaber. Tidligt om morgenen kører vi til området omkring San Salvador, hvor vi besøger en sø og flere interessante fuglelokaliteter undervejs. Dalens blanding af landbrugsområder, vådområder og bjergskråninger tiltrækker et varieret fugleliv, og vi bruger god tid på observationer.

    Senere besøger vi haven ved Bearded Mountaineer Lodge, som er et af Den Hellige Dals fineste steder at opleve kolibrier på nært hold. De blomstrende haver og foderstationerne tiltrækker en lang række arter, som ofte kan studeres og fotograferes på ganske kort afstand.

    Lodgen har navn efter den endemiske Bearded Mountaineer, som er en af Perus mest karakteristiske kolibrier. Med sit lange, let buede næb og sit karakteristiske hvide "skæg" er den en eftertragtet art blandt fuglekiggere, og med lidt held får vi mulighed for at opleve den i dens naturlige omgivelser.

    Om eftermiddagen vender vi tilbage til hotellet og nyder de smukke omgivelser i Den Hellige Dal.

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Den Hellige Dal

  • Dag 14

    Kolibrier, Piuray-søen og Cuzco

    Vi starter dagen med et besøg på Ensifera Hummingbird Center, hvor blomstrende haver og foderstationer tiltrækker et væld af kolibrier. Her får vi mulighed for at studere de forskellige arter, mens de svæver næsten lydløst foran blomsterne eller besøger foderstationerne. De rolige omgivelser gør stedet ideelt til både observationer og fotografering.

    Herfra fortsætter vi til Piuray-søen, der ligger omgivet af Andesbjergenes bløde landskaber. Ved søbredden nyder vi en picnicfrokost i det fri, mens vi holder øje med områdets fugleliv og nyder udsigten over højlandet.

    Efter frokost kører vi tilbage til Cuzco. Byen var engang hovedstad i Inkariget og rummer en spændende blanding af inkakultur og spansk kolonihistorie. Vi ser nærmere på nogle af byens vigtigste seværdigheder og får et indtryk af den historiske bymidte, inden vi indkvarterer os på hotellet.

    Måltider: Morgenmad og picnicfrokost

    Overnatning: Cuzco

  • Dag 15

    Hjemrejsen begynder

    Efter to uger med fugleoplevelser fra Stillehavskysten til Amazonas er det blevet tid til at tage afsked med Peru. Vi kører til lufthavnen i Cuzco og flyver til Lima, hvor vi skifter til vores internationale fly hjem mod Danmark.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad på flyet fra Lima

  • Dag 16

    Ankomst til Danmark

    Vi ankommer til Danmark efter en fuglerig rejse i Peru med nye oplevelser med hjem i bagagen.

    Måltider: På flyet

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Peru.

  • Pas og visum

    I Peru er man visumfri i indtil 90 dage. Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter udrejse.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    OBS: Entrébilletter til Machu Picchu bliver ofte udsolgt lang tid i forvejen. Derfor indhenter vi pasoplysninger i god tid – aktuelt ca. 6 måneder før afrejse. Sørg derfor for at have et gyldigt pas klar, da navn og pasnummer på billetten skal stemme overens med passet, og billetterne kan ikke ændres.

  • Valuta, veksling og kreditkort

    Møntfoden i Peru hedder Nuevo Sol, PEN – Hvor 1 PEN svarer til ca. 2 DKK.

    Der findes kontantautomater i de større byer, og der kan mange steder betales med kreditkort. Det anbefales derfor at benytte sit hævekort undervejs, selvom det koster gebyrer i banken. Det er både sikrere og i sidste ende også billigere end at veksle fra DKK til USD og fra USD til PEN pga. gebyrer ved hver veksling.

    Hvis man ønsker at medbringe kontanter hjemmefra, så anbefales det, at man medbringer USD. Vær dog opmærksom på at 100 USD-sedler kan være svære at veksle. Det er vigtigt, at de USD-sedler man medbringer, ikke ser gamle og slidte ud og heller ikke har rifter og mærker.

  • Vaccinationer

    Vaccination mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri anbefales. Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria samt valg af malaria profylakse. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:

    Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.

    Medbringer du receptpligtig medicin skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens. Det er vigtigt, at du medbringer recepten. 

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig god fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 7 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På rejsen får du desuden mest ud af din ferie, hvis du har trænet lidt på forhånd. På vandringen ned til Machu Picchu er det umiddelbart ikke tilladt at medbringe vandrestave. 
    Generelt er det vigtigt at have en god balance, da der er forholdsvis ujævnt terræn flere af de steder, vi besøger.

  • Højde- og køresyge

    På rejsen tilbringes tid i højder over 2500 meters højde, hvorved der kan opstå symptomer på højdesyge. Højdesyge viser sig bl.a. ved hovedpine, kvalme og utilpashed. Dette kan ofte afhjælpes ved at undgå at blive afkølet samt ved at indtage rigelig med væske. På www.netdoktor.dk står der mere om højdesyge.

    Tager du medicin, eller lider du af sygdom, der kan blive forværret af en rejse i højderne, bør du i god tid inden afrejse kontakte egen læge. Har du ikke erfaring med, hvordan du reagerer på højder, kan du vælge at medbringe Diamox tabletter, som i et vist omfang kan forebygge højdesyge. Spørg hos din læge.

    Er man tilbøjelig til at blive køresyg, er det en god idé at medbringe piller mod køresyge.

  • Mad og drikke

    Perus køkken er næsten lige så varieret som dets geografi og går fra de lækreste skaldyr og fisk til kartofler, som er fast ingrediens i mange retter i højlandet. En særlig delikatesse i højlandet er marsvin. Drik flaskevand og undgå postevandet.

    Når man er i højden, er det nødvendigt at drikke mere end man normalt ville gøre. Nogle anbefaler helt op til 3 liter dagligt. Undgå isterninger og ukogte grøntsager. Mange steder bliver der serveret coca-te, en velsmagende opkvikkende te. Coca-te er ikke euforiserende - kokain kan kun udvindes af cocablade gennem en uhyre vanskelig kemisk proces, der forudsætter enorme mængder af cocablade.

    For at minimere brugen af engangs-plastik-flasker opfordrer vi til, at I enten genbruger plastflasker eller medbringer en genopfyldelig drikkedunk. Det er muligt at fylde vandflaskerne i bussen med mineralvand: vand der er lige så sikkert at drikke, som det man køber på flaske, og den mindre brug af plastik er godt for miljøet. 

    Peru byder på mange slags øl. Mange af områderne har deres lokale øl, f.eks i Cuzco. De bedste vine stammer fra vingårdene Tacama og Ocucaje syd for Lima. En populær cocktail er nationaldrikken i Peru: Iskold Pisco Sour. Den består af limejuice, æggehvide, sukker og Pisco (druebrændevin).

  • Telefoni og internet

    Peru har selvvalg fra Danmark. Tryk 0051 + omr.nr + ab.nr Fra Peru til Danmark trykkes 00 (afvent ny klartone) 45 + dansk ab.nr.

    Ved rejser uden for EU anbefales det, at du tjekker dit mobilabonnements udlandspriser. Du kan risikere meget høje takster for data og opkald. Hvis dit abonnement ikke dækker destinationen, kan du slå dataroaming og mobildata fra og benytte wifi, hvor det er muligt.

    Hvis din telefon er eSIM-kompatibel, kan du købe mobildata hjemmefra via f.eks. Airalo og Greentel og være online efter ankomst til destinationen – uden at skifte fysisk simkort. Vær dog opmærksom på, at dækningen kan være begrænset i mere afsidesliggende områder og bjergområder.

  • Elektricitet

    Peru bruger primært de sydamerikanske stik med to flade ben, men på hotellerne er stikdåsen i væggen også lavet, så de runde danske kan sættes i.

  • Drikkepenge

    På restaurant er det normalt at lægge ca. 10 % til regningen. Giv kuffertdragere på hotellerne ca. 3 PEN / 1 USD pr kuffert, som de bærer for dig.

    Læg også penge på værelset til stuepigen.

    På grupperejser betaler Viktors Farmor drikkepenge til chauffør og lokalguide.

  • Fotos af mennesker

    Hvis man vil fotografere mennesker, bør man altid spørge om lov først.

  • Prisniveau

    En hovedret koster fra ca. 80 kr. og op. En vand/øl ca. fra 15-20 kr., mens vin er relativt dyrt og koster fra 100 kr. og opefter pr. flaske. En liter vand i en kiosk koster ca. 5-10 kr.

    Man skal prutte om prisen på langt de fleste markeder.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere, end at man selv til enhver tid kan bære den, da vi kan komme ud for uregelmæssigheder i programmet.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens. Det er vigtigt, at du medbringer recepten. 

  • Klima

    Slutningen af april og begyndelsen af maj et særdeles velegnet rejsetidspunkt for en fuglerejse i Peru, fordi man får kombinationen af grønne landskaber efter regntiden, relativt stabile vejrforhold i Andes og et meget aktivt dyreliv i regnskoven.

    Ved Stillehavskysten er klimaet tørt, og vejret er ofte solrigt. Det kan dog blæse en del om eftermiddagen, så vi anbefaler at medbringe en let jakke, særligt til bådturen til Ballestas-øerne.

    Begyndelsen af maj er en af årets bedste perioder at besøge Cuzco og Den Hellige Dal. Regntiden er stort set ovre, landskabet er fortsat grønt, og mange kolibrier og andre andinske fugle er aktive. Dagene er som regel solrige, mens morgener og aftener kan være kølige, så vi anbefaler tøj i lag.

    I Manu er klimaet varmt og fugtigt året rundt, og selv om der stadig kan forekomme korte, kraftige regnbyger – ofte sidst på dagen eller om natten – er det netop med til at holde regnskoven frodig. De gode vækstbetingelser skaber et rigt dyreliv med høj aktivitet blandt fugle, sommerfugle og andre dyr.

  • Tidsforskel

    Peru er syv timer bagud i forhold til Danmark, når der er dansk sommertid.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Hurtigtørrende tøj

    - Regntøj (jakke eller poncho) til Amazonas

    - Vindjakke til Paracas

    - Fleece eller let dunjakke til Cuzco og Den Hellige Dal

    - Solcreme med høj beskyttelse (min. faktor 30-50), da vi er tæt på Ækvator, og UV kan komme op på 15 

    - Gode vandresko

    - Solbriller og solcreme

    - Kasket/hat

    - Evt. piller mod højdesyge (Diamox)

    - Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

    - Myggemiddel - gerne med mindst 7,5% DEET (kan af og til købes i Peru)

    -  God kikkert

    - Lommelygte

    - Badetøj

    - Evt. vandrestave til kortere vandringer

    - Drikkedunk 

    - Evt. instant kaffe, da der på flere hoteller er kogt vand, men ingen kaffe

  • Toiletpapir

    De steder hvor der er en spand på gulvet ved siden af toilettet skal man smide toiletpapiret heri.

    Det er meget vigtigt, da rørene ellers risikerer at stoppe til. 

    Hav Kleenex el. en rulle toiletpapir med i håndbagagen. Det er ikke alle offentlige toiletter, der har papir nok. 

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Colombia.