Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       trustpilot-viktorsfarmor

Min første rejse i Rumænien

... og det bliver ikke den sidste. Rumænien er fuldt ud charmerende med en rå ærlighed, der krydrer oplevelsen. Og så er rejseleder Carmen Vele skøn!
Vi bliver budt inden for hos Carmens venner, som står klar med snaps og flere lokale specialiteter. Foto Josefine Aude Raas

Skrevet af

Josefine Aude Raas

Josefine nyder at rejse i hele verden. Til dagligt sidder hun som Content Manager hos Viktors Farmor.

De 3 oplevelser der gjorde størst indtryk

I foråret 2026 tog jeg på min første rejse til Rumænien og regionerne Bukovina og Transsylvanien. Det er et land, som man får ind under huden. På den gode måde. For jeg har bare lyst til rejse endnu mere rundt i landet. 8 dage er bestemt ikke nok. 

Min glæde ved landet skyldes i høj grad også Carmen Vele, som er rejseleder i Rumænien. Hun taler dansk med et strejf af jysk accent, er rumæner og bor i landet. Sjældent har jeg fået et så ærligt indblik og indsigt i et land. Carmen serverer det med lokale landsbybesøg, håndværk, grønklædte bjerge og så en noroc (skål)! 

Her i artiklen har jeg samlet de 3 oplevelser, som gjorde størst indtryk på mig i Rumænien. Rigtig god læselyst!

Rejseleder Carmen sammen med mig foran smukke, traditionelle folkedragter. Foto Josefine Aude Raas

1. Folkedans, onde ånder og søndagsfest

Ja, det er alt sammen én oplevelse fra samme dag og sted. Vi besøgte Carmens veninde Camelia og hendes familie – og det blev et besøg, vi nok sjældent glemmer. Allerede ude foran huset stod de klar med hornmusik og hjemmebagt brød. Da vi satte os til bords, fik vi serveret lokale retter samt hjemmelavet snaps og vin. 

Herefter viste familien stolt flere af deres nationaldragter frem, som også bestod af specielle figurer og ånder. Det hele blev fremvist med sang og dans. Festlighederne fortsatte på landsbyens lille plads, hvor der var et hånddrevet pariserhjul, som vi også fik en tur rundt i.

Vi besøger nogle af rejseleder Carmens venner, som stiller op med folkesang og gamle sagn. Foto Josefine Aude Raas
Vi besøger nogle af rejseleder Carmens venner, som stiller op med folkesang og gamle sagn. Foto Josefine Aude Raas

2. "Østens Sixtinske Kapel"

Regionen Bukovina er kendt for sine meget smukt dekorerede og historiske klostre. Mange af dem er bemalet med farverige fresker, hvor flere stammer helt tilbage fra middelalderen. På flere af klostrene står både motiver og farver stadig tydeligt.

Vi startede ud ved det mest kendte kloster, Voroneț, fra 1488, der har fået tilnavnet "Østens Sixtinske Kapel". Både inde og ude er det smukt bemalet. Vi besøgte også et andet kloster, hvor ca. 40 nonner bor. Her var det igen udsmykningen med fresker i stærke farver, der gjorde et stort indtryk. Når man rejser rundt i Rumænien, er det værd at undersøge landets klostre - både indeni og udenpå. 

Klostret Voroneț er overdådigt bemalet både udenpå og indeni. Foto Josefine Aude Raas
Klostret Voroneț er overdådigt bemalet både udenpå og indeni. Foto Josefine Aude Raas

3. Gamle håndværk og traditioner

Fra byens smed og frakkemager til håndmalede æg og skakbrikker. Gennem rejsen mødte vi mennesker, der stolt viste deres håndværk frem. En ældre mand fremstillede de smukkeste pelsfrakker, og både bedstemor og barnebarn malede fine mønstre på æg med bivoks.

Her besøger vi en lokal smed i en lille landsby i Bukovina. Foto Josefine Aude Raas

Gennem hvert et møde og tradition blev vi hele tiden klogere på Rumænien og dets historie og kulturliv. Og rejseleder Carmen Vele bandt det hele sammen for os under rejsen. For mig personligt er jeg kun blevet sulten og nysgerrig på mere, og det er takket været Carmens ærlighed, humor og varme.

På næste rejse vil jeg ud at se endnu mere af det smukke land!

Se flere artikler om Rumænien