Logo

Uzbekistan er Silkevejens magiske epicenter

Krydderier, ældgammel kultur og avantgardekunst får magien til at leve i silkevejslandet Uzbekistan, hvor bazarer og islamisk arkitektur fuldender eventyret.

Der står en seng midt på pladsen i Bukhara. Lakeret fyrretræ, ser det ud til. Både hoved- og fodgærde har udskæringer, og der er et spraglet tæppe over madrassen.

Skal de da sove udenfor i nat?

Nej de skal ikke. De skal slappe af, skal de. Og det gør de flittigt på Lyabi Hauz pladsen.

I øjeblikket sidder to uzbekiske kvinder og snakker sammen på sengen. Deres kjoler er farverige og har guldbroderede kanter – som traditionen er på de kanter. Lidt væk fra sengen er der lagt et vævet tæppe ud på cementfliserne. To handelsfolk sidder og spiller domino på tæppet, og har tydeligvis ladet forretning være forretning en stund.

Så alt ånder egentligt idyl. Og der er intet ”men” til denne konstatering. Der er nemlig fredeligt i det gamle silkevejsland Uzbekistan i Centralasien.
 

Orienten og Vesten

På vore breddegrader skal man måske have atlasset frem for at lokalisere Uzbekistan. Det er et af 5 stan-lande i den sydlige del af det tidligere Sovjet, så vi er i et område, der ikke altid har været i Danmarks interesse-sfære.

Men historisk har det været meget betydningsfuldt. Tag en lineal og en blyant, og slå to streger hen over atlasset. Den ene fra Kina til Middelhavet. Den anden fra Moskva til Indien. Stregerne krydser hinanden i – Uzbekistan. Vi er i epicentret for tidligere tiders handelsvej: Silkevejen.

Derfor er Uzbekistan en perle i det centrale Asien. Landets særlige karakter er formet gennem to tusinde år af nomader og handelsfolk, der kom ad Silkevejen fra Kina til Middelhavet, og bragte velstand til byer som Samarkand og Bukhara. Karavanerne kom med silke, porcelæn, glas, guld og krydderier. Og informationer. Silkevejen var datidens bredbånd, og derfor er Uzbekistan i dag en sjov blanding af Orienten og Vesten, tilsat et stænk Sovjet - efter 70 år som en del af Sovjetunionen.
 

Frem til Samarkand

”Hvis du virk´lig kommer frem til Samarkand”. Sådan lyder refrain´et i Poul Sørensens vise om menneskets længsel. Og nu begynder vi igen at komme frem til landet, efter at det i mange år lå i glemsel som en sovjetisk delstat. Turismen udgør en vigtig - og voksende - del af økonomien. 

Uzbekerne selv vil gerne have besøg af os. I 2019 blev det visumfrit for danske statsborgere at rejse ind i Uzbekistan. Rejser hertil er derfor blevet noget nemmere, og når man er ankommet til landet, oplever man hurtigt, at stemningen er afslappet.

Den dominerende religion er islam. Men i en sekulær udgave. Efter mange års kommunisme tager folk religion ret afslappet. På restauranterne serveres lokal vodka med den største selvfølge som appetitvækker – eller tilbehør til maden! Øl og endog uzbekisk vin er tilgængeligt. Sprogligt er de fortrolige med russisk, men de arbejder på at udbrede kendskabet til engelsk, for de ved, at de færreste vesterlændinge kan forstå russisk eller uzbekisk. 

I ly af Pamir- og Himalaya-bjergene er Uzbekistan en temmelig tør region. Faktisk er landet blandt de tørreste i Centralasien. Der er store slette- og ørkenområder i det vestlige Uzbekistan. Men det gør ikke så meget, for Uzbekistan er først og fremmest et gammelt kulturland, og det er dét, der lokker besøgende dertil.
 

Registan

Med til et besøg i den ældgamle og legendariske silkevejsby Samarkand hører en tur omkring Registan-pladsen. Den er selve symbolet på Uzbekistans status i den islamiske verden. I middelalderen kom kamelkaravanerne hertil, og købmændene bredte deres varer ud på tæpper i håb om at gøre en god handel. Varerne kom langvejs fra, måske helt fra Kina. Købmændene havde købt dem af mellemmænd, så varerne flyttede sig langsomt fra øst til vest. Eller omvendt. Men kamelerne var med hele vejen. De var udholdende, og havde en sjette sans, der fortalte dem to ting: Hvor er nærmeste vandhul? Og hvornår kommer der en sandstorm?

Nu er kamelerne væk fra Registan, men masser af handelsfolk frister stadig med håndknyttede tæpper og andre orientalske varer. Bygningerne er klassiske eksempler på fuldendt islamisk arkitektur.
 

Uzbekistans Tycho Brahe

Vil vi have lidt perspektiv på fortidens Uzbekistan kontra fortidens Danmark, så er det en god idé at besøge Ulugbegs observatorie, der ligger lidt udenfor Samarkand. Ulugbeg regerede over det meste af Centralasien fra 1411 til 1449. Han var astronom og byggede det største observatorie i hele Centralasien. Ulugbeg beregnede blandt andet, at Jordens hældningsgrad er 23,52. Det er et mere nøjagtigt resultat end Tycho Brahe kom frem til. 

Jo, middelalderens Uzbekistan var højt udviklet.
 

Timur Lenk

Men også grusomt. Det er herskeren Timur Lenk et eksempel på. Timur Lenk hævdede, at han nedstammede fra Djengis Khan, og han formåede i løbet af et langt liv at skabe et imperie, der strakte sig fra dagens Iran til kanten af Kina.

Hans hærmaskine var overlegen, og når den tromlede frem, løb rygtet i forvejen. Timur Lenk var en nådesløs tyran, der ikke veg tilbage for at massakrere hele byer. Ikke sært, at mange byer valgte at overgive sig.

Men han havde også en kærlighed for kunst og arkitektur. Under ham blev der i slutningen af det 14. århundrede bygget pragtfulde moskeer, madrassaer, paladser og bazarer i hovedstaden Samarkand.

I dag kan vi se Timur Lenks sarkofag i mausoleet Gur Emir i Samarkand. Timur Lenk begyndte byggeriet af dette storslåede gravmæle i 1403, fordi hans elskede sønnesøn Mohammed Sultan, der var udset som arving til tronen, døde. Timur Lenk døde to år senere, og det blev hans efterfølgere, der gjorde mausoleet med lyseblå kupler færdigt.
 

Brød fra Samarkand

Tæt på Registan-pladsen i Samarkand ligger bazaren. Atmosfæren er orientalsk. Et par specialiteter: Saltede abrikossten bagt i aske. Og ”puffy”, eller Samarkand-brød. Bagt i en lerovn, med gylden skorpe. Disse brød værdsættes over hele landet.

Duften af krydderier, grøntsager og stegt fårekød hænger i bazaren. Men det er faktisk et nyere fænomen. Under Stalin blev pragtfulde bazarbygninger sprængt i luften, moskeer blev til biografer, frugtbart landbrugsland blev til monokultur med bomuld.

Men mennesker er ikke sådan at kue. Siden Uzbekistans uafhængighed genoplives den gamle kultur. Nye bazarer åbnes, for eksempel i Samarkand, og de er blevet livlige steder at gøre indkøb.

Man kan også være heldig at se en kæmpe pande, hvor nationalretten ”plov” tilberedes. Først svitses snittede gulerødder, løg og hvidløg i olie og krydderier, så blandes fårekød, rosiner og ris i, og det hele koges sammen. Tag bare en smagsprøve. Det er slet ikke så tosset endda.
 

Silkevejen

Det var Silkevejen, der gjorde Uzbekistan rig. Men handelen med varer i knudepunktet omkring Samarkand og Bukhara går meget længere tilbage, faktisk til det 6. årtusinde før vor tidsregning. I bronzealderen blev mad, frugt, smaragder, guld, jade, zobelskind og meget mere handlet. Senere modtog romerske kejsere silke fra kinesiske herskere.

Middelalderens dynastier i Centralasien – fra Djengis Khan til Timur Lenk – gav politisk stabilitet, og så blomstrede karavanehandelen endnu mere op. Det var kun europæernes ekspansion af søhandel, der førte til, at silkevejen langsomt mistede sin glans.
 

Ole Olufsen

Men rigdommene var der stadigt Hvor rig eksempelvis byen Bukhara var, har vi den danske opdagelsesrejsende Ole Olufsens ord for. Olufsen kortlagde store dele af Centralasien omkring år 1900, og han beskrev for eksempel denne oplevelse: 

- Den 18. juni iklædte vi os galla, idet vi skulle i audiens hos emiren af Bukhara. Han ankom kl. 7 i sit extratog, og alle byens autoriteter var samlede på den med blomsterguirlander smykkede station. Et russisk infanteri spillede emirens honnørmarch, da toget gled ind på perronen med den elegante, rødlakerede salonvogn til sidst. Det er en meget stor vogn, rigt forsiret med guld indvendigt. 

Meget er forandret i nutidens Bukhara. Men i byens midte er der stadig rester af de gamle bazar-bygninger. Koranskoler og karavanestationer er restaurerede. I gården til Divan Begi koranskolen kan man overvære noget så unikt som et uzbekisk modeshow, mens man indtager en bedre middag. På den centrale Lyabi Hauz plads er der skyggefulde træer og cafeer med vandpibe-tilbud.
 

Ørkenens Louvre

Uzbekistan har dog mere end Samarkand og Bukhara at byde på. Langt, langt, langt ude i steppe-ørkenen ligger en verdenssensation: Et museum for avantgarde kunst. Og sensationen er ikke mindre af, at hele samlingen er skabt af én eneste mand: Igor Savitsky.

Savitsky var kunstner og tegner, og for at gøre en lang historie kort, så endte han i 1950erne i byen Nukus, hvor han over 40 år indsamlede en imponerende samling af forbudt, sovjetisk kunst. Han kunne se, hvordan avantgarde kunstnere blev forfulgt eller dræbt. Deres kunst ville ingen officielle museer røre med en ildtang.

Men Savitsky ville. Han rejste det kæmpestore land tyndt og opkøbte malerier. Det blev til en samling på mere end 80.000 værker, der i dag findes på et museum i Nukus. New York Times gav samlingen tilnavnet ”Ørkenens Louvre”. Og det er lige hvad det er.

Du kan læse mere om Ørkenens Louvre her.
 

Algebraens fader

Selv om vi i dag ikke hører meget om Uzbekistan, så har området alligevel påvirket os på flere områder. Et par eksempler: Algebraens ”fader” var Muhammad al-Kwarizmi. Han levede omkring år 800. I en latinsk oversættelse blev hans navn til Algoritmi, så når vi bruger ordet algoritme i flæng i dag, burde vi lige sende en tanke til Uzbekistan. 

Og Abu Ali al-Huseyn Sina skrev ”Medicinens kanon”, der var pensum på middelalderens universiteter. Uzbekerne hævder, ordet medicin stammer fra ham. For syge mennesker henvendte sig til den lærde mand med ordene: "Hjælp mig, Sine" På deres sprog hed det: ”Mede Sine”.

Sådan er der mange legender i Uzbekistan. Og når man ikke orker at høre flere, kan man tage et hvil. Sengene står klar på Lyabi Hauz pladsen.
  

Rejser til Uzbekistan

Vil du gerne opleve Uzbekistans smukke arkitektur og kulturhistorie? Så kan du her se alle Viktors Farmors rejser til Uzbekistan.
 

Viktors Farmor baggrundsbillede